Gorm den Gamle

Gorm den Gamle (ukendt fødselsår og fødested) var en dansk konge, der regerede fra før år 936 til sin død omkring 958, eller få år senere i enten 963 eller 964, hvorefter han måske blev gravlagt i Jelling, hvorfra han regerede. Han rejste den mindste af Jellingstenene efter sin hustru Thyra.

Gorm den Gamle
Thyra Danebod meddeler kong Gorm den Gamle underretning om hans søn Knuds død (Maleri af August Thomsen fra 1800-tallet)
Konge af Danmark
Regerede	Før 936 – 958/64
Forgænger	Hardeknud og/eller Gnupa
Regent	Gorm den Gamle
Efterfølger	Harald 1. Blåtand
Ægtefælle	Thyra Dannebod
Børn	Knud Danaást Harald 1. Blåtand Toke Gormsen Gunhild Kongemor
Fulde navn	Gorm Hardeknudsen
Dynasti	Jellingdynastiet
Far	Hardeknud
Mor	Ukendt
Født	Slutningen af 800-tallet evt. mellem 908 og 918
Død	Vinteren 958 (eller nogle år senere)
Hvilested	959(?)/964(?) Jelling(?) eller ukendt
Beskæftigelse	Konge
Religion	Hedensk

Der er flere personer med dette navn, se Gorm den Gamle (flertydig).

Gorms Jellingsten, forside.

Gorms Jellingsten, bagside.

Der er ikke fundet spor af eller nogen kilder om noget kongesæde i Jelling før efterfølgeren Harald Blåtand. Om Gorm kom fra Jylland eller andetsteds i Danmark diskuteres derfor fortsat. Han har muligvis ikke været konge over hele Danmark, men i hvert fald indikerer flere kilder, at det var ham, som havde generobret Hedeby i 936. Han nævnes således i senere, danske kilder og på nedennævnte samtidige runesten.

Ophav

Gorm skulle være søn af Hardeknud. Krønikeskriveren Adam af Bremen beskriver, at Hardegon (muligvis identisk med Hardeknud) kom fra Northmannia til Danmark, hvor han tog magten i starten af 900-tallet ved at afsætte den unge kong Sigtryg, der regerede over det vestlige Danmark. Da Hardeknud døde overtog Gorm tronen.^{[kilde mangler]}

Heimskringla beskriver, at Gorm erobrede i hvert fald dele af kongeriget fra Gnupa, og Adam af Bremen foreslår selv, at kongeriget var blevet delt inden Gorm fik magten. Han bliver nævnt første gang som vært for ærkebiskop Unni af Hamborg og Bremen i 936. På den store af Jellingestenene står, at Gorms søn, Harald Blåtand "vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne", og det diskuteres derfor, om Gorm kun var konge over Jylland.

Skriftlige kilder

Der findes bevaret et antal nogenlunde samtidige (fra Gorms tid eller en eller to generationer efter denne) inskriptioner af forskellig art, der på hver deres måde refererer til Gorm. Her gengives de vigtigste, skønt der muligvis er yderligere et par indskrifter, der også refererer til Gorm.

Teksten på Den lille Jellingsten lyder:

• kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but (på nudansk: Gorm konge gjorde kumler disse efter Thorvi [Thyra], kone sin, Danmarks bod)

Teksten og stenens placering kunne pege på, at det var Thyra, som først blev begravet i anlægget i 958.

Gorm omtales også på Den store Jellingsten, hvor der står:

• Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna (på nudansk: Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thorvi [Thyra] moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge, og danerne gjorde kristne)

Endvidere omtales Gorm på den ene af runestenene i Sønder Vissing, hvor hans svigerdatter Tove har ladet følgende tekst indhugge:

• Tōfa lēt gørva kumbl, Mistivis dōttiR, øft mōður sīna, kona Hara[l]ds hins gōða, Gōrms sonaR (på nudansk: Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kuml efter sin mor)

Og på den omdiskuterede guldskive-mindeplade, der angiveligt skulle have ligget i Harald Blåtands grav i Wiejkowo i det nuværende Polen, læser man:

• Arald Curmsun, rex ad taner, Scon, Iumn, civ Aldin (på nudansk fortolkes teksten som: Harald Gormsen konge over danerne, Skåne, Jumne, [i] bispesædet Aldinburg)

Det menes også at være Gorm der henvises til på Hällestad-sten 1 ^(sv) i Skåne. En Eskil har sat en sten efter Toke Gormsen som han omtaler som sin hullan drōttin. Den nyfundne (i 2019) Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum nævner tillige en Toke som søn af kong Gorm. Indskriften på Hällestad-sten 1 lyder:

• Āskæll satti stēn þannsi æftiR Tōka, Gōrms sun, sēR hullan drōttin. SāR flō ēgi/ækki at Upsalum. Sattu dræng[i]aR æftiR sinn brōður stēn ā biargi stuððan rūnum. ÞēR Gōrms Tōka gingu nǣstiR (på nudansk: Eskil satte denne sten efter Toke Gormssøn, der var ham en huld herre (drot). Han flygtede ikke ved Uppsala. Drenge satte efter deres bror stenen på højen støt med runer. De gik Gorms Toke nærmest.)

Ud fra disse tekster kan vi altså udlede, at Gorm den Gamle var konge (i Danmark) samt at han var gift med Thyra, far til Harald Blåtand og sandsynligvis tillige til Toke Gormsen og svigerfar til Tove.

Ifølge andre skriftlige kilder blev Gorm oprindeligt begravet på hedensk vis i en høj i Jelling. Den sydlige høj i Jelling bærer navnet 'Gorms Høj', men senere udgravninger har blandt nogle givet anledning til formodninger om, at der er tale om at Nordhøjen (Thyras Høj) i Jelling var Gorms egentlige gravsted. Efter arkæologiske udgravninger i Jelling Kirke i 1970'erne fremkom den teori, at Gorm senere fik en kristen genbegravelse i kirken på foranledning af sønnen Harald, der muligvis var inspireret af, at den tyske kejser Otto 1. fik sin far gravlagt i en kirke.

Gorm den Gamle omtales af Snorri Sturluson, Saxo og Adam af Bremen. Disse værker er dog alle skrevet mindst 100 år efter Gorms død, så deres oplysninger må behandles med betydelig forsigtighed. Saxo beskriver ham "selv om en stor mand at se til, så svarede det indvortes dog kun slet til det udvortes". 1100-tals historikeren Sven Aggesen kalder Gorm for "Gorm den Løghe" (= dvaske), fordi han angiveligt hengav sig til nydelser og svir. Holberg kalder i sin Dannemark Riges Historie (1732-35) kongen "Gorm den Grumme".

Skelettet i Jelling Kirke

Træ fra gravkammeret i Nordhøjen er dateret dendrokronologisk og viste sig at være fældet sent på året 958. Det er af en del blevet tolket som, at Gorm er blevet begravet det år. Et ufuldstændigt skelet i 73 dele af en mand, der ud fra forskellige undersøgelser er blevet udpeget som de mulige eller sandsynlige levninger af Gorm, blev opdaget under kirkegulvet i Jelling Kirke i 1978. I gravkammeret fandt man videre hundredvis af tynde guldtråde, der nok har været vævet ind i tæpper eller den afdødes tøj. To sølvbeslag fra et bælte lå tæt ved den døde, udsmykket med dyre- og fuglehoveder, der er typiske for 900-årene. Stilen er den samme som på bægeret og fuglefigurerne fra den tømte grav i Nordhøjen, hvor dyrehovederne i udsmykningen har en karakteristisk krølle over snuden.

Personen i kammergraven i Jelling Kirke blev mellem 35 og 50 år; havde været omkring 170 centimeter høj (hvilket var højt for hans tid), og led af slidgigt i ryggen. Han var ikke særlig muskuløs. I nakken var der en påfaldende udvækst fra hans kranium. Skelettets DNA er aldrig blevet undersøgt; og da hans grav har ligget under vand meget af tiden, og hans knogler er meget medtagede, er det sandsynligvis heller ikke muligt. Dertil er han efterhånden blevet begravet tre gange (hvis der er tale om Gorms skelet), så det er også et spørgsmål om gravfred.

Skelettet vendte tilbage til kammergraven efter 23 år på Nationalmuseet. Officielt fejrede Danmark årtusindskiftet i Jelling 3. december 2000. Da blev kirken genåbnet efter en omfattende nyudsmykning med dronning Margrethe og statsminister Poul Nyrup Rasmussen til stede. Der var lagt nyt gulv i rød, svensk granit med indlagt sort dekoration, og en sølvstribe hvor kammergraven, og dermed muligvis Gorm den Gamle, ligger.

Hans regeringstid

• 934: Danskerne betalte skat til den tyske konge, Henrik 1.
• 936: Gorm afslog ifølge Adam af Bremens skrift biskop Unnis anmodning om tilladelse til kristen mission.
• 948: Ærkebiskop Adaldag af Hamborg-Bremen indviede biskopper til Slesvig, Ribe og Århus.
• 963: Sønnen Harald optræder for første gang som konge i de skriftlige kilder.

Efterkommere

• Harald Blåtand - efterfulgte Gorm som konge.

• Ifølge Saxo og sagaerne havde Gorm ved siden af Harald Blåtand også en ældre søn ved navn Knud Dane-Ást, som blev dræbt under et togt til Irland. Sammen med sin bror Harald skal han ifølge disse fortællinger have sat Dublin under belejring. En aften, han morede sig i våbenleg med sine mænd, blev han dødeligt ramt af en pil fra en irsk bueskytte. Som sit sidste ønske bad han angiveligt sine mænd om at fortsætte legene som om ingenting var sket, så irerne ikke skulle forstå, at danskernes anfører var død, og dermed få indtryk af, at belejrerne var svækket. Dødsbudskabet nåede Thyra i Jelling, men hun turde først intet sige, for Gorm skal ifølge sagnet have svoret, at han ville slå den ihjel, som overbragte ham budskabet om Knuds død. I stedet for at sige noget, hængte Thyra først sorte klæder for vinduerne og klædte sig i en gammel sæk. Da Gorm spurgte hende, om hun meldte ham Knuds død, svarede hun "Det melder du og ikke jeg." Tabet af sønnen fratog Gorm den sidste livsgnist, så Thyra, ifølge Saxo, "fulgte dem begge til graven med de samme tårer". I Saxos version sad Thyra tilbage som enke; men det passer ikke med de historiske fund. Thyra må være død før Gorm, for som enkemand rejste han den lille Jellingsten til minde om hende.

• Sandsynligvis endnu en søn, Toke, der faldt i slaget på Fyrisvoldene syd for Uppsala (986), og som er omtalt på flere runestene. På den ene runesten (DR 295) ved Hällestad kirke i Skåne står: "Åskeld satte denne sten til minde om Toke, Gorms søn, den hulde drot. Han flygtede ikke ved Uppsala. Kæmper satte til minde om broren stenen på bakken, styrket af runer. De gik Gorms Toke nærmest." En anden runesten (DR 296) samme sted skriver: "Åsgot rejste denne sten efter Ärre, sin bror. Og han var Tokes hirdmand. Nu skal stenen stå på højen." Års-stenen har påskriften "Asser satte denne sten efter sin herre Val-Toke." Den sten har også været sat i forbindelse med Toke Gormsen. Toke var kortvarigt konge af Danmark i 986 efter sin bror Harald.

• Gunnhild Kongemor var ifølge Historia Norvegiæ datter af Thyra og Gorm (hvorimod Heimskringla beskriver hendes herkomst som norsk).

Litteratur

• Adam af Bremens krønike. Dansk udgave ved Allan A. Lund. Illustreret af Jørgen Kraglund. 300 sider. Forlaget Wormianum 2000; ISBN 87-89531-01-9
• Frank Birkebæk: Vikingetiden i Danmark. Viborg: Sesam 2003; ISBN 87-11-13718-5
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; 2. udgave; Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København 1977; ISBN 87-500-1732-2
• P(oul) Engelhardt: Danerne - fra fødsel til dåb. København: Dansk Historisk Håndbogsforlag 1980; ISBN 87-85207-49-7
• Nils Hybel: Danmark i Europa: 750-1300. København: Museum Tusculanums Forlag 2003; ISBN 87-7289-882-8
• Lis Jacobsen: Svenskevældets Fald. Studier til Danmarks Oldhistorie i filologisk og runologisk Lys (København, 1929)
• Kåre Johannessen: Politikens bog om Danmarks vikingetid. Politikens håndbøger. København: Politikens Forlag 2001; ISBN 87-567-6456-1
• Stig Jørgensen: Danmarks kongemagt og dens fødsel. Århus: Aarhus Universitetsforlag 1987; ISBN 87 7288 070 8
• Knud J. Krogh: Gåden om kong Gorms grav. Historien om Nordhøjen i Jelling. Vikingekongernes monumenter i Jelling Bind I. Herning: Carlsbergfondet og Nationalmuseet, Poul Kristensens Forlag 1993; ISBN 87-7468-362-4
• Knud J. Krogh & Bodil Leth-Larsen: Hedensk og Kristent. Fundene fra den kongelige gravhøj i Jelling. Vikingekongernes monumenter i Jelling Bind II. Ikast: Carlsbergfondet og Nationalmuseet 2007; ISBN 978-87-7602-078-1
• Karin Kryger (red.): Danske kongegrave I. Gylling: Selskabet til Udgivelse af danske Mindesmærker og Museum Tusculanums Forlag 2014; ISBN 978 87 635 0781 3
• Niels Lund. Jellingkongerne og deres forgængere. Gylling: Vikingeskibsmuseet i Roskilde 2020; ISBN 978-87-85180-75-9
• Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse (København, 1976)
• Anders Olling og Hans Erik Havsten: Gorm Den Gamle, Harald Blåtand & Svend Tveskæg. Lindhardt og Ringhof 2017; ISBN 9788711568057
• P. H. Sawyer: The Oxford Illustrated History of the Vikings. Oxford: Oxford University Press 1999; ISBN 0-19-285365-1
• Arendse and Johnny Thiedecke: De danske vikinger: samfund, kongemagt og togter ca. 700-1050. Valby: Pantheon 2003; ISBN 87-90108-21-3

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Gorm den Gamle
• Aksel E. Christensen: "Mellem vikingetid og Valdemarstid. Et forsøg paa en syntese"; Historisk Tidsskrift, 12. række, Bind 2; 1966
• Vilh. la Cour: Hvem byggede "forbindelsesvolden mellem Haddeby nor og Danevirke sø?; Historisk Tidsskrift, 8. række, Bind 2; 1909
• Vilh. la Cour: "Kong Gorm og Dronning Tyre"; Historisk Tidsskrift, 9. række, Bind 5; 1926
• Kr. Erslev: "Dronning Tyre og Dannevirke"; Historisk Tidsskrift, 9. række, Bind 6; 1929
• Lis Jacobsen: "Kong Haralds og Kong Gorms Jelling-Monumenter"; Scandia, Bind 4; 1931; s. 234-269
• Henrik Larsen: "Hvad Ret havde Gorm den Gamle og hans Slægt til Danmarks Throne?", Historie/Jyske Samlinger, 5. række, Bind 3; 1937
• Bent Østergaard: "Sven Estridsens danmarkshistorie. Danmarks politiske historie ca. 890-985"; Historie/Jyske Samlinger 1994
• Kristian Andersen Nyrup: Middelalderstudier – BOG IX. Kong Gorms Saga Arkiveret 24. januar 2012 hos Wayback Machine
• Stamtræ på GENI
• Gorm den Gamle i 3D
• Troels Brandt: "Danerne 500-970" Arkiveret 21. februar 2020 hos Wayback Machine

Foregående:	Kongerækken	Efterfølgende:
Knud 1. Hardeknud 916/17 – Før 936 eller Gnupa - 930'erne - Før 943		Harald Blåtand 958/964 – 985