Jagten på Odin: Forskelle mellem versioner

'''Jagten på Odin''' er projekttitlen på en serie [[arkæologi]]ske udgravninger foretaget afved [[Thor Heyerdahl]], som foregik ved den russiske by [[Azov]] nord for [[Sortehavet]]. Det er også titlen på den bog, som senere blev til i dialog med [[Per LilliestrõmLillieström]]. Ved Heyerdahls død i april [[2002]] var udgravningerne netop afsluttet. Projektet er blevet mødt med stærk kritik, da den grundlæggende [[hypotese]] var i modstrid med almindeligt anerkendte teorier og sprogvidenskabelige og [[Historisk metode|historiske metoder]].<ref>En fyldig anmeldelse og kritik findes her: [http://www.hf.uib.no/i/Nordisk/MaalogMinne/artikler/heyerdahl-v1.pdf Maal og minne 1, 2002]</ref>

Snorri Sturluson fortæller, at historierne om [[Odin]] og de andre [[nordisk mytologi|guder]] i virkeligheden handler om en udvandring af aser og vaner fra et område omkring byen Azov til [[Skandinavien]], efter at deres høvding Odin var blevet fortrængt af det [[Romerriget|Romerske Imperium]], der [[okkupation|okkuperede]] deres hjemland i [[kaukasus]]-området. Odin og hans folk slog sig først ned på de danske øer og rejste senere over Øresund. De skandinaver, som han underlagde sig, anerkendte ham som en [[gudekonge]]. Odin havde selv [[Thor]] som gud, og regnede ham også som forfader i følgeifølge Snorre. Hans beretning er skrevet mere end 1000 år efter begivenhederne angiveligt fandt sted. Beretningen tillægges derfor normalt ikke stor værdi som historisk kilde til en evt. indvandring til Skandinavien fra Asien.<ref>Anders Bæksted; ''Nordiske guder og helte'', 1996 ISBN 87-567-5707-7 (pp. 45)</ref>

Asefolket (rejste anført af Odin og hans sønner) rejstemod nordpånord fra området omkring Azov ved [[Sortehavet]] på østsiden af floden [[Don]]s udmunding. De slog sig en tid ned i de saksiske områder i Nordtyskland, hvor Odin satte et par af sine sønner til at regere, inden han selv drog videre mod [[Fyn]] og bosatte sig i Odinsø (Odense), for til sidst at slå sig ned i [[Sigtuna]] i [[Sverige]] (hvor han døde af [[sot]]) påi et landområdeland, han fik stillet til rådighed af kong [[Gylfe]].

Thor Heyerdahl peger på mange navnesammenfald i sin forskning, bl.a. at Odin skulle have givet navn til hovedbyen på Fyn (hvor han bosatte sig en tid). Det er i hvert fald påfaldende, at netop [[Odense]] lyder meget hen adsom Odins ø. Denne teori er dog blevet afvist af historikere, som peger på, at navnet Odense betyder Odins [[vi]], som betyder Odins helligdom.

Udgravningerne i Azov har vist, at Azov var beboet på den tid, hvor Heyerdahl og Snorre mener, at asernesazernes udvandring fandt sted (omkring år 60 f.Kr., hvor den [[romersk]]e ekspansion i [[Kaukasus]] begyndte). Heyerdahl peger også på, at russiske kilder fra Kaukasus ikke bare bekræfter eksistensen af aserne – blandt andet de iranske [[osseter]], som han beskriver som ”vore dages Odin-folk” – men også eksistensen af en historisk folkegruppe som levede i området ved [[Van]]søen i det moderne [[Tyrkiet]], og som han identificerer som [[Vaner]]ne.

Heyerdahls Odin-projekt er af norske forskere og især arkæologen Christian Keller blevet karakteriseret som [[pseudoarkæologi]] baseret på selektiv læsning af kilderne og af manglende vilje til at benytte grundlæggende videnskabelig metodologi.

Keller peger på, at størstedelen af fundamentet for Heyerdahls teorier er baseret på ligheder i navne på personer fra den [[Nordisk mytologi|norrøne mytologi]] og geografiske stednavne i Sortehavs- og Kaukasusregionen. Sammenligningen mellem disse navnedem er gjort helt uden at tage hensyn til moderne [[lingvistik|lingvistiske]] teorier. F.eks. mente Heyerdahl at byen [[Azov]] i [[Rusland]] har sit navn fra ''as-hof'' – ''asenes tempel''. Blandt lingvister og historikere er det i dag alment accepteret, at byen Azov fik sit navn fra en tyrkisk befolkningsgruppe, over 1.000 år efter aserne levede der jf. hvor Heyerdahl. Heyerdahl peger desuden på lighederne mellem ordene [[asir]] og navnene på folkeslagene [[azeri]] og [[osseter]] fra Kaukasus, mellem gudenavnet [[Odin]] og det kaukasiske sprog [[udinsk]] og mellem gudenavnet [[Tyr (gud)|Tyr]] og [[Tyrkiet]], og mellem [[vaner]] (en gruppe norrøne guder) og ordet ''vannisk'', som i det 19. og [[20. århundrede]] blev brugt til at betegne et [[urartisk sprog]], som tidligere blev talt omkring [[Vansøen]]. Lingvister og historikere mener modsat Heyerdahl, at det ikke er nogen grund til at tro at disse ligheder er andet end tilfældigheder. Det fremstår som en svaghed ved Heyerdahls historieformidling, at han ikke i tilstrækkelig grad inddrager den vestlige sprogvidenskab, herunder accepterede teorier om sprogforandring.

Imod denne kritikDet er det blevet anført, at Thor Heyerdahls arbejde har til formål at efterprøve historiske hypoteser med arkæologiske metoder, og at Heyerdahl i den forbindelse selv opstiller nye hypoteser, der kan efterprøves af andre.<ref name="test">[http://universitas.no/leserbrev/1597/kritikken-av-thor-heyerdahl Kritikken av Thor Heyerdahl – Universitas], Læserbrev af Harald Støren</ref>