Albrecht Weber

tysk professor

Friedrich Albrecht Weber (født 17. februar 1825 i Breslau, død 30. november 1901 i Berlin) var en tysk orientalist, søn af Friedrich Benedict Weber.

Albrecht Weber

Personlig information
Født Albrecht Friedrich Weber Rediger på Wikidata
17. februar 1825 Rediger på Wikidata
Wrocław, Polen Rediger på Wikidata
Død 30. november 1901 (76 år) Rediger på Wikidata
Berlin, Tyskland Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Humboldt-Universität zu Berlin,
Universitetet i Wrocław Rediger på Wikidata
Medlem af Accademia delle Scienze di Torino (fra 1881),
Det Preussiske Videnskabsakademi,
Académie des Inscriptions et Belles-Lettres (1894-1901),
Sankt Petersborgs Akademi for Videnskab,
Ruslands Videnskabernes Akademi Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Sprogforsker, universitetsunderviser, indolog, historiker Rediger på Wikidata
Fagområde Sanskrit, indologi Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Humboldt-Universität zu Berlin Rediger på Wikidata
Elever Alfred Ludwig Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Pour le Mérite for videnskab og kunst,
Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1888) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Weber studerede 184245 klassisk og orientalsk filologi i Breslau, Bonn og Berlin, men navnlig kastede han sig med iver over studiet af sanskrit under vejledning af Stenzler, Lassen, Gildemeister og Bopp. Efter et ophold i England og Frankrig, søgte han uddannelse i Berlin 1848, hvor han 1856 blev ekstraordinær professor og efter Bopps død i 1867 ordentlig professor i indiske sprog; siden 1857 var han medlem af Berlin-Akademiet og døde efter en lang og fortjenstfuld virksomhed både som lærer for en talrig skare af yngre orientalister og som forsker i den indiske videnskab, indenfor hvilken han i lang tid indtog en førerstilling. Hans utrættelige arbejdsiver har efterladt sig betydningsfulde spor på næsten alle felter af den indiske filologi, men dog mest på den ældre litteraturs område (Vedaerne og den dertil hørende litteratur), samt Prakritlitteraturen.

Af særlig stor betydning er hans fuldstændige udgave af den hvide Yajur-Veda (1.—3. bind, Berlin 1849—59); samtidig med dette arbejde begyndte han på udgivelsen af Indische Studien, et slags tidsskrift, hvoraf han fik udgivet i alt 18 bind (Berlin 1850—98), og hvori han selv leverede de fleste bidrag; heri findes blandt andet hans udgave af Taitiriya Samhita (i 11.—12. bind), hans oversættelser af Atharvaveda (i 4., 13. og 17. bind), de betydningsfulde afhandlinger Ueber die heiligen Schriften der Jaina (i 16.—17. bind), samt Aufrechts transskriberede tekstudgave af Rigveda og flere andre for det indiske studium værdifulde arbejder. Hans Akademische Vorlesungen über indische Litteraturgeschichte (Berlin 1852) var i lang tid det eneste brugbare hjælpemiddel i denne litteraturs historie; den udkom i forøget og forbedret skikkelse 1876 og oversattes på engelsk 1878. De store Samlinger af indiske håndskrifter, som findes i Berlin, fandt i ham en kyndig bearbejder; han har beskrevet og videnskabelig katalogiseret dem i sin Verzeichniss der Sanskrit- und Prakrit-Handschriften der königlichen Bibliothek zu Berlin (bind I—II, 1—3; 1853—91).

Af hans øvrige arbejder må særlig fremhæves: en tysk oversættelse af Kalidasas Malavikagnimitra (1856), samt en del afhandlinger i Berlin-Akademiets Abhandlungen (Ueber Krishna’s Geburtsfest, 1869; Ueber das Ramayana, 1870) og i dets Sitzungsberichte (Die Griechen in Indien, 1890; Vedische Beiträge, 1894—95) og flere andre. Prakritlitteraturen er desuden behandlet af ham i Ein Fragment der Bhagavati. Ein Beitrag zur Kenntniss der heiligen Litteratur und Sprache der Jaina, 1.—2. (Abhandlungen der Berliner Akademie, 1865—66) og Ueber das Saptaçatakam des Hala (Leipzig 1870; i Abhandlungen für die Kunde des Morgenlandes). En række mindre afhandlinger, recensioner og lignende er udgivne samlede i hans Indische Skizzen (Berlin 1857) og Indische Streifen, 1.—3. bind (Berlin og Leipzig, 1868—79).

Kilder redigér