Kapitalismus als Religion
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Artiklen er en oversættelse af den tilsvarende tyske i denne version fra 27. oktober 2014
Kapitalismus als Religion ('Kapitalisme som religion') er et fragment af den tyske filosof Walter Benjamin fra 1921,[1],[2] hvor han undersøgte paralleller og forskelle mellem kapitalisme og religion i moderniteten.
Ifølge Benjamin skal kapitalismen ses som en religion, idet den skal befri for de samme bekymringer, angst og uro som de såkaldte religioner tidligere gav svar på.[3]
Den religiøse kvintessens i kapitalismen beskrev Benjamin i fragmentet i fire kendetegn.
Kendetegn 1, kapitalismen som kultreligion redigér
Det første kendetegn er kapitalismen som ren kultreligion, der hverken har en bestemt teologi, et dybere trosindhold eller følger bestemte dogmer. Teologisk betragtet kan man deri se en slags panteisme der udgår fra en usynlig (gudelig) magt i alt. Imidlertid er dogmer som regler og moralprincipper uomgåelige for solidaritet og for beskyttelse af de fattige. En fri, dogmeløs panteisme som i kapitalismen er derfor grundstenen for priviligering af de rige og en dermed forbunden ulighed i muligheder.
Kendetegn 2, kultens permanente udstrækning redigér
Som det andet kendetegn beskrives kultens permanente udstrækning (Benjamin VI, 100). Præmissen er at menneskets egentlige bestemmelse kommer til udtryk ved de helligdagsfejringer der kendetegner de forskellige religioner.[4]
Festens undtagelsestilstand fra hverdagen giver mulighed for at besinde sig på det nødvendige. Den kapitalistiske kult i form af konsum bliver dog ubrudt fejret på alle ugedage. Det betyder en fremmedgørelse af mennesket over for dette nødvendige og dets oprindelse på ģrund af komsumverdenens permanente bedøvelse. Det bidrager til menneskets distraktion eller afledning og hang til laster.[note 1] Den vedvarende nydelsestilstand, som konsumindustrien nyder godt af, iscenesætter en perfekt verden (ty. eine "heile Welt"). Derved bemærkes menneskets fremmedgørelse ikke, og besindelsen glemmes.
Kendetegn 3, kapitalismen som skylddannende kultus redigér
Det tredje kendetegn behandler den religiøse kapitalisme som skylddannende kultus.[note 2] Det drejer sig ikke længere om forsoning, men om bagatelisering (ty. 'Verharmlosung') og universalisering af skyld. I kapitalismens økonomiske skyldslogik er skyldsættelse en væsentlig og sågar en nødvendig del af systemet, for eksempel kredittagning. Den i den hedenske forestilling medfødte 'naturlige skyld' er ugyldiggjort,[note 3] og hele verden gjort skyldig, med håbet om senere frelse eller udfrielse. Egoistiske egenskaber og laster som nid, havesyge og stolthed skal ikke længere forsones, men tjene til kapitalismens fremdrift og funktion. Skyldsbevidstheden er indoptaget eller accepteret og bragt i anvendelse til at muliggøre en nærmest uindskrænket kappestrid i den private sektor.[note 4]
Kendetegn 4, den skjulte gud redigér
Som kendetegn nummer fire for den religiøse kapitalisme nævner Benjamin at dens gud må være skjult (Benjamin VI 101). Kapitalismens skjulte gud er mennesket. Ved stolthed og rivalisering hæver eller ophøjer mennesket sig selv indtil det fremtræder som et overmenneske. Resultatet er en selvforgudelse der overflødiggør og afviser omvendelse og soning. Da der heller ikke er tale om nogen inddæmning af laster[note 5], bliver den uendelige overvurdering og forgudelse af det stolte menneske til fare for hele verden.
Noter og referencer redigér
- Artiklen er en oversættelse af den tilsvarende tyske i denne version fra 27. oktober 2014
- Noter
- ^ Tysk: 'Lasterhaftigkeit'
- ^ Tysk: "... verschuldeten Kultus"
- ^ Wolfgang Palaver betoner i sin artikel forskellen mellem hedensk og kristen skyldsopfattelse: "... Auf einer tieferen Ebene unterscheidet Benjamin aber mit diesem Merkmal den modernen Kapitalismus von archaischen und traditionellen Gesellschaften. Dabei darf der hier von Benjamin verwendete Schuldbegriff nicht vorschnell mit dem biblischen oder christlichen Schuldbegriff identifiziert werden. Hier geht es nicht um eine "sittliche Schuld" (Benjamin VI, 56; vgl. I, 138f), sondern um die heidnische Vorstellung von einer "natürlichen Schuld", nach der das Leben an sich bereits schuldbeladen sei. Goethe hat dieses heidnische Schuldverständnis in seinem Roman Wilhelm Meisters Lehrjahre im Lied des Harfners zum Ausdruck gebracht. ..." (Punkt 3 'Der Kapitalismus als verschuldender Kultus'
- ^ Tysk: "Das Schuldbewusstsein würde genommen und ermögliche einen nahezu uneingeschränkten Wettbewerb in der freien Wirtschaft".
- ^ Tysk: "Da auch keine Dämmung der Laster vorherrsche, ... " - inddæmning eller isolering ?
- Referencer
- ^ "Walter Benjamin – Kapitalismus als Religion – Fragment" Arkiveret 22. december 2015 hos Wayback Machine (1921)
- ^ Wolfgang Palaver: Kapitalismus als Religion, sekundærtekst, 2002
- ^ "... im Kapitalismus eine Religion zu erblicken, d. h. der Kapitalismus dient essentiell der Befriedigung derselben Sorgen, Qualen, Unruhen, auf die ehemals die sogenannten Religionen Antwort gaben". (Benjamin VI, 100)
- ^ "... die eigentliche Bestimmung des Menschen zum Ausdruck kommt", "Die permanente Dauer des kapitalistischen Kultes", sekundærtekst af Wolfgang Palaver, østrigsk teolog.
Eksterne henvisninger redigér
- Walter Benjamin: Kapitalismus als Religion Arkiveret 22. december 2015 hos Wayback Machine
Wikisource: Walter_Benjamin, værkfortegnelse (tysk)- Wolfgang Palaver: Kapitalismus als Religion, sekundærtekst, 2002
- "En sekulær genfortryllelse af verden". Artikel i Dagbladet Information af Mikkel Bolt og Dominique Routhier, 24. oktober 2015.
