Bangladeshkrigen: Forskelle mellem versioner

</ref> Bhutto foreslog i stedet, at Pakistan fik to Premierministre, én for hver af de to områder. Forslaget medførte forargelse og vrede i Østpakistan, der allerede var utilfredse med det af Vestpakistan indførte "One Unit Scheme", der til skade for Østpakistans interesser sammenlagde de tre vestlige provinser til én samlet provins (nemlig Vestpakistan) og derved reducerede Østpakistans muligheder for at gøre sine interesser gældende inden for Pakistan. Bhutto afviste også Rahmans "Seks punkter", som Rahman krævede opfyldt, der i realiteten ville gøre Pakistan til en forbundsstat med to autonome delstater. De to lederledere mødtes den [[3. marts]] 1971 sammen med Pakistans præsident, general [[Yahya Khan]] i [[Dhaka]] for at afgøre landets skæbne. Forhandlingerne førte ikke til en løsning, og Sheikh Mujibur Rahman opfordrede til en nationalstrejke. Bhutto frygtede en [[borgerkrig]] og opnåede derfor en aftale med Rahman om, at der skulle dannes en koalitionsregering med Rahma som premierminister og Bhutto som præsident.<ref name="Dr. Professor [[Mubashir Hassan]], professor of Civil Engineering at the [[University of Engineering and Technology, Lahore|University of Engineering and Technology]] and the Oxford University Press "/> Denne udvikling var imidlertid ikke afstemt med Pakistans militære ledelse.<ref name="Dr. Professor [[Mubashir Hassan]], professor of Civil Engineering at the [[University of Engineering and Technology, Lahore|University of Engineering and Technology]] and the Oxford University Press "/>

Den 16. marts 1971 påbegyndte Sheik Mujibur Rahman forhandlinger med Pakistans leder, general [[Yahya Khan]] om Østpakistans rolle i et forenet Pakistan og mulighederne for en løsrivelse. Forhandlingerne førte dog ikke til ophør af urolighedernne, og den 19. marts åbnede pakistanske tropper ild mod demonstranter og dræbte 50 personer i Jaydevpur. Senere, den 24. marts, udbrød omfattende uroligheder, hvor pakistansk militær dræbte op mod tusinde mennesker.

Indien havde som følge af konflikten modtaget millioner af flygtninge fra Østpakistan, hvilket var en medvirkende faktor til, at Indien blev draget ind i konflikten. Den 15. maj 1971 blev Indiens støtte til Mukti Bahini officiel, og Indien støttede herefter bevægelsen økonomisk, diplomatisk og militært. Blandt andet som følge af den indiske støtte blev der i løbet af sommeren gradvist etableret egentlige hærenheder i Østpakistan, og der blev således etableret et [[luftvåben]] i september måned og i november måned blev etableret en flåde. Indien blev i oktober og november 1971 yderlige involveret i konflikten som følge af en række grænsetræfninger ved grænsen til Østpakistan, og den 21. november 1971 etableredes et egentligt militært samarbejde mellem Indien og Østpakistan under hærenheden Mitro Bahini. Krigens eskalering medførte, at Pakistan den 3. december 1971 indledte et større flyangreb på 11 indiske flybaser og radarstationer i den vestlige del af Indien. Operationen, der blev benævnt [[Operation Djengis Khan]], medførte, at Indiens Premierminister [[Indira Gandhi]] samme aften i en radiotale til nationen meddelte, at Pakistans angreb var at betragte som en [[krigserklæring]], og Pakistans angreb blev således begyndelsen på [[Den tredje indisk-pakistanske krig]]. Indien besvarede de pakistanske flyangreb med massive gengældelsesangreb.