Anne Frank: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) |
Nordfra (diskussion | bidrag) →Benægtelse og sagsøgning: Meyer Levins kamp for at minde om Anne Franks jødiskhed. |
||
Linje 156:
=== Benægtelse og sagsøgning ===
Meyer Levin skrev et [[skuespil]] (ud fra dagbogen) som aldrig blev sat op, fordi Otto Frank foretrak andre manusforfattere. Levin ville sætte fokus på Anne Frank som offer for antisemitisme, mens Lillian Hellman og andre i hendes kreds fik overbevist Otto Frank om en mere universel tilnærmelse til stoffet, hvor Annes tanker om sin jødiskhed blev neddæmpet og helt fjernet. Levin blev efterhånden overbevist om, at det ligefrem drejede sig om et [[sammensværgelse|komplot]] for at få sløjfet dagbogens jødiske elementer; og resten af sit liv protesterede han mod denne tilsløring af Anne Franks jødiske tilhørighed. <ref>https://www.amazon.com/Stolen-Legacy-Anne-Frank-Lillian/dp/0300069073</ref>
I 1958 blev [[Simon Wiesenthal]] i forbindelse med en teateropførelse af ''Anne Franks dagbog'' i [[Wien]] udfordret af demonstranter, som sagde, at Anne Frank aldrig havde eksisteret, og afkrævede Wiesenthal beviser for hendes eksistens ved at finde manden, som arresterede hende. Wiesenthal begyndte herefter at lede efter [[Karl Silberbauer]] og fandt ham i [[1963]]. Da han blev [[interview]]et, indrømmede Silberbauer sin rolle, og identificerede fra et foto Anne Frank som en af de arresterede. Han huskede at have åbnet og smidt en kuffert fyldt med papir på gulvet. Hans beskrivelse passer med Otto Franks og andres oplevelse.<ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=241–246}}</ref>▼
Levin gik til sag, hvor han anklagede de andre skribenter for [[plagiat]]. Selvfølgelig havde han ikke haft noget med dagbogen at gøre; men rygterne gik, og resulterede i en efterforskning, hvor det kom for en dag, hvor mange originale dokumenter, man faktisk måtte forholde sig til. Der var Annes private dagbog i tre bind; der var B-versionen, hun skrev med tanke på offentliggørelse; og der var en række fritstående historier, hun skrev om livet i baghuset, som delvis [[fiktion]] over [[tema]]et. Hendes far redigerede så hendes private dagbog, samt B-versionen og flere af fortællingerne sammen til én udgivelse, hvor han havde foretaget rettelser og sløjfet materiale, han anså som krænkende eller pinligt, såsom Annes minde fra den gang, hun havde bedt om at røre ved en anden piges bryster. Otto Frank måtte ofte vælge mellem flere, højst forskellige versioner af de samme hændelser, men et ekspertvidne udtalte, at den udgivne bog var i samsvar med forfatterindens hensigt. I [[1980]] offentliggjorde ''[[Spiegel]]'' imidlertid en rapport om, at mens [[papir]]et i dagbogen var autentisk nok, var der foretaget tilføjelser til Annes omskrevne version med en type [[kuglepen]], som først kom i handelen i [[1951]]. Det tog sig ikke heldigt ud, når en ekspert tidligere var gået god for, at hele dagbogen var skrevet af en og samme person. Nummereringen af siderne og små tilføjelser var da også gjort i eftertid, nok af Otto Frank eller hans medhjælpere. Så sent som i [[1998]] kom endnu en overraskelse, da der dukkede fem sider op, som Otto Frank havde holdt tilbage. De indeholdt Anne Franks kritiske omtale af forældrenes ægteskab. <ref>https://www.straightdope.com/columns/read/2463/was-anne-frank-the-only-author-of-her-famous-diary/</ref>
▲I [[1958]] blev [[Simon Wiesenthal]] i forbindelse med en teateropførelse af ''Anne Franks dagbog'' i [[Wien]] udfordret af demonstranter, som sagde, at Anne Frank aldrig havde eksisteret, og afkrævede Wiesenthal beviser for hendes eksistens ved at finde manden, som arresterede hende. Wiesenthal begyndte herefter at lede efter [[Karl Silberbauer]] og fandt ham i [[1963]]. Da han blev [[interview]]et, indrømmede Silberbauer sin rolle, og identificerede fra et foto Anne Frank som en af de arresterede. Han huskede at have åbnet og smidt en kuffert fyldt med papir på gulvet. Hans beskrivelse passer med Otto Franks og andres oplevelse.<ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=241–246}}</ref>
Modstandere af dagbogen fortsatte med at påstå, at den fremstod som pro-jødisk-[[propaganda]], hvilket Otto Frank afviste som falskneri. I [[1959]] sagsøgte Frank i [[Lübeck]] en Lothar Stielau, skolelærer og tidligere ''[[Hitlerjugend]]''-medlem, som havde udgivet et skoleblad, der beskrev dagbogen som dokumentfalsk. Søgsmålet blev udvidet til også at sagsøge Heinrich Buddegerg, som støttede Stielau i et brev, som også blev udgivet. Retten undersøgte dagbogen, og bekræftede i 1960, at håndskriften i dagbogen samstemte med skriften i breve skrevet af Anne Frank. Dagbogen måtte anses som værende ægte. Stielau trak sin tidligere beskyldning tilbage, og Otto Frank gjorde ikke mere ud af sagen.<ref name=OttoFranklegalactions/>
I [[1976]] sagsøgte Otto Frank en Heinz Roth fra Frankfurt, som udgav en [[pamflet]], der anklagede dagbogen for at
Otto Frank anlagde atter sag i 1976 mod Ernst Römer, som udgav en pamflet kaldet "The Diary of Anne Frank, Bestseller, A Lie" ("Anne Franks dagbog, bestseller, en løgn"). Da en anden mand ved navn Edgar Geiss fremviste samme pamflet i retten, blev også han retsforfulgt. Römer blev idømt en bøde på 1.500 D-Mark,<ref name=OttoFranklegalactions/> og Geiss blev idømt seks måneder fængsel. Efter en ankesag blev dommen nedsat, men selve sagen mod ham blev droppet, grundet en efterfølgende ankesag, fordi en lovfæstet appeltid for injurier var udløbet.<ref>{{cite web|url=http://www.annefrank.org/content.asp?PID=387&LID=2|archiveurl=http://web.archive.org/web/20071013161211/http://www.annefrank.org/content.asp?PID=387&LID=2|archivedate=2007-10-13|title=Publicity about Anne Frank and her Diary: Legal rulings|publisher=Anne Frank House|accessdate=2007-12-04}}</ref>
Line 168 ⟶ 172:
Da Otto Frank døde i 1980, blev den originale dagbog, inklusiv breve og løse ark, overbragt til Det hollandske institut for dokumentation af krigen, <ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=233}}</ref> hvor den gennemgik en kriminalteknisk undersøgelse under opsyn af det nederlandske justitsministerium i [[1986]]. Her blev dagbogens håndskrift holdt op mod skriftprøver fra Anne Frank, som var overensstemmende. Det blev videre slået fast, at det anvendte papir, lim og blæk var tilgængeligt, dengang dagbogen blev skrevet. De samlede undersøgelser fastslog, at dagbogen var ægte, og konklusionen trykt i den såkaldt "kritiske udgave" af dagbogen. Den [[23. marts]] 1990 bekræftede retten i [[Hamburg]], at dagbogen var ægte.<ref name = CriticalEditionp102/>
I [[1991]] skrev [[Holocaust-benægtelse|Holocaust-benægterne]] [[Robert Faurisson]] og [[Siegfried Verbeke]] en pjece kaldet ''The Diary of Anne Frank: A Critical Approach'' (''Anne Franks dagbog: En kritisk tilgang''). De påstod heri, at Otto Frank havde skrevet dagbogen, og baserede dette på, at dagbogen indeholdt mange modsigelser, såsom at muligheden for faktisk at skjule sig i
[[Anne Franks hus|Anne Frank-huset]] i Amsterdam og Anne Frank Funds indledte i Basel en civilretssag i december [[1993]] for at stoppe produktionen af ''The Diary of Anne Frank: A Critical Approach'' i Holland. Den [[9. december]] 1998 dømte Amsterdams distriktsret til fordel for anklagerne, med forbud mod yderligere produktion og udsendelse af fornægtelser af dagbogens ægthed. Brud på dette forbud ville resultere i en [[bøde]] på 25.000 hollandske [[gylden]] for hver krænkelse.<ref>{{cite web| url=http://www.annefrank.org/content.asp?PID=790&LID=2| archiveurl=http://web.archive.org/web/20071005213344/http://www.annefrank.org/content.asp?PID=790&LID=2| archivedate=2007-10-05| title=Publicity about Anne Frank and her Diary: Ten questions on the authenticity of the diary of Anne Frank| publisher=Anne Frank House| accessdate=2007-12-01}}</ref>
| |||