|
Efter romersk overlevering forelå [[de tolv tavlers lov]] i [[451 f.Kr.]], efter at en [[kommission]] havde studeret [[Solon]]s love i [[Athen]]. Der findes i dag ingen overleveret fremstilling af loven, som derfor kun kendes i brudstykker fra senere, primært klassiske, forfattere. Man kan dog sige så meget, at loven indeholdt regler om proces, civilret og strafferet.
I løbet[[den afromerske den [[republik]]anske tidblev udvikledesromerretten udvikledet og kodificeredes romerrettenkodificeredet, således at sædvanen efterhånden kom til at spille en mindre rolle i forhold til de egentlige lovtekster. I denne periode fremkommer også de første [[jurist]]er, faguddannede personer, der beskæftigede sig med fortolkning af retten og førte retssager.
De tolv tavlers lov blev efterhånden suppleret af andre love, og dertil kom [[Romerske senat|senatets]] beslutninger (S.C. = ''senatus consultum'') som retskilder.<ref>https://oxfordre.com/classics/view/10.1093/acrefore/9780199381135.001.0001/acrefore-9780199381135-e-5820</ref> Den ældste romerret var stærkt formbundet med karakter af en sakralret., Kendskabetda til romerret varden i det ældste Rom var knyttet til [[præsteskab]]et,. men retten blevMen omkring 300 f.Kr. blev retten offentliggjort, af ædilen<ref>https://www.livius.org/articles/concept/aedile/?</ref>[[ædil]]en Gnaeus Flavius.<ref>Ditlev Tamm: romerret i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?</ref>
I 2. og 3. årh. f.v.t. havde Rom gennem især erobringer forøget sit [[territorium]] enormt, og ifølge den romerske lov tilfaldt den erobrede jord staten, men skulle fordeles til de romerske borgere mod en afgift. Ifølge vore kilder ([[Appian]] og [[Plutarch]]) var det oprindeligt formuleret i loven:, Atat man ikke måmåtte overtage mere jord, end man selv kankunne dyrke. Men efterhånden ændredefik denfolk sig,lov såtil man kunneat overtage den jord, mande regnede med at kunne opdyrke. Resultatet i [[Italien]] i 2. årh. f.v.t. var, at de rige i [[Italien]] langsomt pressede de fattige ud af landbruget, og i stedet for de traditionelle familiebrug opstod der store, [[Slaveri|slavedrevne]] godser. Denne udvikling bekræftes af [[arkæologi]]ske udgravninger i [[Latium]]. De mange krige betød også en udstrakt rekruttering af [[soldat]]er, som i mangel af andre muligheder efter endtafsluttet militærtjeneste ofte endte op blandt [[Rom]]s mange arbejdsløse - deriblandt de, som var drevet fra gård og grund af rige [[plantage]]ejere. I de omkring 100 år mellem [[Graccherne]] og kejser [[Augustus]] oplevede Rom ikke mindre end 15 blodige opstande<ref>[[Hartvig Frisch]]: ''Europas kulturhistorie'' II (s. 37), Gyldendal, 1963</ref> med forbigående lovløshed.
== Kejserdømmet ==
|
