Spejdernes Lejr
Spejdernes Lejr er en tilbagevendende lejr blandt spejderbevægelsen i Danmark, planlagt af de fem korps tilknyttet WOSM og WAGGGS: Det Danske Spejderkorps, De grønne pigespejdere, KFUM-Spejderne, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.
Lejren i sig selv har hidtil været af størrelsesorden 35-40.000 spejdere, bestående af både danske og udenlandske spejdere. Det gør lejrene til de største spejderlejre afholdt på dansk grund nogensinde.
De har været afholdt i 2012 ved Holstebro og 2017 ved Sønderborg.[1] I 2018 offentliggjorde de fem spejderkorps, at man fortsat vil afholde Spejdernes Lejr i fællesskab.[2]
Den tredje lejr blev afholdt i 2022 fra den 23. til 31. juli. Den foregik i Hedeland som et samarbejde mellem Roskilde, Høje-Taastrup og Greve kommuner.[3] Aftalen mellem dem betød, at hver kommune bidrog med fire mio. DKK, mens I/S Hedeland selv bidrog med 3 mio. DKK. Pengene blev til dels brugt på blivende installationer i Hedeland, eksempelvis vandforsyning og kloakering.[3] Der var 32.000 deltagere, mens dobbelt så mange kom for at besøge den. Trafikken til lejren blev blandt andet varetaget af Hedelands Veteranbane, der kørte med fyldte tog ugen igennem.[4]
KilderRediger
- ^ SPEJDERNES LEJR 2017
- ^ https://spejderne.dk/2018/05/spejdernes-lejre-er-kommet-for-at-blive/
- ^ a b https://sn.dk/Taastrup/Se-billederne-Her-skal-Spejdernes-Lejr-2022-holdes/artikel/887212
- ^ Spejdernes Lejr 2022, Hedelands Veteranbane. Besøgt 19. november 2022.