Wikipedia:Ugens artikel/Uge 34, 2024
Slagmarksarkæologi er en underdisciplin af arkæologi, der beskæftiger sig med slagmarker. Disciplinen blev grundlagt af den amerikanske Douglas D. Scott fra National Park Service i USA, der gik med en metaldetektor på slagmarken for slaget ved Little Bighorn.
Slagmarksarkæologi beskæftiger sig med områder, hvor militære træfninger har fundet sted, og hvor tropper har stillet sig klar til slag og holdt lejr. Disciplinen bruges til at belyse rækkefølgen i forskellige slag, størrelsen på hærene og hvilke strategier, der er blevet brugt.
Arkæologi udført på moderne konfliktzoner bliver ofte meget omfangsrige projekter, da de typisk vil have haft stor indvirken på både civile og militære mål med moderne våbensystemer. Ligeledes indgår massegrave ofte i arkæologiske udgravninger af slagmarker.
I Danmark startede Østfyns Museer i samarbejde med Odense Bys Museer landets første større projekt inden for slagmarksarkæologi, hvor man undersøgte slaget ved Nyborg, der fandt sted i 1659. Også i Grønland har man udført slagmarksarkæologi efter anden verdenskrig. (Læs mere..)