Anton Frederik Tscherning: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
SorenRK (diskussion | bidrag) m Flertydige WL: Bov → Bov (Padborg), Almuevennen → Almuevennen (København) |
m →Politikeren Tscherning: Wikilink |
||
Linje 65:
== Politikeren Tscherning ==
[[Fil:Anton Frederik Tscherning caricature.jpg|thumb|En samtidig karikatur af Tscherning, ''Det Indvendige af Oberst Tschernings Hoved'', henviser til hans mange forskellige interesser]]
Tschernings deltagelse i det politiske liv begyndte allerede [[1831]] med hans to første [[flyveskrift]]er om de preussiske provinsialstænders historie og om det danske væbningsvæsen, og hans kritik var i virkeligheden rettet mod hele det daværende regeringssystem. Brevene fra hans forvisningsrejse indeholder også mange skarpe udfald mod Frederik VI og hans styrelse. Under opholdet i [[Wien]] 1833 skriver han om faren ved den alt for nøje sammenknytning mellem Slesvig og Holsten, og [[1834]] udtaler han sig bestemt for at tage [[Norge]]s [[Norges grundlov|grundlov]] til mønster og agter på det [[Skandinavisme|skandinaviske]] slægtskab. Han vil derfor heller ikke lytte til [[Orla Lehmann]]s opfordring 1838 om at lade sig gøre valgbar til [[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger|stænderne]], fordi han fandt hele denne ordning tåbelig som ''"et preussisk Aberi"''. Fra udlandet sendte han mange artikler hjem til ''Kjøbenhavnsposten'', men efter sin hjemkomst skrev han fortrinsvis i ''Fædrelandet'', både om de statsretlige spørgsmål og om landboforholdene. Mens han fra første færd indså urimeligheden af at have særskilte forsamlinger for [[Beboede danske øer|Øerne]] og for [[Nørrejylland]], var han tidlig inde på tanken om [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvigs]] selvstændige stilling og ville ikke drage det ind i nærmere forbindelse med kongeriget, ej heller virke for det danske sprogs fremgang, når man blot kunne værge det mod ligefremme tyske overgreb. Han var [[1842]] hovedmanden for marksubskriptionen (indsamlingen) til [[Peter Hiort Lorenzen]]s [[drikkehorn]], nærmest som middel til at vække folket af dets politiske søvn, og han blev også senere af tyskerne regnet for en af deres bitreste modstandere; dog søgte han [[1844]] – ligesom Peter Hiort Lorenzen – at komme til forståelse med [[Christian August 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg|hertugen]] af [[Augustenborg]]. Hans stærke retfærdighedsfølelse og varme kærlighed til menigmand bragte ham naturlig i spidsen for Bondevennernes Selskab, da det stiftedes 1846, og han vedblev at være dets formand indtil maj [[1854]], når fraregnes den tid, han 1848 var minister.
I marts 1848 tog Tscherning virksom del i begge [[Casinomødet|Casinomøderne]], hævdede på det første ([[12. marts]]), at Slesvig lige så lidt som [[Lolland]] havde ret til at skille sig fra [[Kongeriget Danmark]], og var på det andet ([[20. marts]]) med at stille de kendte resolutioner, hvori [[Ejderpolitikken|Ejderprogrammet]] udformedes. Han havde allerede i begyndelsen af måneden gennem [[P.G. Bang]] søgt at formå regeringen til at sende danske tropper over til Holsten for at standse oprøret i fødslen. Som minister var han – næst at røgte sin egen store gerning – ivrig for at få den udstrakte [[valgret]] slået fast for den nye [[Den Grundlovgivende Rigsforsamling|grundlovgivende rigsforsamling]], mens han afgjort misbilligede optagelsen af en fjerdedel [[kongevalgt]]e medlemmer, og han var desuden ophavsmand til septemberanordningen om en særlig udskrivning blandt den hidtil værnepligtsfrie befolkning, hvorved indførelsen af almindelig værnepligt væsentlig fremskyndedes. I hans øjne var nemlig almindelig valgret og almindelig værnepligt i virkeligheden grundlag for samfundslivet. Når han [[10. november]] trak sig tilbage fra ministeriet tillige med de ministre, der hældede til tanken om Slesvigs deling, var det ingenlunde, fordi han personlig foretrak en sådan løsning, men alene fordi han tvivlede på, at krigen kunne føres til en lykkelig ende, medmindre de neutrale stormagter ville hævde Danmarks politiske betydning, og derfor ønskede at få en snarlig afgørelse af striden, som kunne redde dog en del af Slesvig for Danmark. Efter udtrædelsen af ministeriet blev han kongevalgt rigsdagsmand, fik sæde i udvalget om [[Værnepligtsloven]] og forsvarede med styrke både den almene værnepligt og stillingsvæsenet, fordi han i den militære tjeneste så et middel til at opdrage netop de dårligste individer. Også var han talsmand for, at den en gang tilståede valgret ikke igen indskrænkedes, men var dog villig til at gå ind på et [[Landstinget|Landsting]], valgt halvt af kongen og halvt af [[Folketinget]], ja endog for at lade kongen første gang vælge det alene.
| |||