Hundredårskrigen: Forskelle mellem versioner

|sted= [[Frankrig]], [[Nederlandene (historisk område)|NederlandendeNederlandene]], [[England]], [[Spanien]]

*[[Fil:Blason region fr Aquitaine.svg|15px]] [[HertudømmetHertugdømmet Aquitaine]]

Via sin moder, [[Isabella af Frankrig]], var [[Edvard 3. af England]] barnebarn af [[Philip 4. af Frankrig]] og nevø til [[Karl 4. af Frankrig]], den sidste konge i den første linje af [[huset Capet]]. I 1316 blev den [[saliske lov]] vedtaget, så kvinder ikke kunne arve den franske trone. Da Karl 4. døde i 1328, kunne Isabella ikke kræve den franske trone selv og måtte derfor lade den gå videre til sin søn. Franskmændene afviste det og fastholdt, at hun ikke kunne overføre en ret, som hun ikke selv havde, til sin søn. Omkring 1328-1337 havde England accepteret Valois' arvefølge til den franske trone, men Philip 6.'s indblanding i Edvard 3.'s krig mod Skotland tillod, at Edvard 3. kunne genvinde kravet om den franske trone. Flere store engelske sejre i krigen - særligt ved [[Slaget ved Crécy|Crécy]], [[Slaget ved Poitiers (1356)|Poitiers]] og [[Slaget ved Agincourt|Agincourt]] - øgede udsigterne til en ultimativ engelsk triumf. Kongeriget Frankrigs store ressourcer udelukkede dog en total britisk erobring. De vigtige franske sejre ved [[Slaget ved Patay|Patay]] (1429), [[Slaget ved Formigny|Formigny]] (1450) og [[Slaget ved Castillon|Castillon]] (1453) afsluttede konflikten i fransk favør, og England mistede endegyldigt størstedelen af sine områder på kontinentet.

Lokale konflikter i naboområderne, som var relateret til krigen som den [[bretonske arvefølgekrig]] (1341–1364), den [[castilianske borgerkrig]] (1366–1369), [[de to Peteres krig]] (1356–1375) i Aragonien og [[den portugiskeportugisiske krise i 1383–85]] blev alle benyttet til at fremme de involverede parters sag. Senere historikere begyndte at bruge begrebet "Hundredårskrigen" om alle begivenhederne, og de etablerede dermed den længste militære konflikt i [[Europas historie|europæisk historie]].

Spørgsmålet om en kvindelig tronfølger i Frankrig blev stillet ved [[Ludvig 10. af Frankrig|Ludvig 10.'s]] død i 1316. Ludvig 10. efterlod sig kun en datter, og [[Johan 1. af Frankrig|sin posthume søn Johan 1.]] var kun i live i få dage. Philip, greve af Poitiers og Ludvig 10.'s bror, hævdede, at kvinder ikke var berettiget til kronen. Via sin politiske indflydelse og overtalelsesevner fik han overbevist sine modstandere og overtog tronen som [[Philip 5. af Frankrig]]. Den samme lov, som han påkaldte sig, gjorde at hans egne døtre ikke kunne arve tronen, og den gik derfor til hans yngre bror, Karl 4., i 1322.<ref name=brissaud329>{{harvnb|Brissaud|1915|pp=329–330}}</ref>

Karl 4.'s nærmeste mandlige slægtning var hans nevø [[Edvard 3. af England]]. Edvard var søn af [[Isabella af Frankrig|Isabella]], der var Karl 4.'s søster, men der blev stillet spørgsmål ved, om hun skulle have lov at videregive arveretten, når hun ikke selv kunne arve tronen. Den franske adel modsatte sig at blive regeret af Isabella og hendes elsker [[Roger Mortimer]], som var mistænkt for at stå bag mordet på den tidligere engelske konge, [[Edvard 2. af England|Edvard 2.]]. Forsamlingen af de franske baroner, biskopper og [[Universitet i Paris]] besluttede, at mænd som arvede retten via deres moder skulle ekskluderes. Således blev den nærmeste mandlige arving Karl 4.'s fætter, Philip, greve af Valois, og det blev besluttet at han skulle krones som Philip 6.. I 1340 bekræftede [[Avignon-pavedømmet]] i [[saliske lov]], at mænd ikke kunne arve gennem deres mødre.<ref name=brissaud329 /><ref name=orton872>{{harvnb|Previté-Orton|1978|p=872}}</ref>

Det [[Angel-normannere|anglo-normanniske]] dynasti, der havde hersket over England siden [[Den normanniske erobingerobring af England|den normanniske erobring]] i 1066, blev bragt til en ende, da [[Henrik 2. af England|Henrik]], søn af [[Geoffrey Plantagenet, greve af Anjou|Geoffrey af Anjou]] og [[kejserinde Matilda]] og oldebarn af [[Vilhelm Erobreren]], blev den første af de [[Angevinkonger i England|Angevinkongerne i England]] i 1154 under navnet Henrik 2.<ref name=bartlett22>{{harvnb|Bartlett|2000|p=22}}</ref> Angevinkongerne regerede direkte over [[Angevinimperiet|mere fransk territorium]] kongerne af Frankrig. De skulle dog stadig sværge troskab til den franske konge for disse territorier. Fra 1000-tallet og fremefter var der selvstyre i disse området, hvilket i praksis neutraliserede problemet.<ref name=bartlett17>{{harvnb|Bartlett|2000|p=17}}</ref>P

Uenighederne over Guyenne er vigtigere for udbruddet af krigen end den dynastiske arvefølge. Guyenne var et betydeligt problem for kongerne i både Frankrig og England. Edvard 3. var en af Philip 6.'s vasaller og blev derfor nødt til at anerkende den franske konges suverænitet over Guyenne. Rent praktisk kunne en dom i Guyenne appelleres til den kongelige franske domstol. Frankrigs konge havde magt til at annullere alle lovmæssige beslutninger, som Englands konge måtte lave i Aquitaine, hvilket var uacceptabelt for den engelske konge. Derfor var suverænitet over Guyenne en latent konflik mellem de to monarkier i flere generationer.

Under [[Saint-Sardoskrigen]] invaderede [[Charles, greve af Valois|Charles af Valois]] og far til Philip 6., Aquitaine på vegne af Karl 4., og han erobrede hertugdømmet efter et lokalt oprør, som franskmændene troede at Edvard 2. af England havdethavde tilskyndet. Karl 4. indvilligede modvilligt i at givet området tilbage i 1325. For at få hertudømmethertugdømmet tilbage måtte Edvard 2. indgå et kompromis ved at sende sin søn, den fremtidige kong Edvard 3., for at sværge troskab.

I 1000-tallet var [[Gascogne]] i det sydvestlige Frankrig optaget i Aquitaine (også kendt som ''Guyenne'' eller ''Guienne'') og dannede provinsen Guyenne og [[Gascogne]] ([[Fransk (sprog)|fransk]]: ''Guyenne-et-Gascogne''). [[Angevinkongerne af England]] blev [[Hertug af Aquitaine|hertuger af Aquitaine]] efter [[Henrik 2. af England|Henrik 2.]] giftede sig i 1152 med den tidligere dronning af Frankrig, [[Eleanor af Aquitaine]], hvorefter landet var vasal under den franske krone. I 1200-tallet var Aquitaine og Guyenne-et-Gascogne stort set [[synonym]]e.<ref name=harris8>{{harvnb|Harris|1994|p=8}}</ref><ref name=prestwich298>{{harvnb|Prestwich|1988|p=298}}</ref> Ved begyndelser af Edvard 3.'s regeringstid den 1. februar 1327 var den eneste del af Aquitaine der stadig tilhørte den engelske trone hertugdømme Gascogne. Termen "Gascogne" blev brugt om det område som Angevin ([[Plantagenet]]) kongerne af England havde i det sydvestlige Frankrig, selvom de stadig brugte titlen hertug af Aquitaine.<ref name=prestwich298 /><ref name=prestwich292>{{harvnb|Prestwich|2005|pp=292–293}}</ref>

I de første 10 år af Edvard 3.'s regering havde Gascogne været genstand for meget uenighed. Englænderne argumenterede med, at da Karl 4. ikke havde behandlet forpagteren af området ordentligt, så skulle Edvard have hertugdømmet frit for ethvert fransk overherredømme.

I slutningen af april 1337 blev Philip af Frankrig inviteret til at mødes med en delegation fra England, men han afslog. ''[[Arrière-ban]]'', bogstaveligt talt at indkalde til våben, blev proklameret i hele Frankrig fra den 30. april 1337. I maj samme år mødtes Philip med sit storråd i Paris. Det blev besluttet at hertugdømmet Aquitaine, i praksis Gascogne, skulle tilbage på kongens hænder med den begrundelse, at Edvard 3. var i strid med sine forpligtelser som vasal og havde givet husly til kongens "dødsfjende" Robert d'Artois.<ref name=sumption184>{{harvnb|Sumption|1991|p=184}}</ref> Edvards modsvar til, at Aquitaine blev konfiskeret, blev at udfordre Philips ret til den franske trone. Da Karl 4. døde, havde Edvard krævet retten til den franske trone via sin mor Isabella (Karl 4.'s søster), datter af Philip 4. Ethvert krav på tronen blev betragtet som en annullering af den ed, han havde svoret til Philip 6. i 1329. Edvard genoptog sit krav og i 1340 tog han formelt titlen som "Konge af Frankrig og det franske våbenskjold.<ref name=prestwich149>{{harvnb|Prestwich|2003|pp=149–150}}</ref>

Edvard sejlede med sin flåde fra England den 22. juni 1340, og ankom den næste dag til [[Zwin]]-flodmundingen. Den franske flåde lagde sig i en forsvarsposition i havnen ved [[Sluis]]. Herefter lykkedes det tilsyneladende den engelske flåde at snyde franskmændene til at tro, at de trak sig tilbage. Da vinden vendte sendt om eftermiddagen, angreb englænderne med vinden og solen bag sig. Den franske flåde blev næsten fuldstændigt tilintetgjort i det, som blev kendt som [[slaget ved Sluys]]. England dominerede Den Engelske Kanal under resten af krigen, hvilket forhindrede franske [[invasion]]er.<ref name=prestwich307 /> På dette tidspunkt havde Edvard brugt alle sine penge til krigen, og den var sandsynligvis stoppet her, hvis ikke [[Johan 3., hertug af Bretagne|hertugen af Bretagne]] døde, hvilket igangsatte en tvist om hertugens halvbror [[John af Montfort]] og [[Charles 1., hertug af Bretagne|Charles af Blois]], Philip 6.'s nevø.<ref name=rogers88>{{harvnb|Rogers|2010|pp=88–89}}</ref>

I juli 1346 startede Edvard en stor invasion hen over kanalen og gik i land i Normandiets [[Cotentin]] ved St. Vaast. Den engelske hær erobrede den ubevogtede by [[Caen]] på blot en enkelt dag. Philip samlede en stor hær for at forsvare sig mod Edvard, der marcherede mod nord til Nederlandene, og han plyndrede på sin vej, frem for at forsøge at overtage området. Han nåede til floden [[Seinen]], hvor han fandt at de fleste broer og andre steder, der hvor man kunne krydse floden, var blevet ødelagt. Han gik derfor længere og længere mod syd, og kom foruroligende tæt på [[Paris]], indtil han fandt et sted at komme over ved Poissy. Broen her var kun delvist ødelagt, så tømrerne i hans følge kunne reparere den. Han fortsatte derefter mod Nederlandene indtil han nåede floden [[Somme (flod)|Somme]]. Hæren krydsede floden via et vadested ved Blanchetaque, og efterlodsefterlod Philips hær på den anden side. Edvard fortsatte herefter mod Flandern, indtil han blev udmanøvreret af Philip. Han blev derefter nødt til at gøre klar til kamp og Philips hær angreb.

I 1366 var der borgerkrig om arvefølgen i [[Castiliens krone|Castilien]] (en del af det nutidens Spanien): [[Peter af Castilien]]s hær blev sendt mod hans halvbroder [[Henrik 2. af Castilien|Henrik af Trastámaras]]' hær. Den engelske krone støttede Peter, og den franske krone støttede Henrik. De franske blev ledet af [[Bertrand du Guesclin]] fra Bretagne, der havde arbejdet sig op til at blive en af Frankrigs krigsledere. Karl 5. skaffede 12.000 soldater med du Guesclin som kommandør til at støtte Trastámara i hans invasion af Castilien.<ref name=curry69>{{harvnb|Curry|2002|pp=69–70}}</ref>

Den sorte prins vendte tilbage til England i januar 1371, men hans helbred blev fortsat værre, og hans far, Edvard 3., var nu en ældre mand, der også havde et dårligt helbred. Prinsens sygdom var invaliderende, og han døde den 8. juni 1376.<ref name=dnbbarber>{{Cite web|last=Barber|first=Richard|title= Edward , prince of Wales and of Aquitaine (1330–76)'' in '' Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required|year=2008|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/8523|accessdate= 3. oktober 2012}}</ref> Edvard 3. døde året efter den 21. juni 1377;<ref name=dnbomrod>{{Cite web|last=Omrod|first=W. M|title=Edward III (1312–1377)'' in '' Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required|year=2008|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/8519 |accessdate= 3. oktober 2012}}</ref> han blev efterfulgt af den sorte prins' anden søn, [[Richard 2. af England|Richard 2.]], der på dette tidspunkt stadig var et barn.<ref name=dnbtuck>{{Cite book|last=Tuck|first=Richard|chapter=Richard II (1367–1400) |title=Oxford Dictionary of National Biography'' |publisher=Oxford University Press |year=2004 |subscription=yes|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/23499 |accessdate= 3. oktober 2012}}</ref> Freden i Brétigny havde givet Edvard 3. og England større landområder i Frankrig, men en lille professionel hær under ledelse af du Guesclin pressede englænderne tilbage, og ved Karl 5.'s død i 1380 var Calais det eneste område på fastlandet, som England fortsat havde under kontroL.<ref name=vauchez283>Francoise Autrand. Charles V King of France ''in'' {{harvnb|Vauchéz|2000|pp=283–284}}</ref>

De høje krigsskatter, som blev pålagt befolkningen i England, havde gjort den stadig mere upopulær. Skatterne ses som en årsag til [[peasants' revolt]].<ref name=baker6>{{harvnb|Baker|2000|p=6}}</ref> Richards manglende interesse for krigen og favoriseringen af en lille gruppe af hans nærmeste vender og rådgivere, gjorde Richards egen onkel og flere godsejere stærkt utilfredse . Gruppen, der blev kendt som [[Lords Appellant]], fik anklaget fem af Richards venner og rådgivere for [[forræderi]] og fik dem dømt i [[Merciless Parliament]]. Lords Appellant fik også kontrol over rådet i 1388 og prøvede forgæves at få krig mod Frankrig på ny. Selv om viljen var der, var der ikke penge til at betale hæren, så i efteråret 1388 besluttede rådet at genoptage forhandlingerne med den franske krone. Den 18. juni 1389 blev der underskrevet en treårig fredsaftale ved [[Freden i Leulinghem|Leulinghen]].<ref name=baker6 /><ref name=neillands182>{{harvnb|Neillands|1990|pp=182–184}}</ref>

I Wales blev [[Owain Glyndwr]] udråbt som [[prins af Wales]] den 16. september 1400. Han anførte det mest [[Glyndwr Rising|seriøse og udbredte oprør]] mod det engelske overherredømme siden [[Edvard 1.'s erobring af Wales|erobringen i 1282-83]]. Oprøret blev endeligt standset i 1416 og resulterede i en walisk semi-uafhængighed i flere år.<ref name=dnbsmith>{{Cite web|last=Smith|first=Llinos|title= Glyn Dwr , Owain (c.1359–c.1416)'' in '' Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required|year=2008|url=http://www.oxforddnb.com/index/10/101010816|accessdate=8. oktober 2012}}</ref>

Henrik generobrede Normandiet med Caen i 1417 og [[Rouen]] den 19. januar 1419. Det gjorde Normandiet engelsk igen for den første gang i to århundreder. En formel alliance blev aftalt med fyrstedømmet Burgund i Paris efter hertug [[Jean den frygtløse]] blev myrdet i 1419. I 1420 mødtes Henrik med kong Karl 6. De underskrev [[freden i Troyes]], og Henrik giftede sig med Karls datter Catherine af Valois, og Henriks efterkommere ville nu være arvinger til Frankrigs trone. [[Karl 7. af Frankrig|Karl 7.]] blev erklæret uægte barn og stod dermed uden for arvefølgen. Henrik gik ind i Paris senere samme år, og aftalen blev stadfæstet af [[French States-General|Estates-Generalgeneralstænderne]].<ref name=dnballmand />

Efter kroningen klarede Karl 7.'s hær sig dårligere. Et fransk forsøg på at [[Belejringen af Paris (1429)|belejre Paris]] blev slået tilbage den 8. september 1429, og Karl 7. trak sig tilbage til loire-dalen.<ref>{{cite book |last= Jaques|first= Tony|date= |title= 2007|url= https://books.google.com/books?id=tW_eEVbVxpEC&pg=PA777&lpg=PA777&dq=French+siege+of+Paris+was+defeated+on+8+September+1429&source=bl&ots=pxigJl0nf5&sig=ZD952C3hb3tOmPBK7uGJ2AHwFbk&hl=en&sa=X&ei=Ti3AVNLrGunksATYnYDwDg&ved=0CCwQ6AEwAg#v=onepage&q=French%20siege%20of%20Paris%20was%20defeated%20on%208%20September%201429&f=false|location= Westport, Connecticut|publisher= Greenwood Press|page= 777|isbn= |accessdate= 21. januar 2015}}</ref>

Efter Karl 7.'s heldige felttog i Normandiet i 1450 koncentrerede han sig om Gascogne, der var den sidste provins, som England havde kontrol over. Gascognes hovedstad blev belejret, og den overgav sig til franskmændene den 30. juni 1451. Den blev generobret af John Talbot og hans hær den 23. oktober 1452 som følge af Englands store sympati med Gascognes befolkning, men englænderne blev endeligt besejret under [[slaget ved Castillon]] den 17. juli 1453. Talbot var blevet overtalt til at angribe den franske hær, som lå ved Castillon nær Bordeaux. Under slaget lod franskmændene som om de flygtede ind i deres lejr. Den franske lejre ved Castillon var blevet anlagt af Karl 7.'s ammunitionsofficer [[Jean Bureau]], og det var afgørende for den franske sejr, da de franske kanoner beskød englænderne fra lejren. Englænderne led store tab, og både Talbot og hans søn døde.<ref name=wagner79>{{harvnb|Wagner|2006|p=79}}</ref>

Karl den Dristige, den sidste hertug af Brugund, blev dræbt under [[slaget ved Nancy]] i 1477,<ref name="Ross249-250">Charles Derek Ross, ''Edward IV'', (University of California Press, 1974), 249–250.</ref> og efterlod sig en datter, [[Mary af Burgund|Mary]], der mistede provinserne [[Artois]], [[Fyrstedømmet Flandern|Flandern]], [[Pikardiet]] og [[Burgund]] til Ludvig 11.'s hær.<ref name="Ross249-250" />

|Philip VI'6.s sonsøn

|Johan 2.'s søn

|Johan 2.'s søn

|Karl 5.'s søn

|Karl 6.'s søn

|Philip 4.'s barnebarn

|Edvard 3.'s søn

|Edvard 3.'s søn

|Edvard 3.'s barnebarn

|John af Gaunts søn, Edvard 3.'s barnebarn

|Henrik 4.'s søn

|Henrik 4.'s søn

|Henrik 5.'s søn