Wikipedia:Ugens artikel/Uge 12, 2016

Den spanske borgerkrig blev udkæmpet 1936 – 1939 mellem Spaniens republikanske regering (støttet af socialdemokrater, reformister, kommunister og anarkister) og nationalisterne anført af general Francisco Franco (støttet af konservative, falangister og i et vist omfang den katolske kirke).

Efter at venstrekoalitionen kom til magten under ledelse af Manuel Azaña i 1936, indledtes en periode med stor ustabilitet og konflikt. Volden kom ud af kontrol efter drab på en konservativ leder, og samme år forsøgte en gruppe højere officerer at begå et statskup. Oprøret blev efterhånden støttet af en bred gruppe af konservative. Nationalisterne modtog aktiv militær støtte og fik våben fra Nazi-Tyskland og Mussolinis Italien. Republikken købte militært udstyr fra Sovjetunionen og Mexico, men den vestlige ikke-interventionspolitik medførte efterhånden, at den lovlige regering ikke kunne købe våben. De sidste to år af krigen kæmpede republikanerne uden våbenhjælp udefra.

Efter tre års blodige kampe gik nationalisterne sejrende ud af borgerkrigen. Francisco Franco blev Spaniens diktator, og alle partier blev forbudt eller indlemmet i Francos statsbærende parti. I efterkrigstiden blev den vindende side glorificeret af den højreorienterede regering, som havde magten i landet. Francos udpegede efterfølger kong Juan Carlos ændrede politikken 1970'erne, hvilket førte til, at Spanien blev et konstitutionelt monarki med parlamentarisk demokrati.(Læs mere..)