Tungetale: Forskelle mellem versioner

'''Tungetale''' eller '''glossolali''' betegner helt eller delvist uforståelige lyde, som frembringes i en art [[religion|religiøs]] ekstase, og som ofte tolkes som en [[guddom]]s tale gennem den eksalterede. Glossolali kendes fra mange kulturer og religioner verden over, men i [[Danmark|dansk]] primært i form af den tungetale, der praktiseres i visse kristne bevægelser, særligt [[pinsebevægelsen]].

 

Glossolali ses ofte i forbindelse med besættelse eller profetisk henrykkelse, hvor guddommen taler gennem en af sine tilhængere, ofte med det formål at give varsler eller advarsler, såsom præstinden [[Pythia]], der fungerede ved [[Apollon]]s [[orakel i Delfi]] i det gamle [[Grækenland]]; tilsvarende ses i dag i en [[hindu]]istisk [[kontekst]], hvor højdepunktet for en religiøs [[festival]] kan være, at en guddom tager bolig i den pågældende [[præst]] eller præstinde, og for en stund taler gennem denne.

 

I kristendommen kendes tungetale særligt fra [[Pinsekirken]], men også fra [[Apostolsk Kirke]] og andre "[[karisma]]tiske" kristne kredse (også indenfor folkekirken), der opfatter tungetale som en naturlig følge af den "dåb ved [[Helligånden]]", som enhver troende bør efterstræbe. Denne forestilling baseres på [[Paulus' Første Brev til Korintherne|1. Korintherbrev]] kap. 12-14, hvor [[Paulus]] nævner evnen til at tale i tunger som en nådegave, der på grund af Helligåndens udgydelse er udbredt i menigheden. Tungetalen siges her at være uforståelig for andre end [[Gud (monoteistisk)|Gud]], hvorfor den kun tjener til opbyggelse for den, der taler i tunger, hvorfor Paulus kritiserer dens brug i forsamlingssammenhæng, hvis ikke der samtidig er en person, der har nådegaven til at tolke tungetale, så den kan komme de forsamlede til gavn.

 

Ifølge en anden gængs opfattelse er tungetale ikke blot uforståelig tale, men kan også give sig udtryk deri, at den tungetalende faktisk ved Helligåndens mellemkomst taler et fremmed [[sprog]], som han ikke ellers kan tale. En sådan opfattelse finder sit grundlag i beretningen om "pinseunderet" i [[Apostlenes Gerninger]] kap. 2:2-4, hvor [[Jesus af Nazareth|Jesu]] [[Jesu disciple|disciple]] er forsamlede efter hans død: "''Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.''" <ref>{{Bib|Apostlenes Gerninger|apg|2|2}}</ref>

 

Den norske avis ''Intelligenssedlene'' bragte et interview med en ung kontorist om hans oplevelse i pinsemenigheden i [[Oslo|Kristiania]] [[2. juledag]] 1906: "''Jeg følte pludselig den Helligaand gribe fat i mig og løfte mig højt op. Naar jeg havde Hænderne mod Taget, var det, som om jeg svævede, men naar jeg atter lod dem synke, dalede jeg ned. Pludselig blev jeg kastet omkuld paa Gulvet, og der laa jeg og kjæmpede mod Synden i mig fra kl 10 om Aftenen til kl 6 om Morgenen. Da først vandt den Helligaand Sejr, og jeg stod frit op og talte i fremmede Tungemaal.''" Han forklarede, at det sandsynligvis drejede sig om et "fremmed ''sprog''", idet han ikke selv forstod, hvad han sagde, men alligevel når som helst kunne tale sproget. <ref>Vebjørn Selbekk: ''T.B. Barratt - forfulgt og etterfulgt'' (s. 108-9), forlaget Hermon, Skjetten 2006, ISBN 978-82-302-0422-1</ref>

 

<References />

 

[[Kategori:Kristendom]]