Wikipedia:Ugens artikel/Uge 48, 2017

Portræt af L.A. Ring af Knud Larsen, 1901.

Laurids Andersen Ring (1854-1933) var en af dansk kunsts største malere ved indgangen til det 20. århundrede. Han var en pioner inden for såvel symbolisme og socialrealisme i dansk kunst. Hans maleri Sommerdag ved Roskilde Fjord regnes blandt et af dansk kulturhistories absolutte hovedværker og blev indlemmet i Den Danske Kulturkanon i 2006. Ring var erklæret ateist og dybt engageret i bøndernes og arbejdernes kamp for sociale og økonomiske forbedringer.

Ring blev i 1875 optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, men fandt sig aldrig rigtig til rette der. Hans første udstilling fandt sted i 1882, men først mod slutningen af 1880'erne begyndte han at høste anerkendelse for sit arbejde. I årene forinden var han ramt af en krise, da han dels solgte dårligt, dels var nødt til at tage hjem og hjælpe med at passe sin syge far. Imidlertid satte hans ven H.A. Brendekilde ham i kontakt med den fynske gårdejer og kunstmæcen Lars Ebbesen, og med ham udviklede Ring et livsvarigt venskab.

I århundredets slutning blev Ring optaget af de fattiges vilkår, hvilket satte sit præg på hans kunst. En ulykkelig forelskelse i hustruen til en ven i København prægede ham i de samme år, men efter en studietur til Italien mødte han den unge Sigrid Kähler, som han giftede sig med. Det gav et lysere udtryk i Rings malerier, men Kähler døde efter blot fire års ægteskab. De sidste år af sit liv levede Ring ret roligt som en efterhånden ganske anerkendt kunstner. I nutiden er Ring højt estimeret og repræsenteret på næsten alle kunstmuseer i Danmark. (Læs mere..)