Vintereg

(Omdirigeret fra Vinter-Eg)

Vintereg (Quercus petraea), også skrevet Vinter-Eg, er et stort træ, der i Danmark især vokser i skove og krat i Vestjylland. Det ligner den almindelige stilkeg, men bladene har 5-9 par lapper og deres bladstilk er lidt længere (10-15 mm), mens frugtstandens stilk til gengæld er kortere (kun 0-2 cm).

Vintereg
Vintereg med de typiske, nedløbende blade og de kegleformede, lyse knopper.
Vintereg med de typiske, nedløbende blade
og de kegleformede, lyse knopper.
Videnskabelig klassifikation
RigePlantae (Planter)
DivisionMagnoliophyta (Dækfrøede planter)
KlasseMagnoliopsida (Tokimbladede)
OrdenFagales (Bøge-ordenen)
FamilieFagaceae (Bøge-familien)
SlægtQuercus (Eg)
ArtQ. petraea
Videnskabeligt artsnavn
Quercus petraea
(Matt.) Liebl.
Hjælp til læsning af taksobokse

Beskrivelse

redigér

Vintereg er et stort, løvfældende træ med hvælvet krone. Stammen er kort og tyk med svære og vredne hovedgrene, der sidder vandret ud. Barken er først glat og olivengrøn med grålig dug. Senere skaller barken af i tynde flager, og til sidst bliver den grå og furet. Knopperne er spredte, kegleformede og lysebrune. De er tæt samlet mod skudspidsen, hvor endeknoppen er tydeligt større end de andre.

Bladene er omvendt ægformede med kileformet stilkende, brede, afrundede lapper og hel rand. Oversiden er mørkegrøn og læderagtig, mens undersiden er meget lyst grøn. Høstfarven er gullig, og bladene bliver siddende langt hen på vinteren. Blomsterne er samlet i rakler. Frugterne, agern, er ustilkede og modner på ét år.

Rodnettet består af en kraftig, lodret pælerod med kraftige siderødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 40 x 30 m (30 x 30 cm/år).

Voksested

redigér

Vintereg optræder blandet med andre løvtræer på let, tør og sur bund. Desuden er den skovdannende på tung og vandlidende jord. Den er udbredt fra England til europæisk Rusland. I Danmark er den hyppigst i Vestjylland. Den ses spredt i skovene i hele landet, en mindre gruppe kan f.eks. ses i universitetsparken i Århus lige øst for Naturhistorisk Museum.

Anvendelse

redigér

Krav til voksestedet

redigér

Overjorden skal helst være humusrig, mens råjorden kan være alt fra stift ler til magert grus. pH bør ligge mellem 5 og 6. Træet tåler kulde, blæst og en del skygge (i ungdommen).

Vintereg er et lystræ, dvs. at det kræver meget lys, men lader også lys trænge ned til skovbunden. Løvet er mulddannende og pH-hævende. Vintereg trives på lettere og mere tør jord end stilkeg. Det skyldes at kimplanterne har en dybere og mindre forgrenet rod.

Gode frøkilder

redigér

Der er ikke udvalgte sorter i handlen. I stedet sælges frøformerede planter. Fore­træk danske frøkilder eller den norske fra Agder[kilde mangler] ved Oslofjorden.

Bruges til

redigér

Solitærtræ, gårdtræ, allétræ, grupper, læ- og rammebeplantninger, klippet hæk eller overstander.

Plantes sammen med

redigér

Andre store træer, skov­bundsstauder eller sur­bundsplanter.

Pasning

redigér

Plant vintereg i den bladløse tid. Træet har pælerod, og etab­lerer sig derfor kun langsomt. Foretræk små træer med et for­holdsvist stort rod­net. Sørg for, at plante­hullet er godt løsnet i bunden. Giv større træer forankring til en kort stok i 3-4 år. Vanding eller gødskning bør ikke være nødvendig. Etablerings­beskæringen skal sikre ét gennemgående topskud og et velfordelt grenskelet. Senere bør beskæring be­grænses mest muligt for at hindre vanrisdannelse. Men træet tåler enhver form for beskæring, tilmed total nedskæ­ring.


Billeder

redigér


 
Wikimedia Commons har medier relateret til:


  • Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 87-02-11219-1.
  • Sten Porse: Plantebeskrivelser, DCJ 2003 (CD-Rom).

Eksterne henvisninger

redigér