Peter Abélard: Forskelle mellem versioner

Abélard studerede og underviste blandt andet i [[Paris]] fra omkring [[1100]]. Som lærer forførte han den 16-årige [[Héloïse]], niece af mester Fulbert, der var [[kannik]] ved [[Notre Dame]]. Héloïse blev gravid. Da forholdet blev afsløret, smed hendes onkel Abélard ud. Parret flygtede til Bretagne, hvor Héloïse fødte en søn, som hun kaldte [[Astrolabium]] efter måleinstrumentet. De rejste tilbage til Paris, hvor de i 1118 giftede sig efter Abélards forslag i håb om at blødgøre mester Fulbert, når Héloïse ikke længere levede i [[synd]]. [[Vielse]]n skete i hemmelighed, så Abélard kunne fortsætte sin karriere inden for [[gejstlighed]]en. Ifølge Abélards [[selvbiografi]] ''[[Historia Calamitatum|Historia calamitatus suarum]]'' (Mine ulykkers historie) brød Héloïses slægtninge en nat ind i hans soveværelse og [[Kastration|kastrerede]] ham. Han flygtede til [[klosterkirken Saint-Denis|St Denis-klosteret]] i skam og blev [[munk]]. Han overtalte Héloïse til at blive [[nonne]] i [[Argenteuil]]. Efter at Abélards lære om [[treenigheden]] blev fordømt som kættersk, grundlagde han et eremithus, som han senere kaldte Le Paraclet ved Nogent-sur-Seine, <ref>[http://www.nogent-sur-seine.fr/index.php/patrimoine/histoire-a-prehistoire/72-heloise-a-abelard.html Nogent-sur-Seine – Site officiel<!-- Bot genereret titel -->]</ref> og skænkede det senere til Héloïses nonnesamfund, hvor hun var [[abbedisse]]. I [[1125]]-[[1127]] var han [[abbed]] for Saint-Gildas-de-Rhuys i [[Bretagne]], men måtte flygte, da han ville reformere det.

 

 

Han var hendes store kærlighed. Efter at have læst hans selvbiografi – hvori han fremstod som bitter, men inden for de rammer, helgenbiografien som [[genre]] satte – indledte hun en korrespondance, der varede livet ud. Abélard beskrev kastrationen som [[forsynet]]s retfærdighed og døde overbevist om at have anvendt sine talenter i Guds tjeneste. I brevene fastholder Héloïse sin kærlighed til ham og skæmmes over at gå rundt i klostret og leve et kysk liv, når hun hellere ville ofre sig for sin lærer, forfører, elsker og ægtemand. Hun var stolt af sin kærlighed og henviste til [[Bibelen]] og værker fra [[antikken]], deriblandt en [[dialog]] om Aspasia, som hun beundrede. <ref>Peter Normann Waage: ''Jeg – individets kulturhistorie'' (s. 165-6), forlaget Schibsted, Oslo 2008, ISBN 978-82-516-2600-2</ref>