Visdom

dyb forståelse og viden om et emne den måd at forstår

Visdom er en betegnelse for stor indsigt og forståelse med hensyn til livets centrale forhold[1]. Visdom er et gammelt begreb, der kan knyttes til flere forskellige fagområder som f.eks. filosofi, psykologi, teologi og religion.

Den græske guddom Hermathena bestående af Hermes og Athene i én person symboliserede visdom.

Anvendelser af begrebet redigér

Hvad, der præcis udgør visdom, er man uenige om. Herunder følger nogle af de mere almindelige perspektiver på visdomsbegrebet.

Visdom som personlig egenskab redigér

Nogle betragter visdom som den gode egenskab, en vís person besidder. Det modsatte af at være vís er at være 'tåbelig'.

En forsøgsvis definition på en vís person kunne være, at en vís person kendes på handlinger eller udtalelser, små som store, der efter lang tid og grundige undersøgelser kan billiges af mange. Problemet her er dog, at visdom ikke nødvendigvis er, hvad flertallet finder er visdom, for flertallet kan i al evighed forblive tåbeligt. Man er således nærmere fristet til at definere visdom, som det en vís person dømmer som víst. Dette er dog en cirkulær definition, der ikke tjener os til at nærme os begrebet. En anden definition kunne være: "Evnen til at bruge kundskab klogt".

Fænomenet visdom adskiller sig således både fra viden, intelligens, evner og færdigheder. Kort sagt er visdom noget man er, mens viden er noget man har. Hvor intelligens er noget, der mere eller mindre bliver fastlagt i en tidlig alder, så siger man ofte at en persons visdom kan vokse eller falde hele livet igennem.

Visdom som egenskab er på den måde hverken afhængig af arv eller opvækst. En uuddannet bonde i en fattig del af verden, kan således sagtens være mere vís end en distræt professor på et vestligt universitet, der omvendt må formodes at være mere vidende og (måske) mere intelligent.

Visdom som dyd redigér

Inden for noget filosofi og moderne spiritualitet betragter man visdom som en dyd, det vil sige en tilegnet dygtighed. Sokrates var 'filosof', som på oldgræsk betyder "ven af visdommen". Dette er dog et udtryk, der i sin tid blev brugt for at skille filosoffens profession fra vismandens. Oprindeligt er filosofi derfor noget andet end visdom, selv om de på nogle områder er beslægtede. Således har filosofien visse emneområder, som ligner visdommen. Især er etikken et eksempel, men også den politiske filosofi i det omfang at denne søger at give råd til magthaverne om, hvordan man forvalter magten på en vís måde. Dels handler filosofi også om at udvise dømmekraft og faktiske moralske egenskaber inden for det etiske og politiske, dvs. menneskets sociale omgang og samfundsliv.

I den græske filosofi fra Sokrates og frem var visdom en dyd, altså en karakteregenskab[2]. Visdom handler som dyd især om, bevidst eller ubevidst, at kende sine egne begrænsninger. Således blev det sagt, at Sokrates (5. årh. f.Kr.) var den víseste mand i Athen, fordi 'han vidste, at han ikke vidste noget', eller mere præcist fordi han vidste, at alt hans menneskelige viden strengt taget ikke var noget værd. Dermed menes der dog ikke andet, end at han vidste, at alt – eller næsten alt – hvad der gik for viden kunne betvivles filosofisk.

Visdom som åndelig forståelse redigér

Inden for nogle gamle filosofier og religioner ser man visdom i sammenhæng med åndelighed og en dybere forbindelse til livets grundlæggende principper.

Citater redigér

  Visdom er ikke resultatet af en uddannelse, men et livslangt forsøg på at opnå det  

Albert Einstein, 1954

Se også redigér

 
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Referencer redigér

  1. ^ https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=visdom
  2. ^ Platon 1998