El Hierro er en spansk ø på 278 km² og 10.785 (2016) indbyggere beliggende i det kanariske øhav i Atlanterhavet. Hovedstaden er Valverde. Det 1501 meter høje bjerg Malpaso er øens højeste punkt og ligger midt på øen. El Hierro er udpeget til biosfærereservat af UNESCO.[1]

El Hierro
El Hierros flag
Geografi
StedDe Kanariske Øer
Areal268,71  km²
Højeste punktPico de Malpasoe  (1501 m)
Administration
LandSpanien
Største byValverde (4.485 indb.)
Demografi
Folketal10.785 (2016)
Befolknings­tæthed39,73/km²

Verdens første 100% vedvarende energisystem, baseret på en kombination af vind- og vandkraft, er under opførelse på øen. Det er et system, som vil gøre El Hierro uafhængig af tilførsel af energi udefra.

Øen er næsten selvforsynende med fødevarer og landbruget er det bærende erhverv med produktion af landbrugsprodukter som grønsager, bananer, ananas, vin, oksekød, svinekød, fjerkræ, fåre- og lammekød, mælk, ost med mere.[kilde mangler]

Forvaltning redigér

 
Øens regeringsbygninger i Valverde

El Hierro tilhører den spanske provins Santa Cruz de Tenerife i den siden 1982 bestående Spaniens autonome regioner Kanariske øer og dermed siden 1986 til EU.

El Hierro har sit eget ø-råd, Cabildo Insular, og er siden den 15. september 2007 inddelt i tre kommuner

Hver kommune er medlem af kommunerne på de Kanariske Øer Federación Canaria de Municipios (FECAM). Præsident for El Hierros ø-råd er side 2015 Belén Allende Riera.


Præsidenterne for øforvaltningen:

Nr. Navn Begyndelse Ende Parti
1. Tomás Padrón Hernández 1979 1991 Agrupación Herreña Independiente (AHI) – Coalición Canaria (CC)
2. Venancio Acosta Padrón 1991 1991 AHI – CC
3. Inocencio Hernández González 1991 1995 Partido Socialista Obrero Español (PSOE)
4. Tomás Padrón Hernández 1995 2011 AHI – CC
5. Belén Allende Riera maj 2011 september 2011 AHI – CC
6. Alpidio Armas González september 2011 2015 partiløs
7. Belén Allende Riera 2015 til i dag AHI – CC

Historie redigér

De formodede ældste bosættere på El Hierro er fra 500-100 fvt. De ældste dokumenterbare bosættere på El Hierro er fra 300 e.Kr. Men det er sikkert at de sødygtige både fra de nordlige Kanariske øer med havstrømmen traf El Hierro. I hvert fald traf de nutidige erobrere en intakt stenalderkultur på øen.[2][3][4]

El Hierros første bosættelse fandt først sted efter det 5. århundrede før Kristus. Bosætterne, der kaldte sig Bimbaches[3], må have haft store vanskeligheder med at komme i land på øens stejle kyster. Men det har nok været endnu vanskeligere, med deres simple både at gå mod strømmen for at komme væk fra land igen. Forbindelsen til naboøerne har sandsynligvis været sjældent. Dog beretter et sagn, at en kvinde fra La Gomera lærte øens beboere at lave ild.

På de antikke landkort bliver øen oftest kendetegnet med Ferro, også selvom øen aldrig officielt har haft dette navn. Det nuværende navn Hierro har ikke noget at gøre med det spanske ord for jern, da der på øen overhovedet forekommer jern. Urbefolkningen kaldte deres ø Esero eller Ero, som betyder stærk, fast eller hårdt, hvormed den store basaltblok i havet beskrives anskueligt. Hero eller Hera bliver også sat i forbindelse med en brønd, måske også på grund af, at der ikke findes nogen kilder på øen, men mange brønde.

I det 14. århundrede sendte den portugisiske konge Alfonso IV. en ekspedition for at undersøge den endnu ikke udforskede ø. Deres beretning om besøget på øen var første gang El Hierro nævnes. Sømændene fra Lissabon landede 1341 på El Hierro. Kaptajnen Rodríguez Martín beskriver begejstret det milde klima og øens frugtbarhed.

1405 landede erobreren Jean de Béthencourt (en) (1362-1425) på den sydlige del af El Hierro. Han fik opgaven af den kastilanske kong Enrique III. og havde allerede erobret Lanzarote, Fuerteventura og La Gomera. Erobringen af Gran Canaria og La Gomera, og Tenerife undgik han i første omgang. Med en snedig plan endte han Bimbache-kongen Armiche (es)s fredelige herskab over El Hierro. Ifølge en overleverig havde Béthencourt forhandlet sig til at gå i forbund med kong Armiche, som kom med alle sine tilhængere til et aftalt møde på klippestranden i Naos. I stedet for at forhandle, tog Béthencourt alle de fremmødte til fange. Sådan endte urbefolkningens fredelige liv på El Hierro i slaveri. Overlevende blev tvunget til at lade sig døbe, mange kvinder blev gift med de nye herskere. Efter få årtier var den gamle kultur ødelagt.

I slutningen af det 15. århundrede fik den tidligere Bimbache-landsby Amoco på den nordøstlige del af øen navnet Santa María de Valverde og blev dermed øens hovedby.

På sin anden rejse styrede Christoffer Columbus mod La Gomera og El Hierro for at få drikkevand og fødevarer ombord. Han ville også vente på en gunstig vind, som skulle trække hans flåde på 17 skibe mod vest.

De forskellige udvandringsbølger havde deres grunde i politiske kriser, tørke og sult. Målene var blandt andet Cuba, Venezuela og Puerto Rico. Endnu i 1949/1950 sejlede store sejlskibe uden motor over Atlanterhavet med udvandrede fra øen.

I det 19. århundrede blev El Hierro interessant for Madrid. Man sendte ubekvemme politikere, militære og fritænkere til isolation på øen. Øboerne profiterede også deraf, som f. eks lægen Leandro Pérez, der var forbandet af politiske grunde.

I juli 1899 ødelagde en storbrand Valverdes rådhus og dermed også øens arkiv, som har været ført siden 1553. Mange betydningsfulde dokumenter over øens historie gik uigenkaldelig tabt. Omkring denne tid udbrød der en kopperepidemi, og tørke fulgt af voldsomme regnbyger. 1912 opstod kommunerne Valverde og La Frontera. Hver ø, og dermed også El Hierro, havde nu sin egen forvaltning og ø-regering. Den 1. verdenskrig gik sporløs forbi øen. Under den anden republik (1931–1936) blev havnen udbygget, anlagt nye veje, bedre vandforsyning og skolen blev udvidet. også 2. verdenskrig skånede øen i modsætning til de andre øer.

1948 tvang en ny tørke et stort antal af øens indbyggere til at udvandre. Øens brønde var udtørret, markene udtørrede, køer og får døde.

Trafik redigér

El Hierro har et veludviklet transportnet. Lufthavnen, som ligger få kilometer fra øens hovedby, Valverde, har daglige afgange til Tenerife, Gran Canaria og om sommeren også til La Palma. Der er også færgeafgange fra havnen Puerto de la Estaca til Tenerife og La Gomera.

Galleri redigér

Geologi redigér

 
Pahoehoe-Lava, El Lajal

El Hierro er, som alle de andre kanariske øer af vulkanisk oprindelse. Øen er med sine cirka 1,12 millioner år det kanariske øhavs yngste. I modsætning til de fleste af de andre kanariske øer, som har en trefaset oprindelseshistorie, befinder El Hierro sig endnu i den første af disse tre faser. Da magmaen rev havbunden op, opstod der spalter i form af et ypsilon. Højdepunktet af senere udbrud var omkring 10.000 f. Kr., det yngste udbrud varede fra 4000 f. Kr. til det første årtusind e. Kr. var i forhold til det tidligere udbrud af et beskedent omfang. Langs ypsilonets akse formedes øen i flere omgange. Lavamasserne fra dengang bedækkede overvejende de sydlige og vestlige kystområder, men delvis også mod nord. De flød ned af de gamle skråninger og forstørrede øens areal. Det eneste dokumenterede udbrud, ledsaget af jordskælv var i Lomo Negro ved Playa Verodal i slutningen af 1793.

Øens nuværende form kan overvejende tilbageføres til flere bjergnedstyrtninger. Sådan styrtede for 160.000 år siden et bjerg ned i havet ved El Julan på den sydvestlige del af øen.

Turisme redigér

Placeringen langt ude i Atlanterhavet i den lune passatvind indebærer et tempereret klima året rundt uden ekstreme varmegrader eller kulde. Turistkontoret Patronato de Turismo ligger i Valverde. Øen har servicefunktioner som superrmarkeder, banker hoteller. restauranter osv. Størstedelen af øens sengepladser findes på det statsejede hotel (El Parador de Las Playas), på hoteller i hovedstaden Valverde og i omgivelserne heraf samt i området ved El Golfo. Endvidere er det muligt at leje feriehus og leje en bil.

Den 100 kilometer lange kyst er præget af markante og stejle skrænter samt et mindre antal badebugter og naturlige laguner som Charco Manso på nordsiden og Charco Azul på sydsiden. Der er mange muligheder for at dyrke udendørssport: paragliding, bjergcykling, surfing, huleforskning, vandreture og adventuresport.

Vandrestier forbinder de kontrastfulde landskaber, marker, frodige enge, pinjeskove, subtropiske og vulkanske landskaber på den indre del af øen.

I La Dehesa findes den sidste sevenbom-skov (en art enebær) på De Kanariske Øer. Skoven består af træer med mange forskellige former. På en ufremkommelig skrænt, overfor Salmor-klipperne, er der stadig nogle få eksemplarer af E. Hierros gigantfirbenet.

På det sydligste punkt på øens sydside ligger den lille havn La Restinga, som er et sted med stille vande og gode fiskemuligheder. Mod nord er egnen omkring El Golfo adskilt fra resten af øen af mere end 1.000 meter høje klippevægge. Her er man mellem de traditionelle vinmarker begyndt at dyrke tropiske ananas. I Frontera kan man smage El Hierros kvalitetsprodukter. Udover ananas kan las quesadillas (en slags ostekage) og især de fortrinlige vine og de lækre rygeoste kan fremhæves.

Med sine over 800 vulkaner er El Hierro den af De Kanariske Øer, der har det største antal af disse geologiske formationer. Nogle af vulkanerne udmærker sig ved en betagende naturrigdom, andre ved deres størrelse. Med hensyn til de seneste vulkanske aktiviteter bør det understreges, at der i henhold til det spanske Institut for Geografi ikke længere er nogen fare forbundet med de vulkanske eller seismiske aktiviteter på øen.

Referencer redigér

  1. ^ "Isla El Hierro Biosphere Reserve, Spain". unesco.org. 2003. Arkiveret fra originalen 7. marts 2023. Hentet 21. april 2023.
  2. ^ 8 Feb 2024, science.org: A thousand years of solitude. How did the first human settlers of the Canary Islands survive a millennium of isolation?, backup Citat: "...Yet the first Canarians, who arrived from North Africa roughly 1800 years ago, survived and even thrived on this arid, windswept archipelago for 1000 years. They numbered in the tens of thousands when Europeans arrived at the start of the 14th century. Not long after, conquest and genocide had largely erased them as a people. But their DNA lives on in many islanders today..."
  3. ^ a b 2023, eartharxiv.org: Messages from the past; the petroglyphs of El Hierro Island, backup Citat: "...At the time of the European conquest, from the fifteenth century AD, the Canary Islands were inhabited by a variety of indigenous communities, often referred to as ‘the Guanches‘, although each island had a distinct aboriginal community, which also had distinct names for themselves...The pre-spanish aborigines of El Hierro are called the Bimbape (or Bimbache), and unfortunately after the conclusion of Spanish colonisation, only a limited number of remains were left of their civilization...In respect of the arrival of the aboriginal settlers, the assumed dates range from the first to the fifth centuries BC...In addition, Libyan-Berber script was found in a number of pre-Hispanic settlements on the Canary Islands...Regarding the Island of El Hierro, archaeological and anthropological research, dates the presence of the aboriginal population on El Hierro to at least the third century by dating organic remains through the 14C method..."
  4. ^ 14 April 2020, eng.canaria.guide: The original inhabitants of the Canary Islands, backup Citat: "...The development of Guanches and its material equipment corresponded to the Stone Age...According to skeletal remains Guanches belonged to the europoid race. According to their pale skin and hair, it could be concluded that their ancestors were Berberians who had come here from nearby Morocco. This is confirmed by genetic studies, according to which there was the first settlement of the Canary Islands in sometime in the 1st millennium BC..."

Eksterne henvisninger redigér

27°44′N 18°3′V / 27.733°N 18.050°V / 27.733; -18.050