Forskel mellem versioner af "Lovgivende magt"

156 bytes tilføjet ,  for 8 måneder siden
m
Datomaerker kilde mangler-skabeloner
(sletter den værste urigtighed - artiklen tænger til en gennemskrivning, gerne med en oversættelse af den engelske eller tyske artikel)
m (Datomaerker kilde mangler-skabeloner)
Efter [[Charles-Louis de Secondat Montesquieu|Montesquieus]] [[Magtadskillelse|magtadskillelseslære]] som formuleret i værket ''[[De l'esprit des lois]]'' ('Lovenes ånd') opdeles magten i tre: Den lovgivende, den [[Udøvende magt]udøvende]] og den [[dømmende magt]]. Hver især er er knyttet sammen, således at ingen af de tre magter kan herske uindskrænket.
 
I [[Danmark]] er den lovgivende magt placeret hos [[Folketinget]].<ref>Formelt set er den lovgivende magt i Danmark placeret hos Folketinget og Kongen i forening, jf. [https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=45902 Grundlovens § 3]. Det viser sig ved, at Kongen (regenten) skal stadfæste (underskrive) de love som Folketinget har vedtaget, jf. Grundlovens § 22. I praksis udøver regenten sine beføjelser gennem regeringen, og afviser regeringen således en vedtaget lov, kan denne ikke gennemføres. Folketinget kan i så fald afsætte regeringen.</ref> I [[Storbritannien]] er den lovgivende magt hos [[Det britiske parlament|Parlamentet]]{{kmkilde mangler|dato=juni 2019}} og i [[USA]] [[Kongressen (USA)|Kongressen]]{{kmkilde mangler|dato=juni 2019}}. I parlamentariske systemer er den lovgivende magt overordnet den [[udøvende magt]],{{kmkilde mangler|dato=juni 2019}} idet den lovgivende magt har myndighed til at hhv. ind-og afsætte den udøvende magt.{{kmkilde mangler|dato=juni 2019}} I de fleste demokratiske forfatninger kan den udøvende magt imidlertid opløse parlamentet.<ref>Eksempelvis i Danmark (Grundlovens § 32, stk. 2), i Frankrig (den franske forfatnings artikel 12) og i Tyskland (forfatningens artikel 67 og 68)</ref>
 
I f.eks. præsidentialsystemer betragtes den lovgivende magt som sideordnet med og uafhængig af den udøvende magt og den dømmende magt.{{kmkilde mangler|dato=juni 2019}} Den lovgivende magt har som hovedregel eneret på at vedtage love, og har derudover typisk eneret på at vedtage nationale budgetter og skatter. Den lovgivende magt skal ofte godkende krigserklæringer og tilslutning til visse internationale aftaler (så som nye EU-traktater). De nærmere rammer for den lovgivende magts kompetencer fremgår af forfatningen. I Danmark kan man opfatte [[grundloven]] som en central del i forfatningen, og der er da også i denne lov beskrevet mange af Folketingets opgaver.
 
Den lovgivende magt kan bestå af et eller flere ''kamre'', ''huse'' eller ''ting'', som regel et eller to. I Danmark har man således haft en opdeling mellem [[Landstinget]] og [[Folketinget]] frem til [[1953]], og i [[Storbritannien]] har man fortsat en opdeling mellem [[Overhuset]] og [[Underhuset]].
 
I de fleste parlamentaristiske tokammer-systemer er Underhuset kendetegnet ved at have den bredeste valgret. I Storbritannien er Overhuset ikke demokratisk valgt, i Danmark var der både øgede økonomiske og aldersmæssige restriktioner på at stemme til Landstinget. Underhuset har også som hovedregel den største magt; Overhuset har typisk en rådgivningsfunktion og mulighed for at nedlægge veto mod Underhusets lovforslag. I præsidentialsystemer er de to kamre almindeligvis sideordnede.{{kmkilde mangler|dato=juni 2019}}
 
I Danmark er den lovgivende magt samlet i Folketinget og Kongen (Dronningen), mens den udøvende magt er hos Kongen, der formelt udpeger regeringen. Da Kongen i Danmark således også formelt set har en lovgivende rolle (idet Kongen stadfæster love vedtaget af Folketinget), følger Danmark således ikke fuldt ud ideen om [[Magtadskillelse|magtens tredeling]], som [[Charles-Louis de Secondat Montesquieu|Montesquieu]] fremførte den.
46.060

redigeringer