Bruger:Dipsacus fullonum/Urmiasjøen

Urmiasjøen
Overblik
Land	Iran
Maks. bredde	40–60
Overfladeareal	4750–6100
Oversigtskort

Urmiasjøen i juli 2016 med rødt vand og saltudfældning

Urmiasøen (persisk: دریاچه ارومیه: , Daryāche-ye Elūmiyeh; aserbajdsjansk: اورمیا ﮔﺆﻟﻮ, Urmiya gölü) er en saltsø i det nordvestlige Iran.

Den var tidligere den største indsø i Mellemøsten og den tredjestørste saltsø i verden. Grænsen mellem provinserne Øst-Aserbajdsjan og Vest-Aserbajdsjan går fra nord til syd midt i søen. Indsøen ligger vest for det Kaspiske Hav og tæt på grænserne til Irak, Tyrkiet, Aserbajdsjan (Nakhitsjevan) og Armenien. Byen Urmia ligger ved vestbredden af indsøen og storbyen Tabriz omtrent 60 km øst for den. Befolkningen omkring Urmiasøen er for det meste aserbajdsjanere, men i vest og syd er det også en del kurdere.

Det nuværende navn kommer fra byen Urmia, som har navn fra aramæisk ur "by" og mia, "vand", altså "byen ved vandet". På oldpersisk blev indsøen kaldt Tsjitsjast,  "den glitrende", og romerne kendte den som Lacus Matianus. Indsøen blev i Iran kaldt Rezaiyesjøen mellem 1930 og 1979 for at hædre Reza Pahlavi, men efter revolutionen fik den navnet Elūmiyeh-søen. Kurderne kalder søen Wermy, og det gamle armenske navn er Կապուտան ծով, Kaputan tsov, "blåsøen".

Fysisk geografi

Forskellige kilder angiver en højde over havet på 1275–1300 meter. Arealet varierer mellem 4750–6100 km². Gennemsnitdybden er mellem 4,9–6,0 meter, og dybden kan øges med op til 2 meter om foråret når det er snesmelting og mest nedbør. Indsøen ligger i den dybeste del af et endorheisk bassin og har ikke afløb.

13 permanente floder udmunder i indsøen, og det årlige tilløb af flodvand er 6900 millioner m³. Om foråret dannes det områder med ferskvand ved flodudløbene. I indsøen er der 101 øer. Det er bygget en mole tværs over indsøen for at få kortere vegforbindelse mellem Urmia og Tabriz. Molen har en åbning med en bro på 1,5 km, men er alligevel en forhindring for strømmene.

Saliniteten er op til 340,0 g/l, men ligger som regel mellem 217–235 g/l. De vigtigste kationene er Na+, K+, Ca2+, Li+ og Mg2+, mens de vigtigste anionene er Cl−, SO42− og HCO3−. Vandet er næsten mættet med salt, men det har tidligere været lille udfældning.

Klimaet i området er semiarid med hede somre og kolde vintre hvor temperaturen kan gå ned til −25 °C. Årsnedbøren i bassinet varierede mellem 203–688 mm i perioden 1964–1992 . Årsgennemsnittet for hele bækkenet i denne periode er 372 mm. Meget af nedbøren kommer som sne, og det er mest nedbør om foråret.

Urmiasjøen ligger i en gravsænkning som er skabt af tektonisk aktivitet. Søen ligger nær grænserne mellem de eurasiske, anatoliske og arabiske kontinentalplader. Bjergarterne i området har en alder som varierer fra prekambrisk til stort unge sedimenter i indsøen. Bunden af indsøen og de fleste øer består af kalksten fra kridt, mergel fra miocen og yngre sedimenter. Ingen sedimenter findes højere end fem meter over det nutidige niveau på indsøen, noget som tyder på at den aldrig har været meget større.

Biologi

Ved flofmundingerne findes der en frodig vegetation af sumpplanter, men udenfor i selve indsøen er vandet så salt at kun bakterier og encellede alger kan udføre fotosyntese. Krebsdyret Artemia lever af algerne og findes i stort antal fra begyndelsen af juni til slutningen af september. Langs bredderne vokser Suaeda, Atriplex, Frankenia og siv (Juncus). Det er lidt tagrør i flodmundingerne, og nogen steder er der buskads med tamarisk.

De store øer har steppevegetation med spredte Pistacia-trækker og Rhamnus- og Artemisia-busker. Den største ø, Ghoion Daghi, har nok ferskvand til at opretholde indførte bestande af persisk dåhjort og villsau. Indsøen er omgivet af hveteåkre i vest og syd og steppe og åse i nord og øst.

Fugle som yngler her er blandt andet hvitpelikan, bronzeibis, skestork, rosenflamingo, rustand, gravand, stylteløper, avosett, armenermåke og smalnebbmåke. Det er skønnet at det findes 15.000–25.000 rugende par flamingoer. Op til 35.000 individer af gravand samles i august i forbindelse med myting. I træktiden om sommeren mellemlander store flokke af knekkand, svarthalsdykker, dvergsnipe, tundrasnipe og andre snipefugler.

Vandet i indsøen er for salt til at fisk kan leve der. Floderne i Urmiabekkenet har derimod en ganske rig fiskfauna med 28 arter. Mange af arterne er de samme som i Araks og Krøbet længere nord, men det er også 4–5 endemiske fiskearter.

Miljøstatus

Indsøen er beskyttet som nationalpark, ramsarområde og biosfærereservat. Saltet i indsøen anses at have medicinsk effekt, specielt som en kur for reumatisme. Landskabet er smukt med store saltflader og grusstrande. Det rige fugleliv kan gøre søen til et vigtigt rejsemål for økoturisme.

Det drives omfattende saltproduktion ved Urmiasjøen. Årligt udvindes 400.000 ton som bruges til produktion af natriumbikarbonat, mens 50.000 ton udvindes årligt til andre formål. Det bliver også produceret lidt kalium, og der er interesse for også at starte udvinding af litium og brom.

Efter 2002 er store dele af Urmiasjøen tørret ind, og arealet er reduceret til 12 % af det oprindelige. Dette skyldes delvis at klimaet er blevet tørrere, men opdæmninger i tilløbsfloderne for udtag af vand til irrigation og andre menneskelige indgreb er også vigtige. Saltudfældning skaber problemer for vandfuglene der slatsalt krystalliseres i indre organer og på fødderne.

I de senere år er vandet i Urmiasjøen af og til blevet farvet rødt. Dette sker i perioder når søen bliver mindre og saltere, noget som får mikroorganismerne til at skifte farve. To grupper er sandsynligvis involveret, alger i slægten Dunaliella og arkebakterier i familien Halobacteriaceae.

Referencer

[[Kategori:Biosfærereservater under UNESCO]] [[Kategori:Endorheiske søer]] [[Kategori:Provinsen Vest-Aserbajdsjan]] [[Kategori:Provinsen Øst-Aserbajdsjan]] [[Kategori:Ramsarområder]]