Dansk Vestindien: Forskelle mellem versioner

|statustekst = [[Danmark-Norge|Dansk-norsk]] koloni ([[Danmark|dansk]] 1814-19171814–1917)

På grund af det neutrale danske flag og statussen som [[frihavn]] blev Charlotte Amalie en af Vestindiens vigtigste handelscentre i 1700-tallet. Byen havde i perioden 1750-18501750–1850 et stærkt kosmopolitisk præg og blev i 1800-tallet Danmarks næststørste by.

Jørgen Iversen Dyppel blev af kongen overtalt til at tage en ny periode i Dansk Vestindien efter de to Esmit-brødre.<ref name="Jeppe Søe2" /> At skaffe en besætning til Iversen Dyppels skib til Skt. Thomas viste sig imidlertidig at blive vanskeligt. Ingen danske officerer ønskede at deltage, og nederlandske officerer blev hentet i stedet. Størstedelen af den øvrige besætning måtte hentes fra Københavns fængsler. Skibet sejlede fra København [[10. november]] [[1682]], og helt fra begyndelsen var der store uoverensstemmelser mellem Iversen Dyppel og officererne. Efter to måneder til søs var skibet kun kommet til den [[Engelske Kanal]], hvor besætningen gjorde mytteri, og Iversen Dyppel, hans gravide kone og deres barn blev dræbt og kastet overbord.<ref name="Jeppe Søe2" /> Den samme skæbne led officererne med undtagelse af styrmanden, som blev tvunget til at føre skibet til [[Azorerne]]. På øen [[Flores (Azorerne)|Flores]] blev slaverne, den unge assistent Torgersen Rosenberg og en del matroser sat af. Kun Rosenberg overlevede og returnerede senere til Danmark. Oprørerne endte med at blive sendt til København, hvor de blev dømt og henrettet. Iversens enke nåede frem til Vestindien og overtog mandens [[plantage]]r sammen med en bestyrer, som hun senere giftede sig med.<ref>{{kilde|author=Hans Gregersen|year=1992|title=Mytteri|newspaper=[[Skalk]]|number=1|p=16-1716–17}}</ref>

Danmark var den sidste kolonimagt, som etablerede sig i Vestindien. Etableringen skete på den ubeboede ø Skt. Thomas under protester både fra Storbritannien og Spanien. Men efter kontakt mellem den danske og den britiske konge fik guvernøren over [[De britiske Leewardøer]] besked om at bistå de danske kolonister. Da guvernør [[Jørgen Iversen Dyppel]] nogle år efter ankomsten gjorde et forsøg på at kolonisere naboøen Skt. Jan i 1675, var briterne ikke lige så medgørlige og protesterede over koloniseringsforsøget. Danskerne trak sig tilbage, men uden at have opgivet håbet om at få herredømme over øen. Der kan da også i 1680'erne konstateres en vis dansk tilstedeværelse på øen. I 1680 leveredes ifølge regnskaberne således 79 [[Pund (masseenhed)|pund]] tobak fra Skt. Jan, ligesom der i 1686 blev sendt proviant til øen. Men ellers nævner de danske kilder frem til 1718 mest Skt. Jan i forbindelse med tømmerhugst.{{sfn|Calundann Larsen|1986|p=3-43–4}}

I 1680'erne var forholdet mellem Storbritannien og Danmark køligt på grund af brødrene [[Adolph Esmit|Adolph]] og [[Nicolai Esmit]]s samt [[Gabriel Milan]]s regime som guvernører i forbindelse med deres åbenlyse handel med [[pirat]]er, en virksomhed, Storbritannien prøvede at få stoppet. Desuden hævdede begge landene suverænitet over øen [[Vieques]]. Danskerne havde i 1698 etableret en militær post "Kronborg" på øen, men denne blev forladt, da en skotsk ekspedition nåede frem til Vieques. Danskerne opretholdt dog kravet på både Skt. Jan og Vieques til trods for udenlandske protester.{{sfn|Calundann Larsen|1986|p=3-43–4}}

Den tidligere leder af et plantagemuseum på Skt. Croix, Robert S. Brown fortæller i 1973 om plantagedrift: Da Sankt Croix var blevet købt og opmålt blev jorden inddelt i 9 "kvarterer", der atter blev opdelt i mindre stykker hver på 150 acres (110 [[tønde land|tønder land]]), altså en "plantage".{{sfn|Brown|1973|p=10}} Prisen kunne være 500-600 rigsdaler for den bedst egnede jord, mens jord til bomuldsavl kunne koste 120-140 rigsdaler.{{sfn|Brown|1973|p=11}} Hver plantage udgjorde et lille landsbysamfund, der måtte være nærmest selvforsynende. Plantagerne fik navne, og øboerne angav ikke, at de boede på Sankt Croix men fx på "Peter‘s Rest", "Mary‘s Fancy", "Lower Love", "Whim", "Humbug" eller hvad de nu hed.{{sfn|Brown|1973|p=11}} Agerdyrkkningsfelterne var adskilte af veje, der foruden til transport også fungerede som brandbælter, da modnet sukkerrør var let antændeligt. Der blev derfor også opført små vagtbygninger, som blev anvendt, når rørene var modne, til døgnovervågning. En del af plantagens jord blev anvendt til græsland og til skovbrug for at skaffe træ til bygninger. Ligeledes var der en have til dyrkning af grøntsager til plantagens daglige forbrug.{{sfn|Brown|1973|p=11}} Hver plantage blev udstyret med en egen mølle og et kogehus, kaldet "fabrik" (''factory'') til behandling af sukkersaften.{{sfn|Brown|1973|p=12}} På en middelstor plantage kunne være 150-200150–200 slaver, hvoraf de fleste boede i slavelandsbyen nær fabrikken. Slavehytterne var oftest byggede af fletværk af [[mangrove]]grene klinet med [[ler]] og med tag af spån eller sukkerrørs- eller palmeblade. Nogle plantager havde bygninger af sten inddelte i flere rum til de enkelte familier eller ugifte slaver. På plantagerne fandtes opsynsmænd samt 4-5 kontorfolk. Endelig var der en bolig for herskabet.{{sfn|Brown|1973|p=13}} Mange plantager havde en egen [[kirke (bygning)|kirke]] eller et [[kapel]] og undertiden et fangehul.{{sfn|Brown|1973|p=14}} Da jorden krævede hvile, blev kun to tredjedele beplantet, mens en tredjedel lå brak. Al jorden blev ikke beplantet samtidig men på forskellig tid, for at alt ikke skulle modnes på samme tid.{{sfn|Brown|1973|p=15}} Et biprodukt af sukkerprocessen var produktionen af [[melasse]], som egnede sig til produktion af [[Rom (spiritus)|rom]].{{sfn|Brown|1973|p=24}}

I 1797 beskriver den tidligere generalguvernør [[Peter Lotharius Oxholm]], hvordan jorden blev inddelt og opdyrket. Agrene inddeltes normalt i enheder af 4 fod i kvadrat, som markeredes med nedstukne pinde og snore. Slaverne blev stillet i linje langs med pinden ved siden af hinanden, hver med en hakke, og "ophugge Jorden af Hullerne, saaledes, at en Banke formeres mellem to huller og en liden Banke bliver på tvers staaende." Dette arbejde skete ofte under sang af nogle af slaverne, idet alle løftede hakken og huggede i takt.{{sfn|Oxholm|1797|p=42ff}} Når et stykke jord var bearbejdet, blev det gødet i hvert hul.{{sfn|Oxholm|1797|p=43}} Når ageren skulle plantes, lagdes to roetoppe i hvert hul, og blev dækket til med jord, hvorefter de blev overladt til sig selv, indtil de nåede en højde af 6-8 fod. Efter 14-15 måneder var de klar til høst.<ref>Ifølge {{harvnb|Oxholm|1797}}, mens {{harvnb|Brown|1973}} på s. 15 angiver 15-1815–18 måneder.</ref>{{side behøves}} De blev så hugget ned med kniv og bundtet sammen. Efterfølgende blev de bragt til en sukkermølle, der kunne være en hestemølle eller en vindmølle.

| 1671-16961671–1696 || align="right" | 67 || align="right" | 29 || align="right" | 38 (57%)

| 1697-17331697–1733 || align="right" | 53 || align="right" | 29 || align="right" | 24 (45%)

| 1734-17541734–1754 || align="right" | 109 || align="right" | 84 || align="right" | 25 (23%)

| 1755-17821755–1782 || align="right" | 1.385 || align="right" | 1.317 || align="right" | 68. ( 5%)

| 1783-18071783–1807 || align="right" | 1.461 || align="right" | 1.413 || align="right" | 48. ( 3%)

| 1814-18381814–1838 || align="right" | 1.381 || align="right" | 1.370 || align="right" | 11. ( 1%)

Betydningen af handelens frigivelse kan vises på flere måder: for det første skete der en voldsom stigning i antallet af sejladser: hvor dette for årene 1671-16961671–1696 var 67, for 1697-17331697–1733 var 53 og for 1734-17541734–1754 var 109, så voksede det for årene 1755-17821755–1782 til 1.385, for 1783-18071783–1807 til 1.461 og for 1814-18381814–1838 til 1.381. Også selve rejseformen forandredes drastisk: hvor andelen af trekantrejser i årene 1671-16961671–1696 udgjorde 57% af alle rejser, i 1697-17331697–1733 45% og 1734-17541734–1754 23%, så var det i årene 1755-17821755–1782 5%, 1783-18071783–1807 3% og 1814-18381814–1838 1 %.<ref name="Gøb 45">{{harvnb|Gøbel|1991|p=45}}.</ref>

Efter at staten havde overtaget de vestindiske øer, blev det besluttet, at der skulle udsendes lutherske missionærer. I 1756-571756–57 blev der udsendt 10 missionærer. I begyndelsen stod de overfor lignende problemer som tidligere herrnhuterne: de måtte først lære kreolsk. De udarbejdede oversættelser af religiøs litteratur og undervisningsmateriale, som blev trykt i København i 1770, og i 1771 gik man over til at undervise på kreolsk. Takket være oversættelserne af kristen litteratur var der flere slaver i Dansk Vestindien end andre steder, som lærte at læse og skrive på deres eget sprog.<ref name="La 172" />

Den danske orlogsflåde sejlede til Vestindien for at markere dansk tilstedeværelse og suverænitet. Efterhånden som kolonien blev veletableret, blev besøgene fra orlogsflåden sjældnere, indtil staten overtog ansvaret for kolonien i 1755. Flåden blev som regel sendt over til Vestindien i urolige perioder, som under den [[franske og indianske krig]] (1756-17631756–1763), [[USA's uafhængighedskrig]] (1776-17831776–1783), [[Revolutionskrigene]] (1792–1802) og [[Napoleonskrigene]] (1800-1815). I perioden fra 1818 til 1864 var orlogsflådens aktivitet i Dansk Vestindien mere omfattende end i nogen anden periode, og i de fleste af disse år var der permanent stationeret to danske krigsskibe på øerne.

De danskvestindiske øer blev i anden halvdel af 1800-tallet ramt af en økonomisk krise, som varede ved helt frem til 1. verdenskrig. Økonomen P.P. Sveistrup angav i 1942 flere årsager til denne krise, men den vigtigste var, at sukkereksporten til Danmark blev undergravet, og samtidig svækkedes øernes betydning som transithavn. Til forståelse af tidens begivenheder tjener også, at allerede i første halvdel af 1800-tallet havde USA overtaget en førerstilling i skibsfarten på Dansk Vestindien: i årtiet 1821-18301821–1830 var USAs andel 35,4% mod 21,9% for Danmark og 20,8% for England. I årtiet 1831-1840 var USAs andel 35,1% mod 14.0% for Danmark og 17,8% for England.{{sfn|Sveistrup|1942|p=166}}

* {{Kilde | efternavn = Brown | fornavn = Robert S. | url = http://mfs.dk/wp-content/uploads/2016/06/1973Sukkerdyrkning7-26.pdf | titel = Sukkerdyrkning i Dansk Vestindien | værk = Handels- og Søfartsmuseets årbog | år = 1973 | pp = 7-267–26 }}

* {{kilde | efternavn=Vibæk | fornavn=Jens | url=http://mfs.dk/wp-content/uploads/2016/06/1949RoyalMail81-107.pdf | titel=Royal Mail" og St. Thomas | værk=Handels- og Søfartsmuseets årbog 1949 | pp=81-10781–107}}

* Wilcke, Julius:, [https://www.danskmoent.dk/wilcke/w3dvi.htm "8. Dansk Vestindien"], fra: Wilcke, Julius (1927), ''Kurantmønten 1726-1788'', København, s. 271-284271–284.

* Wilcke, Julius:, [https://www.danskmoent.dk/wilcke/w4dvi1.htm "1. Dansk Vestindien"], fra: Wilcke, Julius ( 1929), ''Specie- Kurant- og Rigsbankdaler'', København, s. 433-453433–453.

* Wilcke, Julius:, [https://www.danskmoent.dk/wilcke/w5dvi.htm "2. Dansk-Vestindisk Mønt"], fra: Wilcke, Julius (1930), ''Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914'', København (Wilcke V), s. 273-300273–300.

* {{kilde | last=Elberling | first=Emil | authorlink=Emil Elberling | url=http://runeberg.org/salmonsen/2/5/0867.html | title=Dansk vestindiske Øer | work=[[Salmonsens Konversationsleksikon]] | udgave=2. | bind=V | year=1916}}

* {{Kilde | efternavn = Olwig | fornavn = Karen Fog | titel = Sorte danskere | tidsskrift = Skalk | år = 1983 | nummer = Nr. 3 | p = 18-2718–27 }}

* {{kilde | efternavn=Taylor | fornavn=Charles Edwin |år=1888|titel=Leaflets from the Danish West Indies: Descriptive of the social, political and commercial conditions of these islands|sted=Westport, [[Connecticut]] | udgiver=Negro Universities Press}}

* Niklas Thode Jensen & Gunvor Simonsen (2016) [http://www.tandfonline.com/doi/pdf/10.1080/03468755.2016.1210880?needAccess=true Introduction: The historiography of slavery in the Danish-Norwegian West Indies, c. 1950-2016], Scandinavian Journal of History, 41:4-5, 475-494475–494, {{DOI|10.1080/03468755.2016.1210880}}