Anden puniske krig
Den anden puniske krig (218-201 f.Kr.) var den anden af i alt tre krige, som blev udkæmpet mellem de to stater Rom og Karthago – de to primære magter i det vestlige Middelhav i det 3. århundrede f.Kr.
| Anden Puniske Krig | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af de puniske krige | |||||||||
 De romerske og karthagiske inflydelsessfærer i år 218 f.Kr., umiddelbart inden krigens udbrød |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
| Romerske republik | Kartago | ||||||||
| Ledere | |||||||||
| Hannibal Barca, Hasdrubal Barca†, Mago Barca†, Hasdrubal Gisco†, Maharbal, Syphax, Hanno den ældre†, Massinisa, Hasdrubal |
|||||||||
Krigen blev udkæmpet i 17 år, hvor de to stater forsøgte at vinde overherredømmet over primært landområder i det Romersk Italien og den Iberiske Halvø, men også på øerne Sicilien og Sardinien. Mod slutningen af krigen blev krigen ligeledes udvidet til Nordafrika. Efter enorme materielle og menneskelige tab på begge sider blev karthagerne besejret. Makedonien, Syrakus og flere numidiske kongeriger blev trukket ind i kampene. Ligeledes kæmpede iberiske og galliske styrker på begge sider. Der var tre primære fronter under krigen var: Italien (med lejlighedsvise på Sicilien, Sardinien og i Grækenland), hvor Hannibal besejrede de romerske legioner gentagne gange; Iberiske Halvø, hvor Hasdrubal, en yngre bror til Hannibal, forsvarede de kartagiske kolonibyer med blandet succes, inden han rykkede ind i Italien; og Afrika, hvor Rom endelig vandt krigen.
Første puniske krig var endt med en romersk sejr i 241 f.Kr. efter 23 års krig og enorme tab på begge sider. Efter krigen udvidede Karthago sine besiddelser på den Iberiske Halvø, hvor en karthagisk hær under Hannibal i 219 f.Kr. belejrede, erobrede og plyndrede den pro-romerske by Saguntum. I begyndelsen af 218 f.Kr. erklærede Rom krig mod Karthago og indledte derpå den anden puniske krig. Senere samme år overraskede Hannibal romerne ved at marchere sin hær over land fra den Iberiske Halvø gennem Gallien og over Alperne til Cisalpine Gallien (det moderne Norditalien). Forstærket af galliske allierede opnåede han knusende sejre over romerne ved slagene ved Trebia (218) og slaget ved søen Trasimene (217). Ved at bevæge sig til det sydlige Italien i 216 besejrede Hannibal igen romerne i slaget ved Cannae (216 f.kr.), hvor han nedkæmpede den største hær, romerne nogensinde havde samlet.
Efter at 120.000 romerske tropper enten var blevet dræbt eller var i fangenskab valgte mange af Roms italienske allierede at desertere – mest bemærkelsesværdigt Capua – til Karthago, hvilket gav Hannibal kontrol over størstedelen af det sydlige Italien. Da Syrakus og Makedonien sluttede sig til karthagerne efter slaget ved Cannae, spredte konflikten sig. Mellem 215 og 210 f.Kr. forsøgte karthagerne at erobre det romersk-kontrollerede Sicilien og Sardinien, men uden succes. Romerne tog drastiske skridt for at hverve nye legioner: de indskrev slaver, kriminelle og dem, der ikke opfyldte den sædvanlige ejendomskvalifikation; dette medvirkede markant til at øge antallet af mænd i hæren. I det næste årti fortsatte krigen i det sydlige Italien, hvor de romerske hære langsomt tilbageerobre de fleste af de italienske byer, der var blevet tabt til Karthago.
Rom havde i 218 f.Kr. etableret et brohoved i den nordøstlige del af den Iberiske Halvø. Karthagerne havde efterfølgende gentagne gange forsøgt at nedkæmpe disse romerske positionerne, uden det dog var lykkes. I 211 f.kr. gik romerne i offensiven på den Iberiske Halvø men blev besejret – de lykkes dog med at fastholde deres fodfæste i den nordøstlige del af halvøen. I 209 f.Kr. erobrede den nye romerske kommandør Publius Scipio Carthago Nova, som var den vigtigste karthagiske base på halvøen. I 208 f.kr. lykkes det Scipio at besejre Hasdrubal, til trods for at Hasdrubal formåede at trække størstedelen af sine tropper tilbage til Gallien. Det efterfølgende karthagiske angreb blev besejret af romerne i forbindelse med slaget ved Metaurus. Ved slaget ved Ilipa i 206 f.kr. nedkæmpede Scipio permanent den karthagiske tilstedeværelse på den Iberiske Halvø.
Scipio invaderede det kartagiske Afrika i 204 f.Kr., hvilket tvang det kartagiske senat til at hjemkalde Hannibals hær fra Italien. Krigen sluttede med et afsluttende slag mellem to hære ledet af henholdsvis Scipio og Hannibal i forbindelse med slaget ved Zama i 202 f.Kr.. Dette slag resulterede i et nederlag til Hannibal og i, at Karthago søgte fred. Fredstraktaten, som var dikteret af Rom, fratog Karthago alle dets oversøiske områder og nogle af dets afrikanske områder. En bod på 10.000 sølv-talenter skulle betales over 50 år. Karthago blev forbudt at føre krig uden for Afrika – og de kunne kun føre krig i Afrika med Roms tilladelse. Herved stod det klart, at Karthago var politisk underordnet Rom. Rom brugte karthagisk militæraktivitet mod numidierne som påskud for at erklære krig igen i 149 f.Kr., hvilket indledte den tredje puniske krig. I 146 f.Kr. stormede romerne byen Karthago, plyndrede den, dræbte størstedelen af dens befolkning og ødelagde den fuldstændigt.
Årsagerne redigér
Baggrunden var en voksende styrkelse af Karthagos magt efter tabet af Sicilien i Første puniske krig 241 f.Kr.. Mens romerne i de følgende år fik tiltvunget sig ekstra karthagiske indrømmelser i Middelhavet som Korsika og Sardinien, satsede Karthago gennem den næste snes år på at skabe et nyt imperium i Spanien ved at grundlægge en række kolonier. Især under ledelse af general Hannibal lykkedes det at få magt over store dele af det sydlige Spanien, hvilket foruroligede det romerske senat. Anledningen til krigen var Hannibals belejring af byen Sagunt i 219, som romerne så som en overtrædelse af aftaler. Da Karthago støttede Hannibal, erklærede Rom krig.
Krigens forløb redigér
En stor del af krigen blev præget af Hannibals angreb på Italien, hvorved han hurtigt førte krigen over på romersk jord. I 218 f.Kr. gennemførte han en storstilet felttog via Sydfrankrig, Schweiz og Norditalien (”togtet over Alperne”) i spidsen for en hær på ca. 40.000 mand med krigselefanter og stor udrustning. Trods store tab lykkedes det ham at komme igennem med en hær på formentlig 26.000 mand og derved true romerne på deres område.
Den næste fase prægedes af en række store romerske nederlag. To romerske hære blev slået af Hannibal ved Ticinus og Trebia. En stor sejr blev vundet over romerne ved Trasimenersøen (217 f.Kr.), hvor den romerske konsul Flaminius blev lokket i en fælde med sin hær. Det lykkedes romerne at trække krigen i langdrag under diktatoren Fabius Maximus som undgik åbne slag, men i 216 f.Kr. vandt Hannibal én af sine største sejre i slaget ved Cannae, hvor to romerske konsuler blev omringet med deres talmæssigt overlegne hær og massakreret. Dette nederlag var tæt på at tvinge Rom i knæ, men byen afslog fredstilbud og fortsatte kampen med store økonomiske ofre. De fleste af byens forbundsfæller forblev loyale stik imod Hannibals forventninger. Syrakus og Capua gik over til Karthago, mens Makedonien officielt gik ind i krigen på Karthagos side, men krigsførelsen var ineffektiv og inkonsekvent.
De næste mange år fortsatte krigen uden de store begivenheder. Romerne undgik af al magt åbne slag, og da Hannibal ikke ville rømme halvøen, måtte han holde sig i felten, hvilket tærede på hans hær. Samtidig lykkedes det Rom at skaffe nye og mere kompetente generaler som Marcellus og Scipio Africanus den Ældre. Hannibal angreb ikke Rom én eneste gang, skønt der gik flere rygter om det. Han synes ikke at have villet risikere hæren. Imens lykkedes det romerne at generobre og knække både Syrakus 212 f.Kr. og Capua kort efter. I Spanien gik krigen mere ustabilt for romerne, men også her fik de efterhånden overtaget. Hannibals bror Hasdrubal søgte at undsætte ham med en hær fra Spanien, men blev slået og dræbt 207 f.Kr. ved Metaurus-floden. Fra 206 f.Kr. var romerne herrer over Spanien.
Efterhånden stod romerne så stærkt, at de kunne forberede en invasion i Afrika og derved true Karthago. Dette skabte panik og Hannibal blev kaldt hjem med hæren til forsvar. Imens tog Scipio ledelsen af den romerske krigsførelse og invaderede 203 f.Kr. Nordafrika, hvor han fik værdifuld militær støtte af Karthagos lokale rival, kong Massinissa af Numidien. Afgørelsen faldt i slaget ved Zama 202 f.Kr. hvor Hannibal blev fuldstændig slået af en romersk-numidisk hær. Derefter bad Karthago om fred.
Fredsslutningen redigér
Freden 201 gjorde ende på Karthagos dominerende stilling. Byen måtte udlevere alle krigselefanter, betale 10.000 talenter i rater, begrænse sin flåde til ti skibe og opgive hæren. Reelt blev byen romersk vasal. For Rom blev sejren indledningen til nye krige mod de hellenistiske stater, først og fremmest Makedonien.
Krigens betydning redigér
Den Anden Puniske Krig er én af de vigtigste krige i Roms historie. Den gjorde byen til den dominerende magtfaktor i det vestlige Middelhav, ligesom den åbnede vejen til magten i både Spanien og Nordafrika. Det var imidlertid også en krig der viste, hvor farlige karthagerne kunne være. Under kampene mod Hannibal 218-216 led den romerske republik nogle af sine værste militære nederlag, og krigen krævede militær nytænkning og bedre generaler. Også de store ødelæggelser i Italien under Hannibals felttog gjorde økonomisk skade og har muligvis bidraget til svækkelsen af den romerske bondestand. At romerne klarede krisen militært, skyldes formentlig dels udholdenhed, dels en klog politik over for forbundsfællerne før krigen. Hannibal måtte desuden væsentligt udkæmpe kampen i Italien uden støtte hjemmefra.
Litteratur redigér
Kilder på dansk:
- Titus Livius: Rom og Hannibal I-II. Livius’ romerske historie, Bog 21-26. Overs. af Gustav Hermansen. Kbh. 1944-48.
- Titus Livius: Hannibal og Scipio. Livius’ romerske historie. Bog 27-30. Indl. ved Niels M. Saxtorph og Jens Erik Skydgaard, overs. af Hanne Goldschmidt. Kbh. 1974.
- Polybios, Polybios’ Historie, Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1958
- Thomsen, Rudi, Hannibal: Roms store modstander, Tidsskriftet SFINX, 1998
- Cottrell, Leonard, Hannibal: Roms fjende, Arnold Busck, 1961