Kænguruer: Forskelle mellem versioner

'''Kænguruer''' (Macropodidae) er en [[Familie (biologi)|familie]] af [[pungdyr]]. De hører til blandt de mest velkendte pungdyr og er typiske repræsentanter for [[Australien]]s fauna, men findes også på [[Ny Guinea]]. Kænguruer kendetegnes ved de tydeligt længere bagben og er planteædere, der overvejende er aktive i skumringen og om natten. Familien omfatter cirka 60 nulevende [[art]]er. Flere arter er [[Uddød|uddøde]] i moderne tid. Til de mest udbredte og almindelige arter hører de tre arter af [[kæmpekænguru]]er. Andre arter er truet af [[udryddelse]]. De varierer i størrelsehøjde fra 35 cm til 2 meter, hvortil kommer halens længde. De fleste arter lever på jorden, bortset fra arterne i slægten [[trækænguruer]] (''Dendrolagus''), der klatrer i træer. Nogle af de mindre og mellemstore arter kaldes [[wallaby]]er. I de senere år er kængurukød blevet en populær spise flere steder i verden.

[[Fil:The Kongouro from New Holland (Kangaroo) NMM ZBA5754 (cropped).jpg|thumb|[[George Stubbs]]: Et portræt af ''Kongouro'' fra New Holland (datidigt navn for øen Australien), [[1772]], [[National Maritime Museum]], Greenwich, London.]]

Gruppens videnskabelige navn, Macropodidae, kommer fra det [[græsk]]e ''macropodmakropod'' som betyder ''«"stor fod»''" (''μακρός makrós'' ‚stor‘= "stor" og ''πούς poús'', genitiv ''ποδός podós'' ‚fod‘= "fod").

Et af de tidligste skriftlige europæiske vidnesbyrd hos europæerne om eksistensen af kænguruerekænguruer findes i den britiske opdagelsesrejsende [[James Cook]]s dagbogsoptegnelser[[dagbog]]soptegnelser fra juli [[1770]], der tillige indeholder en beskrivelse.<ref name=Hawkesworth/>

Betegnelsen kænguru (engelsk: ''kangaroo'') stammer fra [[aboriginer]]-stammen [[Guugu Yimidhirr]], der lever på [[Kap York-halvøen]] i det nordøstlige Australien. Ordet er afledt af „gangurru“''gangurru'', der tjener som betegnelse for den [[grå kæmpekænguru]].<ref name=Horwitz/><ref name=Harper/> Stammen har flere ord for de forskellige kænguru-arterkænguruarter. I følgeIfølge en vidt udbredt [[myte]] skulle Cook som første europæer have set disse dyr, og navnet "kænguru" skulle betyde "Jeg forstår ikke" og væresom svaretsvar på britens naturlige og på engelsk formulerede spørgsmål "Hvad er det for et dyr?". At denne historie ikke var sand, blev først opdagetafsløret af [[lingvist]]en John B. Haviland i 1970'erne.<ref name=Haviland/><ref name=del/>

[[Fil:PetrogaleWild Brachyotiskangaroos.jpg|thumb|[[Klippewallabyer]]venstre|En levergruppe igrå klippeterrænkænguruer.]]

Kænguruer forekommer i [[Australien]] og på nærliggende øer som [[Tasmanien]] og [[Ny Guinea]]. Her lever de i så forskellige [[habitat]]er som [[regnskov]]e og busk- eller græsbevoksede tørre [[savanne]]r og [[ørken]]områder. Nogle arter såsom klippewallabyer lever også i bjergområder op til 31003.100 meter over havet.

[[Fil:Joey in pouch.jpg|thumb|Unge i pungen.]]

Som hos alle pungdyr fødes kænguruunger efter en kort [[drægtig]]hedsperiode på omkring 20 til 40 dage og er sammenlignet med [[placentale pattedyr]] relativt uudviklede. Selv hos den største kænguruart, den [[rød kæmpekænguru|røde kæmpekænguru]], måler ungen ved fødslen kun 2,5 centimeter og vejer 0,75 gram.<ref name=adw/> Normalt fødes kun en enkelt unge, tvillinger[[tvilling]]er er sjældne. Den kravler efter fødslen selv fra fødekanalen ind i pungen og suger sig fast med munden til en dievorte, som den ikke giver slip på i de næste to til tre måneder.

Hos mange arter findes en "forsinket" fødsel: Umiddelbart efter en unges fødsel parrer hunnen sig igen. Dette [[embryo]] fortsætter ikke med at vokse, før den store unge endegyldigt har forladt pungen. Først da udvikler embryoet sig videre og fødes. Evolutionært er dette sandsynligvis en tilpasning til ugæstfriugæstfrie omgivelser: skulle ungen dø, eller moren måtte forlade den, så er der straks en efterfølger klar.

Efter omkring et halvt år forlader ungen for første gang pungen; efter omkring otte måneder er den blevet endegyldigt for stor til at kunne værerummes i pungen. Ungen får dog lov til at die indtil en alder af omkring et år, hvilket sker ved at den stikker sit hoved ind i pungen, hvor ofte allerede en ny lille unge dier. I sådanne tilfælde drikker den store og lille unge af forskellige dievorter, der desuden giver mælk af forskellig sammensætning.

Ved langsom gang benytter kænguruer fem lemmer: Mens dyret støtter med forpoterne og halen, svinger bagbenene frem og så snart disse igen er sat i jorden, flyttes forpoter og hale igen. Den hoppende bevægelsesmåde er meget effektiv ved høj fart. Takket være meget elastiske muskler kan de uden stort energiforbrug komme hurtigt fremad, hvad der er en fordel i et tørt [[klima]] med til dels få føderesurser. Ved lavere fart er denne bevægelsesmåde dog ineffektiv og energikrævende. Kænguruer kan ikke bevæge sig baglæns.

Kænguruer var et vigtigt jagtbytte allerede for [[aboriginer]]ne, deder jagedejagtede dem på grund affor kødet og anvendte desuden pelsen. På den anden side fik kænguruerne nye levesteder på grund af aboriginernes afbrændinger, der tidligere udførtes som en del af jagten og i nyere tid som en del af [[svedjebrug]]. Afvekslingen mellem afbrændte flader med ny grøn [[vegetation]] og tæt bevoksning gav dyrene føde og tilflugtsmuligheder.