Åbn hovedmenuen

Gorm den Gamle var en dansk konge, som blev gravlagt i Jelling i 958-65. Der er ikke fundet spor af eller nogen kilder om noget kongesæde i Jelling før efterfølgeren Harald Blåtand. Om Gorm kom fra Sjælland eller Jylland diskuteres derfor fortsat. Han har muligvis ikke været konge over hele Danmark, men i hvert fald indikerer flere kilder, at det var ham, som havde generobret Hedeby i 936. Han nævnes således i senere, danske kilder og på nedennævnte tre samtidige runesten.

Gorm den Gamle
August Thomsen - Thyra Dannebod meddeler Kong Gorm den Gamle Underretning om hans Søn Knuds Død.png
Thyra Danebod meddeler kong Gorm den Gamle underretning om hans søn Knuds død
(Maleri af August Thomsen fra 1800-tallet)
Konge af Danmark
Regerede Før 936958
Forgænger Knud 1. Hardeknud
Regent Gorm den Gamle
Efterfølger Harald 1. Blåtand
Ægtefælle Thyra Dannebod
Børn Knud Danaast
Harald 1. Blåtand
Toke Gormsen
Gunhild Kongemor
Fulde navn Gorm Hardeknudsen
Dynasti Jellingdynastiet
Far Knud 1. Hardeknud
Mor Ukendt
Født Slutningen af 800-tallet evt. mellem 908 og 918
Muligvis Jelling
Død Vinteren 958
Jelling
Hvilested 959
Nordhøjen i Jelling. Ifølge en teori senere overflyttet til Jelling Kirke
Gorms Jellingsten, forside.
Gorms Jellingsten, bagside.

Indholdsfortegnelse

Skriftlige kilderRediger

Teksten på Den lille Jellingsten lyder:

  • kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but (på nudansk: Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra, kone sin, Danmarks bod)

Teksten og stenens placering kunne pege på, at det var Thyra, som først blev begravet i anlægget i 958.[kilde mangler]

Gorm omtales også på Den store Jellingsten, hvor der står:

  • Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna (på nudansk: Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge, og danerne gjorde kristne)

Endvidere omtales Gorm på den ene af runestenene i Sønder Vissing, hvor hans svigerdatter Tove har ladet følgende tekst indhugge:

  • Tōfa lēt gørva kumbl, Mistivis dōttiR, øft mōður sīna, kona Hara[l]ds hins gōða, Gōrms sonaR (på nudansk: Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kuml efter sin mor)

Og på den den omdiskuterede guldskive-mindeplade, der angiveligt skulle have ligget i Harald Blåtands grav i Wiejkowo i det nuværende Polen, læser man:

  • Arald Curmsun, rex ad taner, Scon, Iumn, civ Aldin (på nudansk fortolkes teksten som: Harald Gormsen konge over danerne, Skåne, Jumne, [i] bispesædet Aldinburg)

Ud fra disse tekster kan vi altså udlede, at Gorm den Gamle var konge (i Danmark) samt at han var gift med Thyra, far til Harald Blåtand og svigerfar til Tove.

Ifølge andre skriftlige kilder blev Gorm oprindeligt begravet på hedensk vis i en høj i Jelling. Senere udgravninger lader formode, at der er tale om Nordhøjen (Thyras høj) i Jelling. Efter arkæologiske udgravninger i Jelling Kirke i 1970'erne fremkom den teori, at Gorm senere fik en kristen genbegravelse i kirken på foranledning af sønnen Harald, der muligvis var inspireret af, at den tyske kejser Otto 1. fik sin far gravlagt i en kirke.[1]

Gorm den Gamle omtales af Snorri Sturluson, Saxo og Adam af Bremen. Disse værker er dog alle skrevet mindst 100 år efter Gorms død, så deres oplysninger må behandles med betydelig forsigtighed. Saxo beskriver ham "selv om en stor mand at se til, så svarede det indvortes dog kun slet til det udvortes". 1100-tals historikeren Sven Aggesen kalder Gorm for "Gorm den Løghe" (= dvaske), fordi han angiveligt hengav sig til nydelser og svir.[2] Holberg kalder i sin Dannemark Riges Historie (1732-35) kongen "Gorm den Grumme".[3]

SkelettetRediger

Træ fra gravkammeret er dateret dendrokronologisk og viste sig at være fældet sent på året 958. Meget tyder altså på, at Gorm er blevet begravet det år. Et ufuldstændigt skelet i 73 dele af en mand, der kan være Gorm, blev opdaget under kirkegulvet i Jelling Kirke i 1978. I gravkammeret fandt man videre hundredvis af tynde guldtråde, der nok har været vævet ind i tæpper eller den afdødes tøj.[4] To sølvbeslag fra et bælte lå tæt ved den døde, udsmykket med dyre- og fuglehoveder, der er typiske for 900-årene. Stilen er den samme som på bægeret og fuglefigurerne fra den tømte grav i Nordhøjen, hvor dyrehovederne i udsmykningen har en karakteristisk krølle over snuden.[5]

Han blev mellem 35 og 50 år; havde været omkring 170 centimeter høj (hvilket var højt for hans tid), og led af slidgigt i ryggen. Han var ikke særlig muskuløs. I nakken var der en påfaldende udvækst fra hans kranium. Skelettets DNA er aldrig blevet undersøgt; og da hans grav har ligget under vand meget af tiden, og hans knogler er meget medtagede, er det sandsynligvis heller ikke muligt. Dertil er han efterhånden blevet begravet tre gange, så det er også et spørgsmål om gravfred.[6]

Skelettet vendte tilbage til kammergraven efter 23 år på Nationalmuseet. Officielt fejrede Danmark årtusindskiftet i Jelling 3. december 2000. Da blev kirken genåbnet efter en omfattende nyudsmykning med dronning Margrethe og statsminister Poul Nyrup Rasmussen til stede. Der var lagt nyt gulv i rød, svensk granit med indlagt sort dekoration, og en sølvstribe hvor kammergraven, og dermed muligvis Gorm den Gamle, ligger.[1]

Hans regeringstidRediger

EfterkommereRediger

  • Ifølge Saxo og sagaerne havde Gorm ved siden af Harald Blåtand også en søn ved navn Knud Dane-Ast, som blev dræbt under et vikingetogt til Irland. Sammen med sin bror Harald skal han have sat Dublin under belejring. En aften, han morede sig i våbenleg med sine mænd, blev han dødeligt ramt af en pil fra en irsk bueskytte. Som sit sidste ønske bad han angiveligt sine mænd om at fortsætte legene som om ingenting var sket, så irerne ikke skulle forstå, at danskernes anfører var død, og dermed få indtryk af, at belejrerne var svækket. Dødsbudskabet nåede Thyra i Jelling, men hun turde først intet sige, for Gorm skal ifølge sagnet have svoret, at han ville slå den ihjel, som overbragte ham budskabet om Knuds død. I stedet for at sige noget, hængte Thyra først sorte klæder for vinduerne og klædte sig i en gammel sæk. Da Gorm spurgte hende, om hun meldte ham Knuds død, svarede hun "Det melder du og ikke jeg." Tabet af sønnen fratog Gorm den sidste livsgnist, så Thyra, ifølge Saxo, "fulgte dem begge til graven med de samme tårer". I Saxos version sad Thyra tilbage som enke; men det passer ikke med de historiske fund. Thyra må være død før Gorm, for som enkemand rejste han lille Jellingsten til minde om hende. [8]
  • Muligvis er Toke en anden søn, faldet i slaget på Fyrisvoldene syd for Uppsala og omtalt på flere runestene.[9] På den ene runesten (DR 295) ved Hällestad kirke i Skåne står: "Åskeld satte denne sten til minde om Toke, Gorms søn, den hulde drot. Han flygtede ikke ved Uppsala. Kæmper satte til minde om broren stenen på bakken, styrket af runer. De gik Gorms Toke nærmest." [10] En anden runesten (DR 296) samme sted skriver: "Åsgot rejste denne sten efter Ärre, sin bror. Og han var Tokes hirdmand. Nu skal stenen stå på højen." [11] Års-stenen har påskriften "Asser satte denne sten efter sin herre Val-Toke." Den sten har også været sat i forbindelse med Toke Gormsen.[12]

NoterRediger

LitteraturRediger

Eksterne henvisningerRediger