Alkymi: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Joseph Wright of Derby The Alchemist.jpg|thumb|''Alkymisten opdager fosfor'', maleri af [[Joseph Wright of Derby]] (1771)]]

Ordet ''alkymi'' har ens [[etymologi]], derer over [[latin]], [[arabisk (sprog)|arabisk]] og [[græsk (sprog)|oldgræsk]] er beslægtet med ordet kemi.

Den vestlige alkymi har et af sine væsentligste udspring i den såkaldte hermetiske tradition, der dateres til [[hellenisme|hellenistisk tid]], og særligt i den oprindeligt arabiske Tabula Smaragdina, ''Hermetikkens bibel'', som føres tilbage til den mytiske [[Hermes Trismegistos]], en [[synkretisme|synkretistisk]] græsk-egyptisk guddom og legendarisk alkymist. Det har medført, at begrebet alkymi ofte blandes sammen med [[magi]]ske forestillinger, ( de [[tre vise mænd]]) og jagten på ''[[de vises sten]]'', der skulle kunne bruges til at omdanne metaller – og en drøm om at lave guld.

Kong [[Frederik 3.]] var selv optaget af alkymi, og han greb til metallerne, som da Sølvgade fik sit navn. Han ejede [[Kongsberg]] sølvværk i [[Norge]], og satte sin lid til, at [[sølv]]et derfra ved alkymi kunne omdannes til guld.<ref name=dangang340>[http://www.dengang.dk/readarticle.php?article_id=340 Historier af Uwe Brodersen]</ref> Kongen havde en alkymist ved navn [[Giuseppe Francesco Borri]], der arbejdede i et laboratorium i Rigensgade. Derfor hed [[Garnisonshospitalet]] ''Guldslottet'', og [[soldat]]erne, der lå der som [[patient]]er, fik det omdøbt til ''[[Grød]]slottet''.<ref>Johansen, s. 154</ref>

Borri havde været under den abdicerede dronning [[Kristina af Sverige|Kristinas]] beskyttelse, da han var eftersøgt af [[inkvisitionen]]. I Rom skal han være dukket op i haven hos en anden alkymist, markienmarkis Massimiliano Palombara, for at samle urter. Han bad også om husly, og om at se markiens laboratorium. Borri bragte så urterne til at koge i en gryde, og lovede at fortælle markienmarkisen om udfaldet af eksperimentet næste dag. Men da var fuglen fløjet, og alt, der var at se, var en væltet gryde og en stribe purt guld. Man skal imidlertid også have fundet nogle efterladte papirer med tegn og symboler, gådefulde ord på [[latin]] og [[hebraisk]]. Dem lod Palombara skæreridse ind i væggene på sin villa og på ''Porta Ermetica'', den magiske port, der stadig kan ses på Piazza Vittorio i Rom.<ref>http://www.angolohermes.com/Luoghi/Lazio/Roma/Porta_Magica/Porta_Magica.jpg</ref>

Øverst på døren er der et [[emblem]] af to triangler, der danner en sekstakket stjerne. Den øverste står for ild, maskulinitet, guld og [[solen]], mens den nederste symboliserer vand, feminitet, sølv og [[måne]]n. [[Dante]], som også var alkymist, lod i sit værk ''Den guddommelige komedie'' døren til [[skærsilden]] åbnes af to [[nøgle]]r – en af guld og en af sølv. Den af guld er mest værdifuld, men den af sølv er den, der faktisk åbner porten.<ref>Eckhoff, s. 92-95</ref>

I en brochure fra [[1766]], sandsynligvis skrevet af prinsen selv, står at læse: "I kapellet kan man se to anatomiske maskiner, dvs. [[skelet]]ter, et mandligt og et kvindeligt, dannet ved indsprøjtninger". På samme måde som di Sangro rejste rundt i omegnen og købte drenge med god sangstemme for at lade dem kastrere til brug i kirkekoret, havde han behandlet to mennesker – kvinden var gravid – så deres blodårer og indvendige organer stadig er perfekt bevaret. Kvindens øjne er vidåbne og intakte. I 1950'erne fremgik det af analyser, at de døde var injiceret med flydende metal, et århundrede før injektionssprøjten blev opfundet.<ref>[http://www.philipcoppens.com/sansevero.html The Alchemical Chapel]</ref> For lokalbefolkningen var dette så afskrækkende, at de korsede sig, bare prinsens navn blev nævnt, og mente, han kunne vise sig flere steder på én gang, kunne gå på vandet, og havde solgt sin sjæl til djævelen for at opnå evig ungdom.<ref>Eckhoff, s. 165</ref>

I [[1661]] udkom det første værk, der skilteskelnede mellem alkymi og kemi, nemlig ''The Sceptical Chymist'' af [[Robert Boyle]] vedfra [[Oxford]].

Nogle mener, at alkymisternes arbejde skal forstås åndeligt, således at det var et forsøg på at opnå en ''sprituel forvandling'', hvor målet blandt andet var at blive et helt, og åndeligt talt androgynt menneske. Blandt andre arbejdede [[Carl Gustav Jung]] og [[Jes Bertelsen]] i flere år med alkymi ud fra en sådan psykisk anskuelse. En af Jungs patienter, der blev kaldet "Solfallos-manden", havde visioner om solen udstyret med en stor, hængende [[penis]], der fremkaldte vinde. Dette fallosbillede havde en slående lighed med en illustration, Jung havde mærket sig i en [[liturgi|litur]] fra [[Mithraskulten]] fra senantikken. Jung kom flere gange tilbage til, at patienten ikke kunne have kendt til den aktuelle Mithras-tekst, før han fik sine syner med solsymbolet – selv om Jung må have vidst, at teksten for længst var oversat og udgivet, så Solfallos-manden kunne have læst den. Men han var hovedbevisetbeviset forpå eksistensen af det kollektivt ubevidste, og Jungs tolkning af alkymi afhang af den teori – så Jung holdt fast ved, at teksten var ukendt for patienten.<ref>Sørensen, s. 319-20</ref>

[[Fritz Haber]], der modtog nobelprisen i kemi i [[1918]]<ref>[http://nobelprize.org/nobel_prizes/chemistry/laureates/1918/haber-bio.html Fritz Haber – Biography]</ref>, mødte under ceremonien i [[Stockholm]] den svenske kemiker [[Svante Arrhenius]], som satte ham på tanken om at udvinde guld af [[Saltvand|havvand]]. Haber viede sig nu til ideen. Efter [[1. verdenskrig]] blev Tyskland afkrævet 33 [[Store tal|mia.]] [[Amerikanske dollar|USD]] i krigsskadeerstatninger, og Haber regnede ud, at det tilsvaredesvarede til 500.000 tons guld. På grundlag af tidligere analyser af saltvand, kom han til, at der findes 8 mia. [[ton]]s guld i verdenshavene. Nogle få procent ville være nok til at dække gælden. Desværre undersøgte Haber ikke, om der var hold i de tal, han opererede med.

I årene [[1923]]-26 blev der indhentet vandprøver i flasker fra Habers kontakter over hele verden: 10.000 flasker fra tyske skibskaptajner, naturforskere og udenlandske fiskerimyndigheder. Et passagerskib på [[Hamburg-Amerika Linie|Hamburg-Amerika-linjen]] fik indrettet et laboratorium om bord. De bedste resultater kom fra kysten af [[Spanien]], der indeholdt 9 [[SI-præfiks|milli]][[Gram (enhed)|gram]] pr. ton havvand. Men gennemsnittet ligger på ca. 10 ''mikro''gram pr. ton, og det er alt for lidt – så i [[1926]] opgav Haber sit projekt.<ref>Sørensen, s. 336-7</ref> Men muligvis tjente det som inspiration for [[Franz Tausend]] ([[1884]]-[[1942]]), der kom fra [[Bayern]], og havde været assistent på en kemisk fabrik i [[Hamburg]] længe nok til, at han skaffede sig gode kundskaber i kemi.

Tausend var en moderne alkymist og prøvede at lave [[aluminium]] og [[tin]] af [[ler]], samt udvikle en medicin mod [[mund- og klovsyge]], uden at nogen viste interesse. Men så læste han en annonce i en af [[München]]s aviser, hvor en 21-årig medicinstuderende, Rudolf Rienhardt, tilbød at investere et stort beløb i kemisk industri, på vegne af en rig preussisk godsejerfrue. Tausend fik nu indrettet et laboratorium, og i [[1925]] talte han for første gang om at transmutere uædelt metal til guld.

Rienhardt, der var en tysk patriot med baggrund i [[Stahlhelm]], bad Tausend om at tage kontakt med [[Paul von Hindenburg]], for her havde han en økonomisk mulighed for at genrejse den tyske nation. Tausend blev afvist på Hindenburgs kontor, men [[Erich Ludendorff]], der havde væretvar Hindenburgs højre hånd under første verdenskrig, tog imod ham og indgik allerede i oktober 1925 kontrakt med Tausend om oprettelsen af en aktieselskab ved navn "Selskabet 164" (tallet 164 var guldets nummer i Tausends system). Ludendorff sikrede sig næsten fuld kontrol over selskabet og frie hænder til at bruge selskabets likvide midler til "patriotiske formål". I virkeligheden brugte han investorernes penge til at nedbringe egen gæld, og ved nytår 1926/27 trak han sig ud af selskabet under henvisning til "svigtende helbred". Han overførte alle rettigheder til Tausend, der brugte investorernes penge til at købe ejendomme op, som regel i sin kones navn.

I et afsidesliggende laboratorium uden for [[Gilching]] i [[Oberbayern]]s skove skulle han producere guld, men snart begyndte assistenterne at undres over, at han altid måtte være til stede under processen. Tausends første eksperiment i stor skala kom først 16. juni [[1928]], da han frembragte 723 gram guld fra en smeltet blyklump, og investorerne var nu blevet utålmodige. I foråret [[1929]] blev han [[Varetægtsfængsling|varetægtsfængslet]] i München, anklaget for svindel, og før retssagen blev han sat til at demonstrere, om han virkelig kunne frembringe guld. Det mislykkedes under det første eksperiment, mens det næste resulterede i et guldkorn på 0,10 gram fra en blyprøve på 1,67 gram. En betjent bemærkede dog, at Tausends [[fyldepen]] forsvandt, og kunne have indeholdt et medbragt guldkorn.

Under retssagen skånede dommeren de mest fremtrædende ofre for svindelen; Ludendorff blev ikke engang indstævnet. Tausend bedyrede sin uskyld, men anklagerens kronvidne, den italienske professor Sestini, afslørede, at Tausend i oktober 1928 havde tilbudt den italienske stat hemmeligheden om, hvordan han lavede guld. Sestini blev anmodet om at se på sagen, og under en demonstration på Tausends slot i [[Tyrol]], så han tydelig svindleren tilsætte guld i opløsningen. Tausend lo det væk i retten, og påstod, at det Sestini så ham slippe ned itilsætte opløsningen, var hans hemmelige ingrediens og ikke selve guldet. Dommen lød på tre års fængsel, som ikke afskrækkede ham fra at fortsætte, da han kom ud igen. I [[1938]] blev Tausend på ny dømt for bedrageri, og sad bag tremmerne, da han døde i 1942.<ref>Sørensen, s. 341-4</ref>