Danmarks historie: Forskelle mellem versioner

De første sikre beviser på bosættelse af mennesker er fra omkring 10.000 år f.Kr., hvor de første beboere i Danmark levede af at jage, fiske og samle.<ref>{{Harvnb|Jensen|2002|ppp=45.}}</ref> Ager- og husdyrbrug vandt indpas omkring 4000 år f.Kr., da [[den neolitiske revolution|landbruget]] kom til landet og det fik for alvor området til at udvikle sig, befolkningen voksede, og de første rigtige tegn på kultur og religionsdyrkelse begyndte at vise sig i form af stengrave og [[jættestue]]r.<ref>{{Harvnb|Kjersgaard|Glob|1969|p=20+28+46.}}</ref> Samtidig med indførelsen af [[bronze]] i Danmark omkring 2000 f.Kr. begyndte en overklasse at dominere samfundet hvilket de meget store og rigt udsmykkede grave vidner om. Bronze var et kostbart metal, men omkring 500 f. Kr.<ref>{{Harvnb|Kjersgaard|Glob|1969|ppp=50.}}</ref> blev samfundet ændret, da folk lærte at udvinde og anvende jern. Bønder kunne i mosen finde [[myremalm]], der indeholdt jern, og selv frembringe gode, holdbare redskaber og våben. Jernalderen var præget af en markant befolkningstilvækst da folk med de nye og bedre redskaber kunne dyrke jorden bedre og bygge både. Handelen blomstrede, som fund af romerske smykker, mønter og våben vidner om.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=30-34}}</ref><ref>{{Harvnb|Kjersgaard|Glob|1969|ppp=70.}}</ref><ref>{{Harvnb|Hedeager|2002|ppp=27-55}}</ref>

Vi ved, at vikingerne hærgede løs i 793 fra skriftlige kilder om, at klostret [[Lindisfarne]] blev plyndret af dem. De næste 250 år dominerede de [[Skandinavien|skandinaviske]] vikinger store dele af Nordeuropa takket være deres hurtige og sødygtige langskibe. Vikingernes skibe bragte dem til [[Amerika]] i vest og Det [[Kaspiske Hav]] i øst. Vikingerne plyndrede ikke kun, men handlede også i stor stil. Bl.a. hentede de trælle i Østeuropa og solgte dem i vest. De koloniserede og bosatte sig også i [[Normandiet]] og på [[Island]], og de besatte store dele af England og gennemførte dansk lov ([[Danelagen]]) i området. [[Gorm den Gamle]], der døde i 958, regner vi for den første danske konge: hans søn [[Harald Blåtand]] skrev det på [[Jellingstenene]], hvor Harald også brystede sig af at have "gjort danerne kristne" ca. 960.<ref name="Scocozza 1999 41">{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=41.}}</ref>

Vikingerne kom i tæt kontakt med andre folk og kulturer, og det var uundgåeligt, at de ville komme i kontakt med den hastigt voksende [[monoteisme|monoteistiske]] religion [[kristendom]]men. Historikere mener, at engelske missionærer allerede omkring 700 forsøgte at omvende de [[Nordisk religion|asatroende]] daner. Andre missionærer fortæller også, hvor svært det var at vinde gehør hos de ugudelige vikinger. Det var missionæren [[Ansgar]], der fik held til at oprette en kirke i landet og sågar i vikingernes største by, [[Hedeby]]. Men Ansgars projekt måtte opgives, og æren for at kristne danerne tilfaldt den tyske missionær [[Poppo]], der hundrede år senere (omkring 960) døbte kong [[Harald Blåtand]] ved [[Poppostenen]]. Om det skyldtes Haralds sande, religiøse følelser er usikkert. Der var snarere tale om et forsøg på at beskytte sig under pavens og kristendommens kappe og undgå en hellig krig fra de sydeuropæiske lande. Men den nye religions fredsbudskab bremsede ikke vikingernes krigs- og erobringstogter. [[Svend Tveskæg]] underlagde sig omkring år 1000 store dele af Norden og derefter resten af England, der havde gjort oprør mod den danske overmagt. Hans søn [[Knud den Store]] formåede en tid at konsolidere vikingeimperiet, men tiden var ved at løbe fra vikingerne.<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|ppp=57.}}</ref><ref name="Scocozza 1999 41"/>

De danske vikingers stjerne var for nedadgående fra slutningen af [[Knud den Store]]s regeringstid. Norge rev sig fri i 1030, og med Knuds død i 1035 begyndte det store vikingeimperium for alvor at knage i fugerne, da også England gik tabt. Da kong Knud den Stores søn Hardeknud døde i England i 1042, tilhørte den danske trone i en årrække den norske konge. [[Svend Estridsen]], der var den nærmeste arving tog kampen op og vandt den danske trone i 1047, men Danmarks tid som dominerende magt i Nordeuropa var slut. Nu var Danmark et land på lige fod med nabolandene (se fig 2).<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|ppp=60.}}</ref>

[[Svend Estridsen]]s kongetid startede med hærgen og uro fra den norske kong [[Harald Hårderåde]], men senere opnåede Danmark fred både indadtil og udadtil, og Svend kunne konsolidere og forstærke sin magt. Fem af Svend Estridsens sønner skulle blive konger de næste mange år.<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|p=71.}}</ref> Helt uden problemer var tiden ikke. I 1086 blev Svends søn [[Knud den Hellige]] dræbt af utilfredse stormænd, og mordet indledte en længere kaotisk periode. Sandsynligvis følte stormændene, at kongen tiltog sig stadigt større magt på deres bekostning. Kirken fortsatte gennem kristendommen at øge sin indflydelse. Kirkens stigende magt udmøntede sig bl.a. i indførelsen af [[tiende]], kirkeskatten. Takket være den stigende velstand kunne kirken manifestere sin magt langt tydeligere ved hjælp af de op imod 2000 stenkirker, der afløste trækirkerne i løbet af det 12. århundrede. I 1103 lykkedes det [[Erik Ejegod]] at få pavens tilladelse til at oprette et ærkebispesæde i Lund, og dermed blev den danske kirke frigjort af ærkebispesædet i Hamburg.<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|ppp=73.}}</ref>

Efter en 30 år lang relativ fredsperiode under [[Niels af Danmark|Kong Niels]] (1104-1134), betød drabet på Erik Ejegods søn, [[Knud Lavard]], at der kom 25 års borgerkrigslignende tilstande forårsaget af fejder mellem stridende slægter, der alle bejlede til tronen.<ref>{{Harvnb|Deurs|1996|ppp=93.}}</ref> Disse tilstande afsluttedes først med Valdemar den Stores tronbestigelse, som enekonge i 1157.

Til sidst måtte kong [[Erik Menved]] tvunget af udgifterne til kostbare lejehære i 1319 skaffe penge ved at pantsætte store dele af Danmark.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=81.}}</ref> Efter et [[interregnum]] på 8 år formåede den nyvalgte danske kong [[Valdemar Atterdag]] fra 1340 at genrejse det skrantende danske kongerige. Selv ikke pesten i 1351 kunne stoppe Atterdag fra at generobre tabt land, bl.a. [[Skåne]] i 1361, og fra at indløse pantet for resten af riget. En strid med [[Hanseforbundet]] i 1368-1370, der så med mistro på Atterdags succes, var dog lige ved at koste det hele igen, men gennem diplomatisk snilde og taktisk klogskab lykkedes det at splitte alliancen mod Danmark.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=83.}}</ref>

Valdemar Atterdag døde sønneløs, og hans femårige dattersøn, [[Oluf 2.]], blev valgt som konge. Olufs mor, [[Margrete 1.]], styrede reelt landet, og hun formåede at holde Hanseaterne væk ved hjælp af diplomati. En større bedrift var, at hun forenede hele Skandinavien gennem vedtagelsen af [[Kalmarunionen]] i 1397.<ref>{{Harvnb|Albrectsen|1999|ppp=98.}}</ref> Det skyldtes, at Sverige hellere ville regeres af hende end af den upopulære mecklenburger, kong Albrecht.<ref>{{Harvnb|Albrectsen|1999|ppp=91.}}</ref> Norge var allerede i 1380 kommet i [[personalunion]] med Danmark, da Oluf 2. var eneste arving efter den norske kong Håkon VI. Kalmarunionen udviklede sig hurtigt fra at være et samarbejde baseret på frivillighed til at være danske kongers undertrykkelse af de andre skandinaviske riger. Gennem det meste af det 15. århundrede forsøgte især svenskere uden held at opløse Kalmarunionen,<ref>{{Harvnb|Albrectsen|1999|ppp=190-191 & 194-197.}}</ref> men i 1523 efter [[Christian 2.]]'s [[Det Stockholmske Blodbad|stockholmske blodbad]] lykkedes det for [[Gustav Vasa]] i samarbejde med [[Lübeck]] at slå Christian 2. og genoprette Sverige som selvstændig kongemagt.<ref>{{Harvnb|Etting|1998|ppp=197-203.}}</ref> Kalmarunionen var død, men [[Danmark-Norge|Norge og Danmark forblev i personalunion]].

På trods af Kalmarunionens opløsning havde [[Christian 3.]] i 1536 overtaget et rige, der stadig var Østersøens og Nordens mest betydningsfulde magt med besiddelser i Norge, det sydlige Sverige, det strategisk vigtige [[Gotland]] og [[Øsel]]. Dette forhold var noget, den ambitiøse svenske kongemagt ikke ville kunne leve med i længden. I 1563 indledtes efter længere tids kold krig [[Den Nordiske Syvårskrig]]. Resultatet blev uafgjort, men krigen var et forvarsel om, at Sverige ikke ville vente længe med at slå til mod Østersøens danske stormagt, hvis chancen skulle byde sig igen. Konfiskeringen af kirkegodset forstærkede for en tid kongemagten over for adelen og gjorde økonomien god og stabil, men i slutningen af 1500-tallet blev en stabil højkonjunktur afløst af økonomisk stagnation.<ref>{{Harvnb|Thiedecke|1999|ppp=6-21.}}</ref><ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=123.}}</ref>

Christian 4.'s efterfølger, Frederik 3. ønskede at genvinde det, der var tabt til svenskerne, og da Sveriges krigsglade kong [[Karl 10. Gustav af Sverige|Karl 10. Gustav]] havde rodet sig ind i et formålsløst og kostbart felttog i [[Polen]], så Danmark det som en gylden chance. Men Danmark kunne ikke sejre over de svenske tropper i Nordtyskland, der hjulpet af en usædvanlig kold vinter kunne gå over isen til Sjælland, som blev indtaget med undtagelse af København. Danmark var ved at ophøre som nation, og kongen så ingen anden udvej end at afstå de kernedanske provinser Skåne med Bornholm, Halland og Blekinge ved [[Freden i Roskilde]] i 1658. Fredsslutningen forhindrede ikke den svenske konge i endnu et forsøg på at indtage København.<ref>{{Harvnb|Cramer-Petersen|1997|ppp=9-16.}}</ref><ref>{{Harvnb|Thiedecke|1999|ppp=40-43.}}</ref><ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=141-142.}}</ref>

Mange borgere og bønder var utilfredse med adelens svigt under [[svenskekrigene]], og i 1660 støttede stænderforsamlingerne kong [[Frederik 3.]] i indførelsen af [[enevælde]]n. Det danske monarki, der formelt var et valgkongedømme, hvor stænderforsamlinger valgte kongen, blev nu et regulært arvekongedømme.<ref>{{Harvnb|Cramer-Petersen|1997|ppp=17-43.}}</ref><ref>{{Harvnb|Thiedecke|1999|ppp=50-57.}}</ref><ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=142-143 og 146.}}</ref> Forbilledet var tydeligvis Frankrig, og de næste par år blev der indført en række reformer, som skulle gøre Danmark til et mere centraliseret og effektivt styret land. [[Christian 5.]]'s [[Danske Lov]] fra 1683 og [[Ole Rømer]]s arbejde med at standardisere mål- og vægtskalaer er gode eksempler. Formålet var bl.a. at genrejse det svækkede Danmark og gøre det i stand til at genvinde de tabte danske provinser. I løbet af kort tid lykkedes det Frederik 3. og Christian 5. at gøre Danmark til en kapabel stat igen, og [[Skånske Krig]] 1675-1679 blev indledt af Danmark for at genvinde Skåne. Selv om krigen ikke endte dårligt, var de europæiske stater ikke interesserede i, at Danmark skulle beherske Øresund, og fredsslutningen blev derefter. Da forsøget på at genvinde Skåne mislykkedes for anden gang i [[Den Store Nordiske Krig]] 1709-1720, måtte Danmark indse, at de tidligere danske provinser var tabt for altid.<ref name="Gottorp">{{Harvnb|Skougaard|2002|ppp=37-45.}}</ref><ref>{{Harvnb|Thiedecke|1999|ppp=60-63.}}</ref><ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=152-154.}}</ref>

Efter flere hundrede år med krige og med et land plaget af pest, krig og dårlig økonomi,<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=162.}}</ref> indtraf en 80-årig periode med fred og fremgang. Vel skulle Danmark betale af på en betydelig gæld efter fredsslutningen i 1720, men fra omkring 1750 begyndte en europæisk højkonjunktur at slå stærkt igennem i Danmark. Danmark lukrerede af at være neutral, mens de større stater, især Frankrig og England, udmattede hinanden i en række konflikter. Borgerskabets voksende betydning begyndte langsomt at spille en rolle i løbet af den sidste halvdel af det 18. århundrede. Derimod fik oplysningstiden i Danmark et specielt forløb med den sindsyge kong [[Christian 7.]]'s reformvenlige livlæge, [[Johann Friedrich Struensee]]s korte regeringsperiode.<ref name="Bech 1989">{{Harvnb|Bech|1989}}</ref> Den oplyste enevælde, som den fungerede bl.a. i Frankrig og [[Preussen]], var et forbillede, og Danmark blev præget af franskmænd og tyskere i embedsstanden. Tre Bernstorff'er, [[Johan Hartvig Ernst Bernstorff]], [[Andreas Peter Bernstorff]] og [[Christian Bernstorff]] var afgørende for den heldige danske politik. En vis tyskerlede og en spirende nationalfølelse begyndte at vise sig. Det udnyttede den nationalt sindede [[Ove Høegh-Guldberg]], da han fik lagt tyskeren Struensee på hjul og stejle og tog magten i 1772.<ref name="Bech 1989"/> Han blev selv styrtet ved kronprins Frederiks (den senere [[Frederik 6.]]) kup i 1784.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=188-190.}}</ref>

Inden [[den Franske Revolution]] udspillede sig som konsekvens af lang tids adelig arrogance og ligegyldighed over for de franske undersåtters vilkår havde Danmark i 1788 besluttet at ophæve [[stavnsbåndet]]. Dermed fik fæstebønder muligheden for at blive frie. Det var især foranlediget af [[Christian Ditlev Frederik Reventlow|C.D.F. Reventlow]]. Selv om reformen ikke fik effekt med det samme, skabte den mulighed for, at driftige bønder kunne blive selvejere, og det gav markedet for fødevarer et enormt løft. Det var også et godt eksempel på, hvordan reformer fra oven kunne forhindre uro og utilfredshed i befolkningen.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=191-192.}}</ref>

Det blev sværere at opretholde den indbringende neutralitet, da englænderne var utilfredse med den danske handel med [[Frankrig]]. For at kunne forsvare sin neutralitet indgik Danmark et væbnet neutralitetsforbund med [[Sverige]] og [[Rusland]]. Det valgte [[England]] at tolke som en krigserklæring. Englænderne tog på straffeekspedition mod Danmark, og [[Horatio Nelson|admiral Nelson]] vandt [[Slaget på Reden]] ud for København i 1801. De næste år fortsatte Danmark med at forsvare sin neutralitet, men blev alligevel uden varsel igen [[Københavns bombardement|angrebet af England i 1807]], hvor hele den danske flåde blev stjålet eller ødelagt; englænderne var bange for, at den store stærke flåde skulle falde i hænderne på [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleon]]. Danmark havde altid været en stor søfartsnation og havde nu mistet et væsentligt magtsymbol. Landet gik [[bankerot]] i 1813, og ved [[Freden i Kiel]] året efter måtte Danmark afgive tvillingeriget Norge til ærkerivalen Sverige, alt sammen på grund af Englands angreb. Poul Martin Møller siger med nogen ironi: "Danmark er et lidet fattigt land".<ref name="Lindberg89">{{Harvnb|Lindeberg|1974|ppp=8-9.}}</ref><ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=202.}}</ref>

Ved [[Wienerkongressen]] i 1814 bestemte de større magter Danmarks skæbne uden særligt hensyn til landet. Danmark var med et blevet et ubetydeligt land, der fuldstændig var underlagt de store magters vilje.<ref>{{Harvnb|Lindeberg|1974|ppp=218-219.}}</ref> Nærmest naturstridigt blev tiden en af de mest bemærkelsesværdige kulturperioder i dansk historie. Et væld af unge danske talenter inden for billedkunst, arkitektur, litteratur, ballet, digtning, filosofi m.m. fra begyndelsen af 1800-tallet til cirka 1850 gav den omkring 1900 navnet [[Den danske guldalder|Guldalderen]].<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=211-214.}}</ref> Det var, som om den nationale krise fik det bedste frem i mennesker som [[Søren Kierkegaard]], [[N.F.S. Grundtvig]], [[H.C. Andersen]], [[Christoffer Wilhelm Eckersberg|C.W. Eckersberg]], [[Bertel Thorvaldsen]], [[August Bournonville]] og [[Hans Christian Ørsted|H.C. Ørsted]]. To af dem var børn af borgerskabet i København, og de var del af en selvsikker nationalromantisk bevægelse, der også snart begyndte at antage politiske dimensioner.

[[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger|Stænderforsamlingerne]] blev en snebold, der fik lavinen til at rulle, for selv om de kun havde rådgivningsmagt, så blev de et forum for åben debat og ivrige diskussioner om bl.a. frie forfatninger. Skuffelsen var stor, da den nye kong [[Christian 8.]] ikke indfriede forventningerne om en forfatning, da han kom til i 1839. I løbet af 1840'erne blev Danmark rigere og [[De Nationalliberale]] under ledelse af [[Orla Lehmann]] blev styrket, så da [[Revolutionerne i 1848|revolutioner]] brød ud over hele Europa i 1848, blev danskerne ansporet til at kræve forandring, og den nye kong [[Frederik 7.]] underskrev Grundloven den 5. juni 1849 og accepterede at afgive magten. Det [[konstitutionelt monarki|konstitutionelle monarki]] var indført.<ref>{{Harvnb|Rosenberg|1999a|ppp=22-49.}}</ref>

Det nationale element i den europæiske nationalliberale bevægelse skulle skabe problemer for Danmark og dets besiddelser i den dansk-tyske grænseregion. Mens [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] som tysk [[len]] kun var beboet af tysktalende, boede der i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] eller [[Sønderjylland]], som var et dansk len, både dansk- og tysksindede. Her var en konflikt ved at bryde ud. I efterdønningerne af de europæiske revolutioner krævede tyske slesvig-holstenere en fri forfatning, uafhængighed af Danmark og Slesvigs optagelse i det [[tyske forbund]]. Ingen i Danmark var parat til at acceptere det og gik i 1848 i krig mod hertugdømmernes oprørske befolkning.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=232-234.}}</ref><ref>{{Harvnb|Boss|Kofod|Johansen|1999|ppp=58-62.}}</ref> Efter Preussens udtræden af krigen lykkedes det for det nye demokrati at vinde over slesvig-holstenerne og forhindre Slesvigs løsrivelse.<ref name="Scocozza 1999 239-242">{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|ppp=239-242.}}</ref>

[[Danmarks Riges Grundlov|Junigrundloven]] havde med ét skabt en fri forfatning i Danmark, og landet domineredes af nationalliberale, der stod i centrum af folke- og landstinget, med de konservative godsejere fra Højre og bøndernes repræsentanter Bondevennerne på hver sin side.<ref>{{Harvnb|Nielsen|2006|ppp=18.}}</ref>

Efter krigen skærpedes de politiske modsætninger mellem klasserne, og de liberale gik nu helt over til det tidligere [[Højre (1881)|Højre]], nu det Konservative Folkeparti. Under den verdensomspændende, [[Depressionen|økonomiske krise i 30'erne]], som også ramte Danmark meget hårdt, blev det [[Socialdemokraterne|Socialdemokratiet]], der under [[Thorvald Stauning|Stauning]] og i samarbejde med de [[Det Radikale Venstre|radikale]] regerede fra 1929 indtil 2. Verdenskrig. Det begyndte i løbet af [[1930'erne]] at stå klart, at Europa meget vel kunne blive skueplads for en ny storkrig, men den danske hær blev ikke forøget, da det var især de radikales opfattelse, at man alligevel intet ville kunne stille op mod den tyske hær, Danmarks ringe størrelse og dårlige defensive landskab taget i betragtning.<ref name="Nielsen 2006 45">{{Harvnb|Nielsen|2006|ppp=45.}}</ref>

Det civile styre blev i nogen grad opretholdt gennem [[departementschefstyret]] til befrielsen den 5. maj 1945 og var med til at lette forholdene for befolkningen betragteligt. De to sidste krigsår voksede en modstandsbevægelse frem, som generede tysk krigsførelse tilstrækkeligt til, at Danmark blev betragtet som allieret ved krigens slutning. Det hjalp også, at det lykkedes at redde hovedparten af [[Jøder i Danmark|de danske jøder]] til Sverige ved en [[Redningen af de danske jøder|storstilet redningsaktion]], sådan at de undgik at blive deporteret til [[koncentrationslejr]]e i Tyskland.<ref>{{Harvnb|Kirchhoff|Lauridsen|Trommer|2002|ppp=45-46.}}</ref><ref>{{Harvnb|Kirchhoff|Lauridsen|Trommer|2002|p=.158}}</ref>

Efter forgæves forhandlinger måtte de skandinaviske regeringer se i øjnene, at det ikke lod sig gøre at oprette et nordisk forsvarsforbund, på grund af Sveriges insisteren på en neutral status. I stedet søgte Norge og Danmark optagelse i [[NATO]], der blev dannet den 4. april 1949, mens Sverige og Finland erklærede sig neutrale. Danmark var blandt de stiftende lande i [[Forenede Nationer]], men historien om at Danmark stillede store forventninger til organisationen er mødt med kritik.{{hvilke?|dato=2018}}<ref name="Nielsen 2006 45"/><ref>{{Harvnb|Rasmussen|Rüdiger|1990|ppp=71.}}</ref><ref>{{harvnb|Götz|2004|p=73–96}}</ref> I dansksindede sydslesvigske foreninger og blandt visse danske politikere som venstre-statsministeren [[Knud Kristensen (statsminister)|Knud Kristensen]] opstod der efter 1945 nye krav om en folkeafstemning om Sydslesvigs statslige tilhørsforhold. Et bredt flertal i Folketinget afviste det.

I 1953 blev [[Danmarks Riges Grundlov|Grundloven]] ændret: [[Grønland]] ophørte med at være en koloni. Landstinget blev nedlagt. Der skulle folkeafstemning forud for afgivelse af national [[suverænitet]]. Kvindelig arveret til den danske trone; [[Frederik 9.]]s ældste datter [[Margrethe 2.|Margrethe]] kunne blive regent på bekostning af [[arveprins Knud]].<ref>{{Harvnb|Nissen|2004|ppp=98.}}</ref>

I løbet af 1950’erne kom økonomien langsomt på fode igen, og regeringerne arbejdede videre på at skabe et trygt [[Velfærdsmodel|velfærdssamfund]]. Især kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet blev skelsættende. Den stigende velstand betød, at selv almindelige mennesker kunne få råd til materielle goder: telefon, køleskab, bil, tv, charterrejse og efterhånden også parcelhus. Imens fortsatte afvandringen fra landområderne, og det fik to virkninger: industrien fik en betydelig arbejdskraftreserve, og landbruget blev tvunget til en hastig og omfattende mekanisering.<ref>{{Harvnb|Nissen|2004|ppp=27.}}</ref>

De moderne tider satte deres præg på landskabet. Markerne blev pløjet med traktorer og høstet med mejetærskere. Mange kystnære områder blev udstykket til sommerhusgrunde. Fra 1956 blev motorvejsnettet udbygget både på Øerne og i Jylland. Det gav gode vilkår for vognmandserhvervet, og stik mod alle forventninger overtog lastbilerne mere og mere af godstransporten i landet.<ref>{{Harvnb|Nissen|2004|ppp=241.}}</ref>

I 1973 blev Danmark medlem af [[Europæiske Fællesskab|EF]], det senere [[EU]]. Samme år udbrød der krig mellem Israel og dets arabiske naboer, og derfor standsede de olieproducerende arabiske landes organisation, [[OPEC]], produktionen af råolie. Den følgende usikkerhed og [[inflation]] gjorde verdensmarkedet ustabilt. Der fulgte en økonomisk nedgangstid, og Danmark måtte optage store lån i udlandet.<ref>{{Harvnb|Villaume|2005|ppp=40+92.}}</ref> Ved indgangen til 1980'erne havde Danmarks økonomi derfor store balanceproblemer: Lav [[økonomisk vækst|vækst]], høj [[arbejdsløshed]], høj inflation samt underskud på [[betalingsbalance]]n og på de offentlige finanser.<ref name=autogeneret1>{{Harvnb|Andersen|Linderoth|Smith|Westergård-Nielsen|2008|ppp=27.}}</ref> I løbet af [[1980'erne|80'erne]] indførtes en klar [[fastkurspolitik]], der efterhånden fik bugt med inflationsproblemet. Sidst i 1980'erne forsøgte regeringen ved hjælp af en meget stram økonomisk politik, blandt andet den såkaldte [[kartoffelkuren|kartoffelkur]], at vende betalingsbalanceunderskuddet til et overskud. Det lykkedes også i 1990, men på bekostning af at skabe en ret dyb lavkonjunktur, kendt som "de syv magre år" med stigende ledighed.<ref name=autogeneret1 /> Blandt andet som følge deraf gik denne tid under navnet fattig-firserne.<ref>{{Harvnb|Rasmussen|2004|ppp=15.}}</ref><ref>{{Harvnb|Villaume|2005|ppp=306.}}</ref>

Med østblokkens sammenbrud i 1989 blev Europa forandret med et slag. Men danskerne var tøvende over en stadig udvidelse af det europæiske unionsprojekt, hvilket et nej til [[Maastricht-traktaten]] i 1992 demonstrerede.<ref>{{Harvnb|Rasmussen|2004|ppp=151+167.}}</ref>

I løbet af 1990´erne fortsatte de økonomiske reformer. Udbredelsen af [[arbejdsmarkedspension]]er og flere [[skattereform]]er, der nedsatte [[rentefradrag]]et, skabte en større dansk [[opsparing]]. En aktiv [[arbejdsmarkedspolitik]] formindskede den strukturelle ledighed. Samtidig lykkedes det den socialdemokratiske regering under [[Poul Nyrup Rasmussen]] med den såkaldte "kickstart" også at nedbringe den konjunkturbetingede arbejdsløshed markant, og såvel udlandsgæld som [[offentlig gæld]] blev efterhånden mindre. I løbet af 90´erne indtog Danmark en stadig mere aktivistisk udenrigspolitik i forhold til tidligere og involverede sig internationalt med soldater i [[fredsskabende aktion]]er i Jugoslavien. Under [[Kosovokrigen]] i 1999 deltog danske jagerfly i bombardementet af serbiske, militære mål.<ref>{{Harvnb|Rasmussen|2004|ppp=204.}}</ref>

Som den første venstremand siden 1975 blev [[Anders Fogh Rasmussen]] statsminister ved valget i 2001. Valget handlede især om indvandring og flygtningepolitik. Dansk Folkeparti vandt stadig flere vælgere fra Socialdemokratiet. I 2004-08 var der igen højkonjunktur, arbejdsløsheden faldt til under 3 procent, og både den danske udlandsgæld og den offentlige nettogæld blev efterhånden helt afbetalt. Højkonjunkturen og den økonomiske politik førte dog også til en prisboble på boligmarkedet, der forstærkede problemerne i den efterfølgende finanskrise. I 2005 og 2007 vandt Anders Fogh Rasmussen igen folketingsvalgene.<ref>{{Harvnb|Nielsen|2006|ppp=151.}}</ref> Han havde trukket flertallet af de danske soldater ud af [[Irakkrigen]], som var blevet stadig mere upopulær i befolkningen. Danmark havde i 2010 stadig omkring 500 soldater i Afghanistan som led i [[Krigen mod terrorisme]].