Charlotte af Danmark
Louise Charlotte af Danmark (født 30. oktober 1789, død 28. marts 1864) prinsesse af Danmark, gift landgrevinde af Hessen-Kassel. Prinsesse Charlotte var datter af arveprins Frederik af Danmark-Norge og hertuginde Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin.
Charlotte af Danmark | |
---|---|
Landgrevinde af Hessen | |
Ægtefælle | Vilhelm af Hessen-Kassel (g. 1810) |
Børn |
|
Fulde navn | Louise Charlotte |
Hus | Huset Oldenburg |
Far | Arveprins Frederik |
Mor | Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin |
Født | 30. oktober 1789 Christiansborg Slot, København |
Død | 28. marts 1864 (74 år) Amalienborg Slot, København |
Hvilested | Roskilde Domkirke |
Religion | Lutheransk |
Charlotte blev en markant skikkelse i sin samtid. Hun var en af de førende damer i landet, og da hendes bror Christian 8. blev konge i 1839 var hun tæt på tronen. Hun spillede en vigtig rolle under tronfølgekrisen i det Danske Monarki i midten af 1800-tallet.
Tidlige liv
redigérPrinsesse Louise Charlotte blev født den 30. oktober 1789 på Christiansborg Slot i København.[1] Hun var det tredje overlevende barn af Arveprins Frederik af Danmark-Norge og Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin.[1] Hendes far var en yngre søn af Kong Frederik 5. og halvbroder til Kong Christian 7., mens hendes mor var datter af Hertug Ludvig af Mecklenburg-Schwerin. Ved sin fødsel havde hun to ældre søskende, Prins Christian Frederik (den senere Kong Christian 8.) og Prinsesse Juliane Sophie, og fik senere en lillebror, Prins Frederik Ferdinand.
Da Prinsesse Charlotte blev født, var hendes onkel Christian 7. Danmark-Norges monark, men på grund af kongens psykiske sygdom var den egentlige magthaver hendes fætter, kronprins Frederik (den senere Kong Frederik 6.) Charlottes familie havde et anspændt forhold til kronprins Frederik og hans familie på grund af stridighederne om magten som følge af kongens tilstand, men efterhånden blev forholdet mellem de to grene af kongefamilien normaliseret.
Prinsesse Charlotte tilbragte sine første leveår på det første Christiansborg Slot. Som sommerresidens havde familien Sorgenfri Slot i Kongens Lyngby nord for København. Året 1794 blev et begivenhedsrigt år for den unge prinsesse og hendes familie. Ved det første Christiansborgs brand i februar 1794, mistede familien sit hjem og flyttede ind i Levetzaus palæ[a] på Amalienborg. I november samme år, da Prinsesse Charlotte var fem år gammel, døde hendes mor, Arveprinsesse Sophie Frederikke, der led af et skrøbeligt helbred, i en alder af bare 36 år.
Charlotte blev konfirmeret den 22. maj 1803 i Frederiksberg Slotskirke sammen med sin bror Prins Christian Frederik og søster Prinsesse Juliane Sophie.[2]
Ægteskab
redigérPrinsesse Charlotte giftede sig 21 år gammel den 10. november 1810 på Amalienborg med den titulære landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel, der var søn af den titulære landgreve Frederik af Hessen-Kassel og prinsesse Karoline Polyxene af Nassau-Usingen.[1] Charlotte og Wilhelm boede det meste af deres liv i Danmark og København. På et tidspunkt var Wilhelm den militære guvernør over København.
Parret bosatte sig i første omgang i hendes bror, den senere Christian 8.s palæ på Amalienborg. Fra 1826 bosatte de sig på Sankt Annæ Plads, i hvad der blev kaldt Prins Wilhelms Palæ. I 1839 flyttede parret ind i Brockdorffs Palæ på Amalienborg. Som sommerbolig kunne de benytte Charlottenlund Slot nord for København.
Senere liv
redigérLandgrevinde Charlotte blev en markant skikkelse i sin samtid. Hun var en af de førende damer i landet, og da hendes bror Christian 8. blev konge i 1839 var hun tæt på tronen. Hun blev beskrevet som vis, praktisk og sparsommelig og styrede sit hofs økonomi med hård hånd.[3] Hun havde en vis interesser for kunst og poesi.[3]. Hun var yderst konservativ både politisk og i sin livsanskuelse. Hun lagde vægt på at kongelige skulle være sociale og kunne begå sig blandt alle mennesker.
Charlotte og hendes familie var ligeledes ambitiøse, og de blev udsat for en del rygter i deres samtid. Blandt andet blev det påstået, at hun havde ødelagt sin nevø, den senere Frederik 7.'s ægteskab for at få sin yngste datter gift med ham.
Landgrevinde Charlotte døde 74 år gammel den 28. marts 1864 på Amalienborg i København.[3] Hun blev begravet i Frederik V's Kapel i Roskilde Domkirke.[4]
Arveretten
redigérCharlotte var ganske tæt på at arve den danske trone. Ifølge Kongeloven, var hun den nærmest arveberettigede efter de mandlige medlemmer af kongefamilien. I løbet af 1840-erne stod det klart at ingen af de danske prinser ville få børn, hverken hendes nevø, den senere Frederik 7., eller hendes aldrende bror, arveprins Ferdinand. Tronen ville derfor i sidste ende tilfalde hende eller hendes eneste søn, Frederik, prins af Hessen-Kassel (1820-84).
Hun afstod i 1851 sin ret til tronen till sin datter Louise, som overførte sin ret til sin mand, den senere Christian 9.
Børn
redigér- Karoline Frederike Marie Vilhelmine, født 1811 i København, død 1829 i København.
- Marie af Hessen-Kassel, født 1814 i København, død 1895, gift med Frederik August af Anhalt-Dessau.
- Louise af Hessen-Kassel, født 1817, død 1898, gift med Christian 9. af Danmark.
- Frederik af Hessen-Kassel, født 1820, død 1884.
- Augusta af Hessen-Kassel, født i København 1823, død i København 1889, gift med den svensk-danske baron Baron Carl Frederik Blixen-Fineke, der var dansk udenrigsminister i 1859-1860 og fungerende konseilspræsident i februar 1860.
- Sophie, født og død 1827 i København.
Anetavle
redigérSe også
redigérNoter
redigér- ^ Det senere Christian VIII's Palæ
Referencer
redigér- ^ a b c Thorsøe 1889, s. 439.
- ^ Thorsøe 1889, s. 439-40.
- ^ a b c Thorsøe 1889, s. 440.
- ^ Charlotte af Danmark på gravsted.dk
Litteratur
redigér- Bramsen, Bo (1985). Ferdinand og Caroline : en beretning om prinsen, der nødig ville være konge af Danmark (4. udgave). København: Nordiske Landes Bogforlag. ISBN 8787439220.
- Thorsøe, Alexander (1889). "Charlotte, Prinsesse". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. III. (1. udgave). København: Gyldendal. s. 439-440.