Dybdepsykologi

Dybdepsykologi er den del af psykologien, som antager, at der findes et eller flere ubevidste lag i personligheden, og som fremfører teorier om disse lag. Freuds og Jungs teorier om det ubevidste er eksempler på dybdepsykologi[1].

C.G. Jung er et stort navn inden for dybdepsykologien.

Dybdepsykologien begyndte med psykoanalysen, som Sigmund Freud (1856-1939) udviklede. Han brugte betegnelsen "ubevidst" om alt det, som personen ikke vil vedkende sig, for eksempel aggression og bestemte seksuelle impulser. De "anstødelige" drifter forvises til det ubevidste gennem fortrængning.

Da det ubevidste ikke kan iagttages direkte, kommer det til udtryk indirekte, for eksempel gennem drømme eller fysiske symptomer. En person, der ubevidst protesterer mod at blive undertrykt, kan således udvikle en kronisk hovedpine. Det gælder altså om at tyde den ubevidste mening i et symptom.[2]

Den schweiziske psykiater Carl Gustav Jung (1875-1961) fremkom med den måske mest afgørende nyskabelse i dybdepsykologien, nemlig begrebet det kollektive ubevidste. Jung mente, at der i mennesker - ud over det personlige ubevidste - er et fælles, evolutionært nedarvet psykisk system – det kollektive ubevidste – der indeholder grundformer for psyken, handlinger og oplevelser. Disse grundformer kaldte Jung arketyper. Centralt for hans syn på personligheden er, at personlig udvikling nås gennem dybere kontakt med det kollektive ubevidste. Jung mente, at man gennem denne kontakt kunne opnå et Selv. I et dybdepsykologisk perspektiv vil det sige, at en person at få afbalanceret og organiseret personlighedens hovedstrukturer. De arketypiske grundformer skabes således ud fra det kollektive ubevidste.

Drømme anses af Jung - ligesom af Freud - for at være en vigtig vej til forståelse af personligheden. Men modsat Freud, der ser drømme som behovstilfredsstillelse, tolker Jung drømme i et bredere perspektiv. Arketyper viser sig nemlig i symbolsk form i drømme og kan derfor give et bredere indblik i hele personligheden. Drømmetydning kan således ifølge Jung være en vigtig brik i den personlige udvikling, da man i drømme kan få adgang til ubevidste holdninger og dermed få mulighed for at afbalancere sin personlighed.

ArketyperRediger

  Uddybende artikel: Arketype

Da arketyperne repræsenterer fælles grundformer for handling, oplevelse og psyke, kommer de ikke kun til udtryk i personligheden. De manifesterer sig også i form af konkrete, menneskelige udtryk, såsom kultur, religion, myter og symboler. Eksempler på sådanne fællesmenneskelige grundformer kunne være arketyperne Den store moder, Den åndelige fader og Helten. Disse arketyper kan i følge Jung genfindes i alle kulturer, fordi de er almenmenneskeligt vigtige. Den store moder er udtryk for, at vi grundlæggende har brug for at knytte bånd, at give og modtage omsorg, Den åndelige fader, at vi har forbilleder og skal tilpasse os normer. Mens Helten symboliserer en selvstændiggørelse fra disse moder- og faderaspekter af almenmenneskelige vilkår.

Selvet, det afbalancerende og organiserende princip, der er målet for personlig udvikling ifølge dybdepsykologien, repræsenteres ved mandalaen, en symmetrisk figur ofte anskueliggjort som en cirkel eller et kvadrat.

De mest kendte arketyper er imidlertid de to arketype-par Persona/Skyggen og Anima/Animus.

Persona og SkyggenRediger

  Uddybende artikler: Persona og Skyggen

Persona betyder på latin maske. Hos Jung er Persona den arketype, der repræsenterer den maske eller rolle, en person påtager sig i det sociale liv. Personaen er personlighedens officielle ansigt. Skyggen er modsat de sider af personligheden, man ikke vil vedgå sig. Jung mente, at der også lå positive elementer i Skyggen: de kreative, ikke-konforme sider af personligheden. At udvikle et Selv indebærer således også at komme overens med Skyggen – skyggesiderne i personligheden.

Anima og AnimusRediger

  Uddybende artikel: Anima og animus

Anima er arketypen for det kvindelige i personligheden, mens animusarketypen repræsenterer det mandlige. Hos kvinder er det primært anima, der præger personligheden, mens animus er mere tilbagetrukket, omvendt hos mænd. Jung forklarede forelskelse med udgangspunkt i anima/animus-parret. Ubalancen mellem anima og animus hos mænd og kvinder tiltrækker dem mod hinanden. I forelskelsen afbalanceres forholdet mellem anima og animus, og personligheden bliver hel.

Dybdepsykologiens betydningRediger

Selv om Jungs teorier fylder stadigt mindre inden for main-stream-psykologien, har hans arbejde, ligesom Freuds psykoanalyse, haft stor indflydelse. Ikke mindst begrebet arketyper har haft stor gennemslagskraft, blandt andet inden for litteraturanalyse. Dybdepsykologiens fokus på balance og harmoni har også gjort den populær inden for buddhistisk inspirerede retninger af new age.

LitteraturRediger

  • Jung, C. G. (1998): "Erindringer, drømme, tanker". Lindhardt og Ringhof
  • Jung, C.G., (1993): "Den analytiske psykologis grundlag og praksis". Gyldendal
  1. ^ Store norske leksikon: Dybdepsykologi. [1]
  2. ^ Pax Leksikon: Det ubevidste [2]