Den Store Menneskeskabte Flod

vandforsyningsprojekt i Libyen

Den Store Menneskeskabte Flod (arabisk: النهر الصناعي العظيم al-Nehr al-Ṣnā‘ī al-‘Ẓīm; engelsk: Great Man-Made River) er et netværk af rør, der fører ferskvand udvundet fra de vandførende lag (akvifer) i de nubiske sandsten tværs over Libyen. Det blev påbegyndt i 1984, og er verdens største vandindvindingsprojekt[1] og et af de største civile ingeniørprojekter, der nogensinde er foretaget.[2] Projektet blev iværksat under den libyske diktator Moammar Gaddafi.[3]

Skematisk tegning af projektet. Bemærk, at der er foreslået forskellige ruter for de endnu ikke implementerede faser (stiplet). Tobruk kan for eksempel ende med at blive forbundet til Ajdabiya i stedet for til Jaghboub-brøndfeltet.

Der findes store mængder af fossilt vand under Sahara-ørkenen som et efterladenskab fra et tidligere fugtigere klima i området, og projektet bringer dette vand i anvendelse.[2] Et rørledningssystem pumper vand fra det nubiske sandstensakvifersystem fra det sydlige Libyen til byerne ved den folkerige libyske nordlige middelhavskyst, herunder Tripoli og Benghazi. To rørledninger på henholdsvis 1700 og 1800 km er hovedelementer i systemet.[2] Vandet dækker en afstand på op til 1.600 kilometer og står for 70 % af alt ferskvand, der bruges i Libyen.[4]


Ifølge projektets egen hjemmeside er det det største underjordiske netværk af rør[5] og akvædukter i verden. Projektet består af mere end 1.300 brønde, de fleste mere end 500 m dybe, og leverer 6.500.000 m3 ferskvand om dagen til byerne Tripoli, Benghazi, Sirte og andre steder. Den afdøde libyske leder Moammar Gaddafi beskrev det med en henvisning til verdens syv underværker som "verdens ottende underværk".[6]

Transport af rørsegmenter i 1980'erne.
Nedgravning af rør i 1980'erne.
Kunstigt farvet billede af Grand Omar Mukhtar-reservoirprojektet syd for Benghazi. Vand (mørkeblåt), der findes i reservoirer, vises to gange på dette billede, øverst til højre og nederst. Vegetationen fremstår rød, bybilledets strukturer som fortove og bygninger fremstår i grå, bar jord fremstår solbrun eller beige.

Kilder redigér

  1. ^ Guinness World Records 2008 Book. ISBN 978-1-904994-18-3
  2. ^ a b c Rasmussen, Anne Margrethe; Pruzan-Jørgensen, Julie: artiklen "Libyen - geografi" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 13. december 2022.
  3. ^ Excentrisk og diktatorisk Excentrisk og diktatorisk. Artikel i Kristeligt Dagblad 22. februar 2011.
  4. ^ Moutaz Ali (2017). "The Eighth Wonder of the World?". Quantara.de.
  5. ^ Keys, D., 2011, Libya Tale of Two Fundamentally Different Cities, BBC Knowledge Asia Edition, Vol.3 Issue 7
  6. ^ Water-Technology

Eksterne henvisninger redigér