Wikipedia:Om Wikipedia (for børn og unge)

Denne projektside holdes ikke længere opdateret, og bibeholdes først og fremmest af historiske årsager.
Yderligere information findes på diskussionssiden eller i historikken.

Tilbage til Forsiden for børn og unge


På denne side kan du få svar på forskellige spørgsmål om Wikipedia. I rammen lige neden under dette afsnit finder du en række spørgsmål, og længere ned ad siden står svarene. Klik på et spørgsmål i rammen, så ruller siden ned til det sted hvor svaret står.

Hvad handler Wikipedia om? redigér

Wikipedia er det der med et fint ord hedder en encyklopædi; det er noget nær det samme som et leksikon. Du kender sikkert allerede et leksikon som en eller flere store tykke bøger, hvor man kan slå alle mulige ting og sager op og læse om dem. Den slags leksikon, i bog-form som det hedder, har man kendt i mange hundrede år.

Wikipedia er en "hjemmeside" på internettet, der virker ligesom et leksikon: Her kan man også slå mange forskellige emner op og få en masse ting at vide om dem.

Et leksikon er normalt skrevet af en gruppe af eksperter inden for forskellige ting, som sidder i årevis og skriver om alle de emner der skal med. Og da de jo skal have løn for deres arbejde, ender det færdige leksikon med at være temmelig dyrt.

Wikipedia bliver lavet på en helt anden måde: Så godt som alle mennesker har jo et eller andet emne de interesserer sig for eller bare ved en hel masse om. Hvis nu rigtig mange mennesker hver især skrev lidt om hver deres emne, og man samlede det hele sammen, så får man hurtigt emner nok til at lave et leksikon.

Derfor er Wikipedia sådan indrettet, at alle og enhver kan lave nye sider, skrive flere oplysninger om emner der allerede findes sider om, eller rette på ting og sager, f.eks. stavefejl.

Hvordan finder man ting i Wikipedia? redigér

Hvert emne har sin egen side på Wikipedia; og sådan en side om et bestemt emne kaldes for en artikel. Der er mange af dem, men heldigvis også flere måder at finde de rigtige på.

Søg ligesom på internettet redigér

Øverst i højre hjørne af denne side er der en aflang firkant hvor der står "søg" indeni. I det lange, smalle felt i denne firkant kan du skrive det ord du søger efter, og når du klikker på forstørrelsesglasset til højre i firkanten, får du en liste over artikler der indeholder noget om det du søgte efter.

Kategorier redigér

Næsten alle artikler på Wikipedia hører med i en eller flere kategorier. På forsiden kan du finde en en række store kategorier, der hver især indeholder artikler om området. Er der mange artikler, er de dog ofte også sorteret i det, vi kalder underkategorier. En kategori kan for eksempel være Kategori:Naturvidenskab, hvor der både er artikler om ting som biologi, fysik og kemi og underkategorier med endnu flere artikler. Hvis du dykker ned i underkategorierne, kan du komme tættere og tættere på et bestemt emne, også selvom du måske ikke ved hvad det hedder eller hvordan det staves.

Portaler redigér

På forsiden under linjen med store emner findes en ekstra linje med andre indgange til Wikipedia. Her er f.eks. portalerne en måde at se hvilke artikler der findes om et bestemt emne. Desværre er portalerne ikke så populære så det er ikke altid de bliver opdateret. Alligevel kan de godt være en god måde at komme i gang med et bestemt emne.

Tilfældig artikel redigér

Hvis du ikke leder efter noget bestemt, men bare vil "finde et eller andet spændende", så se efter det link der hedder "Tilfældig artikel" ude i venstre kant af denne side: Som navnet siger, sender det dig hen til en side om et eller andet tilfældigt emne. Dette link findes på alle Wikipedias sider, så man kan hoppe lidt omkring indtil man "lander" på et emne der interesserer én.

Hvorfor er nogle links røde? redigér

Selv om der findes mange artikler, så findes der stadigvæk mange emner der endnu ikke er skrevet en artikel om. Men derfor kan der jo godt stå lidt om emnet i andre artikler, som har et link til det emne der mangler en artikel om.

Derfor: Medmindre du selv har lyst til at skrive en ny artikel om et nyt emne, så er der ikke noget at "hente" ved at klikke på et rødt link.

Husk at der hele tiden bliver skrevet nye artikler, så hvis du ledte forgæves efter noget i dag, kan det måske være at artiklen er skrevet i næste uge - eller i næste måned eller til næste år.

På den side der hedder Seneste ændringer kan du se hvor ofte der skrives om på noget eller tilføjes nye artikler.

Hvem har skrevet det der står i Wikipedia? redigér

Det har en hel masse mennesker - dels folk der tilfældigvis kommer forbi og opdager en fejl eller en mangel og ved at enhver kan ændre det, dels nogle mennesker der kommer forbi med jævne mellemrum for at skrive om et eller andet.

Kan jeg også være med til at skrive artikler? redigér

Ja, det kan alle der kan komme på internettet. Støder du f.eks. på et rødt link om et emne du ellers ved en hel masse om, kan du klikke på linket og straks gå i gang med skrive noget om det emne.

Det kan også være du finder en lille artikel som ikke "siger" ret meget om det emne den handler om. Hvis du mener du ved noget mere om emnet, så klik på "Redigér" i toppen af siden, så kan du gå ind og skrive dine tilføjelser.

Man skal bare vide tre ting: Lige som du kan rette eller føje ting til artikler som andre har skrevet, kan andre mennesker også komme og ændre eller skrive videre på de artikler du har startet på. Det gør de for eksempel, hvis der er noget du har gjort forkert, eller der er noget, som de synes mangler.

Derudover skal man huske på det der hedder ophavsret: Det betyder blandt andet at man ikke bare må slå et emne op i andre leksika eller bøger, og så skrive direkte af efter dem når man laver en artikel på Wikipedia. Det er forbudt, og hvis det sker, risikerer man at Wikipedia bliver lukket.

Endelig skal du huske, at en artikel på Wikipedia ikke er ligesom at skrive stil eller rapporter. Artikler skal handle om noget, der også har interesse for andre og ikke bare der hvor du bor (vi siger at emnet skal være notabelt). Desuden skal de være skrevet fra et neutralt synspunkt, så du må ikke skrive, hvad du selv synes om emnet. Og derudover er der en masse ting, der slet ikke hører hjemme på Wikipedia - for eksempel opskrifter, anmeldelser og reklamer.

Der findes nogle sider om hvordan man skriver en artikel, og stiller ting pænt op, indsætter billeder, formler og andre ting: Der er der en masse gode tips til dem der gerne vil være med til at skrive artikler. Vi har også et nybegynderforum, hvor mange gerne vil hjælpe.

Kan man stole på det der står? redigér

Vi prøver så vidt muligt på at sørge for at artiklerne er korrekte. Men nogle gange sker det, at nogen skriver noget forkert. Måske husker de forkert, eller de ved ikke så meget om tingene, som de selv tror. Men det sker også, at nogen skriver noget, de godt ved er forkert, eller de gør deres egne meninger til fakta.

Det går selvfølgelig ikke, så når det bliver opdaget, bliver det ofte rettet. Det er dog ikke altid den, der ser det, kan rette det selv, men så sætter vedkommende en skabelon om det i artiklen. Der kan for eksempel stå, at artiklens neutralitet er omstridt, eller at der mangler kilder. Hvis der er sådan en skabelon, skal man altså være skeptisk, for så er der noget galt.

Hvis du selv opdager noget i en artikel, der vist ikke kan passe, må du meget gerne gøre opmærksom på det på artiklens diskussionsside. Der er et link til den over artiklen, og den er netop beregnet til, hvis der er problemer.

Koster det slet ikke noget? redigér

Nej - alle har lov til både at slå ting op i Wikipedia, og til at bidrage med nye artikler. Man skal ikke engang "skrives op" eller registreres nogen steder - det er bare at gå i gang.

Wikipedia "lever af" donationer - frivillige bidrag af penge; det kan du læse om under "Donation" i menuen til venstre for denne tekst. Så hvis du har en stenrig onkel der gerne vil give penge til et godt formål, så fortæl ham lige om Wikipedia! ;-)