Tysk idealisme

Tysk idealisme, også kaldt den tyske idealisme, var en filosofisk strømning i slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet, med rødder i dele af Immanuel Kants filosofi. Filosofferne Fichte (1762-1814), Hegel (1770-1831) og Schelling (1775-1854) var strømningens hovedrepræsentanter. Det er omstridt, hvorvidt Immanuel Kant skal regnes med til den tyske idealisme, men det er ikke omstridt, at han har været en stærk inspirationskilde for den tyske idealisme. Andre filosoffer, der kan regnes med til strømningen, er Friedrich Schleiermacher og Arthur Schopenhauer.

Den tyske idealisme indledte og inspirerede i høj grad romantikken. Der er ikke tale om en egentlig filosofisk skole, men der er alligevel en række fællestræk i tema og holdning.

Udgangspunktet hos Kant

Kants filosofi var udgangspunktet for den tyske idealisme. Af særlig betydning er hans kopernikanske vending af erkendelsesteorien: I stedet for, at menneskets bevidsthed retter sig efter genstandene, retter genstandene sig efter bevidstheden. Menneskets erkendelse af verden er subjektiv, dvs. afhængig af bevidstheden og dens erkendelsesredskaber. Det er således tale om idealisme – helt præcist: subjektiv idealisme, da der tages udgangspunkt i subjektet (mennesket).

Det er denne kantianske idealisme, der er både inspiration og anstødssten for den tyske idealisme. Anstødsstenen er først og fremmest hans tanke om ”tingen i sig selv” (”das Ding an sich”). Kant siger, at vi ikke kan vide noget om, hvordan en ting (f.eks. et træ) er i sig selv – kun hvordan den fremtræder for os i kraft af bevidsthedens erkendelsesredskaber.

Den tanke, at tingen i sig selv er ukendt for mennesket - at den ligger uden for erkendelsens grænser - er dybt utilfredsstillende for både Fichte, Hegel og Schelling. De mener tværtimod, at det er muligt at få en erkendelse af tingen i sig selv. De har alle - især Hegel - en ambition om at opstille et filosofisk system, der omfatter hele tilværelsen.

Den idealistiske løsning

Fichte, Hegel og Schelling er enige om, at den egentlige virkelighed er noget åndeligt, ikke noget materielt. Det betyder, at de ydre genstande – tingene i sig selv – dybest set er et udtryk for noget åndeligt. Derved kan de erfares af bevidstheden, som jo også er noget åndeligt. Heri ligger de tre filosoffers idealistiske løsning på problemet.

Tydeligst ses denne tanke måske i Schellings naturfilosofi. Han siger, at naturen dybest set er ånd, et udtryk for ånd. Naturens processer er udtryk for den usynlige ånds processer. Naturens produkter (planter, dyr, mennesker, osv.) er produkter af ånden. Ånden selv er usynlig, men den viser sig synligt i naturen.

Naturen er således en manifestation af ånd. Derved bliver dens egentlige væsen erkendelig for mennesket, da mennesket også er ånd. Problemet med tingen i sig selv er dermed løst.

Fichte, Hegel og Schelling kan alle siges at stå for en objektiv idealisme, da de alle regner med, at der eksisterer noget åndeligt uden for det enkelte menneskes bevidsthed, og vel at mærke noget åndeligt, som er grundlag for alt andet. Hos Hegel og Schelling er dette åndelige grundlag ”verdensånden”, hos Fichte er det ”det absolutte jeg”. Fichtes filosofi er dog også blevet opfattet som subjektiv idealisme, da han mange steder udtrykker sig som om det er menneskets jeg, der er grundlaget for al erkendelse.

• 

  Fichte

• 

  Hegel

• 

  Schelling

Se også

• Idealisme
• Immanuel Kant

Litteratur

Primærlitteratur på dansk

• Fichte, Johan Gottlieb (2001): Forsøg på en ny fremstilling af videnskabslæren. Oversat af Poul R. Mørch-Petersen, Det lille Forlag
• Hegel, G. W. F. (1997): Forelæsninger over historiens filosofi. Gyldendal
• Hegel, G. W. F. (2003): Differensen mellem det Fichteske og det Schellingske filosofiske system. I: Slagmark nr. 36, 2002-03 [1]
• Hegel, G. W. F. (2004): Retsfilosofi. DLF. Oversat af Claus Brat Østergaard
• Hegel, G. W. F. (2004): To anmærkninger om Spinoza fra G.W.F. Hegels Wissenschaft der Logik. I: Slagmark 39 (2004), s. 43–58. Oversat af Jørgen Huggler.Hegel, G. W. F. (2004): To anmærkninger om Spinoza fra G.W.F. Hegels Wissenschaft der Logik. I: Slagmark 39 (2004), s. 43–58. Oversat af Jørgen Huggler.
• Hegel, G. W. F. (2005): Åndens fænomenologi. Gyldendal. Med forord af og oversat af Claus Bratt Østergaard
• Hegel, G. W. F. (2012): Den tyske idealismes ældste systemprogram. I: Tidskrift, 2012. Oversat af Søren Mau og Søren Riis. Hegel, G. W. F. (2012): Den tyske idealismes ældste systemprogram. I: Tidskrift, 2012. Oversat af Søren Mau og Søren Riis.
• Hegel, G. W. F. (2019): Indledning til æstetikken. København: Forlaget Senmund. Oversat af Jacob Bittner.
• Schelling, F. W. J. (2008). Om den nyere filosofis historie - München-forelæsninger (1827). I: Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (52), 149–172.
• Schelling, Friedrich (2013): Filosofiske undersøgelser om den menneskelige friheds væsen og de dermed sammenhængende genstande. Philosophia
• Schelling, Friedrich (2018): Om den nyere filosofis historie. München-forelæsninger. Philiosophia
• Schelling, Friedrich (2021): Den transcendentale idealismes system. Philosophia. Forord og oversættelse ved Ulf Houe og Lasse Posborg Michelsen.

Sekundærlitteratur på dansk

• Bukdahl, Jørgen K. (1996): Introduktion til Hegel, Philosophia
• Hansen, Oskar (1971): Hegel. I serien "De store tænkere". Oversættelse og indledning ved Oskar Hansen. Berlingske forlag
• Hartnack, Justus (1979): Fra Kant til Hegel: en nytolkning. Berlingske Forlag
• Huggler, Jørgen (1999): Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes. MTF
• Huggler, Jørgen & Lise Huggler (2004): Substansen er et subjekt. Slagmark, 36 Huggler, Jørgen & Lise Huggler (2004): Substansen er et subjekt. Slagmark, 36
• Liisberg, Sune (2008). Schelling og Nietzsche som kritikere af Descartes. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (52), 139–148. Liisberg, Sune (2008). Schelling og Nietzsche som kritikere af Descartes. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (52), 139–148.
• Macherey, P. (2004). Hegels idealistiske Spinoza. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (39), 59–68.
• Politikens filosofihåndbog. Politikens Forlag 2010. ISBN 978-87-567-5902-1
• Rasmussen, Anders Moe & Morten Ziethen (red.) (2016). System, frihed og virkelighed: En indføring i den tyske idealismes hovedpositioner. (1 udg.) Forlaget Philosophia.
• Mette Smølz Skau: Grundtræk og udviklingslinjer i den tyske idealisme. Refleks # 44. Institut for filosofi, Pædagogik og Religionsstudier. Syddansk Universitet. Odense.
• Sørensen, Jonas Holst (2004): Den antikke, græske filosofis paradigmatiske betydning for Hegels spekulative tænkning. Slagmark 36. Sørensen, Jonas Holst (2004): Den antikke, græske filosofis paradigmatiske betydning for Hegels spekulative tænkning. Slagmark 36
• Sørensen, Peter Aaboe (2004): At tænke i sammenhæng – om Hegels Einleitung til Phänomenologie des Geistes. Slagmark: 36 Sørensen, Peter Aaboe (2004): At tænke i sammenhæng – om Hegels Einleitung til Phänomenologie des Geistes. Slagmark: 36
• Wind, H.C. (1998): Anerkendelse: et tema i Hegels og i moderne filosofi. Aarhus universitetsforlag
• Wolsing, Peter (2004): Sprog, virkelighed og spekulativ tænkning i Hegels logikWolsing, Peter (2004): Sprog, virkelighed og spekulativ tænkning i Hegels Logik. Slagmark 36