Lov (jura): Forskelle mellem versioner

145 bytes fjernet ,  for 3 år siden
småret og sletter bedaget oplysning om at Karnov trykker love og udgiver disse en gang om året. Det der internet har også haft en vis betydning for den forretningsmodel. Og så er det i øvrigt Retsinformation, der er primærkilden; en privat udbyders kommentering er i den sammenhæng mindre relevant
(→‎Love og moral: tilføjer til en uklar definition og fremhæver, at man næppe i dag "groft sagt" kan sige det samme som man sagde i den tidlige middelalder)
(småret og sletter bedaget oplysning om at Karnov trykker love og udgiver disse en gang om året. Det der internet har også haft en vis betydning for den forretningsmodel. Og så er det i øvrigt Retsinformation, der er primærkilden; en privat udbyders kommentering er i den sammenhæng mindre relevant)
Lovregler står i modsætning til moralske regler derved, at man ''bør'' følge moralske regler, mens lovregler er udformet som nøjagtigt beskreve forpligtelser, der paragraf for paragraf eliminerer al tænkelig tvivl, og herunder indeholder sanktionsbestemmelser, for det tilfælde, at de, der er underlagt loven, ikke respekterer den i handling. Lovgivning handler med andre ord om, hvad man ''skal'' og, hvad man ''ikke må'', mens moral og etik handler om, hvad man ''bør'' og ikke ''bør''.{{kilde mangler|dato=maj 2017}}
 
Lovgivning er i forhold til moral karakteriseret ved, at staten gennemtvinger lovgivningen og har indrettet et sanktionssystem ved manglende overholdelse af lovgivningen, hvorimod brud på moralen ikke sanktioneres af staten, med mindre moralen er skrevet ind i lovgivningen.
 
I fortalen til [[Jyske Lov]] fra 1241 er angivet, at hvis alle opførte sig moralsk over for hinanden, så behøvede man ingen love og heller ikke noget retsvæsen til sikring af lovenes overholdelse. Denne knap 800 år gamle forestilling forudsætter dog, at der i samfundet er [[konsensus]] om, hvad der er moralsk rigtigt og forkert.
I de fleste demokratiske lande bliver lovene givet af en folkevalgt forsamling (parlament), eventuelt i forening med en regent (præsident/konge e.l.).
 
Historisk set har love imidlertid været givet på mange forskellige måder. F.eks. har visse religiøse grupper anset deres gud som den første og største lovgiver. Både det gamle testamente og koranen indeholder således tydelige eksempler på tidlig lovgivning. I andre historiske perioder anså man love for at være lærde mænds kodificering af allerede bestående [[sædvaneret|retssædvaner]]. Den klart mest anvendte lovgivningsmetode i den vestlige verden har dog været, at love blev givet af en bestemt forsamling (enten adeligt privilegeret eller demokratisk i vekslende grader) eller af en [[fyrste]] eller suveræn, som man f.eks. ser det i de [[enevælde|enevældige systemer]].
 
== Dansk lovgivning ==
I Danmark har [[Folketinget]] og den regerende monark i forening den lovgivende magt, jævnfør [[Grundloven]]s § 3. I praksis (som nærmere reguleret i [[sædvaneret|retssædvane]] og i Grundlovens øvrige bestemmelser) foregår et givet lovforslags ophøjelse til lov, ved at monarken (for tiden dronningen) efter indstilling fra den relevante minister stadfæster lovforslaget ved sin kongelige underskrift, efter dette er blevet vedtaget af Folketinget ved tre særskilte behandlinger ([[Grundloven]]s § 41, stk. 2). Ved stadfæstelsen får loven lovskraft, så den har virkning indenfor den statslige forvaltning. Når den er kundgjort, får loven retsvirkning overfor borgerne.
 
Omend ministrene formelt set er en del af den udøvende magt og ikke af den lovgivende magt, er det i Danmark normalt i ministerierne, at lovgivningen bliver til på initiativ af den poltiske konstellation, der har regeringsmagten. Dette er i fuld overensstemmelse med grundlovens § 21, der giver Kongen (regeringen) adgang til fremsættelse af lovforslag. Og det er resortministeren, der står som den officielle forslagsstiller. Som eksempel kan nævnes, at ud af 67 fremsatte eller betænkningsafgivne lovforslag i folketingssamlingen 2009-10, var kun ét<ref>Forslag nr. L 53: Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget. (Ændring af reglerne om boliger til folketingsmedlemmer m.v.)</ref> fremsat af en gruppe folketingsmedlemmer uden om regeringen. Dog kan det være nødvendigt med forhandlinger og påfølgende justeringer, for at man kan sikre sig, at de forskellige lovinitiativer ikke bliver nedstemt i folketingssalen<ref>Dette gælder i særdeleshed, hvis regeringspartierne ikke udgør et absolut flertal i folketinget</ref>. Eventuelt kan en regering true med at gøre et lovgivningsspørgsmål til et [[kabinetsspørgsmål]], således at falder lovgivningen, så udløses der nyvalg. Det gælder som en grundregel, at ingen regering kan blive siddende, hvis den har et folketingsflertal imod sig. Dette princip kaldes også [[parlamentarisme]].
 
[[Grundloven]] er lovgivningens øverste lov, og alle andre love skal underordne sig denne. Grundloven, som er en formulering af de regler, der overordnet gælder for det danske folkestyre, kan heller ikke blot ændres via ovenstående procedurer af folketing og monark, men kan kun ske i form af en længere procedure, der er næmerenærmere beskrevet i Grundlovens § 88.
 
Alle gældende danske love kan desuden læses på den offentlige lovdatabase [https://www.retsinformation.dk/ Retsinformation].
De gældende og retligt relevante danske love udgives hvert år i Karnovs lovsamling, som i dag udsendes fra det amerikanske forlag Thomson. Lovene er forsynet med et stort juridisk noteapparat, der beskriver lovens anvendelsesområde og henviser til bl.a. retspraksis.
 
Alle gældende danske love kan desuden læses på den offentlige lovdatabase [https://www.retsinformation.dk/ Retsinformation].
 
På [http://www.ft.dk folketingets hjemmeside] kan man læse nuværende og tidligere folketingssamlingers lovforslag. Desuden kan man på siden finde Folketingets forarbejder og bemærkninger, som også er vigtige at iagtage, når en lov skal fortolkes i forvaltningen eller i anden juridisk sammenhæng.
135.692

redigeringer