Bruger:Michael riber jorgensen/kladder

VikingetidenRediger

Denne tidsperiode er en del af den
holocæne epoke.
holocæn
...
Middelalder
Vikingetid
Jernalder
Bronzealder
(-DK Kobberalder)
Yngre stenalder
Ældre stenalder
Pleistocæn
Ældste stenalder
...

Vikingetiden betegner perioden fra det 8. til det 11. århundrede i Nordens historie. Perioden var kendetegnet af talrige plyndringstogter. Vikingerne hærgede især de britiske og frankiske kyster, men nogle nåede så langt omkring som det Kaspiske Hav eller Nordamerika. Det var også i denne periode dannelsen af nationalstater i Norden begyndte.

Periodens særprægRediger

 
Resterne af et vikingeskib fundet i Roskilde Fjord.

Én af de store teknologiske nyskabelser i vikingetiden var udviklingen i skibsbygning. Både de sejlførende oceangående handelskibe og de lette hurtige krigsskibe, som både kunne sejle med sejl og årer, blev større, hurtigere og mere sødygtige. De bedre skibe betød at der blev langt mere kontakt både mellem de forskellige dele af Norden og til udlandet.

I løbet af vikingetiden kom kristendommen til Norden, og med den mange andre dele af den kontinentale euroæiske kultur. Det betød en stor omvæltning i den nordiske samfundsopbygning, og da ofrene for vikingernes angreb samtidig blev bedre til at forsvare sig, ebbede togterne efterhånden ud.

KronologiRediger

Vikingetidens begyndelse sættes traditionelt til 793, hvor klosteret på den hellige ø Lindisfarne (Holy Island) i Nordengland blev plyndret. Godt nok er der ikke bevaret samtidige kilder til dette overfald, og der fandt angreb sted på de frankiske kyster så langt tilbage som 500-tallet. Ikke desto mindre tog antallet af togter dog for alvor til fra omkring år 800, så det symbolske årstal er ikke helt forkert.

I slutningen af 700-tallet gjorde Karl den Store sig til enehersker over Frankerriget og erobrede saksernes landområder nord for Elben. Befolkningen blev ved med at gøre oprør med støtte fra danerne, og i årene 804-10 havde Karl store problemer med den danske kong Godfred, der gik til modangreb og underlagde sig abodritternes i grænseegnene mellem daner og frankere. I 810 var Godfred i færd med at samle en stor flåde til et angreb på selve Frankerriget, men blev forinden dræbt af én af sine egne hirdmænd. I de følgende fem år var danernes rige præget af indbyrtes magtkampe, hvorefter Godfreds sønner satte sig på magten.

Vikingerne i EnglandRediger

De første togterRediger

 
Vikingernes togter. De ensfarvede lysegrønne flader var områder beboet af nordboer. Irland, Flandern, Frisland og Sachsen var også i perioder underlagt vikingerne.

Da vikingerne i 793 kom til Lindisfarne fandt de et let bytte og store rigdomme. Det fik dem til at kigge sig om i England efter mere, og det fandt de. Landet var før 760 opdelt i mindre kongeriger, men det ændrede sig da Offa blev konge af Mercia i 757. I sin lange tid ved magten eroberede han store dele af England, så han ved sin død i 796 foruden Mercia var konge over Kent, Sussex, Wessex og East Anglia.

Efter Offas død fulgte den ene konge efter den anden, men de var svage og ingen af dem regerede ret længe. Ved det første angreb på Lindisfarne i 793 fik vikingerne blod på tanden og begyndte at se mod fastlandet efter flere klostre, der på denne tid var fyldt med værdifulde skatte. Offa var også den første konge i England, der indførte sølvmønter, som vikingerne hurtigt fandt ud af havde stor værdi.

I fravær af en stærk kongemagt kunne man ikke stille meget op mod angrebene, som tog til fra 793 og frem til ca. 850, hvorefter vikingerne begyndte at bosætte sig fast i England og overtage jorden. I 870 havde vikingerne overtaget East Anglia, Northumbria og Mercia. De vendte nu deres opmærksomhed mod Wessex, der blev styret af en ung konge ved navn Alfred, senere kendt som Alfred den Store. Vikingerne vandt de første slag og erobrede store dele af Wessex, men selv om Alfred var stærkt presset, ville han ikke overgive sit land. Det lykkedes ham endelig at besejre vikingerne i slaget ved Cannington (i dag Edington iWiltshire), hvorefter de indgik en aftale, der delte lande i to. Vikingerne fik det, der blev kendt som Danelagen, bestående af East Anglia, Northumbia, den østlige halvdel af Mercia og størstedelen af Essex, og Alfred fik den vestlige halvdel af Mercia samt Kent, Sussex, Wessex og Wales.

I denne periode tog angrebene på England til i omfang. Der var i starten tale om "hit and run" angreb mod klostre, kirker og byer på kysterne, hvor vikingerne plyndrede bygningerne, voldtog kvinderne og tog trælle, og det var nærmest umuligt for lokalbefolkningen til at forsvare sig, fordi vikingerne var væk, inden de kunne nå at mønstre et ordentligt forsvar.

Efterhånden slog vikingerne sig sammen i større flåder og etablerede lokale baser hvorfra de kunne plyndre det omkringliggende land. Nogle gange var flåderne så store, at de kunne indkræve tribut fra befolkningen, den såkaldte danegæld, for at holde op med at hærge og plyndre.

Ud over Danelagen med centrum i York (Jorvík) etablerede vikingerne også en stærk base i Dublin i Irland.

Erobring og tilbagetogRediger

I løbet af 900-tallet blev Danmark et samlet rige og den stærke centralmagt kunne koordinere angreb i en helt størrelsesorden end tiligere. Vikingernes flåder voksede sig nu så store og stærke, at deres spredte plyndringer blev til deciderede erobringstogter. Den danske konge Svend Tveskæg erobrede England i 1013 og lagde dermed grunden til et dansk-norsk-engelsk Nordsøimperium, der bestod til efter hans søn Knud den Stores død i 1035. I 1066 blev England invaderet af en normannisk adelsmand, Wilhelm Erobreren (der i øvrigt selv nedstammede fra danske vikinger). Dette år sættes traditionelt som slutningen på vikingetiden, da plyndringstogterne herefter stort set holdt op.

Vikingernes indflydelseRediger

De danske vikingers besættelse af England var en omfattende proces og har derfor også haft sit præg på den engelske kultur. Selv om de vikinger, der bosatte sig i England, forholdsvis hurtigt blev assimileret af lokalbefolkningen, bragte de alligevel også dele af deres egen kultur med sig, og påvirkningen kan spores den dag i dag, ikke mindst i sproget. Mange engelske ord er afledt af gamle nordiske ord, hvilket ikke mindst kan ses i stednavnene. I vikingernes gamle hovedby York ender mange vejnavne på "-gate", der tydeligvis stammer fra det danske "gade". Især i Nordengland findes der masser af små byer og landsbyer med navne, der ender på -dale, -ness, -beck, -thorpe, -toft og -by.

Vigtige begivenhederRediger

  • 804-10 Karl den Stores konflikt med den danske kong Godfred.
  • 891 Ifølge frankiske kilder dræbes den danske kong Sigfred i et slag mod frankerne. Fra det følgende halve århundrede har vi meget få oplysninger; muligvis regeres egnene omkring Hedeby af et "svensk dynasti".

Se ogsåRediger

Eksterne henvisningerRediger


Minibussernes holdeplads}}