Første puniske krig
Den første puniske krig (264-241 f.Kr.) var den første af tre krige, der blev udkæmpet mellem de to daværende regionale stormagter i det vestlige Middelhav: Rom og Karthago. I 23 år, i antikkens længste sammenhængende konflikt og største søkrig, kæmpede de to magter om overherredømmet. Krigen blev primært udkæmpet på Middelhavsøen Sicilien og dens omkringliggende farvande, men pågik ligeledes i Nordafrika. Krigen afstedkom enorme tab på begge sider og endte med en romersk sejr over karthagerne.
| Første puniske krig | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af de puniske krige | |||||||||
 Middelhavet 264 f.v.t.: Romerske republik i rødt, Siracusa i grønt og Karthago i lilla. |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
 Karthago
|
|||||||||
| Ledere | |||||||||
| Marcus Atilius Regulus Gajus Lutatius Catulus | |||||||||
En karthagisk gruppe erobrede ca. 564 f.kr. den vestlige del af Sicilien og plyndrede og uddrev hellenerne (grækerne). Efter ca. 300 års krig mellem Karthago og hellenerne, søgte hellenerne hjælp fra Rom. Romerne så rent taktisk på sagen og mente, at Karthago sikkert ville bruge Sicilien som en bro til Romerriget for at udrydde dem. Rom valgte at hjælpe hellenerne.
Krigen begyndte i 264 f.Kr. med, at romerne fik fodfæste på Sicilien ved Messana (nutidens Messina). Romerne pressede derefter Siracusa – den eneste betydelige uafhængige magt på øen – til at alliere sig med dem og belejrede Karthagos hovedbase ved Akragas (Agrigento). En stor karthagisk hær forsøgte at ophæve belejringen i 262 f.Kr., men blev besejret i slaget ved Akragas. Romerne byggede efterfølgende en flåde for at udfordre karthagernes herredømme over havet – igennem brug af nye taktikker påførte de herefter karthagerne flere nederlag. En karthaginsk base på Korsika blev beslaglagt, mens et romersk angreb på Sardinien blev afværget; basen på Korsika var efterfølgende tabt.
Som følge af deres flådesejre lancerede romerne en invasion af Nordafrika, som karthagerne dog opsnappede og blev gjort bekendt med. Ved det efterfølgende søslag ved Kap Ecnomus blev karthagerne igen slået; dette var muligvis det største søslag i historien (hvis man opgør efter antallet af involverede kombattanter). Den romerske invasionen gik indledningsvis godt og i 255 f.Kr. forsøgte karthagerne at indgå fred. De romerske krav og vilkår for at indgå en fredsaftale var dog så hårde, at karthagerne fortsatte med at kæmpe og i sidste ende besejrede de angriberne romere. Romerne sendte efterfølgende en flåde for at evakuere deres overlevende, men karthagerne forsøgte at forhindre dette i slaget ved Cape Hermaeum ud for Afrika. Her blev karthagerne dog besejret. Den romerske flåde blev til gengæld ødelagt af en storm, da den på vej tilbage mod Italien. I denne forbindelse mistede romerne de fleste af sine skibe og over 100.000 mand.
Krigen fortsatte efterfølgende, hvor ingen af parterne var i stand til at opnå en afgørende fordel. Karthagerne angreb og generobrede Akragas i 255 f.Kr., men da de ikke troede, at de kunne holde byen, raserede de den og efterforlod den. Romerne genopbyggede hurtigt deres flåde og tilføjede 220 nye skibe. Samtidig erobrede romerne Panormus (nutidens Palermo) i 254 f.Kr. Det efterfølgende år mistede romerne 150 skibe til en storm. I 251 f.Kr. forsøgte karthagerne at generobre Panormus, men blev besejret i et slag uden for bymurene. Romerne havde langsomt lykkes med at besætte det meste af Sicilien, og i 249 f.Kr. belejrede romerne de to sidste karthagiske højborge på øen – i den vestligste del af øen. De lancerede også et overraskelsesangreb på den karthagiske flåde, men blev besejret i slaget ved Drepana. Karthagerne efterfulgte denne sejr med endnu en sejr i slaget ved Phintias, hvor de fleste af de resterende romerske krigsskibe gik tabt. Efter flere års dødvande genopbyggede romerne på ny deres flåde i 243 f.Kr. og blokerede i effekt de karthagiske garnisoner. Kartago samlede en flåde, der forsøgte at aflaste dem, men den blev ødelagt i slaget ved Aegate-øerne i 241 f.Kr. Dette tvang de afskårne karthagiske tropper på Sicilien til at forhandle om fred.
En traktat blev efterfølgende indgået og underskrevet. I henhold til betingelser i denne traktat betalte Karthago store erstatninger til Rom, ligesom Sicilien blev annekteret som en romersk provins. Fremadrettet var Rom den førende militærmagt i det vestlige Middelhav, og i stigende grad Middelhavsområdet som helhed. Den enorme indsats med at bygge 1.000 skibe under krigen lagde grundlaget for Roms maritime dominans i 600 år. Afslutningen på krigen udløste et stort – men mislykket – oprør i det karthagiske imperium. Den uløste strategiske konkurrence mellem Rom og Kartago førte til udbruddet af den anden puniske krig i 218 f.Kr.
