Sproghistorier
Sproghistorier er en pædagogisk metode til dokumentation af børns skriftsproglige aktiviteter som fx leg, spil, tegne- og skribleaktiviteter og situationer, hvor børnene fortæller egne historier. Pædagogen vurderer barnets skriftsproglige muligheder i dets videre udvikling.[1].
Metoden er inspireret af Margaret Carrs metode Læringshistorier[2] , Det er udviklet 2008-10 i det europæiske forskningsprojekt EASE (Early Years Transition Programme)[3] i samarbejde med forskningsenheden "Barndom, Læring og Didaktik"[4] fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
En sproghistorie vil fremhæve børns skriftsproglige styrkesider. Hvis det ”positive vidnesbyrd” ikke suppleres med andre betragtninger om barnets faglige og sociale svagheder, kan det besværliggøre barnets overgang fra børnehave til skole.[5]
Referencer redigér
- ^ Jensen, A. S., Broström, S. & Hansen, O. H. "Sproghistorier: En bro mellem skriftsprogstilegnelse i børnehave og skole?". Viden om Læsning, nr. 8, 2010
- ^ Carr, M. (2005). "Læringshistorier". København: Hans Reitzels Forlag
- ^ EASE-projektets hjemmeside: hjemmeside Arkiveret 7. februar 2011 hos Wayback Machine, Ease-eu.com
- ^ Forskningsenhedens hjemmeside: hjemmeside Arkiveret 18. oktober 2011 hos Wayback Machine, Dpu.dk/bld
- ^ EVA. (2009, August 8). "Ord med på vejen" (Webside ikke længere tilgængelig), Vurderinger af børns sprog i tiden omkring skolestart. (pdf-format)