Wikipedia

Bruger:Pugilist/Sandkasse/Ruslands historie

< Bruger:Pugilist‎ | Sandkasse
Russisk-persiske krig (1826–1828)
Del af De russisk-persiske krige
Samtidig illustration af slaget om Ganja
Samtidig illustration af slaget om Ganja
Dato 8. juli 1826 – 2. februar 1828
Sted Sydlige Kaukasus, iranske provins Aserbajdsjan
Resultat Russisk sejr

Turkmentjaj-traktaten

Casus belli Persien invaderer det sydlige Kaukasus for at generobre områder, der blev afstået ved Gulistan-traktaten
Territoriale
ændringer 		Persien overdrog til Rusland Erivan-khanatet og Nakhichevan-khanatet
(et område stor set svarende til nutidens Armenien, den autonome republik Nakhtjivan i Aserbajdsjan og den tyrkiske provins Iğdır)
Parter
Rusland Det russiske kejserrige
Qajar Iran
Ledere
Rusland Nikolaj 1.
Rusland Aleksey Yermolov
Rusland Valerian Madatov
Rusland Ivan Paskevich
Rusland Iosif Reutt 		Fath-Ali Shah Qajar
Abbas Mirza
Hossein Khan Sardar
Hasan Khan Sari Aslan #
Amir Khan Devellu-Qajar  †
Asef al-Dowleh Skabelon:Surrendered
Hamzeh Khan Anzali #
Mahmud Khan Maqsudilu  #

Den russisk-persiske krig 1826–1828 var den sidste større militære konflikt mellem Det Russiske Kejserrige og Qajar Iran. Krigen blev udkæmpet over territoriale stridigheder over det sydlige Kaukasus.

Krigens baggrund var den russiske ekspansion i regionen og den persiske modstand imod denne ekspansion i et område, som perserne i århundreder havde betragtes som en del af det persiske rige og indflydelsessfære. Den foregående krig var afsluttet med persisk afståelse af store områder, men ellers med en uklar grænsedragning mellem de to riger.


Krigen var vidne til betydelige militære engagementer, herunder Slaget ved Gandja og Erivans Erivan. Iranerne havde i første omgang succes og fangede Yermolovs russiske styrker off-guard. De blev hjulpet af lokale opstande mod russiske garnisoner i Talish, Ganja, Shirvan, Shakki og andre områder . Men russiske forstærkninger under den nyudnævnte general Ivan Paskevich vendte krigen afgørende til Ruslands fordel og erobrede den vigtige by Tabriz i det nordvestlige Iran. Initiated by Russian expansionist aims and intensified by Iranian resistance, the war witnessed significant military engagements, including the Battle of Ganja and Capture of Erivan. The Iranians were initially successful, catching the Russian forces of Yermolov off-guard. They were aided by local uprisings against Russian garrisons in Talish, Ganja, Shirvan, Shakki, and other areas. However Russian reinforcements under the newly appointed General Ivan Paskevich turned the war decisively in Russia's favor, capturing the important city of Tabriz in northwestern Iran.

The war concluded with the Treaty of Turkmenchay in 1828, which stripped Iran of its last remaining territories in the Caucasus, which comprised all of modern Armenia, the Nakhchivan Autonomous Republic in the Republic of Azerbaijan and the Iğdır Province in Turkey. The treaty also allowed Russia a say in Iranian politics, as the Iranian shah (king) now required Russia's acknowledgment of the person he wanted to name as heir apparent.

Iran was potentially saved from further loss and submission, possibly even from losing all of Iranian Azerbaijan or even becoming a Russian vassal, either due to the persistence of the Iranian negotiators with the help of the British or the Russians' desire to quickly make peace since another war with the Ottomans was likely nearing. After the war, the Qajar state would never again face Russia on an equal footing or be treated as an equal by European countries.

Baggrund

redigér

Fath-Ali Shah Qajar (r. 1797–1834), den anden shah (konge) i Irans nyligt grundlagte Qajar dynasti, havde været i konflikt med Rusland over Kaukasus siden han overtog tronen i 1797. Et af stridspunkterne var det kristne kongedømme Kartli-Kakheti (beliggende i den østlige del af det nuværende Georgien), der i flere år havde været en Iransk vasalstat. Kongedømmet havde i xxxxxx afvist Qajarernes overhøjhed over kongedømmet og havde vendt sig mod Rusland for beskyttelse. Spørgsmålet havde stor betydning for Qajarerne, særlig efter den tidligere shah Agha Mohammad Khan Qajar var blevet dræbt i Kaukasus i 1797 under et felttog.[1]

Rusland havde gennem et mere end et århundrede søgt at udbrede sit imperium mod øst og sydøst, herunder områderne syd og øst for det Kaspiske Hav, herunder Kaukasus. Perserne havde haft kontrol med Kaukasus siden 1502 og kunne ikke ignorere russiske forsøg på ekspansion i området. De russiske ekspansionsønsker havde ført til en krig i 1804-1813,[1] der havde ført til en for Persien ydmygende fred ved Gulistantraktaten, hvor safaviderne (Persien) måtte afstå store landområder til Rusland[2][3] og måtte opgive sine krav over det daværende Georgien.[4] Rusland havde indgået fredsaftalen i 1813 på et tidspunkt, hvor Napoleonskrigene rasede i Europa, hvilket gav incitament til at få afsluttet konflikten med perserne, men traktaten satte ikke en stopper for de russiske ekspansionsønsker. Rusland fortsatte sin ekspansion i Kaukasus under det, der i dag betegnes som Kaukasuskrigene, hvor Rusland var i militær konflikt med Osmannerriget og flere af de mindre khanater i området som led i et pres mod området.

Gulistantraktatens bestemmelser om den nærmere grænsedragning mellem Rusland og persernes rige var uklare og overlod det bl.a. til fælles udpegede opmænd at foretage fastlæggelsen af grænsen. Hvis en part anså den anden part for at have krænket traktatens bestemmelser, kunne traktatens princippet endog ændres. Disse uklarheder indebar, at de territorielle konflikter fortsat var uløst på trods af den indgåede fredsaftale. Særlig var områderne omkring Sevansøen og Jerevan genstand for gensidige territorialkrav.[5]

Optræk til krig

redigér
 
Map of the Iranian-ruled Erivan Khanate, showing Lake Gokcha to the east and Bash Aparan to the north

I begyndelsen af 1825 rykkede russiske tropper ind på den nordlige bred af Sevansøen efter ordre fra Georgiens guvernør Aleksej Petrovitj Jermolov. Den russiske hær fortsatte sin fremmarch og indtog også Balagh-lu.[6][1] Persien anså områderne som en del af det persiske rige og forstod, at russerne fra de okkuperede områder kunne iværksætte et angreb på Jerevan. Jermolov anerkendte, at det var persisk territorium, men forsvarede sin fremrykning med, at Persien opretholdt sin tilstedeværelse i en stor del af Karabakh. Russerne etablerede også et mindre fort på grænsen ved Jerevan, hvilket Qajarernes kronprins Abbas Mirza protesterede imod.[7]

I sommeren 1825 blev fortet angrebet af persiske styrker under kommando af den persiske guvernør over Jerevan-khanatet, Hossein Khan Sardar. I 1826 nåede nyheden om Aleksander 1.'s pludselige død frem til Qajarernes hof, men historierne om det efterfølgende kaos i forbindelse med magtoverdragelsen og det tilknyttede dekabristoprør var overdrevet.[7] Den 8. juli 1826 indtog russerne byen Bash Aparan i den nordlige del af Jerevan-khanatet, dybt inde på persisk territorium.[8] Denne begivenhed anses af flere som den begyndelsen på krigen.[9]

Ved Fath-Ali Shahs hof var dannet to modstridende fraktioner i spørgsmålet om håndteringen af forholdet til Rusland. Den ene fraktion ønskede en fredsslutning med Rusland, den anden var for krig.[10] Fraktionen, der ønskede en fredelig afslutning på konflikten bestod bl.a. udenrigsministeren, paladschefen, hoffets oversætter og shahens diplomatiske udsending. Disse havde erfaring i udenrigsforhold og kendskab til Rusland og ønskede for hver en pris at undgå militær konfrontation.[11] Fraktionen, der ønskede krig, bestod bl.a. af flere fremtrædende islamiske gejstlige og flere khaner, der var blevet fordrevet som følge af Gulistantraktatens bestemmelser, eller som var flygtet til Persien efter traktatenes indgåelse. Deres synspunkt var, at Rusland havde krænket perserne og havde udvist aggression mod Qajarerne. Krigsfraktionens fortolkning af den indenrigspolitiske situation i Rusland efter tronskiftet og den militære situation efter Jermolovs nederlag i forsvaret af fortet ved Jerevan var mere optimistisk end realistisk.[12] Fredsfraktionen blev udmanøvreret, og den endelige beslutning blev at iværksætte en egentlig krig mod Rusland.[13]

Krigen

redigér
 
Portrait of the Iranian crown prince Abbas Mirza, who commanded the Iranian forces

Persiens indtræden i krigen i sommeren 1826 var i begyndelsen succesfuld. Den russiske hær under Jermolov var involveret i krigshandlinger i Tjetjenien og kunne ikke imødegå den persiske fremrykning. Derti kom, at områdets muslimske befolkning flere steder gjorde oprør mod de russiske besættere. De russiske styrker blev følgelig fordrevet fra flere positioner, eller måtte trække sig tilbage.[14]

Den 25. og 26. juli 1826 kom det til de første direkte konfrontationer mellem den persiske og russiske hær, da de stod overfor hinanden i Talish og i slutningen af måneden måtte russerne trække sig ud af Pambak og Sjuregol i det nordlige Jerevan. Samtidig angreb perserne i den nordlige dele af Jerevan, og russerne måtte trække sig tilbage til Tiflis.[14] I begyndelsen af august havde perserne generobret Bash Aparan og i midten af august var Lankaran og Salijan erobret af persiske styrker. De persiske styrker var de russiske numerisk overlegne, og det lykkedes perserne at tage hundredevis af russiske krigsfanger.[15]

Perserne belejrede Sjusja den 6. august. Den russiske kommandant i byen afvæbnede de muslimske beboere i byen og iværksatte et effektivt forsvar af byen ved hjælp af de lokale armeniere. Den persiske kronprins og hærfører Abbas Mirza undlod at storme den befæstede by og forberedte sig i stedet på en langvarig belejring. Han beordrede i stedet Amir Khan til med Mirzas ældste mindreårige søn, Mohammad Mirza, at etablere en base i Gandja. Perserne kunne ikke med deres artilleri gennembryde forsvarsværkerne i Sjusja, og den russiske kommandant forsøgte at forhandle med Abbas Mirza for at købe sig tid indtil russiske forstærkninger kom frem.[15]

Fra Gandja skrev Amir Khan et brev til Abbas Mirza, hvori han bad om flere kanoner og flere regimenter for at kunne tage kampen op mod de russiske forstærkninger, der var på vej under ledelse af generalløjtnant Valerian Madatov. Abbas Mirza afviste anmodningen og henviste Amir Khan til at benytte de våben, der var erobret fra de russiske hær og vente indtil Abbas Mirza havde afsluttet belejringen af Sjusja.[15] Da Amir Khan fik efterretninger om Madatovs fremrykkende hær med 10.000 kosakker, 12 infanteribataljoner og 12 kanoner, samlede han en styrke på 5.000 kavalerister, som han ledte mod Sjamkir, hvor de to styrker mødte hinanden den 16. september 1826 ved Slaget ved Sjamkir. Den persiske hær blev besejret, og Amir Khan blev dræbt under slaget. Efter slaget fortsatte Madatov sin fremrykning og indtog den 17. september Gandja, der overgav sig uden kamp efter at de persiske styrker havde trykket sig tilbage til Sjusja.[16]

Den 22. september 1826 ankom russiske forstærkninger til Kaukasus under ledelse af general Ivan Paskevitj, der den 29. september overtog kommandoen over de russiske styrker i stedet for Jermolov.[17][7] Paskevitj var kosak fra Ukraine og havde udmærket sig i under Napoleonskrigene og under den foregående krig mod osmannerne.[18] Samtidig marcherede Abbas Mirza mod Ganja med 30.000 mand for at konfrontere den russiske styrke. Han efterlod sig en lille styrke i Sjusja til at opretholde belejring af byen.

 
Painting of the Battle of Ganja, made by Franz Roubaud in 1887

De to hære udkæmpede den 13.-17. oktober Slaget ved Gandja. Som det var praksis placerede Abbas Mirza sine tre sønner ved hver deres hærenhed ved fronten. Mohammad Mirza havde kommandoen over en enhed og de to øvrige mindreårige sønner ved hver deres enhed eskorteret af deres vejleder. Under slaget gav Abbas Mirza imidlertid ordre til at de to sønner med deres vejledere forlod fronten af sikkerhedshensyn. Som følge heraf kollapsede det centrale frontafsnit, hvorefter den persiske hær led nederlag. Slaget ved Gandja var det afgørende slag under krigen, og herefter var den persiske hær i defensiven.[17]

 
Painting of the Capture of Erivan, made by Franz Roubaud in 1893

Fra januar 1827 gennemførte Madatov en række angreb syd for floden Araks. Vagharsjapat overgav sig i april og i juli blev de to fæstnigner i Abbasabad og i Ordubad belejret af russerne. Abbas Mirza forsøgte at komme de to fæstninger til undsætning, men blev den 7. juli besjret af Paskevitjs hær, og begge fæstninger overgv sig. I september 1827 overgav den stærkt befæstede Jerevan sig efter et intenst bombardement og kort efter faldt over fæstningen i Sardarabad. Flere højtstående persiske hærførere og medlemmer af shahens familie blev taget som krigsfanger og ført til Tiflis.[17]

Den dengang største og rigeste persiske by Tabriz[19] overgav sig uden kamp den 24. oktober 1827 på trods af, at byen rådede over en hær på 20.000 mand. En persisk gejstlig overlod byen til Paskevitj.[20] Efter russerne senere trak sig tilbage fra Tabriz, blev den gejtslige henrettet i overværelse af Fath-Ali Shah og Abbas Mirza. Den 25. januar 1828 indtog og plyndrede russerne Ardabil.[21]

Efterspil

redigér
 
Signing ceremony of the Treaty of Turkmenchay

Nederlagene for den persiske hær tvang perserne til den 2. februar 1828 at indgå en fredaftale ved Turkmentjaj-traktaten. Ved traktaten overdrog perserne Jerevan og Nakhitjevan til Rusland, tillige med en række andre indrømmelser og betydelige krigsskadeerstatninger.[21] Den persiske provins Aserbajdsjan og Abbas Mirza personligt betalte størstedelen af krigsskadeerstatningerne; en mindre del betaltes af Storbritannien, men shahen betalte ikke erstatninger. Traktaten gav også Rusland indflydelse i Persien, da Rusland skulle godkende shahens efterfølger, og derved indflydelse over Persiens kommende regent.[22]

Persien undgik endnu hårdere fredsvilkår, herunder er fuldstændigt tab af Aserbajdsjan og/eller at blive en vasal undergivet Rusland, bl.a. grundet britisk støtte under fredsforhandlingerne og grundet Ruslands ønske om at opnå en hurtig fredsslutning for at kunne forberede sig på endnu en krig med osmannerne, der var under opsejling.[18] Persiens nederlag i krigen betød, at Persien ikke længere af Rusland og af Europa blev anset som en ligeværdig part.[21]

Rusland etablerede i 1829 en ambassade i Teheran med henblik på at sikre overholdelse f fredstraktatens bestemmelser. Ambassaden blev ledet af den russiske forfatter og poet Aleksandr Gribojedov. Som en af sine første handlinger forlangte Gribojedov, at de georgiske konkubiner, der blev holdt i Qajar-hoffets harem skulle løslades og overgives til russisk beskyttelse. Gribojedov henviste i den forbindelse til fredstraktatens bestemmelser om frigivelse af krigsfanger, og fik hentet konkubinerne til ambassaden.[23] Det russiske ønske, der stred med Persisk lov og shia-islamisk praksis vakte stor modstand ved hoffet, der bad den lokale islamisk gejstlige Mirza Masih Tehrani om hjælp. Han opildnede den muslimske befolkning til at konfrontere den russiske ambassade og føre de georgiske konkunbiner tilbage til deres ejere. Under de følgende tumulter blev tre demonstranter dræbt under kampe med russske vagter. Mirza Masih Tehrani udstedte derefter en fatwa, hvilket ledte til, at lokalbefolkningen atter angreb ambassaden, hvor de dræbte Gribojedov alle alle øvrige på ambassaden, bortset fra en enkelt af de 70 personer, der reddede sig væk.[23] Da kronprins Abbas Mirza hørte om hændelsen, erklærede han landesorg, og Fath-Ali Shah sendte han et diplomatisk korps til Sankt Petersborg for officielt at beklage hændelsen.[24]

Notes

redigér

References

redigér
  1. ^ a b c Pourjavady 2023.
  2. ^ Behrooz 2023, s. 102.
  3. ^ Bournoutian 2021, s. 233.
  4. ^ Bournoutian 1992, s. 21.
  5. ^ Daniel 2001, s. 86–90.
  6. ^ Behrooz 2023, s. 116.
  7. ^ a b c Aktin 2018, s. 20.
  8. ^ Behrooz 2023, s. 116, 124.
  9. ^ Behrooz 2023, s. 156.
  10. ^ Behrooz 2023, s. 118–119.
  11. ^ Behrooz 2023, s. 120.
  12. ^ Behrooz 2023, s. 119.
  13. ^ Behrooz 2023, s. 124.
  14. ^ a b Behrooz 2023, s. 125.
  15. ^ a b c Behrooz 2023, s. 126.
  16. ^ Behrooz 2023, s. 126–127.
  17. ^ a b c Behrooz 2023, s. 127.
  18. ^ a b Amanat 2017, s. 211.
  19. ^ Amanat 2017, s. 189.
  20. ^ Behrooz 2023, s. 127–128.
  21. ^ a b c Behrooz 2023, s. 128.
  22. ^ Aktin 2018, s. 21.
  23. ^ a b Amanat 2017, s. 216.
  24. ^ Behrooz 2023, s. 131.

Sources

redigér
  • Aktin, Muriel (2018). "The Early Stages of Russo–Iranian Relations". I Matthee, Rudi; Andreeva, Elena (red.). Russians in Iran: Diplomacy and Power in the Qajar Era and Beyond. I.B. Tauris. s. 11-23. ISBN 978-1-78673-336-8.
  • Amanat, Abbas (2017). Iran: A Modern History. Yale University Press. ISBN 978-0300112542.
  • Behrooz, Maziar (2023). Iran at War: Interactions with the Modern World and the Struggle with Imperial Russia. I.B. Tauris. ISBN 978-0755637379.
  • Bournoutian, George (1992). The Khanate of Erevan Under Qajar Rule: 1795–1828. Mazda Publishers. ISBN 978-0939214181.
  • Bournoutian, George (2016). "Prelude to War: The Russian Siege and Storming of the Fortress of Ganjeh, 1803–4". Iranian Studies. Taylor & Francis. 50 (1): 107-124.
  • Bournoutian, George (2021). From the Kur to the Aras: A Military History of Russia's Move into the South Caucasus and the First Russo-Iranian War, 1801–1813. Brill. ISBN 978-9004445154.
  • Cronin, Stephanie, red. (2013). Iranian-Russian Encounters: Empires and Revolutions since 1800. Routledge. ISBN 978-0415624336.
  • Skabelon:Encyclopaedia Iranica
  • Kashani-Sabet, Firoozeh (2014). Frontier Fictions: Shaping the Iranian Nation, 1804–1946. Princeton University Press. ISBN 978-1850432708.
  • Skabelon:Cambridge History of Iran
  • Pourjavady, Reza (2023). "Russo-Iranian wars 1804-13 and 1826-8". Christian-Muslim Relations. A Bibliographical History Volume 20. Iran, Afghanistan and the Caucasus (1800-1914). Brill.
  • Tapper, Richard (1997). Frontier Nomads of Iran: A Political and Social History of the Shahsevan. Cambridge University Press. ISBN 978-0-52158-336-7.



Denne side vil blive placeret i følgende kategorier, hvis den bliver flyttet til artikel-navnerummet.
Kategorier:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:Pugilist/Sandkasse/Ruslands_historie&oldid=11814671"