Victor Haderup
Victor Frants Nachtegall Haderup (født 25. juli 1845 i Vesterborg på Lolland, død 29. april 1913 i Charlottenlund) var en dansk tandlæge, der er kendt for at have udviklet det tandskema for navngivning af tænder, der stadig anvendes. Han var med til at oprette Tandlægehøjskolen.
Victor Haderup | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 25. juli 1845 Vesterborg, Danmark |
Død | 29. april 1913 (67 år) Charlottenlund, Danmark |
Gravsted | Holmens Kirkegård |
Barn | Ernst Haderup |
Familie | Carl Erhardt Haderup (farbror) |
Uddannelse og virke | |
Medlem af | Tandlægeforeningen |
Beskæftigelse | Tandlæge |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Titulær professor (1902), Ridder af Dannebrog (1894), Ridder af Vasaordenen |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Victor Haderup blev dimitteret fra Nykøbing Falster Skole i 1863, tog lægeeksamen i 1871, var derpå kandidat på Kommunehospitalet i København og virkede i de følgende år som praktiserende læge forskellige steder på Øerne[hvilke?]. Efter at have uddannet sig som tandlæge i Berlin og København oprettede han her i 1878 en klinik for mund- og tandsygdomme, blev i 1880 medlem af Kommissionen for tandlægeeksamen, 1881 formand for Dansk Tandlægeforening (indtil 1886 og atter 1890-91 og 1899-1900), 1884 læge i sit specialfag ved poliklinikken for ubemidlede og medlem af sammes bestyrelse, 1885 medlem af Kommissionen for ordning af tandlægevæsenet i Danmark.
Han var i flere år medredaktør af Skandinavisk Tidsskrift for Tandlæger, blev i 1888 leder af den teoretiske undervisning ved den nyoprettede Tandlægehøjskole og tog samme år doktorgraden. Han foretog flere studierejser og repræsenterede sit specialefag ved forskellige internationale lægevidenskabelige kongresser. I sit specialefag, ligesom også på andre lægevidenskabelige områder, har han publiceret forskellige afhandlinger.
I store dele af verden anvendtes indtil 1970'erne Haderups nomenklatur fra 1887 og i Danmark bruges dette tandskema fortsat.
Han var redaktør af Nordisk Tidsskrift for Abnormvæsen 1889-1902, formand for Den skandinaviske Tandlægeforening 1891-92, leder af fonetisk kursus ved Universitetet 1895-99, ved Statens Lærerhøjskole 1898, medlem af flere udenlandske tandlægeselskaber, redaktør af Tandlægebladet. I 1902 blev han professor. Han var Ridder af Dannebrog og af den svenske Vasaorden.
Panum Instituttet ved Københavns Universitet har opkaldt et auditorium efter ham.[1]