Kantabriske bjerge

(Omdirigeret fra De Cantabriske Bjerge)

De Kantabriske bjerge eller den Kantabriske bjergkæde (spansk: Cordillera Cantábrica) er et af de vigtige systemer af bjergkæder i Spanien. Det strækker sig gennem 300 km tværs over det nordlige Spanien, dvs. fra den vestlige ende af Pyrenæerne til det Galiciske massiv i Galicien og langs kysten af Biscayabugten. I dens sydøstlige ende møder bjergkæden den spanske højslette.

Torre de Cerredo (2,650 m). Den højeste top i de Kantabriske bjerge

Disse bjerge er en klar, fysiografisk provins af det større, Alpine bælte.

De Kantabriske bjerge rummer et bredt udvalg af stier til vandrere, men også mange udfordrende klatreruter. Skisport kan dyrkes på skisportstederne Alto Campoo, Valgrande-Pajares og Manzaneda.

Geografi redigér

 
De Kantabriske bjerges placering i Spanien

The Kantabriske bjerge strækker sig i retningen øst-vest og næsten parallelt med havet lige til passet Leitariegos, og de når også sydpå ind mellem León og Galicien. Bjergkædens vestlige grænse markeres af dalen langs floden Miño (portugisisk: Minho), dertil hvor bifloden Sil udmunder i Miño, og dér hvor det lille vandløb, Cabrera, udmunder i Sil.

I deres helhed er de Kantabriske bjerge bemærkelsesværdige for deres kringlede forgreninger, men næsten overalt, og særligt mod øst, kan man skelne to hovedkæder, som de mindre kamme og bjergpas løber ud fra. Én kæde eller serie af kæder følger kystlinjen meget tæt. Den anden, som er højere, danner den nordlige afgrænsning af den store højslette, Castilla y León, og bliver af og til betragtet som en fortsættelse af Pyrenæerne. På nogle strækninger rejser kystkæden sig lodret op af havet, og overalt har disse bjerge så brat en hældning, at vandløbene, der flyder mod havet, alle er korte med kraftig strøm.

Faldet fra den sydlige kæde ned mod den kastillanske højslette er mere gradvis, og flere store floder – og først og frememst Ebro – har deres udspring her og flyder mod syd eller vest. Den Kantabriske kædes bredde stiger med alle sine forgreninger fra ca. 60 km mod øst til ca. 185 km mod vest. Mange af bjergtoppene er mere end 2.000 m høje, men de største højder nås i den centrale del af bjergene mod grænsen til León, Asturien, Palencia og Kantabrien. Her findes de høje toppe Torre de Cerredo (2.648 m), Peña Vieja (2.617 m), Peña Prieta (2.538 m) og Espigüete (2.450 m). En navnløs top i Picos de Europa, som Peña Vieja også tilhører, rejser sig på den højre bred af floden Sella og når op i 2.596 m højde; længere mod vest når toppene Manpodres, Peña Ubiña, Peña Rubia og Cuiña alle lige netop op over 2.000 m højde. Et påfaldende træk ved bjergkæden såvel som ved den nærmeste del af højsletten er antallet af isolerede plateauer, der er omkranset af høje bjerge eller endda af stejle klippevægge.

De Kantabriske bjerge danner en skarp adskillelse mellem det grønne Spanien mod nord og det tørre centrale plateau. De nordvendte skråninger modtager kraftige regnvejr fra vandrende lavtryk, der kommer ind fra Biskayen, mens de sydvendte ligger i regnskygge.

Hovedkæderne redigér

Den kantabriske bjergkæde har tre meget klart adskilte dele fra vest mod øst:

Vestlig del: Det Asturiske Massiv og dets forbjerge redigér

 
De Kantabriske bjerge har 2 reservater for Europæisk bison: I Palencia og Asturien.

Geologisk er disse bjerge en forlængelse af det Galiciske massiv med palæozoiske foldninger. Massivet gennemskæres af dybe, øst-vest vendte slugter, som f.eks. den, som floden Cares strømmer igennem. Det højeste punkt er Torre de Cerredo 2,648 m.[1]

Centrale del: Massivet Picos de Europa redigér

 
Pico Espigüete (2,450 m.) i den centrale del af bjergkæden
 
Typisk vinterbillede fra de Kantabriske bjerge i det centrale massiv

Den centrale del består af kalksten og mergel fra kultiden.[2] Paramo de Masa og La Lora græsområderne befinder sig mod syd, hvor de gennemskæres af Rudróndalen.[3]

 
Kantabrisk brun bjørn, som findes spredt i de nordlige, spanske bjerge

Østlig del: De baskiske bjerge redigér

De Baskiske bjerge i systemets østlige ende består af stærkt eroderede, mesozoiske foldninger og når kun moderat højde:

Flora and fauna redigér

 
Den iberiske ulv er en underart af grå ulv, og den lever i skove og på sletter i det nordvestlige Spanien.

The Kantabriske bjerge er hjemsted for en stor variation af planter. Bjergene domineres af løvfældende skove med Almindelig Bøg som bestandtræ på de nordvendte sider og med egearter som dominerende i skovene på sydvendte skråninger. Stilk-Eg er mest udbredt på dybmuldet og fugtig jord ofte på nordvendte bjergsider. Vinter-Eg findes på mindre gode, men veldrænede jorde, og Pyrenæsisk Eg er dominerende på steder med mere kontinentalt klima.

Derimod mangler nåleskove næsten fuldstændigt i disse bjerge, og det gælder både voksesteder i de egentlige bjergterræner og i alpine højder. Ved palencia og nær León findes små fyrreskove med Skov-Fyr, som anses for oprindelige.

Den Kantabriske brune bjørn (Ursus arctos pyrenaicus), der anses for at være udryddelsestruet, har en udbredelse, der strækker sig fra Léon til områder i Palencia og Kantabrien. I de samme bjerge findes Urfugl.

I denne bjergkæde findes også andre, større dyr: Iberisk ulv (Canis lupus signatus) og rebeco, eller katabrisk gemse (Rupicapra pyrenaica parva).

Beskyttede områder redigér

 
Skovområde i de Kantabriske bjerge

De Kantabriske bjerge omfatter adskillige, beskyttede områder, som f.eks. Nationalparken Picos de Europa, som er én af flere nationalparker, der er optaget på UNESCOs liste over World Network of Biosphere Reserves. Nogle af stederne er optaget i den Europæiske Unions Natura 2000-netværk og særlige beskyttelsesområder for bevarelsen af af vilde fugle.

Noter redigér

  1. ^ La Cordillera Cantábrica
  2. ^ "Geología de Cantabria" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 14. juli 2014. Hentet 16. juni 2014.
  3. ^ J. Muñoz Jiménez, Geografía de Asturias. 1 . Geografía física. El relieve, el clima y las aguas, 1982
  4. ^ Naturaleza en Asturias (Webside ikke længere tilgængelig)
  5. ^ "Estudio de caudales ecológicos en la red hidrográfica de Cantabria" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 26. juni 2013. Hentet 16. juni 2014.

Eksterne links redigér

Koordinater: 43°11′51″N 4°51′06″V / 43.1975°N 4.8517°V / 43.1975; -4.8517