Usbekistan: Forskelle mellem versioner

'''Usbekistan''' (officielt: ''Republikken Usbekistan'', {{lang-uz|Ўзбекистон Республикаси/ئوزبېكىستان رېسپۇبلىكەسى}}, {{lit|Oʻzbekiston Respublikasi}}) er et [[Verdens lande|land]] i [[Centralasien]]. Usbekistan grænser op til [[Kasakhstan]] i [[nord]], [[Turkmenistan]] og [[Afghanistan]] i [[syd]] samt [[Tadsjikistan]] og [[Kirgisistan]] i [[øst]]. Usbekistan har tidligere været en del af [[Sovjetunionen]], og erklærede sin uafhængighed [[1. september]] [[1991]].

Den første befolkning i det område, der udgør nutidens Usbekistan, var sogdiere, et [[indoeuropæisk]] folkeslag, som ofte knyttes til [[skyterne]]. Tyrkiske folkegrupper ankomkom til området ca. 200 e.Kr. fra [[Altaj (bjergkæde)|Altaj]], en bjergkæde mod nordøst. Traditionelt har det været et skel mellem de fastboende og de [[Nomader|nomadiske folk]] i området, hvor en overvægt af bybefolkningen var [[persisk sprog|persisktalende]], mens de nomadiske grupper talte et [[tyrko-tatarisk]] sprog. [[Araberne]] invaderede landet i 700- og 800-tallet og indførte [[Islam]]. [[Djengis Khan]] erobrede området i 1200-tallet, og hans efterkommere skulle siddesad på magten helt frem til 1350-erne.

Amir Timur (ofte bedre kendt som [[Timur Lenk]]) skulle da ved at hævde slægtskab med Djengis Khan erobre et enormt område fra sit hovedsæde i [[Samarkand]]. Men efter hans død i 1405 formåede det timuridske dynasti ikke længere at forsvare riget, og endte med atder bliveblev opløst. Tiden under og efter Amir Timur var en blomstringstid for området, som udgør nutidens Usbekistan, med en række videnskabsmænd, kendte poeterdigtere og prinserfyrster. Amir Timurs rige strakte sig op til [[Rusland]]s grænser, ned til [[Indien]], gennem [[Persien]] og til [[Syrien]]. I vesten har Timur ofte været synonymt med orientalsk brutalitet, og han har været specielt kendt for sin totale udslettelse af hele byer og store massakrer. I en række byer lod Timur bygge store monumenter, der vidnede om hans regering, særligt i Samarkand (Registan-komplekset) og [[Shakrisabz]] ved syd-grænsen af Usbekistan.

Da [[zar]]ens tropper ankom i 1860-erne, var området delt indemiratet i[[Bukhara-Emiratet|Bukhara]] og to [[khanat]]er, [[Kokand-khanatet|Kokand]] og [[Khiva-khanatet|Khiva]], og emiratet [[Bukhara-Emiratet|Bukhara]]. Da [[silkevejen]] mistede sin vigtige stilling efter søvejen til Asien var blevet opdaget, blev Centralasien en bagvej, lidet eksponeret for verden udenfor. En følge heraf var, at områdets forskellige lande udviklede sig langsomt. Den øverste leder var emiren eller khanen med nærmest ubegrænset magt. Han var igen nært allieret med [[mullah]]erne som, specielt i Khiva og Bukhara, overvågede et strengt religiøst samfund baseret på en [[feudalisme|feudal]] samfundsstruktur med livegne og vasaller under emiren/khanen. Kulturelt har området været et skæringspunkt mellem den tyrkiske og den persiske verden. Over tidEfterhånden kom de tyrkiske grupper i flertal, mens persisk forblev hof- og administrationssprog. Fra tiden omkring Amir Timur blev det tyrkiske skriftsprog [[Tsjagatai]] skabt og fungerede som litteratursprog helt frem til 1920.

Ved russernes erobring bestod befolkningen i dagens Usbekistan hovedsagelig af tre hovedgrupper: den persisk-talende befolkning, efterkommerne fra Shaybanis invasion og den oprindelige tyrko-tatarisk-talende befolkning (altså før Shaybanis invasion). Både blandtBlandt den fastboende og den nomadiske befolkning eksisterede persisk- og tyrko-tatarisk-talende blandt hinanden, og sprog fungerede i ringe udstrækning som identitetsmarkør: Flersprogethed var snarere normen end undtagelsen.

Fra kerneområdet i det centrale Rusland var det det russiske imperium fra middelalderen og frem til [[1. verdenskrig]] i kontinuerlig vækst. I det 16. og 17. århundrede blev området øst for [[Ural]] og helt til [[Stillehavet]] underlagt fyrsten i [[Moskva]],; området som oftest er kendt som [[Sibirien]]. I 1700-tallet blev store dele af nutidens [[Kasakhstan]] erobret. Men det var først i 1850'erne, at Rusland så interesse i kontrol over det, som i dag er Usbekistan. Bukhara og Khiva var et stort marked for russiske [[slave]]r, der var tilfangetaget i området omkring [[Det kaspiske Hav]]. Rusland ønskede at befri dissedem samtog standse videre slavebinding af russere. Russerne så også med interesse på kontrol med handelsmuligheder i byerne i Bukhara og omegn og specielt som mulige områder for [[bomuld]]sproduktion. Til sidst kom den spændte situation mellem England og Rusland, blandt andet materialiseret gennem [[Krimkrigen]]. Rusland ville derfor underlægge sig Centralasien både for at have muligheden til at falde England i ryggen over [[Britisk Indien]] samt hindre engelsk kolonisering af området. Den britisk-russiske kamp om kontrol over Centralasien er i engelsk litteratur kendt som ”[[The Great Game]]”. Wakhan-korridoren, som med få kilometer skilte britisk Indien (nu [[Pakistan]]) og russisk Centralasien (i dag [[Tadsjikistan]]), er et resultat af denne konflikt, hvor korridoren hindrede en fælles grænse mellem det russiske og det engelske imperium over det neutrale [[Afghanistan]].

I 1924 blev Centralasien delt op i først to sovjetrepublikker, den turkmenske og den usbekiske (som frem til 1929 inkluderede det senere [[Tadsjikistan]]), senere til fem (den Kirgisiske republik og Kasakhstan var først en enhed under RSFSR). Grænsedragningen tog ingen hensyn til tidligere politiske grænser men baserede sig på kulturelle og specielt lingvistiske kriterier. Tidligere har vestlige forskere kritiseret [[bolsjevik]]erne for med brug af klassisk [[Del og hersk-metoden|del-og-hersk-metode]], at trække kunstige grænser efter eget forgodtbefindende. Senere års forskning har vist, at centralasiatiske eliter til dels var medvirkende i denne proces. Der er dog ingen tvivl om, at grænsedragningen foregik efter bolsjevikkernes ønsker, og at både [[realpolitik|realpolitiske]] og ideologiske årsager lå til grund.

Bolsjevikstyret førte til et enormt brud med det gamle samfund. Frem til 1938 var den tidligere jadidist [[Faizulla Khodjajev]] førstesekretær i [[Usbekistans kommunistparti]] (UzKP), men han blev skudt under terroren, anklaget for at være "[[trotskisme|trotskist]]" og "højredrejet". I periodenFra 1959 til 1983 var [[Sjarof Rasjidov]] UzKPs førstesekretær og hans lange regeringstid prægede republikken på en række felter.: Selv om en del af politikken blev styret lokalt, var det i realiteten kadrer sendt fra [[Moskva]] (slavere), som regerede. Andensekretærer i parti og styre var som regel europæere, og de tilså, at politikken var i tråd med Moskvas mål. Økonomisk afspejlede udviklingen i [[den usbekiske socialistiske sovjetrepublik]] (Usbekiske SSR) den i [[Sovjetunionen]]. Jordbrugskollektiver ([[Kolkos]]er) blev oprettet og specielt blev bomuldsproduktion prioriteret som igen blev en enorm industri på bekostning af almindeligt jordbrug. Til trods for de negative sider ved det sovjetiske styre medførte bolsjevikisk politik en stærk modernisering af samfundet. Den gennemsnitlige levestandard steg betragteligt. Det samme gjorde læse- og skrivekundskaberne. Et udbredt kulturelt tilbud som tidsskrifter, teater, musik etc. for hele befolkningen, som kendetegnede Sovjetunionen, gjorde sig også gældende i Usbekiske SSR. Sovjetunionen lagde også stærk vægt på velfærdstilbud således, at området havde et udbredt sundhedsvæsen, hvilket førte til en stærk befolkningsvækst.

Usbekistan er beliggende i det område, somafgrænses omtrent afgrænses af floderne [[Syr-Darja]] og [[Amu-Darja]], det vil sige geografisk omtrent modsvarende det antikke område [[Transoxanien]]. I øst ligger den frugtbare og tætbefolkede [[Ferganadalen]]. I nordvestlige Usbekistan ligger [[Aralsøen]].

Store dele af det centrale Usbekistan dækkes af [[ørken]] [[Kyzyl Kum]]. Omkring 10 % af arealet består afer tæt kultiverede, irrigerede floddale. Usbekistan er rigt på mineraler og rummer blandt andet verdens største guldmine.

Landet har et tempereret, tørt [[fastlandsklima]]. Et af de alvorligste miljøproblemer er de støvskyer, som opstår i ørkenen [[Kara Kum]] i syd, ofte i forbindelse med tørke som giver liden eller ingen nedbør. Området omkring de nordøstlige bjergkæder, såsomsom i [[Tasjkent]], har størst chance for at få nedbør i form af sne eller regn. Dette område har derimod episoder med, at [[fønvind]]e giver nogle varmere dage og et ophold fra kulden, som tager sig sydover fra [[Sibirien]]. Endog de centrale ørkenområder får nogle dage med let snefald. Under sommeren er luften fugtig, men så godt som uden nedbør. Den relative fugtighed er lav eftersom temperaturen er høj; visse dage kan det blive op til 45°C. Efteråret kommer brat og medfører en blanding af lavere temperaturer og ringere nedbør.

Usbekistan har Centralasiens største befolkning med 25 millioner mennesker koncentreret i syd og øst i landet. DetteDet er næsten halvdelen af regionens befolkning. Usbekistan var en af de fattigste republikker i Sovjetunionen,: storeStore dele af befolkningen var sysselsat med at dyrke bomuld i små bondesamfund. Befolkningen fortsætter at være hovedsagelig bondesamfund og afhængig af landbrug for sit levebrød.

[[Usbekisk]] er det officielle sprog, men russisk er et uofficielt sprog for kommunikation på tværs af de etniske grupper, dette inkluderer detfor daglige styre af landet og i forretningsbrug.

Nationen består af 88 % [[Sunnisme|sunnimuslimer]] og 9 % [[østlige ortodokse]].

Forfatningsmæssigt står regeringen i Usbekistan for princippet om magtens tredeling, ytringsfrihed og repræsentativt styre. I realiteten holderhar den udøvende magt dog næsten al magt. Den dømmende magt mangler uafhængighed og den lovgivende, som bare mødes nogle dage hvert år, har liden magt til at påvirke lovene.

Folkeafstemningen i 2002 indeholdt også en plan for at etablere et tokammerparlament. Bygningen, som skal huse det nye parlament, er for tiden under opførelse. Valget til det nye tokammerparlament[[tokammersystem]] blev holdt [[26. december]] 2002, men ingen reelle, uafhængige oppositionskandidater eller partier fik mulighed for at deltage. [[OSCE]]'s begrænsede observationsrepræsentanter konkluderede, at valgene lå betydeligt under OSCE's og andre internationale standarder for demokratiske valg og ikke indfriede landets forpligtelser over for OSCE's grundlag.

Flere politiske partier er blevet grundlagt med regeringens godkendelse, men har fremdeles ikke vist interesse for at stå for alternativer til regeringens politik. Ligeledes er flere medier (radio, TV, aviser) blevet oprettet på lignende vis, men disse forbliver enten under regeringens kontrol eller behandler bare sjældent politiske temaer. Uafhængige politiske partier har fået lov til at organisere sig, rekruttere medlemmer og holde konventer og pressekonferencer, men er blevet nægtet at registrere sig under restriktive registrerings-procedurer. Et bombeangreb den [[28. marts]]-[[1. april]] [[2004]] i [[Tasjkent]] og [[Bukhara]] blev udført af terrorister. Det er ikke klart hvem, som udførte angrebeneukendte. Regeringens reaktion på angrebene har ind til videre været begrænsede.

Usbekistan er nominelt et demokrati, men er blevet beskrevet som en politistat. Flere prominente opponenter til regeringen er flygtedeflygtet, og andre er blevet arresteredearresteret. Regeringen slår alvorligthårdt ned på alle, som den mistænker for [[islam]]sk ekstremisme, især dem som mistænkes for at være medlem af det forbudte islamiske [[Hizb ut-Tahrir]]. Mellem 5.300 og 5.800 mistænkte ekstremister sidder i fængsel.

[[Storbritannien]]s ambassadør i Usbekistan, [[Craig Murray]], fremsatte i 2003 påstande om, at informationoplysninger blev fremskaffet fra arresterede under ekstrem tortur, og at informationen med ujævne mellemrumde blev brugt af Storbritannien og andre vestlige demokratiske lande, som var mod brug af tortur.

Anklagerne førte ikke til, at hans arbejdsgiver, Udenrigs- og Commonwealth-departementet, igangsatte efterforskning, og Murray sagde op, efter, at disciplinære tiltag blev iværksat mod ham i 2004. Det blev ikke påvist, at han havde misbrugt sin stilling. Departementet bliver selv efterforsket af det nationale efterforskningskontor pga. anklager om trusler, mobning og ofring af eget personale, som det blev rapporteret af [[Sunday Times]] (London) den 20. marts 2005.

Fængselsforholdene forbliverer dårlige, særligsærligt for dem, som er dømt for ekstremistisk aktivitet, og det antages, at et antal sådanne fanger har mistet livet i løbet af de sidste år på grund af sygdomme tildragetpådraget i fængslerne og af misbrug. Politistyrken og efterretningstjenesten bruger rutinemæssig tortur som efterforskningsteknik. Ingen uafhængige politiske partier er blevet registreret, selv om de for første gang kunne foretage græsrodsaktiviteter og organisere kongresser. Efter besøg af [[FN]]'s specialrapportør i tortur lavede Usbekistans regering et forslag til en handlingsplan for at gennemføre specialrapportørens anbefalinger.

I en rapport dateret [[21. marts]] [[2005]] sagde [[Amnesty International]] at:

''Tusindvis af mennesker er blevet tilbageholdtetilbageholdt og fængsledefængslet i Usbekistan på påstande om "religiøs ekstremisme". Blandt dissedem er medlemmer og formodede medlemmer af uafhængige islamiske retninger, medlemmer af forbudte islamistiske og sekulære oppositionspartier og bevægelser, samt deres slægtninge. Amnesty International har modtaget gentagne påstandeanklager om, at politiet har torturerettorteret mange af de arresterede for at skaffe sig "tilståelser". Strenge straffe, inkluderetsom dødsstraffe,dødsstraf er blevet gennemførtidømt efter retssager, som lader til at have været meget uretfærdige.''