Wikipedia

Merkur (planet): Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Gendannelse til seneste version ved KnudW, fjerner ændringer fra 193.163.56.50 (diskussion | bidrag)
Tag: Tilbagerulning
m retter cite-skabelon
Linje 63:
== Intern opbygning ==
Merkur er den ene af fire stenplaneter i [[Solsystemet]] og er et klippefyldt legeme som Jorden.
Det er den mindste planet i Solsystemet, med en ækvatorradius på 2.439,7&nbsp;km.<ref name="nssdcMercury">{{cite web|title=Mercury Fact Sheet|url=http://nssdc.gsfc.nasa.gov/planetary/factsheet/mercuryfact.html|publisher=[[NASA]] Goddard Space Flight Center | date=[[November 30]],. november [[2007]] |accessdate=2008-05-28}}</ref>
 
Merkur er endda mindre — men mere massiv — end de største måner i Solsystemet: [[Ganymedes (måne)|Ganymedes]] og [[Titan (måne)|Titan]]. Merkur består af omkring 70 % [[metal]]lisk og 30 % [[silikat]]-materiale.<ref name="strom" /> Merkurs massefylde er den næststørste i Solsystemet med 5,427&nbsp;g/cm³, kun lidt mindre end Jordens gennemsnitsdensitet 5,515&nbsp;g/cm³.<ref name="nssdcMercury" />
Linje 83:
| first=Lauren | last=Gold
| title=Mercury has molten core, Cornell researcher shows
| date=[[May 3]],. maj [[2007]] | publisher=Cornell University
| url=http://www.news.cornell.edu/stories/May07/margot.mercury.html
| work=Chronicle Online | accessdate =2008-05-12 }}</ref><ref name="nrao" />
Omkring kernen er en 500–700&nbsp;km [[kappe (geologi)|kappe]] bestående af silikater.<ref>{{cite journal | author=Spohn, Tilman; Sohl, Frank; Wieczerkowski, Karin; Conzelmann, Vera | title=The interior structure of Mercury: what we know, what we expect from BepiColombo | journal=Planetary and Space Science | volume=49 | issue=14–15 | pages=1561–1570 | doi=10.1016/S0032-0633(01)00093-9 | bibcode=2001P&SS...49.1561S | year=2001 }}</ref><ref>Gallant, R. 1986. ''The National Geographic Picture Atlas of Our Universe''. National Geographic Society, 2nd edition.</ref> Baseret på data fra ''Mariner&nbsp;10'' missionen og jordbaserede observationer, antages det, at Merkurs [[skorpe (geologi)|skorpe]] er 100–300&nbsp;km tyk.<ref name="anderson1">{{cite journal
| author=J.D. Anderson, et al. | title=Shape and Orientation of Mercury from Radar Ranging Data
| publisher=Jet Propulsion Laboratory, California Institute of Technology | date=[[July 10]],. juli [[1996]]
| doi=10.1006/icar.1996.0242 | journal=Icarus | volume=124 | pages=690 }}</ref> En karakteristisk egenskab ved Merkurs overflade er tilstedeværelsen af mange smalle højdedrag, hvoraf nogle strækker sig flere hundrede kilometer. Det antages at disse blev formet da Merkurs kerne og kappe afkøledes på et tidspunkt, da skorpen allerede var størknet.<ref>{{cite journal
| title = Lobate Thrust Scarps and the Thickness of Mercury’s Lithosphere
Linje 98:
| url = http://adsabs.harvard.edu/abs/1994LPI....25.1203S }}
</ref><!-- CHRONOLOGY OF LOBATE SCARP THRUST FAULTS AND THE MECHANICAL STRUCTURE OF
MERCURY’S LITHOSPHERE T. R. Watters , F. Nimmo and M. S. Robinson http://www.lpi.usra.edu/meetings/lpsc2004/pdf/1886.pdf OR Geology; Novembernovember 1998; v. 26; no. 11; p. 991-994, Topography of lobate scarps on Mercury; new constraints on the planet's contraction Thomas R. Watters, Mark S. Robinson, and Anthony C. Cook OR might be the better refs-->
 
Merkurs kerne har et højere jernindhold end nogen af de andre klippeplaneter i Solsystemet, og adskillige teorier er blevet foreslået til at forklare dette. Den bredest accepterede teori er at Merkur oprindeligt havde et metal-silikat forhold der svarede til almindelige [[chondrit]]-meteoritter, der antages at være typiske for Solsystemets klippeholdige stof, og dens masse var omkring 2,25 gange dens nuværende masse.<ref name="Benz">{{cite journal
Linje 130:
 
Merkurs overflade er overalt meget lig Månen i sin fremtræden, der er udstrakte [[Månehav|mare]]-lignende sletter og kraftig kraterdannelse, hvilket indikerer at planeten har været geologisk inaktiv i milliarder af år. Da vores viden om Merkurs geologi har været baseret på [[#Mariner 10|Mariner]] forbiflyvning i 1975 og jordbaserede observationer, er det den jordlignende planet man ved mindst om.<ref name="nrao">{{cite news
| last=Finley | first=Dave | date=[[May 3]],. maj [[2007]]
| title=Mercury's Core Molten, Radar Study Shows
| publisher=National Radio Astronomy Observatory
Linje 137:
| author=Staff | title=Scientists see Mercury in a new light
| url=http://www.sciencedaily.com/releases/2008/02/080201093149.htm
| publisher=Science Daily | date=[[February 28]],. februar [[2008]]
| accessdate=2008-04-07 }}</ref>
 
[[Albedo]]træk, refererer til områder med udpræget anderledes refleksion, som det kan ses ved observationer i kikkerter. Merkur har [[Dorsum|Dorsa]] (også kaldet "[[wrinkle-ridge]]s"), Månelignende [[Højland (Månen)|højlande]], Montes (bjerge), [[Planitia]]e (sletter), [[Rupes]] ([[klint]]er) og [[Vallis]] ([[dal]]e).<ref>{{cite web | last=Blue | first=Jennifer | date=[[April 11]],. april [[2008]] | url=http://planetarynames.wr.usgs.gov/ | title=Gazetteer of Planetary Nomenclature | publisher=US Geological Survey | accessdate=2008-04-11 }}</ref><ref name="DunneCh7">{{cite book|title=The Voyage of Mariner&nbsp;10 — Mission to Venus and Mercury|author=Dunne, J. A. and Burgess, E.|chapterurl=http://history.nasa.gov/SP-424/ch7.htm|publisher=NASA History Office|year=1978|chapter=Chapter Seven|url=http://history.nasa.gov/SP-424/|accessdate=2008-05-28}}</ref>
 
Merkur blev oprindeligt bombarderet med [[komet]]er og [[asteroide]]r under og kort efter sin dannelse
4,6 milliarder år siden og muligvis også i en senere periode kaldet [[Late Heavy Bombardment]], der sluttede for 3,8 milliarder år siden.<ref>{{cite journal|author=Strom, Robert|monthdate=Septemberseptember | year=1979|volume=Volume 24|title=Mercury: a post-Mariner assessment|journal=Space Science Review|pages=3–70}}</ref> I denne periode af intens kraterdannelse var der nedslag over hele planeten,<ref name="DunneCh7" /> hjulpet på vej af manglen på en [[Atmosfære (himmellegeme)|atmosfære]] til at nedbremse objekterne.<ref>{{cite journal|lastlast1=Broadfoot|firstfirst1=A. L.|coauthorslast2=Kumar|first2=S. Kumar, |last3=Belton|first3=M. J. S. Belton, and |last4=McElroy|first4=M. B. McElroy|title=Mercury's Atmosphere from Mariner&nbsp;10: Preliminary Results|journal=Science|volume=Vol. 185|issue=No. 4146|date=[[12. juli]] [[1974]] |pages=166–169|doi=10.1126/science.185.4146.166|pmid=17810510}}</ref> Dengang var planeten vulkansk aktiv; sletter som [[Calorisbassinet]] blev fyldt med [[magma]] fra planetens indre, hvilket skabte plane sletter, der ligner [[månehav]]ene.<ref>{{cite web
| author=Staff
| date=[[August 5]],. august [[2003]]
| url=http://astrogeology.usgs.gov/Projects/BrowseTheGeologicSolarSystem/MercuryBack.html
| title=Mercury
Linje 151:
| accessdate=2008-04-07 }}
</ref><ref>{{cite journal
| lastlast1=Head | firstfirst1=James W.
| coauthorslast2=Solomon, | first2=Sean C.
| title=Tectonic Evolution of the Terrestrial Planets
| journal=Science
Linje 177:
| url=http://space.newscientist.com/article/dn13257-bizarre-spider-scar-found-on-mercurys-surface.html
| title=Bizarre spider scar found on Mercury's surface
| date= [[January 30]],. januar [[2008]] | publisher= NewScientist.com news service
| first= David
| last= Shiga}}</ref> og [[Skinakasbassinet]] med en yderringsdiameter på 2.300&nbsp;km.<ref name="Ksa06">{{cite journal|author = L. V. Ksanfomality|title=Earth-based optical imaging of Mercury| journal= Advances in Space Research |volume= 38|pages= 594|year= 2006|url= http://adsabs.harvard.edu/cgi-bin/nph-bib_query?bibcode=2006AdSpR..38..594K&amp;db_key=AST&amp;data_type=HTML&amp;format=&amp;high=461152a03222956|doi=10.1016/j.asr.2005.05.071}}</ref> Nedslaget der skabte Calorisbassinet, var så kraftigt, at det forårsagede [[lava]]udbrud og efterlod en koncentrisk ring over 2&nbsp;km høj, der omgiver nedslagskrateret. [[antipode|Antipodalt]] til Calorisbassinet er der et stort område med et usædvanligt bakket terræn, kendt som "det underlige terræn". En hypotese for dets dannelse er at chokbølger fra Caloris-nedslaget vandrede rundt om planeten og samledes antipodalt (på den modsatte side). De resulterende høje spændinger brød overfladen op.<ref>{{cite journal
|lastlast1=Schultz
|firstfirst1=Peter H.
|authorlink=
|coauthorslast2=Gault, Donald E.
|first2=Donald E.
|year=1975
|monthdate=1975
|title=Seismic effects from major basin formations on the moon and Mercury
|journal=Earth, Moon, and Planets
Linje 196:
|accessdate=2008-04-16
}}</ref> Alternativt er det blevet foreslået at terrænet blev formet som et resultat af sammenfald af adskilte nedslag ved dette bassins antipode.<ref>{{cite journal
| lastlast1=Wieczorek | firstfirst1=Mark A. | coauthorslast2=Zuber, |first2=Maria T.
| title=A Serenitatis origin for the Imbrian grooves and South Pole-Aitken thorium anomaly
| journal=Journal of Geophysical Research
Linje 207:
| title=Albedo of Immature Mercurian Crustal Materials: Evidence for the Presence of Ferrous Iron
| journal=Lunar and Planetary Science | volume=39 | year=2008 | pages=1750
| lastlast1=Denevi | firstfirst1=B. W. | coauthorslast2=Robinson, | first2=M. S.
| url=http://adsabs.harvard.edu/abs/2008LPI....39.1750D | accessdate=2008-06-03 }}</ref>
 
Linje 222:
 
<ref>{{cite journal
|last=Dzurisin |first=D. |date=[[October 10]],. oktober [[1978]]
|title=The tectonic and volcanic history of Mercury as inferred from studies of scarps, ridges, troughs, and other lineaments
|journal=Journal of Geophysical Research
Linje 228:
|url=http://adsabs.harvard.edu/abs/1978JGR....83.4883D |accessdate=2008-06-03
|doi=10.1029/JB083iB10p04883 }}</ref> Merkurs overflade deformeres af en betydelig tidevandsbølge forårsaget af [[Solen]]—Solens tidevandskræfter på Merkur er ca. 17 gange stærkere end Månens på Jorden.<ref>{{cite journal
|lastlast1=Van Hoolst |firstfirst1=Tim |coauthorslast2=Jacobs, |first2=Carla |year=2003
|title=Mercury’s tides and interior structure
|journal=Journal of Geophysical Research
Linje 248:
| title=Physics and Chemistry of the Solar System | page=463
| edition=2nd | publisher=Academic Press | isbn=012446744X }}</ref> på den mørke side af planeten er temperaturerne i gennemsnit 110&nbsp;K.<ref>{{cite journal
| lastlast1=Murdock | firstfirst1=T. L. | coauthorslast2=Ney, | first2=E. P.
| title=Mercury: The Dark-Side Temperature
| journal=[[Science (journal)|Science]] | year=1970
Linje 263:
| title=Stability of polar frosts in spherical bowl-shaped craters on the moon, Mercury, and Mars
| journal=Icarus | volume=100 | issue=1 | pages=40–47
| monthdate=Novembernovember | year=1992 | bibcode=1992Icar..100...40I
| doi=10.1016/0019-1035(92)90016-Z }}</ref> Vandis reflekterer [[radar]]stråler kraftigt, og observationer med 70 m [[Deep Space Network|Goldstone]] teleskopet og [[Very Large Array|VLA]] i de tidlige 1990'ere afslørede at der er stykker med meget høj radarreflektion nær polerne.<ref>{{cite journal
| coauthorslast1=Slade | first1=M. A. |last2=Butler, | first2=B. J.; | last3 =Muhleman, | first3 =D. O. | year=1992▼
| last=Slade | first=M. A.
▲ | coauthors=Butler, B. J.; Muhleman, D. O. | year=1992
| title=Mercury radar imaging — Evidence for polar ice
| journal=[[Science (journal)|Science]]rrr
Line 279 ⟶ 278:
 
De isfyldte områder antages at rumme mellem 10<sup>14</sup>–10<sup>15</sup>&nbsp;kg is,<ref name="Zahnle1">{{cite journal
| last1=Rawlins |first1=K | last2= Moses | first2=J. I. | last3=Zahnle | first3=K.J.
| last=Rawlins |first=K
| coauthors=Moses, J. I.; Zahnle, K.J.
| title=Exogenic Sources of Water for Mercury's Polar Ice
| journal=Bulletin of the American Astronomical Society
Line 288 ⟶ 286:
| title=High-Resolution Radar Imaging of Mercury's North Pole
| journal=Icarus | volume=149 | issue=1 | pages=1–15
| yeardate =2001 |januar month=January2001 | doi=10.1006/icar.2000.6544 }}</ref> Til sammenligning har den [[Antarktis]]ke iskappe på Jorden en masse omkring 4{{e|18}}&nbsp;kg, og [[Mars (planet)|Mars]]' sydpolskappe indeholder omkring 10<sup>16</sup>&nbsp;kg vand.<ref name="Zahnle1" /> Oprindelsen til isen på Merkur er ikke kendt endnu, men de mest sandsynlige kilder er [[outgassing]] af vand fra planetens indre eller deponering fra [[komet]]er.<ref name="Zahnle1" />
 
Merkur er for lille til at dens [[gravitation]] kan fastholde nogen [[atmosfære (himmellegeme)|atmosfære]] af betydning over længere tid;
Line 295 ⟶ 293:
| title=Mercury's Atmosphere: A Surface-Bounded Exosphere
| journal=Space Science Reviews | volume=131
| issue=1–4 | pages=161–186 | year=2009
| monthdate=Augustaugust 2009 | doi=10.1007/s11214-007-9260-9
| url=http://adsabs.harvard.edu/abs/2007SSRv..131..161D
}}</ref> indeholdende [[Brint|hydrogen]], [[helium]], [[Ilt|oxygen]], [[natrium]], [[calcium]] og [[kalium]]. Denne exosfære er ikke stabil – atomer tabes kontinuerligt og tilføres fra et udvalg af kilder.Hydrogen og helium atomer kommer sandsynligvis fra at [[Solvind|solvinden]], [[diffusion|diffunderer]] ind i Merkurs magnetosfære inden den igen slipper ud i rummet. [[Radioaktivitet|radioaktivt]] henfald af grundstoffer i Merkurs skorpe er en anden kilde til helium, såvel som natrium og kalium. [[MESSENGER]] fandt høje andele af calcium, helium, [[hydroxid]], [[magnesium]], oxygen, kalium, [[silicium]] og natrium. Vanddamp er tilstede, det frigøres ved en kombination af processer såsom: kometer der rammer overfladen,[[sputtering]] der skaber vand ud fra hydrogen fra [[solvind]]en og oxygen fra klipper, og sublimation fra vandisreservoirer i de polare kratere. Opdagelsen af høje mængder af vand-relaterede ioner som O<sup>+</sup>, OH<sup>-</sup> og H<sub>2</sub>O<sup>+</sup> var en overraskelse.<ref>{{cite book
Line 311 ⟶ 309:
| title=MESSENGER Observations of the Composition of Mercury’s Ionized Exosphere and Plasma Environment
| journal=Science | volume=321 | issue=5885
| pages=90–92 | monthdate=Julyjuli | year=2008
| doi=10.1126/science.1159314 | pmid=18599777
}}</ref><ref>{{cite news
Line 334 ⟶ 332:
| publisher=NASA National Space Science Data Center
| accessdate=2006-08-10 }}</ref> Merkurs magnetfelt er [[dipol]]ært som jordens.<ref name="chaikin1">{{cite book
| firstfirst1=J. Kelly | lastlast1=Beatty | coauthorslast2=Petersen, |first2=Carolyn Collins; |last3=Chaikin, |first3=Andrew
| title=The New Solar System | year=1999
| publisher=Cambridge University Press | isbn=0521645875 }}</ref> I modsætning til Jorden, er Merkurs magnetiske poler næsten parallelle med planetens omdrejningsakse.<ref name="qq">{{cite web
Line 348 ⟶ 346:
| journal=Nature | year=2006 | volume=444
| pages=1056–1058 | doi=10.1038/nature05342 }}</ref> Denne dynamoeffekt ville så skyldes cirkulationer af planetens jernrige kerne. Specielt stærke tidevandseffekter forårsaget af planetens store baneexcentricitet ville sørge for at holde kernen i den krævede flydende tilstand.<ref>{{cite journal
| last1=Spohn | first1=T. |last2=Sohl |first2=F. |last3=Wieczerkowski |first3=K. |last4=Conzelmann|first4=V.
| last=Spohn | first=T.
| coauthors=Sohl, F.; Wieczerkowski, K.; Conzelmann, V.
| title=The interior structure of Mercury: what we know, what we expect from BepiColombo
| journal=Planetary and Space Science | year=2001
Line 373 ⟶ 370:
Diagrammet til højre illustrerer virkningerne af excentriciteten, idet den viser Merkurs bane sammen med en cirkulær bane med sammen halve storakse.
Den højere hastighed af planeten nær dens perihelium er klart fra den større afstand den dækker i hvert 5-dages interval. Størrelserne af kuglerne, der er omvendt proportional med deres afstand fra Solen bruges til at illustrere den varierende solafstand. Denne varierende afstand til Solen, kombineret med en 3:2 [[Mercury (planet) #Spin–orbit resonance|spin-orbit resonans]] af planetens rotations rundt om dens akse, medfører komplekse variationer i overfladetemperaturen.<ref name="strom">{{cite book
| firstfirst1=Robert G. | lastlast1=Strom | last2=Sprague |first2=Ann L. | year=2003
| coauthors=Sprague, Ann L. | year=2003
| title=Exploring Mercury: the iron planet
| publisher=Springer | isbn=1852337311 }}</ref>
Line 385 ⟶ 381:
 
Merkurs bane hælder 7° i forhold til ([[ekliptika]]), som vist i diagrammet til højre. Som resultat kan en Merkurpassage hvor planeten bevæger sig ind foran Solen kun ske når den krydser ekliptikas plan i den tid hvor den er mellem Jorden og Solen. Det sker ca. hvert syvende år.<ref>{{cite web
| last=Espenak | first=Fred | date=[[April 21]],. april [[2005]]
| url=http://eclipse.gsfc.nasa.gov/transit/catalog/MercuryCatalog.html
| title=Transits of Mercury
Line 393 ⟶ 389:
[[Fil:ThePlanets Orbits Mercury EclipticView.svg|thumb|Merkurbanen set fra den nedadgående knude og fra 10° over (øverst)]]
 
Merkurs aksehældning er tæt på 0,<ref name="JPLweather">{{cite web|url=http://solarsystem.nasa.gov/scitech/display.cfm?ST_ID=725|title=Weather, Weather, Everywhere?|author=Samantha Harvey|publisher=[[NASA]] Jet Propulsion Laboratory|date=[[April 24]],. april [[2008]] |accessdate=2008-05-23}}</ref><ref name="Cosmic1">{{cite book|title=Cosmic Perspectives in Space Physics|author=S. Biswas|publisher=Springer|year=2000|pages=176}}</ref> som med den bedste måleværdi givet som 0.027°.<ref name="Margot2007">{{cite journal| lastlast1=Margot | firstfirst1=L.J.| coauthorslast2=Peale, | first2=S. J.; | last3=Jurgens, | first3=R. F.; | last4=Slade, | first4=M. A.; |last5=Holin, | first5=I. V.| title=Large Longitude Libration of Mercury Reveals a Molten Core| journal=Science| year=2007 | volume=316 | pages=710–714| doi=10.1126/science.1140514
| url=http://adsabs.harvard.edu/abs/2007Sci...316..710M| pmid=17478713}}</ref> Dette er væsentligt mindre en Jupiters, der har den næstmindste aksehældning på 3.1 grad. Dette betyder at Solen ikke kommer højere end 2.1′ over horisonten ved polerne.<ref name="Margot2007" />
 
Line 402 ⟶ 398:
 
I mange år blev det antaget at Merkur var synkront tidevandslåst med Solen, idet den da skulle rotere en gang for hvert omløb og vende den samme side mod Solen hele tiden, på samme måde som Månen altid vender mod Jorden. Radarobservationer i 1965 viste imidlertid, at planeten har en 3:2 spin–bane resonans, idet den roterer tre gange for hver to omløb om Solen; excentriciteten af banen gør denne resonans stabil- ved perihelium, når Solens tidevandskræfter er stærkest, står Solen næsten stille på merkurhimlen.<ref>{{cite journal
| lastlast1=Liu | firstfirst1=Han-Shou | coauthorslast2=O'Keefe, |first2=John A.
| title=Theory of Rotation for the Planet Mercury
| journal=Science | yeardate=1965 | volume=150
| issue=3704 | pages=1717
| doi=10.1126/science.150.3704.1717
Line 412 ⟶ 408:
Simulationer viser at baneexcentriciteten varierer kaotisk fra omkring 0 (cirkulær) til over 0,45 over millioner af år grundet perturbationer fra de andre planeter.<ref name="strom" /><ref name="Correia2009">{{cite journal
|lastlast1=Correia |firstfirst1=Alexandre C.M
|coauthorslast2=Laskar, |first2=Jacques
|title=Mercury's capture into the 3/2 spin-orbit resonance including the effect of core-mantle friction
|journal=Icarus |year=2009
Line 419 ⟶ 415:
|url=http://arxiv.org/abs/0901.1843
|accessdate=2009-03-03 }}</ref> Dette antages at forklare Merkurs 3:2 spin-bane resonance (i stedet for de mere sædvanlige 1:1), fordi det er mere sandsynligt at denne tilstand opstår i perioder med høj excentricitet.<ref name="Correia">{{cite journal
| lastlast1=Correia | firstfirst1=Alexandre C. M. | last2=Laskar |first2=Jacques | year=2004
| coauthors=Laskar, Jacques | year=2004
| title=Mercury’s capture into the 3/2 spin–orbit resonance as a result of its chaotic dynamics
| journal=[[Nature (journal)|Nature]] | volume=429
Line 427 ⟶ 422:
=== Flytning af perihelium ===
Gennem det 19 århundrede bemærkede den franske matematiker Le Verrier at den langsomme præcession i Merkurbanen rundt om Solen ikke kunne forklares helt med [[klassisk mekanik]] og perturbationer fra de kendte planeter. Han foreslog at der kunne være en anden planet tættere på Solen for at forklare afvigelserne. Den hypotetiske planet Vulkan blev dog ikke fundet.<ref>{{cite book
| firstfirst1=Richard | lastlast1=Baum |coauthors last2=Sheehan, | first2=William
| title = In Search of Planet Vulcan, The Ghost in Newton's Clockwork Machine
| year = 1997 | isbn=0-306-45567-6
Line 437 ⟶ 432:
| title=The Relativity Effect in Planetary Motions
| journal=Reviews of Modern Physics | volume=19
| yearissue=4 | pages=361–364 | date=oktober 1947 | doi=10.1103/RevModPhys.19.361 }}</ref> I det tidlige 20'ende århundrede blev det muligt at forklare det observerede ved hjælp af [[Albert Einstein]]’ss [[Generelle relativitetsteori]]. Effekten er meget lille: det drejer sig om 42.98 [[buesekund]]er per århundrede, derfor tager det 12 millioner baneomløb for perihelium at bevæge sig en hel omgang. Lignende mindre virkninger findes for andre planeter med 8,62 buesekunder per århundrede for Venus, 3,84 for Jorden, 1,35 for Mars og 10,05 for [[(1566) Icarus|1566 Icarus]].<ref>{{cite journal▼
| issue=4 | pages=361–364 | month=October
▲ | year=1947 | doi=10.1103/RevModPhys.19.361 }}</ref> I det tidlige 20'ende århundrede blev det muligt at forklare det observerede ved hjælp af [[Albert Einstein]]’s [[Generelle relativitetsteori]]. Effekten er meget lille: det drejer sig om 42.98 [[buesekund]]er per århundrede, derfor tager det 12 millioner baneomløb for perihelium at bevæge sig en hel omgang. Lignende mindre virkninger findes for andre planeter med 8,62 buesekunder per århundrede for Venus, 3,84 for Jorden, 1,35 for Mars og 10,05 for [[(1566) Icarus|1566 Icarus]].<ref>{{cite journal
| last=Gilvarry | first=J. J.
| title=Relativity Precession of the Asteroid Icarus
Line 456 ⟶ 450:
== Observation ==
Merkurs tilsyneladende størrelse varierer mellem omkring ca. −2,0 — klarere end [[Sirius (stjerne)|Sirius]] — og 5,5.<ref name="ephemeris">{{cite web
| last=Espenak | first=Fred | date=[[July 25]],. juli [[1996]]
| url=http://eclipse.gsfc.nasa.gov/TYPE/mercury2.html
| title=Twelve Year Planetary Ephemeris: 1995–2006
| work=NASA Reference Publication 1349
| publisher=NASA | accessdate=2008-05-23 }}</ref> Observationer af Merkur vanskeliggøres af dens nærhed til Solen, da den overstråles af Solen det meste af tiden. Merkur kan kun observeres en kort stund i morgen og aftenskumringen. [[Hubble-rumteleskopet]] kan slet ikke observere Merkur, pga. sikkerhedsprocedurer, der forhindrer at det peger for tæt på Solen.<ref>{{cite journal
| lastlast1=Baumgardner | firstfirst1=Jeffrey | last2=Mendillo | first2=Michael | last3=Wilson | first3=Jody K.
| coauthors=Mendillo, Michael; Wilson, Jody K.
| title=A Digital High-Definition Imaging System for Spectral Studies of Extended Planetary Atmospheres. I. Initial Results in White Light Showing Features on the Hemisphere of Mercury Unimaged by ''Mariner'' 10
| journal=The Astronomical Journal | year=2000 | volume=119
Line 480 ⟶ 473:
 
Merkur er oftere synlig fra den sydlige halvkugle end fra den nordlige halvkugle; dette skyldes at den er i største vestlige elongation når det er tidligt efterår på den sydlige halvkugle, mens den er i største østlige elongation i den sene vinter på den sydlige halvkugle. I begge disse tilfælde, er Merkurs vinkel med ekliptika størst mulig, hvilket betyder at den står op flere timer før Solen og først går ned flere timer efter Solen.<ref name="RASC2007" /> Omvendt på den nordlige halvkugle, er Merkur aldrig over horisonten når nattehimlen endelig er mørk.<ref name="eclipse">{{cite web
|date=[[January 22]],. januar [[2003]]
|title=Total Solar Eclipse of 2006 March 29
|publisher=Department of Physics at Fizik Bolumu in Turkey
Line 499 ⟶ 492:
De tidligst kendte optegnede observationer af Merkur er fra Mul-Apin-tavlerne.
Disse observationer blev sandsynligvis lavet af en [[Assyrien|assyrisk]] astronom omkring det 14. århundrede f.Kr.
<ref>{{cite journal | title=The Latitude and Epoch for the Origin of the Astronomical Lore in MUL.APIN | first=Bradley E. | last=Schaefer | journal=American Astronomical Society Meeting 210, #42.05 | yeardate=maj 2007 | month=May | url=http://cdsads.u-strasbg.fr/abs/2007AAS...210.4205S | publisher=American Astronomical Society}}</ref> [[Kileskrift]]snavnet for Merkur på [[MUL.APIN]]-tavlerne [[Transskription (sprog)|transskriberes]] som UDU.IDIM.GU<sub>4</sub>.UD ("den hoppende planet").{{Ref_label|A|a|none}}<ref>{{cite journal
| firstfirst1=Hermann | lastlast1=Hunger |coauthors last2=Pingree, | first2=David
| title=MUL.APIN: An Astronomical Compendium in Cuneiform
| journal=Archiv für Orientforschung | volume=24
Line 510 ⟶ 503:
| publisher=NASA JPL | accessdate=2008-04-07 }}</ref>
 
De antikke grækere på Hesiods tid kendte planeten som Στίλβων (''Stilbon''), hvilket bedtyder "den strålende", og Ἑρμάων (''Hermaon'').<ref>{{cite book |author= H.G. Liddell and; R. Scott |coauthors=''rev.''; H.S. Jones and; R. McKenzie |title=Greek–English Lexicon, with a Revised Supplement |edition=9th edition |year=1996 |publisher=Clarendon Press |location=Oxford |isbn=0-19-864226-1 |pages=690 and 1646 }}</ref> Senere grækere kaldte den [[Apollon]] når den sås om morgenen og Hermes når den sås om aftenen. Omkring 4. århundrede f.Kr. indså de græske astronomer at det var den samme planet de så i begge tilfælde. Romerne opkaldte planeten efter det rapfodede romerske budbringer.gud Merkur, som de sidestillede med den græske Hermes, fordi den bevæger sig hurtigere over himlen end de andre planeter.<ref name="Dunne">{{cite book|title=The Voyage of Mariner&nbsp;10 — Mission to Venus and Mercury|author=Dunne, J. A. and Burgess, E.|chapterurl=http://history.nasa.gov/SP-424/ch1.htm|publisher=NASA History Office|year=1978|chapter=Chapter One|url=http://history.nasa.gov/SP-424/}}</ref><ref>{{cite book
| firstfirst1=Eugène Michel | lastlast1=Antoniadi
| coauthors=Translated from French by Moore, Patrick
| year=1974 | title=The Planet Mercury
| publisher=Keith Reid Ltd | location=Shaldon, Devon
Line 518 ⟶ 510:
 
I oldtidens Kina var Merkur kendt som Ch'en-Hsing, Timestjernen. Den blev forbundet med retningen nord og vandets faser i [[Wu Xing]].<ref>{{cite book
| firstfirst1=David H. | lastlast1=Kelley | last2=Milone | first2=E. F. | last3=Aveni | first3=Anthony F. | year=2004
| coauthors=Milone, E. F.; Aveni, Anthony F. | year=2004
| title=Exploring Ancient Skies: An Encyclopedic Survey of Archaeoastronomy
| publisher=Birkhäuser | isbn=0387953108 }}</ref> Hinduistisk mytologi brugte navnet [[Budha]] for Merkur, og denne gud mentes at bestemme over onsdagen.<ref>{{cite book
| coauthorsfirst1=R.M. | last1=Pujari | last2=Kolhe, |first2=Pradeep; |last3=Kumar, |first3=N. R. | year=2006▼
| first=R.M. | last=Pujari
▲ | coauthors=Kolhe, Pradeep; Kumar, N. R. | year=2006
| title=Pride of India: A Glimpse Into India's Scientific Heritage
| publisher=Samskrita Bharati | isbn=8187276274 }}</ref> Guden [[Odin]] i nordisk mytologi blev forbundet med planeten Merkur og onsdagen.<ref>{{cite book
Line 539 ⟶ 529:
De første [[teleskop|kikkert]]-observationer af Merkur blev udført af [[Galileo Galilei|Galilei]] tidligt i 1600-tallet. Selvom han observerede [[planetfaser|faser]] når han kiggede på Venus, var hans teleskop ikke stærkt nok til at se Merkurs faser. I 1631 lavede [[Pierre Gassendi]] de første observationer af en [[Astronomisk passage|planetpassage]] forbi Solen, da han så en merkurpassage forudsagt af [[Johannes Kepler]]. I 1639 brugte [[Giovanni Battista Zupi|Giovanni Zupi]] et teleskop til at opdage at Merkur havde faser ligesom Venus og Månen. Denne observation demonstrerede på afgørende vis at Merkur kredsede om Solen, en støtte for det [[Heliocentrisk|Kopernikanske verdensbillede]].<ref name="strom" />
 
En meget sjælden begivenhed i astronomi er passagen af en planet foran en anden ([[okkultation]]), når der observeres fra Jorden. Merkur og Venus okkulterer hinanden med nogle få århundreders mellemrum, og begivenheden [[28. maj]] [[1737]] er den eneste historisk observerede, der blev set af [[John Bevis]] på [[Royal Greenwich Observatory]].<ref>{{cite journal |lastlast1=Sinnott |firstfirst1=RW |authorlink= |coauthorslast2 = Meeus, J |yearfirst2=1986J |monthdate=1986 |title=John Bevis and a Rare Occultation |journal=Sky and Telescope |volume=72 |issue= |pages=220 |id= |url=http://adsabs.harvard.edu/abs/1986S&T....72..220S |accessdate= |quote= }}</ref> Den næste venusokkultation af Merkur er [[3. Decemberdecember]] [[2133]].<ref>{{cite book
| first=Timothy | last=Ferris | year=2003
| title=Seeing in the Dark: How Amateur Astronomers
Line 547 ⟶ 537:
Vanskelighederne ved at observere Merkur betyder at den er blevet meget mindre undersøgt end de andre planeter.
I 1800 lavede [[Johann Schröter]] observationer af overfladestrukturerne, idet han påstod at have set 20&nbsp;km høje bjerge. [[Friedrich Bessel]] brugte Schröters tegninger til fejlagtigt at anslå rotationsperioden til 24 timer og en aksehældning på 70°.<ref name="sao188r">{{cite journal
| lastlast1=Colombo | firstfirst1=G. | coauthorslast2=Shapiro, |first2=I. I.
| title=The Rotation of the Planet Mercury
| journal=SAO Special Report #188R
Line 560 ⟶ 550:
 
I juni 1962 blev sovjetiske videnskabsmænd ved instituttet for Elektronik og Radioingeniørkunst under det [[Sovjetiske Videnskabsakademi]] under ledelse af [[Vladimir Kotelnikov]] de første til at sende [[radar]]signaler til Merkur, hvilket startede radarobservationerne af planeten.<ref>{{cite journal
|first1= J. V. |last1=Evans | last2=Brockelman | first2=R. A. |last3=Henry |first3=J. C. |last4=Hyde |first4=G. M. |last5=Kraft |first5=L. G.|last6=Reid |first6=W. A. |last7=Smith |first7=W. W.
|first= J. V. |last=Evans
| coauthors=Brockelman, R. A.; Henry, J. C.; Hyde, G. M.; Kraft, L. G.; Reid, W. A.; Smith, W. W.
| title=Radio Echo Observations of Venus and Mercury at 23 cm Wavelength
| year=1965 | journal=Astronomical Journal | volume=70
Line 579 ⟶ 568:
| chapterurl=http://history.nasa.gov/SP-4218/ch5.htm }}</ref>
Tre år senere viste radarobservationer af amerikanerne [[Gordon Pettengill]] og R. Dyce, der brugte 300-meter radioteleskopet ved [[Arecibo Observatoriet]] i [[Puerto Rico]] endeligt at planetens rotationsperiode var omkring 59 dage.<ref>{{cite journal
| lastlast1=Pettengill | firstfirst1=G. H. |coauthorslast2=Dyce, |first2=R. B.
| title=A Radar Determination of the Rotation of the Planet Mercury
| journal=[[Nature (journal)|Nature]] | volume=206
Line 588 ⟶ 577:
Hvis Merkurs rotation var blevet låst af tidevandskræfter, ville den mørke side være ekstremt kold, men målinger af denne sides temperatur viste at den var meget varmere end forventet.
Astronomerne var modvillige til at opgive teorien om bunden rotation og foreslog alternative mekanismer, såsom kraftige vinde der kunne fordele varmeenergien, til at forklare observationerne.<ref>{{cite book
| firstfirst1=Bruce C. | lastlast1=Murray |last2=Burgess |first2=Eric | year=1977
| coauthors=Burgess, Eric | year=1977
| title=Flight to Mercury
| publisher=Columbia University Press
Line 598 ⟶ 586:
| journal=Nature | volume=208 | pages=575 | year=1965
| doi = 10.1038/208575a0 | accessdate=2009-05-30 | url=http://adsabs.harvard.edu/abs/1965Natur.208..575C }}</ref> Data fra Mariner &nbsp;10 bekræftede efterfølgende disse observationer.<ref>{{cite web
| monthdate=Octoberoktober | year=1976 | author=Davies, Merton E. et al.
| url=http://history.nasa.gov/SP-423/mariner.htm
| title=Mariner&nbsp;10 Mission and Spacecraft
Line 611 ⟶ 599:
Imidlertid har nylige tekniske fremskridt ført til forbedringer i jordbaserede observationer. I 2000 blev højopløsningsobservationer gennemført af [[Mount Wilson Observatoriet]]s 1,5 meter Hale-teleskop.
De gav de første billeder hvor man kunne skelne overfladetræk på de dele af Merkur, som ikke blev fotograferet af Mariner 10-missionen.<ref>{{cite journal
| lastlast1=Dantowitz | firstfirst1=R. F. | coauthorslast2=Teare, | first2=S. W.; | last3=Kozubal, | first3=M. J.
| title=Ground-based High-Resolution Imaging of Mercury
| journal=Astronomical Journal | volume=119 | pages=2455–2457 | year= 2000
Line 623 ⟶ 611:
At komme til Merkur fra Jorden indebærer store tekniske udfordringer, da planeten kredser så meget tættere på Solen end Jorden. Et rumfartøj med kurs mod Merkur, der letter fra Jorden, skal rejse over 91 millioner km. ind i Solens potentialbrønd. Merkur har en [[banehastighed]] på 48&nbsp;km/s, mens Jordens banehastighed er 30&nbsp;km/s. Derfor skal rumfartøjet lave en stor hastighedsændring for at indtræde i en [[Hohmann transfer bane]] der passerer nær Merkur, sammenlignet med de hastighedsændringer der skal til for andre planetmissioner.<ref name="DunneCh4">{{cite book|title=The Voyage of Mariner&nbsp;10 — Mission to Venus and Mercury|author=Dunne, J. A. and Burgess, E.|chapterurl=http://history.nasa.gov/SP-424/ch4.htm|publisher=NASA History Office|year=1978|chapter=Chapter Four|url=http://history.nasa.gov/SP-424/|accessdate=2008-05-28}}</ref>
 
Den [[potentiel energi|potentielle energi]] der frigøres, omsættes til kinetisk energi og dermed en højere hastighed, der så skal nedbremses igen. For at lande sikkert eller indtræde i et stabilt kredsløb er rumfartøjet helt afhængigt af raketmotorer. Luftbremsning er udelukket pga. mangel på atmosfære. En rejse til Merkur kræver faktisk mere raketbrændstof end der kræves til at undslippe solsystemet helt. Som et resultat af dette har kun to rumfartøjer besøgt planeten hidtil.<ref name="JPLprofile1">{{cite web|url=http://solarsystem.jpl.nasa.gov/planets/profile.cfm?Object=Mercury&Display=OverviewLong|title=Mercury|publisher=[[NASA]] Jet Propulsion Laboratory|date=[[May 5]],. maj [[2008]] |accessdate=2008-05-29}}</ref> Et foreslået alternativ er at bruge et solsejl til at opnå en Merkur-synkron bane omkring Solen.<ref>{{cite journal
| last1=Leipold | first1=M. | last2=Seboldt |first2=W. |last3=Lingner |first3=S. |last4=Borg |first4=E. |last5=Herrmann |first5=A. |last6=Pabsch |first6=A. |last7=Wagner |first7=O. |last8=Bruckner |first8=J.
| last=Leipold | first=M.
| coauthors=Seboldt, W.; Lingner, S.; Borg, E.; Herrmann, A.; Pabsch, A.; Wagner, O.; Bruckner, J.
| title=Mercury sun-synchronous polar orbiter with a solar sail
| yeardate=juli 1996 | month=July | journal=Acta Astronautica
| volume=39 |issue=1 | pages = 143–151 | doi=10.1016/S0094-5765(96)00131-2 }}</ref>
 
Line 636 ⟶ 623:
 
Det første rumfartøj der besøgte Merkur var [[NASA]]’s [[Mariner 10|Mariner&nbsp;10]] (1974–75).<ref name="Dunne" /> Rumfartøjet brugte gravitationen fra [[Venus (planet)|Venus]] til at justere sin banehastighed så den kunne nærme sig Merkur, hvilket gjorde den til det andet rumfartøj der anvendte ''[[Gravity assist]]'' og den første NASA-sonde der besøgte flere planeter.<ref name="DunneCh4" /> Mariner&nbsp;10 gav de første nærbilleder af Merkurs overflade, der viste den meget kraterfyldte overflade og de mange højderygge, som senere blev tilskrevet at planeten skrumpede lidt da dens jernkerne blev afkølet.<ref>{{cite web
| monthdate=Octoberoktober | year=1976 | first=Tony | last=Phillips
| url=http://www.nasa.gov/vision/universe/solarsystem/20oct_transitofmercury.html
| title=NASA 2006 Transit of Mercury | work=SP-423 Atlas of Mercury
Line 644 ⟶ 631:
Kort derefter identificeredes kilden til at være stjernen [[31 Crateris]], og månehypotesen kunne forkastes.
 
Rumfartøjet lavede tre tætte anflyvninger af Merkur, den tætteste var på 327&nbsp;km fra overfladen.<ref name="AtlasM10">{{cite book|url=http://history.nasa.gov/SP-423/sp423.htm|title=Atlas of Mercury|publisher=[[NASA]] Office of Space Sciences|author=Merton E. Davies, et al.|year=1978|chapter=Mariner&nbsp;10 Mission and Spacecraft|chapterurl=http://history.nasa.gov/SP-423/mariner.htm|accessdate=2008-05-30}}</ref> Ved den første anflyvning registrerede instrumenterne et magnetfelt, til stor overraskelse for planetgeologer — Merkurs rotation blev anset for at være for langsom til at kunne generere en dynamoeffekt af betydning. Den anden anflyvning blev primært brugt til fotografering, men ved den tredje anflyvning blev der opsamlet omfattende data om magnetfeltet. Data viste at planetens magnetfelt ligner Jordens meget, idet det afbøjer solvinden rundt om planeten. Oprindelsen af magnetfeltet er stadigt omdiskuteret.<ref name="Ness1">{{cite journal | last = Ness| first = Norman F. | yeardate = marts 1978| month = March|title=Mercury - Magnetic field and interior| journal = Space Science Reviews | volume = 21| pages = 527–553| bibcode = 1978SSRv...21..527N | url = http://adsabs.harvard.edu/full/1978SSRv...21..527N| accessdate = 2008-05-23|doi=10.1007/BF00240907}}</ref>
 
Kun nogle få dage efter dens endelige tætte anflyvning løb Mariner&nbsp;10 tør for brændstof. Da dens kredsløb ikke længere kunne kontrolleres præcist, blev sonden instrueret til at lukke sig selv ned 24 marts 1975.<ref name="DunneCh8">{{cite book|title=The Voyage of Mariner&nbsp;10 — Mission to Venus and Mercury|author=Dunne, J. A. and Burgess, E.|chapterurl=http://history.nasa.gov/SP-424/ch8.htm|publisher=NASA History Office|year=1978|chapter=Chapter Eight|url=http://history.nasa.gov/SP-424/}}</ref> Mariner&nbsp;10 antages stadigt at kredse om Solen, idet den passerer Merkur hver anden merkurdag <ref>{{cite web
| date=[[April 2]],. april [[2008]] | first=Ed | last=Grayzeck
| url=http://nssdc.gsfc.nasa.gov/nmc/spacecraftDisplay.do?id=1973-085A
| title=Mariner&nbsp;10 | work=NSSDC Master Catalog
Line 658 ⟶ 645:
 
En anden NASA mission til Merkur, kaldet MESSENGER (MErcury Surface, Space ENvironment, GEochemistry, and Ranging), blev opsendt den 3. august 2004, fra [[Cape Canaveral]] om bord på en [[Boeing Delta 2]] raket. Den lavede en forbiflyvning af Jorden i august 2005 og af Venus i oktober 2006 og juni 2007 for at placere dens bane korrekt i forhold til at gå i kredsløb om Merkur.<ref>{{cite web|year=2005|url = http://www.spaceref.com/news/viewsr.html?pid=18956| title = MESSENGER Engine Burn Puts Spacecraft on Track for Venus|publisher = SpaceRef.com | accessdate = 2006-03-02}}</ref>
Den første forbiflyvning af Merkur var 14. januar 2008 og en anden den 6. oktober 2008.<ref name="MessCountdown">{{cite web|url= http://messenger.jhuapl.edu/gallery/sciencePhotos/image.php?gallery_id=2&image_id=115|title= Countdown to MESSENGER's Closest Approach with Mercury|date= [[January 14]],. januar [[2008]] | publisher= Johns Hopkins University Applied Physics Laboratory |accessdate= 2008-05-30}}</ref>
 
Den tredje forbiflyvning er sket d. 29. september 2009. Det meste af den halvdel, der ikke blev kortlagt af Mariner&nbsp;10 er blevet eller vil blive kortlagt under disse forbiflyvninger. Sonden gik i en elliptisk bane rundt om planeten d. [[18. marts]] [[2011]].
Line 671 ⟶ 658:
{{Hovedartikel|BepiColombo}}
 
Det europæiske rumfartsagentur [[ESA]] har en fælles mission med [[JAXA]] kaldet [[BepiColombo]], der skal kredse om Merkur med to sonder. En til at kortlægge planeten og en til at studere dens [[magnetosfære]]<ref name="ESAColumboGoAhead">{{cite web|url=http://www.esa.int/esaSC/SEMC8XBE8YE_index_0.html|title=ESA gives go-ahead to build BepiColombo|date=[[February 26]],. februar [[2007]]|publisher=[[European Space Agency]]|accessdate=2008-05-29}}</ref>. En [[R-7 Semjorka|Sojuz-Fregat]]-raket skal opsende bussen der bærer de to sonder i oktober 2018 fra ESA's rumhavn [[Kourou]] for at udnytte den ækvatoriale placering.<ref name="ESAColumboGoAhead" /> Som med MESSENGER, skal BepiColombo-bussen lave tætte passager af andre himmellegemer undervejs til Merkur for at opnå tyngdeassisterede baneændringer, idet den passerer Månen og Venus og laver adskillige passager af Merkur inden den går i kredsløb.<ref name="ESAColumboGoAhead" /> Der skal bruges en kombination af kemiske og [[ionmotor]]er, de sidstnævnte skal arbejde kontinuerligt i lange perioder.<ref name="ESAColumboGoAhead" /><ref name="Bepitelegraph1">{{cite news|url=http://www.telegraph.co.uk/earth/main.jhtml?view=DETAILS&grid=&xml=/earth/2008/01/18/scimerc118.xml|title=Star Trek-style ion engine to fuel Mercury craft|author=Nic Fleming|publisher=The Telegraph|date=[[January 18]],. januar [[2008]]|accessdate=2008-05-23}}</ref> Bussen vil nå Merkur i 2019.<ref name="Bepitelegraph1" /> Bussen vil frigøre magnetometersonden i en elliptisk bane, de kemiske raketter bliver så affyret for at sende kortlægningssonden i en cirkulær bane. Begge sonder skal operere i et jordår.<ref name="ESAColumboGoAhead" />
Kortlægningssonden skal medføre en samling af spektrometre magen til dem på MESSENGER og skal studere planeten ved mange forskellige bølgelængder, herunder [[Infrarød stråling|infrarød]], [[Ultraviolet lys|ultraviolet]], [[Røntgenstråling|røntgen-]] og [[gammastråling]]. Bortset fra at undersøge planeten intenst, håber forskerne at bruge sondens nærhed til Solen til at teste forudsigelserne af den [[Almen relativitetsteori|Generelle Relativitetsteori]] med forbedret nøjagtighed.<ref>{{cite web|url=http://sci.esa.int/science-e/www/object/index.cfm?fobjectid=31350|title=Objectives|publisher=[[European Space Agency]]|date=[[February 21]],. februar [[2006]]|accessdate=2008-05-29}}</ref>
 
Missionen er opkaldt efter [[Giuseppe Colombo|Giuseppe (Bepi) Colombo]], videnskabsmanden der først bestemte arten af Merkurs spin-bane resonans og som var involveret i planlægningen af Mariner&nbsp;10’s [[gravity assist]]-bane til planeten i 1974.<ref name="ESA pages" />
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Merkur_(planet)"