Valérie Pécresse

fransk politiker

Valérie Pécresse (født Roux, 14. juli 1967) er en fransk politiker, der har været regionsrådsformand i Île-de-France (Paris-området) siden 2015. Hun forlod partiet Republikanerne (LR) i 2017 for at stifte Soyons libres (SL). Som republikaner var hun medlem af Nationalforsamlingen for Yvelines' 2. valgkreds fra 2002 til 2007 og igen fra 2012 til 2016. Hun var minister for videregående uddannelse og forskning fra 2007 til 2011 og budgetminister og talsmand for den franske regering fra 2011 til 2012.

Valérie Pécresse
UMP regional elections Paris 2010-01-21 n11.jpg

(januar 2010)
Formand for regionsrådet i Île-de-France
Nuværende
Overtaget embede
18. december 2015
Foregående Jean-Paul Huchon
Budgetminister i Frankrig
Embedsperiode
29. juni 2011 – 10. maj 2012
Premierminister François Fillon
Foregående François Baroin
Efterfulgt af Jérôme Cahuzac
Regerings talsmand i Frankrig
Embedsperiode
29. juni 2011 – 10. maj 2012
Premierminister François Fillon
Foregående François Baroin
Efterfulgt af Najat Vallaud-Belkacem
Minister for højere uddannelse og forskning i Frankrig
Embedsperiode
18. maj 2007 – 29. juni 2011
Premierminister François Fillon
Foregående François Goulard
Efterfulgt af Laurent Wauquiez
Medlem af Nationalforsamlingen
Embedsperiode
20. juni 2012 – 20. januar 2016
Valgkreds Yvelines' 2. kreds
Embedsperiode
19. juni 2002 – 19. juli 2007
Personlige detaljer
Født 14. juli 1967 (55 år)
Neuilly-sur-Seine, Frankrig
Politisk parti Les Républicains
Ægtefælle Jérôme Pécresse
Far Dominique Roux
Uddannelses­sted HEC Paris
ENA
Links
Valérie Pécresses hjemmeside
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

I juli 2021 annoncerede Pécresse sit kandidatur til den republikanske nominering af partiets præsidentkandidat til præsidentvalget i Frankrig 2022.[1][2]

Uddannelse og tidlig karriereRediger

Pécresse er datter af økonomen Dominique Roux, der underviste på Université Paris-Dauphine og senere var administrerende direktør for koncernen Bolloré.[3] Hun har juridiske grader fra HEC Paris og ÉNA.[4] Hun taler fransk, engelsk, russisk og japansk.[5][3]

Pécresse var revisor for Conseil d'État indtil 1998, hvor hun blev udpeget som rådgiver for præsident Jacques Chirac.[5][3]

Politisk karriereRediger

Fra 2002 til 2007 var Pécresse medlem af Frankrigs nationalforsamling for departementet Yvelines (2. valgkreds).[6] I parlamentet var hun medlem af Udvalget for Konstitutionelle Anliggender (2002-2005) og Kulturudvalget (2005-2007).[7] I 2004 blev hun talsmand for Nicolas Sarkozy, som dengang var leder af UMP.[3]

Hun blev også valgt til regionsrådet i Île-de-France i 2004. Pécresse var talsmand for partiet i Yvelines.

Fra 2007 til 2011 fungerede Pécresse som minister for videregående uddannelse og forskning i premierminister François Fillons regering. I løbet af sin embedsperiode iværksatte hun mange reformer i et forsøg på at give universiteterne en større grad af autonomi og åbne vejen for mere privat finansiering. Reformerne forårsagede en bølge af strejker.[8][9]

I 2009 gav Académie de la Carpette anglaise, en organisation, der modsætter sig spredningen af det engelske sprog i fransktalende lande, Pécresse Prix de la Carpette Anglaise ("den engelske dørmåttepris") for at have nægtet at tale fransk ved internationale møder i Bruxelles. Pécresse havde udtalt at engelsk var det nemmeste kommunikationsmiddel.[10]

Samtidig blev Pécresse af Financial Times beskrevet som en af de mest succesrige af Sarkozys ministre og betragtet som en kandidat til at efterfølge Christine Lagarde som økonomi- og finansminister i 2011.[11]

Fra 2011 til 2012 fungerede Pécresse som regeringens talsmand og som minister for budget, offentlige regnskaber og statsreformer i Fillons tredje regering.[12][13] I denne egenskab var hun imod stigninger i EU-budgettet for 2013.[14] Ved lokalvalget i 2011 gik hun bemærkelsesværdigt imod den officielle partilinje, ledet af den daværende UMP-leder Jean-François Copé, ved ikke at anbefale partiets tilhængere, hvordan de skulle stemme; i stedet sagde hun, at hun ville foretrække Socialistpartiet (PS) i tilfælde af en anden valgrunde mod National Front (FN).[15]

Efter Nicolas Sarkozys nederlag ved det franske præsidentvalg i 2012 forblev Pécresse et nøglemedlem af Union pour un Mouvement Populaire (UMP) og dens efterfølger, republikanerne (LR). Hun vendte tilbage til nationalforsamlingen, hvor hun sad i finansudvalget fra 2012 til 2016.[7]

Formand for Regionsrådet i Île-de-FranceRediger

I december 2015 stod Pécresse i spidsen for en alliance af centrums- og højrefløjspartier, som kneben besejrede en alliance af socialister og grønne ved regionsrådsvalget i Île-de-France. Hun blev den første kvinde til at beklæde embedet som formand for regionsrådet i Île-de-France. 

Ved Republikanernes valg af præsidentkandidat i 2016 forud for præsidentvalget i 2017 støttede Pécresse den tidligere premierminister Alain Juppé.[16] Midt i Fillon-affæren om nepotisme opfordrede hun i marts 2017 sammen med Xavier Bertrand, Christian Estrosi og andre Juppé til at erstatte François Fillon som partiets kandidat.[17] [18]

Forud for republikanernes formandsvalg i 2017 grundlagde Pécresse sin egen politiske bevægelse Libres! i juli 2017. Hun modsatte sig også offentligt den nyvalgte LR-formand Laurent Wauquiez og advarede mod hans mulige "porøsitet" til den yderste højrefløjs National Fronts (FN) ideer.[19][20] Hun meddelte senere sin afgang fra LR den 5. juni 2019, tre dage efter Wauquiez's tilbagetræden som formand for partiet.[21]

Som reaktion på Brexit-afstemningen i 2016 hjalp Pécresse med at lancere et initiativ fra virksomhedsledere og politikere – herunder Anne Hidalgo, Gérard Mestrallet og Christian Noyer – for at tiltrække handel fra London.[22][23] Hun har siden offentligt sagt, at Frankrig rullede det "røde-hvide-og-blå tæppe" ud for britiske bankfolk.[24]

I 2019 annoncerede Pécresse planer om at øge antallet af mennesker i Paris-regionen, der cykler til arbejde ved at investere 100 millioner euro i nye cykelstier og infrastruktur og en støttet elcykeludlejningsordning inden 2021.[25]

Kandidatur til præsidentvalget i 2022Rediger

I juli 2021 annoncerede Pécresse, at hun havde til hensigt at stille op som den republikanske kandidat ved præsidentvalget i 2022.[26] I et interview med Le Figaro sagde hun: "Jeg er klar til at være den første kvindelige præsident for republikken."[27] Ved partiets kongres i november 2021 blev hun nummer to efter Éric Ciotti ved en intern afstemning. Ved anden valgrunde mellem de to blev hun anbefalet af de øvrige besejrede kandidater Michel Barnier, Xavier Bertrand og Philippe Juvin.[28]

Den 4. december 2021 vandt Pécresse det republikanske kandidatur i den sidste afstemningsrunde med 61 % af stemmerne afgivet af partimedlemmer, mod 39 % til rivalen Éric Ciotti.[29][30]

PrivatlivRediger

Pécresse har været gift med den tidligere investeringsbankmand og Alstom-direktør Jérôme Pécresse siden 1994. Parret har tre børn. [31]

ReferencerRediger

  1. ^ "Head of Paris region announces presidential bid". POLITICO (amerikansk engelsk). 2021-07-22. Hentet 2021-11-19.
  2. ^ "Conservative Les Républicains forgo primary to choose candidate at party convention". France 24 (engelsk). 2021-09-26. Hentet 2021-11-19.
  3. ^ a b c d D. D. Guttenplan (22. maj 2011), France Reinvesting in Universities, Education Minister Says The New York Times.
  4. ^ "Valérie Pécresse, la guerrière". leparisien.fr. 29. marts 2009.
  5. ^ a b "Valérie Pécresse Et Dieu créa la femme". Arkiveret fra originalen 13. oktober 2007.
  6. ^ FACTBOX: Results for ministers in French election Reuters, 10. juni 2007.
  7. ^ a b Valérie Pécresse, Nationalforsamlingen.
  8. ^ Anna Willard (27. november 2007), French students hold fresh protests against reform Reuters.
  9. ^ Esther Bintliff (15. maj 2009), French students rue wasted semester Financial Times.
  10. ^ Schofiel, Hugh (22. januar 2009). "New lingua franca upsets French". BBC News. Hentet 25. januar 2009.
  11. ^ Peggy Hollinger (29. juni 2011) Sarkozy prepares to name Lagarde successor Financial Times.
  12. ^ Nicholas Vinocur (29. juni 2011), French Sarkozy to name replacement finance minister Reuters.
  13. ^ Emmanuel Jarry (29. juni 2011), French govt names Baroin as new finance minister Reuters.
  14. ^ Toby Vogel (25 April 2012) MEPs prepare to call for greater budget increase Politico Europe.
  15. ^ Angelique Chrisafis (21. marts 2011) French local elections leave Sarkozy party in disarray The Guardian.
  16. ^ Nicholas Vinocur (3. november 2016) Alain Juppé faces toughest test yet in French TV debate Politico Europe.
  17. ^ John Irish (5. marts 2017), French conservative party heavyweights to push for Fillon alternative, says senior politician Reuters.
  18. ^ John Irish og Andrew Callus (5. marts 2017), French conservatives in disarray as Fillon clings on Reuters.
  19. ^ Ingrid Melander (3. september 2017), 'The right is back,' says frontrunner to lead French conservatives Reuters.
  20. ^ Kim Willsher (10. december 2017) French opposition elects hard-right leaning leader The Guardian.
  21. ^ Marion Mourgue (5. juni 2019). "Valérie Pécresse annonce sa démission des Républicains". Le Figaro. Hentet 5. juni 2019.
  22. ^ Michael Stothard (31. oktober 2016), France sets up team in Brexit push to lure business from London Financial Times.
  23. ^ Mark Deen (3. november 2016), France Sets Up One-Stop Shop for British Firms Fleeing Brexit Bloomberg News.
  24. ^ Michael Stothard (7. juli 2017), Paris rolls out ‘red-white-and-blue carpet’ for banks Financial Times.
  25. ^ Geert De Clercq (13. marts 2019), Paris region to boost cycle commuting with bike parks and e-bikes Reuters.
  26. ^ Laura Kayali (22. juli 2021), Head of Paris region announces presidential bid Politico Europe.
  27. ^ Marion Mourgue (22. juli 2021), Valérie Pécresse: «Je suis candidate à la présidence de la République pour restaurer la fierté française» Le Figaro.
  28. ^ Richard Lough (2. december 2021), Pecresse emerges as favourite to win French centre-right's presidential ticket Reuters.
  29. ^ News, Bloomberg (2021-12-04). "France's Republicans Pick Pecresse as Presidential Candidate - BNN Bloomberg". BNN. Hentet 2021-12-04.
  30. ^ "French election 2022: Valérie Pécresse wins conservative primary". euronews (engelsk). 2021-12-04. Hentet 2021-12-04.
  31. ^ Anne-Sophie Lechevallier (24. august 2010) Jérôme Pécresse, le mari de Valérie Paris Match.