Immanuel Kant

Immanuel Kant (født 22. april 1724, død 12. februar 1804) var en tysk filosof. Han er kendt for sin skelnen mellem det, som mennesket kan erkende, og det, som ligger udenfor menneskets erkendelsesevne, f.eks. ”tingen i sig selv”. Han er også kendt for det kategoriske imperativ - hans bud på, hvordan moralens øverste og ubetingede princip må tænkes.

Immanuel Kant Filosofi i det 18. århundrede
Kant, 1768
Personlig information
Født	22. april 1724 Königsberg Kongeriget Preussen
Død	12. februar 1804 (79 år) Königsberg
Gravsted	Königsbergs Domkirke
Bopæl	Königsberg
Far	Johann Georg Kant
Ægtefælle	Blev aldrig gift
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Collegium Fridericianum, Albertus-Universität Königsberg
Elev af	Johann Gottfried Teske, Martin Knutzen
Medlem af	Det Preussiske Videnskabsakademi, Ruslands Videnskabernes Akademi
Beskæftigelse	Pædagog, universitetslærer, fysiker, matematiker, bibliotekar, retsfilosofi, skribent, antropolog, filosof
Fagområde	Metafysik, etik, epistemologi
Arbejdsgiver	Albertus-Universität Königsberg
Elever	Johann Gottlieb Fichte, Jacob Sigismund Beck, Marcus Herz, Christian Jakob Kraus
Kendte værker	Kritik af dømmekraften, Sædernes metafysik, Religionen inden for den blotte fornufts grænser, Grundlæggelse af sædernes metafysik, Prolegomena zu einer jeden künftigen Metaphysik med flere
Bevægelse	Oplysningstiden, Tysk idealisme
Påvirket af	Nicolas Malebranche, Francis Hutcheson, Benedictus de Spinoza, David Hume, Michel de Montaigne med flere
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Kant er en af de største og mest indflydelsesrige filosoffer, der har levet. Hans tænkning udgør et højdepunkt i oplysningstiden med dens dyrkelse af fornuften.

Biografi

Kant blev født den 22. april 1724 i et hjem, der var stærkt præget af arbejde og pligt. Hele sit liv levede han i Königsberg, det nuværende Kaliningrad. Hans far var sadelmager. Han var åndeligt påvirket af sin mor, som han har fortalt om:

”Aldrig vil jeg glemme min moder, thi hun såede og gav næring til det godes kim i mig; hun åbnede mit hjerte for naturens indtryk; hun bragte mine begreber til live og udvidede dem, og hendes undervisning har haft en stadig velgørende indflydelse på mit liv.”

Kant voksede op i fattige kår, men fik adgang til de højere uddannelsesinstitutioner takket være en åbenlys begavelse. Han omtales oftest som yderst arbejdsom, og han beskrives af Justus Hartnack som ”sygeligt præcis” og en ”arbejdsmaskine”.

Han påbegyndte sine studier på universitetet i Königsberg i en alder af 16 år. Især blev han påvirket af Martin Knutzen, en ung professor i logik og metafysik, der fik hans interesse for filosofi, naturvidenskab og matematik til at spire. Han afsluttede sine studier seks år senere i en alder af 22 og blev huslærer.

I 1755 udgav han Allgemeine Naturgeschichte und Theorie des Himmels. Samme år vendte han tilbage til universitetet i Königsberg, hvor han ofte forelæste 20 timer om ugen. I 1770 blev han professor i matematik. Han havde fået to andre tilbud om et professorat – et fra universitetet i Jena og et fra universitetet i Erlangen. Men han blev i Königsberg. Det virker underligt, at en så begavet mand som Kant ønskede at blive på et af de lavest rangerede universiteter i Tyskland. Men han ønskede ikke at flytte og undgik generelt enhver forandring af sin hverdag.

Kant holder middagsselskab med sine venner i hjemmet i Königsberg. Et koloreret træstik efter Emil Doerstlings maleri Kant og hans bordfæller (Kant und seine Tischgenossen). 1892.

Kant interesserede sig ikke for kvinder, og han var ugift gennem hele sit liv. Hans tilværelse var berømt for det absolutte fravær af dramatiske eller spektakulære begivenheder. Han førte et ualmindeligt regelbundet liv. Der kan ikke fortælles mange historier fra hans liv. Han var dog kendt for sine middagsselskaber, hvor han inviterede sine venner. Middagen bestod af tre retter med med en halv flaske rødvin til hver person. Her var han livlig og underholdende og havde vid. Af ånd var han utvivlsomt en gigant, men af fysik var han ganske skrøbelig, og hans ensformige hverdag står i stærk kontrast til hans revolutionerende tænkning, hvor intet var for stort.

Ved universitetet underviste han i utrolig mange fag på én gang: praktisk filosofi, teologi, pædagogik, geografi, logik, matematik og metafysik.

Hans indflydelse på filosofien har været kolossal, og hans værker læses og kommenteres flittigt, ikke blot som historiske kuriositeter, men som vægtige gennemgange af relevante problemstillinger for menneskets tænkning.

Hans to vigtigste værker er Kritik af den rene fornuft (på tysk: Kritik der reinen Vernunft ) (1781) og Kritik af den praktiske fornuft (1788). De to mindre værker Prolegomena (1783) og Grundlæggelse af moralens metafysik (1785) giver en lettere indføring. At Kant kalder det sidstnævnte værk for en bog for "den jævne forstand" kan virke lidt komisk, da tilegnelsen af hans filosofi for de fleste nok vil kræve, at de læser en introduktion først.

Filosofi

Erkendelsesteori

Figur 1. De indre erkendelsesredskaber – anskuelsesformerne og forstandskategorierne – er som nogle indre solbriller, som mennesket oplever verden igennem, og som farver og forvrænger dets oplevelse af verden.

Figur 2. Erkendelsens indhold og erkendelsens form.

Kant erkendelsesteori, der kan ses som et dybtgående svar på David Humes skepticisme, går i hovedsagen ud på, at menneskets erkendelse af verden ikke kun er bestemt af de ydre genstande (f.eks. et træ), men også er bestemt af selve bevidstheden – eller mere præcist: bestemt af bevidsthedens erkendelsesredskaber. Mennesket erkender ikke kun gennem sanseindtryk. Det erkender også i kraft af sin bevidstheds erkendelsesredskaber; ja, det erkender først og fremmest i kraft af sin bevidstheds erkendelsesredskaber. Ved hjælp af disse erkendelsesredskaber griber mennesket fat i og strukturerer verden. Menneskets erkendelse af verden er altså i høj grad subjektiv, dvs. afhængig af bevidstheden.

Menneskets erkendelse er med andre ord ikke først og fremmest en afspejling af virkeligheden ”derude”. Den er først og fremmest en afspejling af de indre erkendelsesredskaber, som mennesket er udrustet med, og som er en forudsætning for menneskets erkendelse i det hele taget. Disse indre erkendelsesredskaber er 1) anskuelsesformerne og 2) forstandskategorierne. De er – med en forenklet sammenligning – som nogle indre solbriller, som mennesket oplever verden igennem, og som farver og forvrænger dets oplevelse af verden. (Figur 1)

Al erkendelse begynder med sansningen, siger Kant. Man sanser for eksempel et træ. Men selv om erkendelsen begynder med sansningen, så er erkendelsen ikke kun sansning. Erkendelsen består af to dele: 1) sansningen og 2) det bidrag, som menneskets indre erkendelsesredskaber yder. Kant skelner mellem erkendelsens indhold (som er givet ved sansningen) og erkendelsens form (som er givet ved bevidsthedens indre erkendelsesredskaber). Begge dele bidrager til erkendelsen. Se figur 2.

Erkendelsesredskaberne - anskuelsesformerne og forstandskategorierne - kalder Kant "transcendentale" betingelser for erfaringen. Det vil sige: De er forudsætninger for erfaringen. De er betingelser for, at tingene i det hele taget kan erfares. "Transcendental" må ikke forveksles med "transcendent", som betyder "som overskrider grænserne for en mulig erfaring". For eksempel regnes "Gud" for at være transcendent, fordi begrebet Gud refererer til noget, som ligger ud over hvad mennesket har mulighed for at erfare.

Anskuelsesformerne

Figur 3. Tingen i sig selv og tingen som fænomen.

Anskuelsesformerne er rum og tid. Disse anskuelsesformer er noget, der ligger i bevidstheden, ikke i den ydre verden. Anskuelsesformerne er noget, der ligger forud for enhver sansning, noget som mennesket møder op med, før det sanser noget som helst. De er forudsætninger for erfaringen. Som ordet ”anskuelsesform” siger, er de en form, som mennesket anskuer verden igennem.

Det er disse anskuelsesformer, der gør, at mennesket oplever alting i rum og tid. Rum og tid er ikke noget, der ligger i verden ”derude”; det er noget, der ligger i bevidstheden ”derinde”. Rum og tid er ikke egenskaber ved de ydre genstande, men anskuelsesformer som mennesket møder op med. De er subjektive, ikke objektive. De skyldes det erkendende subjekt, ikke det erkendte objekt.

Ingen af de ting, som mennesket anskuer i rum, er tingene i sig selv, siger Kant. Rummet er en form, som mennesket lægger ned over tingene. Tingene i sig selv kendes egentlig slet ikke af mennesket. Det, der kaldes for ydre genstande, er dybt præget af menneskets erkendelsesapparat, herunder formningen i rum. Det, som sansningen til syvende og sidst viser hen til, altså tingen i sig selv, kan slet ikke erkendes. Tingen i sig selv (på tysk ”das Ding an sich”) er ikke det, vi anskuer den til at være. Det, vi anskuer, er tingen som fænomen, ikke tingen i sig selv. Se figur 3.

Det vil med andre ord sige, at mennesket i virkeligheden ikke sanser en veldefineret ting (f.eks. et træ) ”derude”. Sansningen af tingen er først og fremmest noget, der foregår ”derinde”, i menneskets bevidsthed. Det er først og fremmest menneskets erkendelsesapparat, der skaber sansningen af tingene. Det, der sanses, er som sagt tingen som fænomen, ikke tingen i sig selv.

Ligesom rummet er tiden en forudsætning for erfaringen – en form, som mennesket anskuer verden igennem. Den menneskelige erfaring er ordnet i tid. Vi deler fænomener op i ”før”, ”efter” og ”samtidig med”. Tiden er en virkelighed for alle de genstande, der nogensinde kan foreligge for menneskets sansning. Alle fænomener befinder sig er i tiden.

Vi kan ikke opleve eller forestille os noget, hvis det ikke er i rum og tid, siger Kant. Hvis vi tænker på noget, og trækker tiden og rummet fra, bliver der ingenting tilbage.

Anskuelsesformerne rum og tid er passive erkendelsesredskaber, der blot modtager indtryk. De kan opfattes som et filter for sansningen.

Forstandskategorierne

Uddybende artikel: Den transcendentale logik

Figur 4. De 12 forstandskategorier, delt op i fire grupper.

Figur 5. Liste over forstandskategorierne, idet der ud for hver kategori er angivet et eksempel på en dom, der bruger kategorien.

Figur 6. Sansningen, anskuelsesformerne og forstandskategorierne.

”Forstandskategorierne” (forstandsbegreberne) er begreber, som bruges af den menneskelige forstand i forbindelse med erkendelsen af verden. Hvor Kant beskriver anskuelsesformerne som passive erkendelsesredskaber, beskriver han forstandskategorierne som mere aktive erkendelsesredskaber. Forstandskategorierne strukturerer erkendelsen aktivt.

Et eksempel på en forstandskategori er ”årsag-virkning”. Det er begrebet om to størrelser, af hvilke den første (årsagen) bestemmer den anden (virkningen) som en følge i tiden. Årsagen ligger altid tidsmæssigt forud for virkningen.

Årsag-virkningsforholdet er ikke en ydre genstand, som kan erfares gennem sanserne. Man kan ikke se forholdet mellem årsag og virkning. Det er et begreb, som forstanden bidrager med i erkendelsesprocessen, et rent forstandsbegreb. Det er - med Kants udtryk - en forstandskategori. Det ligger i forstandens natur, at den forstår ting som led i en årsagskæde.

Et eksempel: Man sidder i en stue, og pludselig ser man, at der triller en bold ind i stuen. Nu vil forstanden forsøge at placere denne erfaring i et skema af årsag og virkning. Forstanden vil spørge: Hvor kommer den bold fra? Hvad er årsagen til, at den triller herind? Boldens specielle bevægelse må jo være en virkning en bestemt forudgående årsag. Men hvilken årsag?

Kant undersøger, hvilke begreber forstanden bruger i forbindelse med erkendelsen af verden. Et udsagn, der indeholder en erkendelse af verden, kaldes en ”dom”. En dom kan for eksempel være: ”Himlen er blå.” Eller: ”Alle legemer har tyngde.” At fælde en dom er en forstandens handling, og en sådan handling kan karakteriseres ved hjælp af en forstandskategori, siger Kant. Han forsøger nu at finde frem til, hvilke forstandskategorier der er nødvendige for at fælde en dom.

Han kommer frem til, at der findes 12 forstandskategorier. Disse er: enhed, flerhed, totalitet, realitet, negation, begrænsning, substans, årsag-virkning, fællesskab, mulighed, eksistens og nødvendighed. De 12 forstandskategorier deler han op i fire grupper med tre i hver: kvantitet, kvalitet, relation og modalitet (se figur 4 og 5). Kant mener, at han med disse 12 kategorier har dækket alle mulige domsformer for de genstande, vi erkender. Han understreger, at kategorierne kun giver mening, hvis de bliver brugt om genstande, der kan sanses.

Kategorierne siger ikke noget om indholdet i dommene (f.eks. ”himlen” eller ”legemer”). De siger kun noget om dommens form. For eksempel er der i dommen ”Alle legemer har tyngde” brugt forstandskategorien ”totalitet”. Alle domme bruger en eller anden kategori.

Menneskets erkendelsesredskaber er altså: 1) sansningen, 2) anskuelsesformerne og 3) forstandskategorierne. (Figur 6)

Erkendelsens grænser

Figur 7. Grænsebegreber og erkendelsesredskaberne.

Uddybende artikler: Transcendentale illusioner og Antinomierne

Ifølge Kant er forstandskategorierne kun gyldige på betingelse af, at de anvendes på det, det kan anskues i rum og tid. Det kan imidlertid være svært at overholde den betingelse. Det ligger nemlig i fornuftens natur at stræbe efter stadig mere erkendelse. Fornuften søger frem mod det ubetingede eller absolutte – og dermed frem mod noget, der ligger ud over erkendelsens grænser.

Kant skelner mellem ”forstand” og ”fornuft”, selv om de to begreber til en vis grad overlapper hinanden. Han forstår forstanden som noget, der er begrænset til det, der kan være genstand for sanseerfaring, og som anskues i rum og tid. Forstanden er dermed begrænset til at beskæftige sig med det, der kan erkendes. Fornuften forstår han derimod som noget, der ikke har denne begrænsning. Fornuften kan gå ud over sanseerfaringen, idet den kan danne begreber som ”tingen i sig selv”, "Gud", ”sjælen”, og ”verden”. Sådanne begreber kalder Kant for grænsebegreber. Dermed mener han, at begreberne angiver, hvor grænsen for erkendelsen går. Se figur 7.

Begreber, der overskrider erkendelsens grænser, kaldes også metafysiske begreber. Fordi det ligger så dybt i menneskets natur at stille metafysiske spørgsmål, kan de metafysiske begreber ikke undgås. Man skal blot være klar over, at disse begreber ikke er udtryk for en gyldig erkendelse, siger Kant. For de udtaler sig om noget, som det ikke er muligt for mennesket at få erkendelse om - noget, der ligger uden for sansningen, anskuelsesformerne og forstandskategorierne.

Tingen i sig selv er således et metafysisk begreb. Mennesket vil aldrig blive i stand til at erkende en ting i sig selv. Denne ting giver anledning til en sansning, men den kan ikke sanses som den virkelig er. Vi kan ganske vist fremkomme med formodninger om, hvordan den i virkeligheden er beskaffen, men dens præcise egenskaber ved vi ikke noget om. Vi kan ikke opleve noget som helst anskueligt billede af den. Det eneste, vi kan vide noget om, er tingen som fænomen – dvs. tingen, som den bliver opfattet gennem sansningen, anskuelsesformerne og forstandskategorierne.

Ideen om Gud er ideen om den højeste virkelighed, om noget usammensat, noget ubetinget der betinger alt andet, noget selvtilstrækkeligt og noget evigt. Det ubetingede, der kendetegner begrebet om Gud, kan ikke sanses. Det kan heller ikke begribes ved hjælp af forstandskategorierne, for disse har kun at gøre med det betingede. Det er dermed et metafysisk begreb. Gud kan derfor aldrig blive genstand for viden, kun for tro. Ved at benægte, at det er muligt at få viden om Gud, giver Kant plads for troen.

Ideen om sjælen er forestillingen om en indre, usynlig, udelelig, udødelig substans, som ligger bagved og er bærer alle bevidsthedstilstande. Sjælen er forbundet med legemet, men den er ikke underlagt betingelserne for legemets liv i rum og tid. Det er klart, at ideen om en substans, der ikke kan sanses, og som ikke findes i rum og tid, er uden for den menneskelige erkendelses område og dermed et metafysisk begreb, siger Kant.

Begrebet om verden er også et metafysisk begreb. Det er ideen om alting – forestillingen om, at der ikke findes noget, som ikke er indeholdt i verden (verdensaltet). Men dén ide er det umuligt at gøre sig en erkendelse om. Mennesket kan ikke erkende verdens grænse, verdens begyndelse eller verdens første årsag, for alt det kan ikke sanses, og derfor er det ikke muligt at bruge anskuelsesformerne eller forstandskategorierne på det. Vi kan for eksempel ikke erkende, om verden er begrænset i rum og tid, eller om den tværtimod er ubegrænset i rum og tid. Kort sagt: Verden i sig selv (”an sich”) kan vi ikke erkende.

Etik

Uddybende artikel: Det kategoriske imperativ

Kant mener, at det er en persons motiv, og ikke det faktiske udfald, der afgør om en handling har moralsk værdi. Hvis en person handler ud af egoisme, men handlingen ender med at udvirke noget nyttigt og ønskværdigt, så har personens handling ingen moralsk værdi. Hvis personen derimod handler ud af en god vilje til at gøre noget godt, men handlingen ender med at skade andre mennesker, så har handlingen moralsk værdi. Det er altså motivet, der tæller.

Ifølge Kant kan der ikke tænkes nogen god handling uden en god vilje. Viljen er ikke god, hvis den er ledet af egoisme eller af ønsket om at opnå en bestemt nytte eller bestemte konsekvenser. Viljen er kun god, hvis den er ledet af et godt handlingsprincip. Kants etik er således ikke en konsekvensetik (som i utilitarismen), men en sindelagsetik. Det afgørende er ikke de konsekvenser, der kommer ud af handlingen, men det sindelag eller det motiv, der ligger bag ved den. Der kan komme nogle gode konsekvenser ud af en moralsk værdiløs handling, og der kan komme nogle dårlige konsekvenser ud af en moralsk værdifuld handling. Det er sindelaget, der er det afgørende.

Det handlingsprincip, som enhver handling bør udføres efter, kalder Kant det kategoriske imperativ (det ubetingede påbud). Det kategoriske imperativ står i modsætning til et hypotetisk imperativ (et betinget påbud). Et hypotetisk imperativ påbyder én at gøre noget under forudsætning af, at man har et givet ønske eller behov. Et hypotetisk imperativ kan for eksempel lyde: "Hvis du vil leve længe, så spis seks stykker frugt om dagen." Påbuddet er således betinget af, at man ønsker at leve længe. Det kategoriske imperativ er derimod ubetinget. Man bør altid følge det, uanset hvilke ønsker eller behov man har.

Det kategoriske imperativ formulerer Kant således:

”Handl kun efter den maksime, ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver almen lov.” (På tysk: ”Handle nur nach derjenigen Maxime, durch die du zugleich wollen kannst, daß sie allgemeines Gesetz werde.”)

Immanuel Kant

Titelsiden på Kritik af den rene fornuft fra 1781

Statue af Immanuel Kant i Kaliningrad, Rusland, tidligere Königsberg

Tysk frimærke fra 1974 i forbindelse med 250-års jubilæet for Kants fødsel.

Det kategoriske imperativ angiver ikke en bestemt handling eller norm. Det opstiller derimod et kriterium for, om den handling, man udfører, er moralsk. Kriteriet er, om handlingen sker ifølge en maksime (grundsætning), som man kan ville bliver almengyldig. Det vil sige: Kan man ønske, at maksimen gælder for alle, til alle tider, og uden undtagelse?

Et eksempel kan illustrere Kants tankegang: Jeg synes, jeg har for få penge. Jeg vil gerne have mange flere penge. Jeg beslutter derfor, at jeg vil røve en bank. Men hvis jeg bruger min fornuft og handler efter det kategoriske imperativ, så skal jeg spørge mig selv: Kan jeg ville, at alle mennesker handler efter den samme maksime, som jeg handler efter? I dette tilfælde handler jeg efter følgende maksime: ”Hvis man synes, man har for få penge, så må man gerne røve en bank.” Kan jeg ville, at den maksime bliver en almengyldig lov? Kan jeg ville, at alle mennesker i verden røver en bank, hvis de synes, de har for få penge? Hvad bliver følgen af, at maksimen for min handling bliver til en almengyldig lov? Følgen bliver, at verden vil blive plaget af bankrøverier i et utåleligt omfang. Tilliden til bankvæsenet vil forsvinde. Mange mennesker vil miste deres opsparing. Der vil komme et omfattende økonomisk kaos.

Kan jeg ville det, når jeg bruger min fornuft og tænker grundigt og konsekvent over det hele? Nej, det kan jeg ikke ville. Jeg ønsker ikke sådanne forhold. Derfor skal jeg ikke røve en bank.

Derimod skal jeg handle efter følgende maksime: ”Hvis man synes, man har for få penge, så må man ikke røve en bank.” Jeg kan nemlig godt ville, at den maksime bliver en almengyldig lov. Jeg kan godt ville, at alle mennesker handler efter det princip (den maksime). Jeg er villig til at tage følgerne af, at alle mennesker handler således.

Eksemplet viser, hvor stor vægt Kant lægger på fornuften i etiske spørgsmål. Ifølge Kant skal det være fornuften, der styrer etikken og de etiske overvejelser. Det skal ikke være følelser eller tilbøjeligheder (ty. ”Neigungen”), for eksempel lyst eller ubehag; for disse har en tendens til at tjene egoistiske interesser. Tilbøjeligheder er tilfældige og ofte modstridende.

Derved bliver Kants etik til en pligtetik. Man skal handle af pligt, ikke af tilbøjelighed. En handling af pligt er en handling, der er udført af agtelse (respekt) for det kategoriske imperativ.

Den gode vilje er således en vilje til at handle i overensstemmelse med det kategoriske imperativ. Den gode vilje består netop i at handle af agtelse for det kategoriske imperativ.

Det kategoriske imperativ formulerer Kant på forskellige måder, alt efter hvilke aspekter han vil fremhæve. Én af hans mest berømte formuleringer kaldes det praktiske imperativ (”det handlemæssige påbud”). Det fremhæver aspektet med det enkelte menneskes værdighed. Det praktiske imperativ lyder således:

”Handl således, at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.” (Grundlæggelse af moralens metafysik, 2. afsnit)

Ifølge Kant har ethvert menneske en absolut værdi. Det er et mål i sig selv. Det må ikke behandles udelukkende som et middel. For eksempel må en arbejdsgiver ikke behandle en ansat udelukkende som et middel til at tjene penge. Den ansatte skal også respekteres som et menneske, der har en absolut værdi - en værdi, der er uafhængig af dets værdi som arbejdskraft.

Indflydelse

I Kants levetid var der megen opmærksomhed omkring hans tanker, omend meget af den var af kritisk art. Han blev dog vurderet positivt af Reinhold, Fichte, Schelling, Hegel, og Novalis i løbet af 1780'erne og 1790'erne. Den tyske bevægelse, der blev kaldt tysk idealisme, udviklede sig på baggrund af Kants teoretiske og praktiske skrifter.

Hegel var en af de første store kritikere af Kants filosofi. Hegel mente blandt andet, at Kants etik var for formel, abstrakt og ahistorisk. Han udviklede således en etik, der på mange punkter var et modsvar til Kant.

Der var også det problem ved Kants filosofi, at selvom den havde reddet filosofien fra skepticisme efter Humes filosofi, havde den samtidig begrænset, hvad vi som mennesker kan erkende. Hegel skabte derimod en filosofi, der sagde, at vi kan erkende hvad som helst. Desuden forsøgte han at forklare, hvordan vi når til den absolutte viden. Men Hegel er enig i mange af Kants opfattelser, i modsætning til senere kritikere som Nietzsche og Russell.

Arthur Schopenhauer blev stærkt påvirket af Kants tanker om erkendelsens begrænsning. Han var dog, ligesom G. E. Schulze, Jacobi og Fichte, kritisk over for Kants teori om tingen i sig selv. For Schopenhauer kunne tingen i sig selv ikke eksistere uafhængigt af den ikke-rationelle vilje. Verden er, ifølge Schopenhauer, selve den ubevidste vilje.

Efter at Hegels skrifter fik stor succes og indflydelse, begyndte Kants indflydelse at tynde ud, selvom den atter fik mere indflydelse i 1860'erne, hvor bogen Kant und die Epigonen blev udgivet i 1865 af Otto Liebmann, hvis motto var "tilbage til Kant". I løbet af det tyvende århundrede var der en vigtig genopståen af Kants teoretiske filosofi, hvilket især kom til udtryk i værker af Hermann Cohen, Paul Natorp, Ernst Cassirer og Nicolai Hartmann.

Jürgen Habermas og John Rawls er to bemærkelsesværdige politiske og etiske filosoffer, hvis tanker er stærkt påvirket af Kants etik. Trods relativistiske tendenser i datidens filosofi argumenterer de begge for, at universalitet er essentielt for en levedygtig moralfilosofi.

Også i samtidens Danmark fik Kant stor indflydelse på en ny generation af unge akademikere, først med Christian Hornemanns (1759-93) og senere med Johan Erik von Bergers (1772-1833) filosofiske udgivelser, der gjorde op med den herskende lyksalighedsfilosofi. H.G. Sveistrup (1770-1824) udgav i årene 1798-99 det kantianske tidsskrift Philosophisk Repertorium, der blandt andre havde Jens Kragh Høst, Anders Sandøe Ørsted og Hans Christian Ørsted som bidragydere.

På teologiens område fik Kant betydning på den måde, at teologien efter Kant lagde mere vægt på, at teologi er udtryk for tro, ikke viden eller erkendelse. Teologien blev mere opmærksom på forskellen mellem tro og viden.

Grav

Kants grav findes i et mausoleum i det nordøstlige hjørne af Königsberg-katedralen. Mausoleet blev bygget af arkitekten Friedrich Lahrs og var færdiggjort i 1924, lige tidsnok til tohundredeårsdagen for Kants fødsel. Oprindeligt var Kant begravet inde i katedralen, men i 1880 blev graven flyttet udenfor og placeret i et gotisk kapel, der er beliggende ved det nordøstlige hjørne af katedralen. I årenes løb blev kapellet forsømt, indtil det blev nedrevet og erstattet af mausoleet, som er bygget det samme sted, og hvor det også ligger i dag.

Graven og dets mausoleum er en af de få kulturgenstande fra tysk tid, der er bevaret af russerne, efter at de erobrede byen i 1945. I dag bringer mange nygifte blomster til mausoleet.

Se også

Ideer

• A priori
• A posteriori
• Tingen i sig selv
• Den transcendentale æstestik
• Den transcendentale logik
• Transcendentale illusioner
• Paralogismer
• Det kategoriske imperativ
• Antinomier
• Liberalisme
• Tysk idealisme
• Rationalisme

Personer

• David Hume
• John Locke
• Arthur Schopenhauer
• Karl Leonhard Reinhold

Andet

• Kritik af den rene fornuft
• Kritik af den praktiske fornuft
• Kritik af dømmekraften
• Nykantianisme

Bibliografi

• (1746) Gedanken von der wahren Schätzung der lebendigen Kräfte
• (1755) Neue Erhellung der ersten Grundsätze metaphysischer Erkenntnisse; Ph.d.-afhandling: Principiorum primorum cognitionis metaphysicae nova dilucidatio
• (1755) Allgemeine Naturgeschichte und Theorie des Himmels
• (1756) Monadologia Physica
• (1762) Die falsche Spitzfindigkeit der vier syllogistischen Figuren
• (1763) Der einzig mögliche Beweisgrund zu einer Demonstration des Daseins Gottes
• (1763) Versuch den Begriff der negativen Größen in die Weltweisheit einzuführen
• (1764) Beobachtungen über das Gefühl des Schönen und Erhabenen
• (1764) Über die Krankheit des Kopfes
• (1764) Untersuchungen über die Deutlichkeit der Grundsätze der natürlichen Theologie und der Moral
• (1766) Träume eines Geistersehers
• (1770) De mundi sensibilis atque intelligibilis forma et principiis
• (1775) Über die verschiedenen Rassen der Menschen
• (1781) Kritik der reinen Vernunft, 1. udgave.
• (1783) Prolegomena zu einer jeden künftigen Metaphysik (Prolegomena til enhver fremtidig metafysik, der skal optræde som videnskab (oversat af Claus Bratt Østergaard): Det lille forlag, 2007)
• (1784) Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung? (Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning? (oversat af Kurt Jensen) i Oplysning, historie, fremskridt (s. 71-80), Morten Haugaard Jeppesen (red.): Forlaget Slagmark, 1993)
• (1784) Idee zu einer allgemeinen Geschichte in weltbürgerlicher Absicht (Formodninger om begyndelsen på den menneskelige historie (oversat af Jens Ole Hansen og Kurt Jensen) i Oplysning, historie, fremskridt (s. 81-101), Morten Haugaard Jeppesen (red.): Forlaget Slagmark, 1993)
• (1785) Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (Grundlæggelse af sædernes metafysik (oversat af Tom Bøgeskov): Hans Reitzels Forlag, 1999)
• (1786) Metaphysische Anfangsgründe der Naturwissenschaft
• (1787) Kritik der reinen Vernunft, 2. og forbedrede udgave ("Zweite hin und wieder verbesserte Auflage"). (Kritik af den rene fornuft)
• (1788) Kritik der praktischen Vernunft (Kritik af den praktiske fornuft)
• (1790) Kritik der Urteilskraft (Kritik af dømmekraften)
• (1793) Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft (Religionen innenfor fornuftens grenser (oversat til norsk af Øystein Skar): Humanist Forlag, 2004)
• (1795) Zum ewigen Frieden (Den evige fred (oversat af Fredrik Bajer): Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg, 1990)
• (1797) Metaphysik der Sitten
• (1798) Anthropologie in pragmatischer Hinsicht (Hvad er mennesket? Antropologi i pragmatisk perspektiv (oversat af Claus Bratt Østergaard): Informations Forlag, 2015)
• (1798) Der Streit der Fakultäten
• (1800) Logik
• (1803) Über Pädagogik (Om pædagogik (oversat af Bengt Moss-Petersen): Forlaget Klim, 2000)
• (1804) Opus Postumum
• (1804) Welches sind die wirklichen Fortschritte, die die Metaphysik seit Leibnizens und Wolf's Zeiten in Deutschland gemacht hat? (Metafysikkens fremskridt (oversat af Claus Asbjørn Andersen): Det lille forlag 2004)

Litteratur på dansk

Primærlitteratur

• Kant, Immanuel (1990): Den evige fred (oversat af Fredrik Bajer): Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg
• Kant, Immanuel (1999): Grundlæggelse af sædernes metafysik. HRD
• Kant, Immanuel (2000): Kritik af den praktiske fornuft. HRF. På dansk ved Tom Bøgeskov
• Kant, Immanuel (2002), Kritik af den rene fornuft. Det lille forlag. Oversat af Claus Brat Østergaard.
• Kant, Immanuel (2007): Prolegomena til enhver fremtidig metafysik, der skal kunne fremtræde som videnskab. Det lille Forlag. Oversat af Claus Brat Østergaard
• Kant, Immanuel (2012): Om pædagogik. Klim. Oversat af Bengt Moss-Petersen
• Kant, Immanuel (2015): Hvad er mennesket? Information. Oversat af Claus Brat Østergaard.
• Kant, Immanuel (2005): Kritik af dømmekraften. Det lille Forlag. ISBN 9788791220234. Oversat af Claus Brat Østergaard
• Kant, Immanuel (2017): Oplysning, historie, fremskridt. Slagmark. Oversat af Morten Haugaard Jeppesen m.fl., indledning ved Morten Haugaard Jeppesen og Carsten Fogh Nielsen
• Kant, Immanuel (2018): Om Det Radikale Onde. Den Menneskelige Natur. DLF

Sekundærlitteratur

• Lars Albinus: Religion, magt og kommunikation. Århus Universitetsforlag 2010. ISBN 978-87-7124-495-3
• Svend Andersen, Niels Grønkjær, Troels Nørager: Religionsfilosofi, Gad 2002. ISBN 87-1203-790-7
• Max Apel: Kant. Ein Bild seines Lebens und Denkens. Berlin 1904.
• Tom Bøgeskov: Kants erkendelsesteori. Steno Museet 2021. ISBN 9788788708844
• Gilles Deleuze: "Fire poetiske formuleringer, der kunne sammenfatte den kantianske filosofi." Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (9), 5–10. 1987.
• Jostein Gaarder: Sofies verden. Høst og Søn 1992. ISBN 87-14-19492-9
• Hartnack, Justus (1965): Kants erkendelsesteori. Gyldendal
• Hartnack, Justus (1966): Kant. I serien ”De store tænkere”. Berlingske Forlag
• Jeppesen, Morten Haugaard (1991). Den selvbefordrende profeti - indledning til Kants Idé til en almen historie. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (17), 93–97.
• Jeppesen, Morten Haugaard (2006). En blind, om end uundværlig funktion - om indbildningskraften som formidlende evne i Kants ’Kritik der reinen Vernunft’. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (46), 63–82.
• Karl Aage Kirkegaard: Teknologifilosofi. Erhvervsskolernes Forlag 2005. ISBN 87-7881-624-6
• Lyotard, Jean Francois (1987). "Om det sublime". Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (9), 51–58.
• Nielsen, Carsten Fogh & Thomas Larsen (red) (2010): Erkendelse, moral og system. Philosophia
• Nielsen, Carsten Fogh (2019): Kant og pædagogik – mellem natur og normativitet. I Alexander von Oettingen (red): Pædagogiske tænkere. Hans Reitzels Forlag
• Næss, Arne (1991): Filosofiens historie 1. Hans Reitzels Forlag. ISBN 87-412-3156-2
• Pedersen, Esther Oluffa & Per Jepsen & Carsten Friberg (red.) (2007): Kants kritik af dømmekraften. Philosophia
• Politikens filosofileksikon. Politikens forlag 2010. ISBN 978-87-567-5902-1
• Rostbøll, Christian (2015): Immanuel Kant. JØF
• Sejten, A. E. (1987). "At gentænke det politiske over Kant." Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (9), 59–75.
• Lise Søelund Kant, kritik og Königsberg. Mellemgaard 2020.
• Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed. Gyldendal 2000. ISBN 87-00-45118-5

Eksterne henvisninger

• Immanuel Kant på gravsted.dk

Søsterprojekter med yderligere information: Kategorien "Immanuel Kant" på Wikimedia Commons Citater fra Wikiquote

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Immanuel Kant
• Immanuel Kant hos Wikisource
• Immanuel Kant hos Wikiquote
• Immanuel Kant's works: text, concordances and frequency list