Wikipedia:Ugens artikel/Uge 52, 2019

Kristendommens indførelse i Danmark var den langvarige proces, der førte til, at den traditionelle nordiske religion blev udskiftet med kristendommen som den dominerende religion i Danmark. I perioden fra omkring 700 til 1300 e.v.t. fandt der en gennemgribende kulturel forandring sted i landet, da det traditionelle stammesamfund blev erstattet af en mere centraliseret kongemagt efter vesteuropæisk forbillede. Denne periode omfatter også overgangen mellem Danmarks forhistorie og middelalder og falder sammen med vikingetiden.

Gorm den Gamle var den første reelle konge i Danmark og samtidig den sidste hedenske konge. Hans søn, Harald Blåtand (ca. 911 – ca. 986), skrev stolt på den store jellingsten, at han gjorde danerne kristne. I 960’erne lod han sig døbe af den frisiske munk Poppo, og dermed gjorde han kristendommen til statsreligion i sit rige.

Kristendommen har dog allerede tidligere haft kontakt med det nuværende Danmark. I det 8. århundrede foregår de første missionsforsøg, men de første kontakter mellem danere og kristne fandt ganske sikkert sted allerede før det vestromerske riges kollaps. Fra omkring 700 e.v.t. begyndte handelsfolk og krigere i stort tal at rejse over havet, hvor de mødte den kristne kultur samtidig med, at den kristne verden ekspanderede mod nord. I begyndelsen var kristendommen et fænomen blandt overklassen og fungerede i lang som et supplement til den traditionelle, nordiske religion. I 960’erne var kristendommens position i Danmark blevet så stærk, at kongen officielt kunne erklære sig selv for omvendt til kristendommen og dermed sit kongerige for kristent, men den gamle religion blev længe dyrket ved siden af den nye. Først i 12. og 13. århundrede bliver den kristne kirke et folkeligt kultfællesskab, at Danmark kan siges at være blevet fuldkommen kristent. (Læs mere..)