Åbn hovedmenuen

Ændringer

6 bytes fjernet ,  for 7 måneder siden
m
Mellemrumkorrektion
Det engelske rigsråd, der året forinden lovformeligt havde valgt Svend Tveskæg til konge, forkastede imidlertid den ca. tyveårige Knud og sendte bud til ekskong [[Ethelred 2. den Rådvilde|Ethelred]], som var i landflygtighed i [[Normandiet]]. Ethelred vendte tilbage, og et oprør mod det danske herredømme tvang Knud til at flygte hjem til Danmark.
 
Harald Svendssøn skal have lovet ham hjælp og støtte til at [[Knud den Stores invasion af England|generobre England]], og i august [[1015]] sejlede Knud vestpå med en større flåde. Nogle områder, især i det gamle [[Danelagen]], kongehyldede ham; men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde Ethelreds søn [[Edmund Jernside]] krav på kongemagten. Selv om Edmund tappert forsvarede [[London]] mod danskerne, forlod han ofte byen for at aflede danskerne fra deres [[belejring]]en. Det forlød, at han samlede fem hærstyrker det år, en for hvert slag. Under [[slaget ved Brentford]] sejrede han over danskerne, men det sidste og afgørende, [[slaget ved Assandun]], fandt sted [[18. oktober]] og endte i [[katastrofe]] for sakserne på grund af Eadric Streonas forræderi, da han flygtede med sine tropper. Denne gang ville Knud få en ende på kampene. Sakserne trak sig tilbage, men danskerne fulgte dem op ad floden [[Severn]] ind i [[Gloucestershire]], hvor de to konger mødtes på øen Olney (eller Alney). <ref>http://www.mercedesrochelle.com/wordpress/?p=568</ref> De aftalte her at dele riget sig imellem.
 
Sejrherren Knud fik hele landet nord for [[Themsen]], mens Edmund skulle regere syd for [[London]]. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar [[1017]] tog stormændene Knud til konge over hele England. Han giftede sig med Ethelreds enke [[Emma af Normandiet|Emma]], formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.
 
== Rom ==
[[Påskedag]] [[1027]] tilbragte Knud i [[Rom]], hvor Europas mægtigste herskere var samlet for at overvære [[pave]] Johannes 19.s kroning af den tysk-romerske kejser [[Konrad 2. (Tysk-romerske rige)|Konrad 2.]] Udadtil var det en [[valfart]], men Knud var i Rom med tanke på alliancer, der skulle sikre og udbygge hans magt som hersker over Nordsøimperiet - Danmark, England, Norge - og dele af [[Sverige]]. "''...om hele mit folks velfærd, danskes som [[angelsaksere]]s,''" sagde Knud selv. Han var da også heldig med at opnå aftaler om lavere [[afgift]]er til kirken, samt vedtagelser om sikrere og afgiftsfri rejser for [[pilgrim]]me undervejs til og fra Rom. Han opnåede også, at kejser Konrad anerkendte [[Ejder]]grænsen mellem Danmark og [[Det Tysk-romerske Rige]]. <ref>http://www.historie-online.dk/nyheder-og-aktiviteter-2-2/paaske-med-knud-den-store</ref>
 
Ifølge [[den angelsaksiske krønike]] førte Knud derefter en hær ind i [[Skotland]] og tvang kong [[Malcolm 2. af Skotland|Malcolm 2.]] til underkastelse. <ref>http://www.englishmonarchs.co.uk/macalpin_15.htm</ref>
 
== Norge ==
[[Ulf jarl]], der var gift med Knuds søster Estrid, havde styret Danmark som [[rigsforstander]] siden [[1019]]. Efter angrebet mente han, at det ville være bedst, hvis danskerne fik én konge at samles om, og udråbte straks Knuds og Emmas søn Hardeknud til konge. Så snart Knud den Store fik det at vide, skyndte han sig til Danmark med en stor flåde. Knud var meget vred over det kongevalg, Ulf jarl havde foretaget, og fik hurtigt fordrevet Olav fra Sjælland og over til [[Skåne]]. Det kom til et [[Slaget ved Helgeå|søslag ved Helgeåens]] udløb i [[Østersøen]]. I starten gik det dårligt for danskerne, men så fik kongen hjælp af Ulf, der kom med den del af flåden, der lå i Danmark. Der kom ikke nogen enlig sejrherre fra slaget, men danskernes fjender var drevet på flugt.
 
Kong Knud og Ulf jarl var herefter ikke særlig gode venner. Efter søslaget overvintrede de i [[Roskilde]], hvor de kom op og skændes over et [[skak]]spil. Efter at Ulf havde væltet brættet og gik mod døren, råbte kongen efter ham: "''Flygter du nu, du rædde [[ulv]]?''" Ulf vendte sig om i døren og svarede: "''Længere var du flygtet ved Helgeå, om du havde kunnet. Dengang kaldte du mig ikke den rædde ulv, da jeg kom dig til hjælp, fordi svenskerne havde banket jer som hunde!''" Det svar gjorde ikke kongen mildere stemt, og næste morgen bad han en skosvend om at dræbe Ulf; men svenden kom tilbage med uforrettet sag, da jarlen var gået i kirke. Det anfægtede ikke Knud, som i stedet befalede nordmanden Ivar Hvite at dræbe Ulf, og han gik hen i [[Treenighedskirken (Roskilde)|Trefoldighedskirken]], hvor han ved koret fandt Ulf og dræbte ham. Knud måtte sone mordet med mandebod til sin søster og selvfølgelig også til kirken, der var blevet vanhelliget ved denne udåd. Enken skænkede den bod, hun fik, til kirken, hvor hun lod Ulf begrave. Kirken fik så mange penge ind, at der blev råd til at opføre en stenkirke i stedet for trækirken. Det var i så fald Danmarks første kirke af sten. <ref>http://www.roskildehistorie.dk/1000/billeder/stormaend/Ulf/Ulf_Jarl1.htm</ref>
[[Fil:Canute.PNG|thumb|left|Knud 2. Stores erobringer, 1014-1035
{{legend|red|Knud den Stores rige.}}
== Historien om kong Knud i strandkanten ==
[[Fil:Canute_rebukes_his_courtiers.png|thumb|Knud i strandkanten med sit følge. [[1904]].]]
Ifølge ''Historia Anglorum'' af Henry af Huntingdon, en [[krønike]] om Englands historie fra [[oldtid]]en frem til samtiden ([[1154]]), befandt kong Knud sig en gang ved stranden, hvor han forbød [[tidevand]]et at stige op og gøre hans fødder våde. Det gjorde tidevandet nu alligevel, og derefter, siger [[sagn]]et, "''tog kong Knud aldrig igen sin guldkrone på, men satte den på et billede af den [[Korsfæstelse|korsfæstede]] Herre, i evig lovprisning af Gud, den store konge.''" Historien genfortælles i ''The History of England'' af [[David Hume]]. Her er kongens hensigt at sætte sine [[hof]]folk på plads, for deres overdrevne smiger hørte ingen steder hjemme. <ref>http://www.medievalists.net/2015/05/the-changing-story-of-cnut-and-the-waves/</ref>
 
== Død ==
Knud blev fulgt af sin søn [[Knud 3. Hardeknud|Hardeknud]] i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu, [[Harald Harefod]], tog magten i England. Hans datter [[Gunhild af Danmark|Gunhild]] blev gift med den tyske kejsersøn Henrik (den senere kejser [[Henrik 3. (Tysk-romerske rige)|Henrik 3.]]).
 
I [[2015]] blev det foreslået, at Knud muligvis døde af [[Brugadas syndrom]]. <ref>[http://videnskab.dk/kultur-samfund/retsmediciner-svend-tveskaeg-gav-dodelig-sygdom-videre-til-en-raekke-danske-konger Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre til en række danske konger | Videnskab.dk<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
 
{{Arvefølge|[[Kongerække (Storbritannien)|Konge af England]]<br />[[1016]]-[[1035]]<br /><br />[[Kongerækken|Konge af Danmark]]<br />[[1019]]-[[1035]]<br /><br />[[Konge af Norge]]<br />[[1028]]–[[1035]]|[[Edmund Jernside]]<br />([[1016]])<hr>[[Harald 2.]]<br />([[1014]]-[[1018]](?))<hr>[[Olav den Hellige]] <br />([[1015]]–[[1028]])|[[Harald Harefod]]<br />([[1035]]-[[1040]])<hr>[[Hardeknud|Knud 3. Hardeknud]]<br />([[1035]]-[[1042]])<hr> [[Svend Knutsson]] (dansk styre)<br />([[1030]]–[[1035]]) }}
549

redigeringer