Åbn hovedmenuen

Fra kongedømme til embedsstatRediger

Oprindelig var Rom et kongedømme. Regentens beføjelser blev fordelt mellem de to højeste embedsmænd, consulerne. Tribunembedet fik allerede ca. 475 stor betydning som et særligt organ for varetagelse af plebejernes interesser. Med De Licinske Love fra 367 f.Kr. blev grundlaget for en ny struktur fastlagt, idet prætorerne blev ansvarlige for retsplejen, mens ædilerne fik tilsyn med byen, med kornforsyningen og med skuespillene.[1] Herefter var det dels praktiske hensyn, dels politiske og militære hensyn, der udviklede organisationen af embederne.

Det ærefuldeRediger

Æresbegreberne er nok bedst belyst af Cicero, som tager udgangspunkt i forfædrenes dyder. Herfra udvikler han begreberne pligt, retfærdighed og mådehold som de idealer, embedsmændene skal leve op til. [2] Kravet om at tjene staten i forfædrenes ånd var ikke præcist beskrevet, og Cicero havde politisk interesse i at formulere disse dyder skarpt og præcist.[3]

EmbedsstrukturenRediger

I den sene republiks tid var der via forskellige reformer skabt en fast struktur om embederne:[4]

Embede Antal valgte Mindstealder ved valg Hovedopgave Andre opgaver (eksempel)
Kvæstor 20 30 år Forvaltning af statskassen  
Tribun 10 33 år leder af tribunal vetoret
Ædil 4 36 år politiopgaver Opsyn med kornforsyning
Praetor 8 39 år retsformand provinsbestyrer
consul 2 42 år Hærfører Leder af senatet
censor 2 42+ år folketælling Skatteopkrævning

Reelt havde disse embedsmænd beføjelser, der svarer til en regerings. Da senatet kun var rådgivende organ og folkeforsamlingen – især i krisetider – havde stærkt begrænset reel indflydelse, var magistraten i det antikke Rom særdeles magtfuld.

NoterRediger

  1. ^ Jf. Krarup (1971), s. 93
  2. ^ Cicero, M.T.: De Officiis
  3. ^ Cicero yndede at bruge begrebet concordia ordinum om sit politiske ideal. Dvs. en styreform med samarbejde om at værne om republikken. Reelt støttede han sig til den fornemste del af senatets medlemmer, nobiliteten.
  4. ^ Skemaet er baseret på oplysninger hos Krarup (1971), s. 86 – 103

LitteraturRediger

  • Krarup, Per (1971): Romersk politik i oldtiden, Gyldendal