Forsoning

Forsoning er genoprettelse af et ødelagt fællesskab mellem to parter. Udtrykket bruges i religiøs sprogbrug om forholdet mellem gud(er) og mennesker. Særligt i kristendommen spiller forsoningen en central rolle som grundlaget for at forstå Jesu frelsergerning. Jesus kom netop til jorden for at frelse menneskene ved at skabe en forsoning mellem dem og Gud. Det er baggrunden for at forstå Jesu inkarnation og særligt hans død på korset, der ses som stedet, hvor forsoningen tilvejebringes.

”Forsoning” er ikke det samme som ”soning”. Forsoning er genoprettelse af et ødelagt fællesskab mellem to parter, mens soning er, at den ene part lider en straf eller yder en godtgørelse til den anden part, som har lidt skade eller er blevet krænket. Imidlertid sker religiøs forsoning oftest ved hjælp af soning. I kristendommen sker forsoningen mellem Gud og mennesker ved, at Jesus – stedfortrædende – soner menneskenes synder. Han lider den straf, som menneskene egentlig skulle have lidt på grund af deres synder.

Forsoning – generelt

Forsoning sker på baggrund af et fjendtligt forhold mellem to parter eller på baggrund af en synd fra den ene parts side, således at denne part pådrager sig skyld. I det sidste tilfælde kan forsoningen bestå i tilgivelse fra den skadelidtes side eller godtgørelse (bøde/straf/offer) fra skadevolderens side.

I politik sker der ofte forsoningsbestræbelser. Forsoning mellem mennesker er ønskelig, hvis der er sket krigshandlinger, undertrykkelse eller anden form for uretfærdighed. Forsoning har eksempelvis været et nøgleord i Sydafrika i tiden efter apartheidstyret. Men i alle forhold mellem mennesker, såsom på arbejdet, i familien og ved domstolene, bliver der gjort bestræbelser på at skabe forsoning. Det sker i dagligdagen oftest gennem tilgivelse.

Forsoning i religiøs forstand sker på baggrund af en konflikt mellem gud(erne) og menneskene. Konflikten søges ophævet gennem ofringer, bønner eller løfter. Ofte står særligt forordnede præster bag de ritualer, der skal udføres i forbindelse med forsoningen. I dette forhold er mennesket i reglen subjektet for handlingen: Det er mennesket, der er skyldigt, og derfor er det mennesket, der bør tage initiativ til at få tilvejebragt en forsoning med gud(erne). Det er mennesket, der har skabt konflikten, og derfor bør mennesket (forsøge at) ophæve konflikten.

Jødedommen

I jødedommens hellige skrift Tanakh (Det Gamle Testamente) sker forsoningen gennem soning - et centralt tema i israelitternes kultiske liv. Ifølge torahen/moseloven skal der forordnes et præsteskab, der skal tage vare på tempeltjenesten med tilhørende ofre, bl.a. dyreofre. Hensigten med ofrene er, at folket ikke skal rammes af Guds vrede over dets ugudelighed. Alt urent eller syndigt stiller sig hindrende i vejen for et godt forhold mellem Gud og Israel. Synden skal derfor sones.

Ifølge Anden Mosebog beslutter Gud, at han vil bo blandt israelitterne i en transportabel helligdom (tabernaklet/åbenbaringsteltet) under ørkenvandringen. Det bliver i kongetiden til Templet i Jerusalem. For at dette kan være muligt, uden at Gud udsletter sit syndige folk i vrede over dets synd, må der være en institution, der kan skærme israelitterne fra Gud:

Syndebukken sendes ud. Af den engelske maler og illustrator William James Webb (1830—1904).

"I skal vogte helligdommen og alteret; så vil israelitterne ikke igen blive ramt af vrede." (Fjerde Mosebog 18,5)

Der skal altså oprettes et præsteskab, der på folkets vegne bringer ofre for de begåede synder. Store dele af Tredje Mosebog handler om disse ofre. Der nævnes brændofre, syndofre og skyldofre.

Den årlige forsoningsdag/Yom Kippur har en særstilling. På denne dag skal der bringes soning for de synder, der er begået i løbet af året. I Tredje Mosebog kap. 16 findes der et udførligt ritual for forsoningsdagen. En gedebuk skal slagtes, og blodet skal smøres på låget af Pagtens Ark, som befinder sig i Det allerhelligste, netop det sted, hvorfra Jahve åbenbarede sig. Derefter skal en anden gedebuk føres frem, for at ypperstepræsten kan bekende folkets synder over den (deraf ordet syndebuk). Til sidst skal bukken føres ud i ørkenen, hvor den slippes fri. Således bærer den alle synderne væk fra folket:

”Aron (ypperstepræsten) skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved, og han skal bekende al israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser og synder; dem skal han lægge på hovedet af bukken og derpå sende den ud i ørkenen med en mand, der står rede. Bukken skal bære alle deres synder ud i ødemarken, og manden skal slippe den løs i ørkenen.” (Tredje Mosebog 16, 21-22)

Kristendommen

Kristendommen ser spørgsmålet om forsoning på baggrund af Det Gamle Testamentes tanke om fjendskabet mellem Gud og mennesker på grund af menneskenes synder. Den ser Jesus som den endelige opfyldelse af alle forsoningsritualerne i Moseloven. På den måde er det Jesu opgave at sone menneskets synd. Det sker ikke ved dyreofringer, men ved at Jesus selv gør sig til et offer. Jesus er den, hvis blod renser menneskene fra synd (ligesom den gedebuk, der blev slagtet, og hvis blod skulle frem til Gud), og Jesus er den, som bærer al synd bort fra menneskene (ligesom den gedebuk, der blev sendt ud i ørkenen). Jesus yder én gang for alle det offer, som vil sone alle menneskers synd. Derefter kræver Gud ikke flere ofre.

Jesus er altså den, der skaber forsoningen mellem Gud og mennesker kraft af sin frelsergerning (sin død og opstandelse). Der er imidlertid uenighed blandt kristne teologer om, hvordan denne forsoning skal forstås. Under skolastikken i middelalderen blev dette spørgsmål systematisk gennemtænkt. Resultatet blev, at der udviklede sig to hovedtyper af forsoningslære: den objektive forsoningslære og den subjektive forsoningslære.

De kristne forsoningslærer

Den objektive forsoningslære optræder hos teologen Anselm af Canterbury (1033-1109). Han siger, at forsoningen skete ved, at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf på sig og derved sonede deres synd over for Gud. Jesus døde altså som en betaling til Gud, hvis ære var blevet krænket. Derved brød Gud det almindelige (juridiske) princip, der går ud på, at det er den skyldige part (mennesket), der skal skabe forsoning. I stedet er det den krænkede part (Gud), der skaber forsoningen.

I sit skrift Cur Deus homo (Hvorfor Gud blev menneske), der blev skrevet i perioden 1094-1098, gør Anselm grundigt rede for sin forsoningslære: Gud har i sin visdom og kærlighed fra evighed besluttet at grundlægge et rige af fornuftige væsener, som adlyder hans majestætiske vilje og lever under hans herredømme. Men ved syndefaldet skete der en forstyrrelse af Guds plan for verden. Den orden, som Gud satte, da han skabte verden som en afglans af sin herlighed, blev ødelagt, og derved blev Gud berøvet sin ære.

Det er imidlertid urimeligt, at Gud skal tåle en sådan krænkelse af sin ære, siger Anselm. Det er derfor nødvendigt, at der sker en æresoprejning eller godtgørelse (på latin: satisfactio) af den skete skade. Mennesket er dog ikke i stand til at yde denne godtgørelse. Den synd, som mennesket har begået, er uendelig stor, fordi den er synd mod Gud. Kun Gud kan yde en sådan godtgørelse; men alene mennesket bør yde den. Løsningen er: Godtgørelsen ydes af et Gud-menneske.

Dette Gud-menneske er netop Jesus Kristus, som er sand Gud og sandt menneske. Fordi han er Gud, er han syndfri. Og fordi han er syndfri, er han ikke skyldig at dø. Hvis han frivilligt giver sit liv på korset, kan denne ydelse tjene som en godtgørelse, fordi det er Gud, der giver den. Kristi frivillige død har således en uendelig værdi. Den mere end opvejer alle menneskers synder. Derved kan den betale den uendelige godtgørelse for den uendelige krænkelse. Og derved kan menneskene blive forsonet med Gud.

Forsoningen er ”objektiv”. Det vil sige: Den foregår uden for mennesket og uden at mennesket er aktiv i den. Det er Gud, der er den aktive, den handlende.

Den subjektive forsoningslære går derimod ud på, at forsoningen sker inde i mennesket. Forsoningen er en psykologisk proces i mennesket. Mennesket er således aktivt deltagende i forsoningen.

Den subjektive forsoningslære ses f.eks. hos den franske teolog Pierre Abélard (ca. 1080-1142). Han siger, at det er menneskets efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer, der skaber forsoningen. Gud har i Kristus åbenbaret sin kærlighed til mennesket, og denne kærlighed vækker i mennesket en genkærlighed til Gud. Denne genkærlighed udgør menneskenes egentlige retfærdighed.

Den subjektive forsoningslære – også kaldt den moralske forsoningslære - er særligt fremherskende i de teologiske strømninger, der betvivler Jesu opstandelse, og som afviser tanken om, at Gud af Jesus kræver et blodigt stedfortrædende offer for menneskeheden.

Den svenske teolog Gustav Aulen har i 1930 foreslået, at det i den tidlige kirke og hos Luther var den klassiske forsoningslære, der var fremherskende. Her ses forsoningen og frelsen i lyset af Guds sejr over fordærvmagterne – døden, synden og Djævelen – gennem Jesu opstandelse. Synd er, at vi har brudt fællesskabet med Gud, og derved er vi kommet under dødens vilkår (Vi skal alle dø). Døden har nu magt over vores liv. Jesu opstandelse er Guds måde at overvinde dødens magt på og vinde os tilbage.

Den klassiske forsoningslære er en objektiv forsoningslære, men i modsætning til Anselms forsoningslære lægger den vægten på Guds sejr (over fordærvmagterne) og ikke på Kristi betaling (af godtgørelsen til Gud). Af samme grund lægger den hovedvægten på Jesu opstandelse, mens Anselms forsoningslære lægger hovedvægten på Jesu lidelse og død.

Det Nye Testamente

Det Nye Testamente indeholder skriftsteder, der støtter både den objektive forsoningslære og den subjektive forsoningslære. Det er dog også muligt at se stederne som forskellige aspekter af den kristne soteriologi (lære om frelsen), hvor det ene ikke udelukker det andet. Følgende sted kan ses som støtte for den objektive forsoningslære:

”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.” (Kolossenserbrevet 2,15)

Følgende sted kan ses som støtte for den subjektive forsoningslære:

”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han som havde Guds skikkelse ... .” (Filipperbrevshymnen i Filipperbrevet 2,5-6a)

Det er dog tvivlsomt, om denne efterligning af Jesu sind noget sted i Det Nye Testamente bliver set som forsonende og frelsende over for Gud (selv om den kan være forsonende i forholdet mellem mennesker). Man kan i det hele taget spørge, om ikke den subjektive forsoningslære tager frelserrollen væk fra Jesus og lægger den over på menneskene.

Den objektive forsoningslære er særligt tydelig i Det Nye Testamentes brevlitteratur. I evangelierne er det derimod vanskeligt at finde den. Her er der kun få vers, der støtter den (såsom Mark. 10,45, og Matt. 26,28). Det hævdes af nytestamentlige forskere, at disse steder ikke stammer fra Jesus selv, men er tilføjet af en senere kristen menighed. Det skal ses i sammenhæng med, at der i den tidlige kristendom skete en udvikling i synet på Jesus: I begyndelsen blev Jesus set som en jødisk profet, mens han senere blev set som en åndelig frelser. Se Jesus#Udviklingen fra Jesu forkyndelse til kristendommen.

Den klassiske forsoningslære er den mest fremtrædende i den ortodokse kirke, der tillægger Jesu opstandelse den største betydning. Den objektive forsoningslære er derimod særligt tydelig i den katolske kirke og den protestantiske kirke, der tillægger Jesu lidelse og død den største betydning. Det er også på den baggrund, at blodmystik og lidelse til tider har haft stor betydning i visse kirkesamfund. Det kommer f.eks. tydeligt frem i nogle herrnhutiske digte, men også i en nyere film som Mel Gibsons The Passion of the Christ fra 2004.

Litteratur

• Gustaf Aulén: Den kristna försoningstanken. Stockholm 1930.
• Gads Danske Bibelleksikon. Gad 1982. ISBN 87-12-23076-6
• Kristendom i nutid. Af Allan Poulsen og Jacob Schow-Madsen. Munksgaard 1996. ISBN 87-16-11630-5
• Regin Prenter: Skabelse og genløsning. Dogmatik. Gad 1975 (1955). ISBN 87-12-73717-8
• The five Gospels. The Search for the Authentic Words of Jesus. Ny oversættelse og kommentar af Robert W. Funk, Ruy W. Hoover og Jesus-seminaret. Harper One 1993. ISBN 978-0-06-063040-9