Annam: Forskelle mellem versioner

Annam grænsede mod nord og syd til de daværende franske kolonier [[Tonkin]] og [[Cochinkina]], mod øst til [[Det Sydkinesiske Hav]],<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0734.html Vahl, s. 690]</ref>, mens vandskellet mellem [[Mekong]] og havet dannede grænsen mod den mod vest liggende franske vasalstat [[Laos]]. Arealet var 159.890 km² med 5.542.822 indbyggere i 1911. Kysten var i det nordlige Annam overvejende flad og sandet, mod syd derimod klippefuld med mange bugter og skær. Den største del af landet var bjergfuld og opfyldes af den anamesiske [[cordillera]], som strækker sig fra nord mod syd. Ved 16° nordlig br. dannes en bjergkæde mod øst af gnejs og krystallinske skifre med massiver af granit og diorit. Længere mod vest ligger yngre sedimenter. Under 20° n. br. skal Pu San nå en højde af 2.760 m; Sydvest for Hue ligger Pu Atuat (2.500 m) og længere mod syd flere toppe på ca. 2.000 m.<ref name="Salm 691">[http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0735.html Vahl, s. 691]</ref>

I bjergene levede en del fåtallige stammer af oprindelig kultur så som [[moi]], [[gedang]] og [[davak]]. Kystlandets langt talrigere befolkning er [[anamesere]], et folk af [[den mongoloidemongolide racegrupperace]]gruppe.<ref name="Salm 691"/>

Religionen var den samme som i Kina, en sammenblanding af [[buddhisme]] og dyrkning af forfædrenes ånder. Som morallære fulgtes [[Konfutse]]’ss forskrifter. Af [[katolske kirke|katolske kristne]] fandtes ca. 300.000.<ref name="Salm 691"/>

Agerbrug var hovederhverv. Landet havde store skove, men få områder egnede til risdyrkning.<ref name="NF 1076"/> Der dyrkedes [[ris]], [[yams]], [[sesam]], [[kokosnød]]der, bomuld, [[sukker]], [[peber]], [[kanel]], [[kaffe]], [[te]], [[indigo]], [[tobak]] og andet. Kvægavlen var ubetydelig. Der holdtes [[svin]] og [[bøffelAsiatisk vandbøffel|bøfler]]{{dn|dato=marts 2019}} samt [[ko|køer]], [[ged]]er og [[får]]. [[Silkeavl]]en var der imod betydelig.<ref name="Salm 691"/>

I de ældste stidertider synes Annam at være beboet af folk med en indisk kultur, men efter at Amman med [[Tonkin]] og [[Cochinkina]] i [[214 f.Kr.]] blev erobret af Kina, begyndte kinesisk kultur at fortrænge den indiske.<ref name="NF 1076">[http://runeberg.org/nfba/0602.html ''Nordisk Familjebok'', Uggleupplagan, bind 1 (1904), sp. 1076]</ref> I de følgende århundrede var Amman officielt et lydland under Kina men reelt ofte selvstændigt.<ref name="NF 1076"/> I [[1428]], efter en tyveårig krig, erobrede en mand fra [[Tonkin]] ved navn Leh området og gjorde sig til selvstændig fyrste over Tonkin og Annam,<ref name="NF 1076"/>, og i 1476 blev også [[Cochinkina]] erobret.<ref name="NF 1076"/> Kina beholdt dog stadig af navn overherredømmet over Amman. Riget delte sig snart i et nordligt rige, Tonkin, og et sydligt med hovedstad i [[Hue]].<ref name="Salm 691"/>

Under hans efterfølgere udbrød kristenforfølgelser.<ref name="NF 1076"/> I [[1847]] viste sig en fransk flåde, og da kongen ikke ville gå ind på Frankrigs fordringer til beskyttelse af de kristne, blev Amman’sAmmans flåde beskudt og næsten helt ødelagt. Kristenforfølgelserne fortsatte imidlertid, og efter, at underhandlinger og militære ekspeditioner på foranledning af Napoleon III intet havde udrettet, blev krigen for alvor begyndt i [[1861]], og den endte med, at Amman måtte afstå provinserne nærmest nord for [[Mekong]]s delta, Kochinkina, samt Cambodja,<ref name="NF 1076"/>, hvorved grunden lagdes til det senere franske [[Indokina]].<ref name="Salm 691"/>

Franskmændene havde håbet på i Mekong at finde en vandvej til det indre [[Bagindien]] og Sydkina. Da det imidlertid viste sig, at Mekong kort oven for deltaet spærres af strømhvirvler,<ref name="NF 260"/>, begyndte de at vende blikket mod Tonkin.<ref name="NF 260"/> I [[1873]] sejlede en fransk [[flotille]] op ad [[Songka]] for at rense Tonkin for sørøvere, og ved en traktat med Amman fik Frankrig ret til at besætte Songkas delta.<ref name="NF 1076"/> I [[1882]] afsendtes en ekspedition til Tonkin, som bemægtigede sig [[Hanoi]]. Herved kom Frankrig i krig med friskarer af det gule og sorte flag, fordrevne kinesiske skarer fra [[Taiping-oprøret]], ligesom Kina, på opfordring af kongen af Amman, påberåbte sig sit overherredømme og lod en hær rykke ind i Tonkin. Efter flere nederlag for franskmændene besluttede de sig til at gå energisk frem. Hues søforter ødelagdes af en fransk flåde, og Tonkin erobredes. Den hidtidige hersker, [[Tu-duk]], døde i 1883<ref name="NF 260"/> og blev efterfulgt af [[Hiep-hoa]],<ref name="NF 260"/>, som den [[6. juni]] [[1884]] sluttedes et forlig, hvorved Tonkin afstodes til Frankrig, og resten af Amman blev fransk vasalstat.<ref name="NF 2601076"/><ref name="NF 1076260"/> Officielt var landet fortsat selvtændigt med sin fyrste bosat i [[Hué]],<ref name="NF 1076"/>, men de annamitiske embedsmænd udøvede deres funktioner under kontrol af fransmænd, som tillige alene forvaltede toldvæsen, offentlige arbejder og andre forvaltningsgrene, som forudsatte samlet ledelse eller anvendelse af europæiske embedsmænd og ingeniører.<ref name="NF 1077"/> En fransk generalresident holdt til i Hué med sine medhjælpere og en militær hærstyrke.<ref name="NF 1077"/>