Cuba

østat i Caribien

Cuba, officielt Republikken Cuba (spansk: República de Cuba, er et ørige bestående af øen Cuba, samt Isla de la Juventud og flere mindre øgrupper. Cuba ligger, hvor det nordlige Caribiske Hav, den Mexicanske Golf, og Atlanterhavet mødes. Cuba ligger øst for Yucatán-halvøen (Mexico), syd for både den amerikanske stat Florida og Bahamas, vest for Hispaniola (Haiti/den Dominikanske Republik), og nord for både Jamaica og Caymanøerne. Havana er den største by og hovedstad; andre større byer omfatter Santiago de Cuba og Camagüey. Det officielle område for Republikken Cuba udgør 109.884 km² (uden territorialfarvandet). Hovedøen Cuba er den største ø i Cuba og i Caribien, med et areal på 104.556 km². Cuba er det næstmest folkerige land i Caribien efter Haiti, med over 11 millioner indbyggere.[2]

Republikken Cuba

República de Cuba
Cubas nationalvåben
Nationalvåben
MottoPatria y Libertad
(spansk: Fædreland og frihed)
Cuba (orthographic projection).svg
Hovedstad
og største by
Havana
23°07′N 82°23′V / 23.117°N 82.383°V / 23.117; -82.383
Officielle sprog Spansk
Regeringsform Republik
Miguel Díaz-Canel (fra 2018) Rediger på Wikidata
Uafhængighed
• Fra Spanien
20. maj 1902
Areal
• Total
109.884 km2
• Vand (%)
Ubetydeligt
Befolkning
• Anslået
11.181.595 (2020)[1] Rediger på Wikidata
• Folketælling 2002
11.177.743
• Tæthed
102/km2
Valuta Cubansk peso (CUP)
Cubansk konvertibel peso (CUC) (-)
Tidszone UTC-5
UTC-4
Kendings-
bogstaver (bil)
C
Luftfartøjs-
registreringskode
CU
Internetdomæne .cu
Telefonkode +53
ISO 3166-kode CU, CUB, 192

Kulturelt betragtes Cuba som en del af Latinamerika.[3] Det er en multietnisk land, hvis folk, kultur og skikke har forskellige oprindelser, herunder Neo-Taíno folket Ciboney, den lange periode af spansk kolonialisme, indførelsen af slaveri i det Det spanske koloniimperium og et tæt forhold til Sovjetunionen i den kolde krig.

Cuba er et stiftende medlem af De Forenede Nationer, G77, De alliancefrie landes bevægelse, AVS-landene, ALBA, og Organisationen af Amerikanske Stater. Det har i øjeblikket en af verdens eneste planøkonomier, og Cubas økonomi er domineret af turistindustrien og eksporten af faglært arbejdskraft, sukker, tobak og kaffe. Cuba har historisk – både før og under det kommunistiske styre – præsteret bedre end andre lande i regionen på en række socioøkonomiske indikatorer, såsom læsefærdighed, [4][5] spædbørnsdødelighed og forventet levetid.[6][7]

Cuba har et etparti autoritært regime, hvor en politisk opposition ikke er tilladt.[8][9][10] Der afholdes valg i Cuba, men de betragtes ikke som demokratiske.[11][12] Censur af information (inklusive begrænsning af internetadgang) er omfattende[13][14][15] og uafhængig og kritisk journalistik er undertrykt i Cuba;[16] Journalister uden grænser har karakteriseret Cuba som et de lande i verden med mindst pressefrihed.[17][18]

HistorieRediger

  Uddybende artikler: Cubas historie og Cubanske revolution

Det område, der nu er Cuba, var beboet af Ciboneyerne (et Neo-Taíno folk) fra 4. årtusinde f.Kr. indtil den spanske kolonisering i det 15. århundrede.[19] Fra det 15. århundrede var Cuba en koloni i det spanske imperium indtil den spansk-amerikanske krig i 1898, hvor Cuba blev besat af USA og opnåede formel uafhængighed i 1902 som et de facto protektorat under USAs beskyttelse.

Som en skrøbelig republik forsøgte Cuba i 1940 at styrke sit demokratiske system, men stigende politisk radikalisering og sociale stridigheder kulminerede i et statskup i 1952 og efterfølgende diktatur under Fulgencio Batista.[20] Åben korruption og undertrykkelse under Batistas styre førte til hans afsættelse i januar 1959 af 26. juli-bevægelsen, som bagefter etablerede et kommunistisk styre under ledelse af Fidel Castro.[21][22][23]

Siden 1965 har Cuba været styret af Cubas kommunistiske parti. Landet var et stridspunkt under den kolde krig mellem Sovjetunionen og USA, og en atomkrig brød næsten ud i 1962 under Cuba missilkrisen. Cuba er et af få eksisterende marxistisk–leninistiske socialistiske stater, hvor Kommunistpartiets rolle som fortrop er forankret i Cubas forfatning. Under Castro, var Cuba involveret i en bred vifte af militære og humanitære aktiviteter i både Afrika og Asien.[24]

PolitikRediger

  Uddybende artikel: Cubas politik
 
Cubanske flag i en anti-imperialistisk manifestation

Cuba er et af de få socialistiske lande, der følger den marxistiske–leninistiske ideologi. Forfatningen af 1976, som definerede Cuba som en socialistisk republik, blev erstattet af forfatningen af 1992, som er "styret af José Martís tanker og de politiske og sociale tanker af Marx, Engels og Lenin."[25] Forfatningen beskriver Cubas kommunistiske parti som "den ledende kraft i samfundet og staten".[25]

Generalsekretæren for Cubas Kommunistiske Parti er den højeste stilling i etpartistaten. [26] Generalsekretæren leder Cubas Kommunistiske Partis politbureau og sekretariatet, hvilket gør indehaveren af embedet til den mest magtfulde person i Cubas regering.[27] Medlemmer af begge organer vælges af ’’Folkemagtens Nationalforsamling’’.[25] Cubas præsident, som også er valgt af forsamlingen, tjener i fem år, og siden ratificeringen af 2019-forfatningen er der en grænse af to på hinanden følgende femårsperioder.[25]

 
Hovedkvarteret for Cubas Kommunistiske Parti

Folkets Højesteret fungerer som Cubas højeste domstol. Det er også den sidste appelinstans for alle appeller af afgørelser fra provinsdomstolene.

Cubas lovgivende forsamling, Folkemagtens Nationalforsamling (Asamblea Nacional de Poder Popular), er magtens øverste organ; 609 medlemmer tjener fem år ad gangen.[25] Forsamlingen mødes to gange om året; mellem sessionerne varetages den lovgivende magt af Ministerrådet med 31 medlemmer. Kandidater til forsamlingen godkendes ved offentlig folkeafstemning. Alle cubanske statsborgere over 16 år, som ikke er blevet dømt for en kriminel handling, kan stemme.[28] Artikel 131 i forfatningen fastslår, at afstemningen skal være "gennem fri, ligelig og hemmelig stemmeafgivning".[25] Artikel 136 siger: "For at suppleanter eller delegerede kan anses for valgt, skal de have mere end halvdelen af de gyldige stemmer afgivet i valgdistrikterne".[25]

Ingen politiske partier har tilladelse til at nominere kandidater eller føre valgkampagner på øen, herunder kommunistpartiet.[29] Cubas kommunistiske parti har holdt seks partikongresmøder siden 1975. I 2011 oplyste partiet, at det havde 800.000 medlemmer, og at dets repræsentanter udgør mindst halvdelen af statsrådene og nationalforsamlingen. De resterende poster besættes af kandidater nominelt uden partitilknytning. Andre politiske partier fører kampagner og rejser finanser internationalt, mens aktiviteten i Cuba fra oppositionsgrupper er minimal.

Cuba er listet som et autoritært regime i The Economists Demokrati-indeks[30] og i Freedom House’ udgivelse "Freedom in the World".[31]

I februar 2013 meddelte præsidenten for statsrådet Raúl Castro, at han ville træde tilbage i 2018, og afslutte sin femårige periode, og at han håbede at implementere permanente periodegrænser for fremtidige cubanske præsidenter, herunder aldersgrænser.[32]

Efter Fidel Castros død 25. november 2016 erklærede den cubanske regering en ni dage lang landesorg. I sørgeperioden blev cubanske borgere forbudt at spille høj musik, feste og drikke alkohol.[33]

Miguel Díaz-Canel blev valgt til præsident den 18. april 2018 efter Raúl Castros tilbagetræden. Den 19. april 2021 blev Miguel Díaz-Canel førstesekretær for kommunistpartiet. Han er den første ikke-Castro, der har været i en sådan topposition siden den cubanske revolution i 1959.[34]

MenneskerettighederRediger

 
Kvinder i hvidt-demonstration i Havana (april 2012)

Den cubanske regering er blevet anklaget for adskillige menneskerettighedskrænkelser, herunder tortur, vilkårlig fængsling, uretfærdige rettergange og udenomsretslige henrettelser (også kendt som El Paredón).[35][36] Human Rights Watch har udtalt, at regeringen "undertrykker næsten alle former for politisk uenighed", og at "cubanerne er systemiske systematisk nægtet grundlæggende rettigheder til ytringsfrihed, forening, forsamling, privatliv, bevægelse og retfærdig rettergang".[37]

I 2003 anklagede Den Europæiske Union (EU) den cubanske regering for "fortsat åbenlys krænkelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder".[38] EU er fortsat med regelmæssigt at opfordre til sociale og økonomiske reformer i Cuba sammen med den betingelsesløse løsladelse af alle politiske fanger.[39]

Siden 1960 har USA anlagt en embargo mod Cuba. Den amerikanske kongres vedtog i 1992 Cuban Democracy Act, der fastslår, at sanktionerne vil fortsætte "så længe [Cuba] fortsætter med at nægte at bevæge sig hen imod demokratisering og større respekt for menneskerettighederne".[40] Den amerikanske diplomat Lester D. Mallory skrev et internt notat 6. april 1960, hvor han argumenterede til fordel for en embargo: "Det eneste forudsigelige middel til at fremmedgøre intern støtte er gennem desillusionering og utilfredshed baseret på økonomisk utilfredshed og nød. [...] at mindske de penge der er til rådighed og reallønnen, at fremkalde sult, desperation og oprør der vælter regeringen."[41][42] FNs generalforsamling har hvert år siden 1992 vedtaget en resolution, der fordømmer embargoen og erklærer, at den er i strid med De Forenede Nationers Pagt og international lov.[43]

Den 17. december 2014 annoncerede USA's præsident Barack Obama en genoprettelse af diplomatiske forbindelser med Cuba og pressede på for, at Kongressen skulle sætte en stopper for embargoen,[44] samt den USA-drevne Guantanamo Bay fangelejr. Disse diplomatiske forbedringer blev senere forværret af Trump-administrationen, som vedtog nye regler og genhåndhævede forretnings- og rejserestriktioner, som blev løsnet af Obama-administrationen.[45] Disse sanktioner blev ført videre og styrket af Biden-administrationen.[46]

 
Cubanske dissidenter Antonio Rodiles, Antúnez og Orlando Gutierrez-Boronat i 2017

Cuba blev rangeret som 19. efter antallet af fængslede journalister fra enhver nation i 2021 ifølge forskellige kilder, herunder Committee to Protect Journalists og Human Rights Watch.[47][48]

Cubanske dissidenter risikerer arrestation og fængsling. I 1990'erne rapporterede Human Rights Watch, at Cubas omfattende fængselssystem, et af de største i Latinamerika, består af 40 maksimalsikrede fængsler, 30 minimumssikrede fængsler og over 200 arbejdslejre.[49] Ifølge Human Rights Watch er Cubas fængselsbefolkning indespærret under "substandard og usunde forhold, hvor fanger udsættes for fysisk og seksuelt misbrug".[49]

I juli 2010 udtalte den uofficielle cubanske menneskerettighedskommission, at der var 167 politiske fanger i Cuba, et fald fra 201 i begyndelsen af året. Lederen af kommissionen udtalte, at lange fængselsstraffe blev erstattet af chikane og intimidering.[50] Under hele Castros styre over øen er anslået 200.000 mennesker blevet fængslet eller frataget deres friheder af politiske årsager.[22]

Cuba rangerer på en 171. plads ud af 180 på Verdens Pressefrihedsindex 2020.[51]

ProvinserRediger

  Uddybende artikel: Cubas provinser

Cuba er inddelt i 14 provinser og en enkelt særskilt provins, som har særstatus; Isla de la Juventud.

 

  1. Isla de la Juventud
  2. Pinar del Río
  3. Havana (La Habana)
  4. Havana (Ciudad de La Habana)
  5. Matanzas
  6. Cienfuegos
  7. Villa Clara
  8. Sancti Spiritus
  1. Ciego de Avila
  2. Camagüey
  3. Las Tunas
  4. Granma
  5. Holguín
  6. Santiago de Cuba
  7. Guantánamo

GeografiRediger

  Uddybende artikel: Cubas geografi
 
Cubas topografi.
 
Kort over Cuba

Cuba er den største ø i Caribien. Den nordlige del af øen ligger op til Floridastrædet og det større Atlanterhav. I nordvest ligger den Mexicanske Golf, i vest Yucatan kanalen, i syd det Caribiske Hav og i øst Windward-passagen.

Republikken dækker hele øen samt en række andre øer tæt på. De vigtigste af disse øgrupper er: Los Colorados øgruppen, Sabana-Camagüey øgruppen, Los Jardines de la Reina øgruppen og Los Canarreos øgruppen. Eneste undtagelse er området omkring Guantánamobugten, som er en amerikansk flådebase, der er blevet leaset af USA siden 1903.

Øen består hovedsagelig af flade stepper, men har bakker og bjerge, som primært er placeret i den sydøstlige del. Det højeste punkt er Pico Real del Turquino med sine 2.005 meter.

Havana er den største by og samtidig hovedstad. Andre vigtige byer er Santiago de Cuba og Camagüey.

KlimaRediger

  Uddybende artikel: Cubas klima
Casa Blanca, Havana
Klimaoversigt (forklaring)
JFMAMJJASOND
 
 
64
 
26
19
 
 
69
 
26
19
 
 
46
 
28
20
 
 
54
 
29
21
 
 
98
 
30
22
 
 
182
 
31
23
 
 
106
 
31
24
 
 
100
 
32
24
 
 
144
 
31
24
 
 
181
 
29
23
 
 
88
 
28
21
 
 
58
 
27
20
Gennemsnitlige max. og min. temperaturer i °C
Nedbørsmængde i mm
Kilde: Climate Charts[52]

Klimaet er tropisk, med 2 årstider: En varm og regnfuld sommer og en køligere og mere tør vinter. På grund af øens langstrakte og smalle form, påvirkes temperaturen af passatvinde på hele øen. Den tørre periode ligger fra november til april. Regnsæsonen fra maj til oktober.

Klimaet er varmere i den østlige del end i den vestlige. Om vinteren kan temperaturen nogle steder falde til omkring 10 grader, dog kun kortvarigt. Normalt ligger temperaturen mellem 20 og 35 grader. Forskellen mellem dag- og nattemperaturen er mindst i de kystnære områder.[53]

I perioden fra 1. juni til 30. november er Cuba risikozonen for at blive ramt af orkaner. Imidlertid er der kun registreret 4 orkaner, der har kostet mange menneskeliv og disse ligger alle før 1959.[54]

DemografiRediger

  Uddybende artikel: Cubas demografi
 
Billede fra Havana

Cuba er et multietnisk samfund med en befolkning af oprindelig spansk og afrikansk afstamning. Der er også en lille kinesisk gruppering. Den største organiserede religion er den romersk-katolske kirke samt en række afrocubanske religioner. Officielt har Cuba været en ateistisk stat igennem årene med Fidel Castro ved magten, men de religiøse restriktioner er blevet færre siden 1991. Mindre befolkningsgrupper af protestanter og jøder er også bosiddende på øen.

 
Havana

ØkonomiRediger

  Uddybende artikel: Cubas økonomi
 
Cigar production in Santiago de Cuba

Regeringen i Cuba udøver stærk politisk kontrol over økonomien. Den har i de seneste år indført reformer for at øge landets valutareserver, øge virksomhedernes produktivitet, undgå fødevaremangel og for at øge antallet af forbrugsvarer. Bl.a. forsøger regeringen at balancere den ellers socialistiske markedspolitik med en mere fri tilgang til private investeringer i ejendomme og agerbrug.[55]

En væsentlig faktor i den cubanske økonomi er at enkelte områder er særdeles effektive, herunder visse eksportsektorer og turismen, mens øvrige industrisektorer viser meget dårlige resultater.

Den cubanske økonomi blev hårdt ramt af Sovjetunionens kollaps igennem 1990'erne og svækkes desuden af den handelsembargo USA har opretholdt siden 1960. Embargoen blev i 1992 og 1996 yderligere strammet med hhv. Torricelli- og Helms-Burton-lovene, hvilket har ført til voldsom kritik fra det internationale samfund. FN har femten gentagne gange fordømt blokaden[56] gennem resolutioner, i 2007 med stemmerne 184 for og 4 imod. De væsentligste nuværende problemer er høje oliepriser (olie blev tidligere importeret med rabat fra Sovjetunionen), lave priser på eksportvarer som sukker og nikkel, og ødelæggelser forårsaget af naturkatastrofer. Herunder de to tropiske orkaner Gustav og Ike, som i august og september 2008 ramte Cuba og efterlod anslået 150.000 huse ødelagte. Orkanerne menes at have sat Cuba flere år tilbage økonomisk efter at landet ellers har haft væsentlig økonomisk fremgang siden årtusindskiftet.

Den 2. august 2011 rapporterede The New York Times, at Cuba bekræftede sin hensigt om at legalisere "køb og salg" af privat ejendom inden årets udgang. Ifølge eksperter ville det private salg af ejendom "forvandle Cuba mere end nogen af de andre økonomiske reformer, som præsident Raúl Castros regering havde annonceret".[57] Reformen ville lede til nedskæring af mere end én million statslige arbejdspladser ned, inklusive partibureaukrater, der modsatte sig ændringerne.[58] Reformerne ledte til, hvad der er blevet kaldt en "ny cubansk økonomi".[59][60]

I 2014 annoncerede præsident Barack Obamas administration, at den havde til hensigt at genetablere forbindelser med Cuba.[61] I forbindelse med en fangeudveksling med Cuba annoncerede præsidenterne Barack Obama og Raúl Castro 17. december 2014 planlagte træk for at genetablere diplomatiske forbindelser og lette rejser og økonomisk samhandel. [62] Cuba løslod den amerikanske fange Alan Gross og udvekslede en unavngiven amerikansk spion med de tre resterende medlemmer af en gruppe på fem dømte cubanske spioner («Cuban Five»). Obama annoncerede også en revision af Cubas status som terrorstat og en intention om at bede Kongressen om at fjerne embargoen fuldstændigt.[63] Cuba indvilligede i at løslade 53 politiske fanger og give Røde Kors og FN's menneskerettighedskontrollanter adgang til landet.[64] On May 29, 2015, according to the U.S. State Department, "Cuba's designation as a state sponsor of terrorism was rescinded".[65]

 
Det er nu tilladt for cubanere at eje små virksomheder i bestemte sektorer.

Forhandlingerne gik i gang i januar 2015, hvor der blandt andet blev drøftet vilkår for amerikaneres besøg på Cuba og ophævelse af handelsembargoen.[66] Således tillod USA's administration fra og med januar 2015 rejser til Cuba i forbindelse med missionsarbejde og uddannelse, men turistbesøg var fortsat forbudt. Præsident Obama og Cubas præsident Raúl Castro mødtes den 11. april 2015, hvilket var det første møde mellem forskellige ledere fra de to lande i over halvtreds år.[67] I maj 2015 , rapporterede flere amerikanske virksomheder, at de havde fået licenser til at etablere færgerejser mellem Florida og Cuba[68][69]

I maj 2019 indførte Cuba rationering af kylling, æg, ris, bønner, sæbe og andre basisvarer som fortrinsvis blev importeret. Den amerikanske handelsembargo kan have bidraget til problemet, men et massivt fald i bistanden fra Venezuela og fiaskoen for Cubas statsdrevne olieselskab, som havde subsidieret brændstofomkostninger, blev af økonomer angivet som en væsentlig årsag.[70]

I juni 2019 annoncerede regeringen en stigning i den offentlige sektors lønninger på omkring 300 %, specifikt for lærere og sundhedspersonale.[71] I oktober 2019 tillod regeringen private virksomheder at eksportere og importere, gennem statslige virksomheder, ressourcer til at producere produkter og tjenester i Cuba.

I juli 2020 åbnede Cuba nye butikker, der kun accepterer udenlandsk valuta og fjernede samtidig en særlig skat på amerikanske dollar[72] for at bekæmpe en økonomisk krise, der oprindeligt opstod på grund af økonomiske sanktioner pålagt af Trump-administrationen.[73] og senere blev forværret af mangel på turister under coronaviruspandemien. Disse økonomiske sanktioner er siden blevet opretholdt af Biden-administrationen.[74]

ValutaRediger

Cuba opererede tidligere med to officielle valutaer: Peso og konvertibel peso. Pesoen er den valuta, som den menige cubaner primært bruger, mens den konvertible peso var den valuta, turister skulle bruge. De fleste cubanere fik det meste af deres løn udbetalt i pesos og en lille del i konvertible pesos. Systemet mødte generelt stor kritik, da det var med til at gøre ulighederne i det cubanske samfund større, da det primært er ansatte i turistrelaterede erhverv, der har adgang til konvertible pesos, og da disse gav adgang til at købe ind i særlige butikker, hvor vareudbuddet var større.

Den 1. januar 2021 afsluttede Cubas formelt sit dobbeltvalutasystem, og den konvertible cubanske peso (CUC) blev udfaset, hvilket efterlod cubanske peso (CUP) som landets eneste valutaenhed. Cubanske borgere havde indtil juni 2021 til at udveksle deres CUC'er. Dette devaluerede imidlertid den cubanske peso og forårsagede økonomiske problemer for folk, der tidligere var blevet betalt i CUC'er, hvilket især inkluderede arbejdere i turistindustrien.[75][76][77] I februar 2021 åbnede Cuba sin økonomi for private virksomheder, men stadig med forbud mod 124 aktiviteter[78] inden for områder som national sikkerhed, sundhed og uddannelsestjenester.[79] Lønningerne blev forhøjet igen, mellem 4 og 9 gange, for alle sektorer. Nye faciliteter blev også tilladt til statsselskaberne, der fik mere autonomi.[76]

Naturlige ressourcerRediger

Cuba har adgang til en række naturlige ressourcer; bl.a. nikkel, ferrum, kobber, naturgas og råolie.[55] I 2017 producerede Cuba 11.000.000 kL naturgas, og i 2018 producerede Cuba 28.618.000 hL råolie. Cuba deltager ikke i verdensmarkedet med sine naturlige ressourcer og eksporterede derfor hverken sin producerede naturgas i 2017 eller sin råolie i 2018.[80]

MedierRediger

 
Brugere af et offentligt WiFi-hotspot i Havana, Cuba

Massemedierne i Cuba består af flere forskellige typer: tv, radio, aviser og internettet. De cubanske medier er stramt kontrolleret af den cubanske regering og i de sidste fem årtier ledet af Cubas Kommunistiske Parti (PCC). PCC censurerer strengt nyheder, information og kommentarer og begrænser formidlingen af udenlandske publikationer til turisthoteller. Journalister skal operere inden for rammerne af love mod regeringsfjendtlig propaganda og fornærmelse af embedsmænd, som har straffe på op til tre års fængsel. Privat ejerskab af radio og fjernsyn er forbudt, og regeringen ejer alle væsentlige medier.[81]

Internettet i Cuba har nogle af de laveste penetrationsrater på den vestlige halvkugle, og alt indhold skal godkendes af myndighederne.[82] Det statsejede selskab "Empresa de Telecomunicaciones de Cuba S.A." (ETECSA) driver 118 internetcafeer i landet.[82] Cubas regering tilbyder et online-leksikon-websted kaldet [[EcuRed] ] der fungerer i et "wiki"-format.[83] Salg af computerudstyr er strengt reguleret. Internetadgang er kontrolleret,[84] og e-mail overvåges nøje.[85]

Siden 2018 har der været adgang til internettet via mobildata. I 2019 kunne 7,1 millioner cubanere få adgang til internettet.[86] Priserne på forbindelser, WiFi zoner og mobildata har været faldende, især siden den økonomiske reform januar 2021, hvor alle lønninger steg mindst 5 gange.[87][88] I 2021 blev det rapporteret, at 7,7 millioner cubanere havde internetadgang.[89] Der var 6,14 millioner mobilforbindelser i Cuba i januar 2021.[89]

Det eneste nationale dagblad er Granma, det officielle organ for PCC. En ugentlig udgave, Granma International, udgives på engelsk, spansk, fransk, portugisisk, tyrkisk og tysk, og er tilgængelig online. Havana beboere har også deres eget ugentlige, Havana-orienterede blad, Tribuna de La Habana]'. Ugebladet Juventud Rebelde er det officielle organ for den kommunistiske ungdomsorganisation. "Bohemia", der udkommer hver anden uge, er landets eneste almene nyhedsmagasin. Cubas officielle nyhedsbureau er Prensa Latina, som udgiver adskillige magasiner, herunder Cuba Internacional, rettet mod et udenlandsk publikum.[90]

Prensa Latina blev grundlagt kort efter den cubanske revolution på initiativ af Ernesto Che Guevara for at sprede regeringsideologi og neutralisere amerikansk propaganda i stil med Agencia Latina, der blev grundlagt af Juan Perón i Argentina.[91][92]

Cuba har flere aviser, herunder følgende:

Landsdækkende aviserRediger

  • Granma. Cubas kommunistpartis centralkomités officielle organ.
  • Granma Internacional. Ugentlig engelsksproget udgave af avisen Granma.
  • Juventud Rebelde (på dansk: "Rebelsk ungdom")
  • Trabajadores. Avis for de cubanske fagforeninger.

Landsdækkende TVRediger

Provins TVRediger

  • Canal Habana: Ciudad Habana
  • Islavision: Isla de la Juventud.
  • TV Yumuri: Matanzas
  • Perlavision: Cienfuegos
  • TVCamaguey: Camaguey
  • Tunasvision: Las Tunas
  • CNCTV: Bayamo
  • Tele Turquino: Santiago de Cuba
  • Tele Cubanacan: Santa Clara
  • TVavileña: Ciego de Avila
  • Centrovision Yayabo: Santi Spiritus
  • Tele Cristal: Holguin
  • Canal Serrano: San Pablo de Yao
  • Solvision: Guantánamo

Landsdækkende radiostationerRediger

  • Radio Enciclopedia.
  • Radio Habana Cuba.
  • Radio Progreso.
  • Radio Rebelde.
  • Radio Reloj.

NyhedsbureauerRediger

  • AIN. Det cubanske nyhedsbureau.
  • Prensa Latina. Cubansk placeret latinamerikansk nyhedsbureau.

Relateret til CubaRediger

  • Cuba Libre - en drink, hvis navn på spansk betyder frit Cuba.

Se ogsåRediger

Noter og referencerRediger

  1. ^ www.onei.gob.cu (fra Wikidata).
  2. ^ Population, total - Cuba. World Bank, 2021. Hentet 22. august 2022.
  3. ^ Rangel, Carlos (1977). The Latin Americans: Their Love-Hate Relationship with the United States. New York: Harcourt Brace Jovanovich. s. 3-5. ISBN 978-0-15-148795-0. Skidmore, Thomas E.; Peter H. Smith (2005). Modern Latin America (6 udgave). Oxford and New York: Oxford University Press. s. 1–10. ISBN 978-0-19-517013-9.
  4. ^ "Pre-Castro Cuba | American Experience | PBS". www.pbs.org. Hentet 2021-07-20.
  5. ^ Washington, District of Columbia 1100 Connecticut Ave NW Suite 1300B; Dc 20036. "PolitiFact - Fact-checking Bernie Sanders' claim on Cuba literacy under Castro". @politifact. Hentet 2021-07-20.
  6. ^ Geloso, Vincent; Pavlik, Jamie Bologna (2021-04-01). "The Cuban revolution and infant mortality: A synthetic control approach". Explorations in Economic History. 80: 101376. doi:10.1016/j.eeh.2020.101376. ISSN 0014-4983. S2CID 229073336.
  7. ^ "Justin Trudeau's claim that Castro made 'significant improvements' to Cuban health care and education". Washington Post. Hentet 2017-08-19.
  8. ^ Levitsky, Steven; Way, Lucan A. (2010-08-16). Competitive Authoritarianism: Hybrid Regimes after the Cold War. Cambridge University Press. s. 361-363. ISBN 978-1-139-49148-8.
  9. ^ Lachapelle, Jean; Levitsky, Steven; Way, Lucan A.; Casey, Adam E. (2020). "Social Revolution and Authoritarian Durability". World Politics. 72 (4): 557-600. doi:10.1017/S0043887120000106. ISSN 0043-8871. S2CID 225096277.
  10. ^ Hawkins, Darren (2001). "Democratization Theory and Nontransitions: Insights from Cuba". Comparative Politics. 33 (4): 441-461. doi:10.2307/422443. ISSN 0010-4159. JSTOR 422443.
  11. ^ Galvis, Ángela Fonseca; Superti, Chiara (2019-10-03). "Who wins the most when everybody wins? Predicting candidate performance in an authoritarian election". Democratization. 26 (7): 1278-1298. doi:10.1080/13510347.2019.1629420. ISSN 1351-0347. S2CID 197727359.
  12. ^ Domínguez, Jorge I.; Galvis, Ángela Fonseca; Superti, Chiara (2017). "Authoritarian Regimes and Their Permitted Oppositions: Election Day Outcomes in Cuba". Latin American Politics and Society. 59 (2): 27-52. doi:10.1111/laps.12017. ISSN 1531-426X. S2CID 157677498.
  13. ^ Stein, Elizabeth Ann (2016). "Information and Civil Unrest in Dictatorships". Oxford Research Encyclopedia of Politics. doi:10.1093/acrefore/9780190228637.013.35. ISBN 978-0-19-022863-7.
  14. ^ Impediments to Human rights in Cuban Law (Part III). Cuba's Repressive Machinery: Human Rights Forty Years After the Revolution. Human Rights Watch. juni 1999. ISBN 1-56432-234-3. Hentet 7. august 2012.
  15. ^ Moynihan, Michael C. (22. februar 2008). "Still Stuck on Castro - How the press handled a tyrant's farewell". Arkiveret fra originalen 20. september 2012. Hentet 25. marts 2009.
  16. ^ "62nd General Assembly Reports: Cuba". Inter American Press Association. 3. oktober 2006. Hentet 6. august 2012.
  17. ^ "Press Freedom Index 2015", Reporters Without Borders. Retrieved 12 November 2015
  18. ^ "Press Freedom Index 2008" (PDF). Reporters Without Borders. 2008. Arkiveret fra originalen (PDF) 2009-03-03.
  19. ^ Allaire, s. 678
  20. ^ "Remarks of Senator John F. Kennedy at Democratic Dinner, Cincinnati, Ohio". John F. Kennedy Presidential Library & Museum – Jfklibrary.org. 6. oktober 1960. Hentet 14. februar 2017.
  21. ^ "Fidel Castro". Encyclopædia Britannica. 26. juni 2017. Castro created a one-party government to exercise dictatorial control over all aspects of Cuba's political, economic, and cultural life. All political dissent and opposition were ruthlessly suppressed
  22. ^ a b Fernández, Gonzalo (2009). Cuba's Primer – Castro's Earring Economy. ISBN 9780557065738. The number of individuals who have been jailed or deprived of their freedom in labor camps over the 50 years of Castro's dictatorship is estimated at around 200,000
  23. ^ "Fidel Castro – Cuba's hero and dictator". Deutsche Welle. 26. november 2016.
  24. ^ Parameters: Journal of the US Army War College. U.S. Army War College. 1977. s. 13.
  25. ^ a b c d e f g "The Constitution of the Republic of Cuba, 1976 (as Amended to 2002)" (PDF). National Assembly of People's Power. Arkiveret fra originalen (PDF) 17. januar 2013. Hentet 18. august 2012. For en diskussion af tilføjelserne i1992 henvises til Domínguez 2003.
  26. ^ "Raul Castro to lead Cuba's Communist Party until 2021". France 24. 19. april 2018. 'I confirm to this assembly that Raul Castro, as first secretary of the Communist Party, will lead the decisions about the future of the country,' Diaz-Canel said.
  27. ^ "Country profile: Cuba". BBC News. 20. august 2009. Hentet 7. september 2009.
  28. ^ "Cuba 1976 (rev. 2002)". Constitue. Hentet 28. april 2015.
  29. ^ Cuba: Elections and Events 1991–2001 Arkiveret 1. marts 2007 hos Wayback Machine Latin American Election Statistics Home
  30. ^ "Democracy Index 2016: Revenge of the 'deplorables'". eiu.com. The Economist Intelligence Unit. 22. januar 2020. Hentet 22. august 2022.
  31. ^ "FREEDOM IN THE WORLD 2022" (PDF). Freedom House. Hentet 22. august 2022.
  32. ^ "Cuba's Raul Castro announces retirement in 5 years". USA Today. 25. februar 2013. Hentet 23. april 2014.
  33. ^ Lima, Tomas Munita, Mauricio; Ahmed, Azam (3. december 2016). "A Nation in Mourning: Images of Cuba After Fidel Castro". The New York Times. ISSN 0362-4331. Hentet 7. februar 2017.
  34. ^ "Raul Castro retires but Cuban Communist Party emphasizes continuity". Reuters. 19. april 2021. Hentet 19. april 2021.
  35. ^ "Information about human rights in Cuba" (spansk). Comision Interamericana de Derechos Humanos. 7. april 1967. Arkiveret fra originalen 14. juni 2006. Hentet 9. juli 2006.
  36. ^ Bureau of Public Affairs (25. marts 2010). "Cuba". United States Department of State. Hentet 1. april 2011.
  37. ^ "Cuba Country Summary" (PDF). Human Rights Watch. 2007. Hentet 16. januar 2019.
  38. ^ "EU-Cuba relations". European Communities. 4. september 2003. Arkiveret fra originalen 5. september 2009. Hentet 6. september 2009.
  39. ^ Laursen, F. (2009). The EU in the Global Political Economy. P.I.E. Peter Lang. s. 279. ISBN 978-90-5201-554-5.
  40. ^ "Cuban Democracy Act". U.S. Department of State. 1992. Hentet 6. september 2009.
  41. ^ "499. Memorandum From the Deputy Assistant Secretary of State for Inter-American Affairs (Mallory) to the Assistant Secretary of State for Inter-American Affairs (Rubottom)". Foreign Relations of the United States. Washington: Office of the Historian, Foreign Service Institute - United States Department of State. 6. april 1960. Hentet 13. maj 2022. If the above are accepted or cannot be successfully countered, it follows that every possible means should be undertaken promptly to weaken the economic life of Cuba. If such a policy is adopted, it should be the result of a positive decision which would call forth a line of action which, while as adroit and inconspicuous as possible, makes the greatest inroads in denying money and supplies to Cuba, to decrease monetary and real wages, to bring about hunger, desperation and overthrow of government.
  42. ^ Yaffe, Helen (9. december 2021). "Chapter 8 US Sanctions Cuba 'to Bring About Hunger, Desperation and the Overthrow of the Government'". Sanctions at WarSerier . s. 129-147. doi:10.1163/9789004501201_009. ISBN 9789004501201. S2CID 245412919. Hentet 17. maj 2022.
  43. ^ "Cuba: UN Members overwhelmingly support end of US embargo, as Brazil backs Washington". UN News. 7. november 2019. Hentet 2. januar 2021.
  44. ^ "Historic thaw in U.S., Cuba standoff". CNN. Hentet 19. december 2014.
  45. ^ Lederman, Josh. "U.S. tightens travel rules to Cuba, blacklists many businesses". chicagotribune.com. Arkiveret fra originalen 22. april 2019. Hentet 13. maj 2022.
  46. ^ "U.S. issues new Cuba sanctions, Biden promises more to come". Reuters. 31. juli 2021. Hentet 13. maj 2022.
  47. ^ "Attacks on the Press in 2021". Committee to Protect Journalists. 9. december 2021.
  48. ^ Human Rights Watch (2008). World Report 2008: Events of 2007. Seven Stories Press. s. 207. ISBN 978-1-58322-774-9.
  49. ^ a b "Cuba's Repressive Machinery – V. General Prison Conditions". Human Rights Watch. Hentet 29. marts 2013.
  50. ^ "Number of Cuban political prisoners dips – rights group". BBC News. 5. juli 2010. Hentet 2. juni 2014.
  51. ^ "Cuba - Constant ordeal for independent media". Reporters without Borders. Hentet 14. oktober 2021.
  52. ^ Cuba Climate data
  53. ^ Klima på cubaweather.org
  54. ^ "Historisk overblik over orkaner på Cuba". Arkiveret fra originalen 23. oktober 2016. Hentet 5. august 2010.
  55. ^ a b "CUBA: One Page Summary" (PDF), The World Factbook 2019, Washington, DC, U.S.A., december 2019, arkiveret fra originalen (PDF) 12. juli 2021, hentet 2021-08-04
  56. ^ General Assembly Overwhelmingly Supports End To United States Embargo On Cuba; Cuba’S Foreign Minister Calls Blockade ‘Longest And Cruellest’ In History
  57. ^ Cave, Damien (2. august 2011). "Cuba Prepares for Private Property". The New York Times.
  58. ^ "Cuba National Assembly approves economic reforms". BBC News. 2. august 2011.
  59. ^ Categoría: Lucha de nuestros pueblos (1. april 2014). "Los nuevos lineamientos económicos". Semanarioaqui.com. Hentet 23. april 2014.
  60. ^ "New Cuban Economy" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 30. juli 2013. Hentet 23. april 2014.
  61. ^ Parlapiano, Alicia (17. december 2014). "How America's Relationship With Cuba Will Change". The New York Times.
  62. ^ Obama hails 'new chapter' in US-Cuba ties, BBC News, December 17, 2014
  63. ^ (fransk) « Un « nouveau chapitre » s'ouvre entre les Etats-Unis et Cuba » Arkiveret 18. december 2014 hos Wayback Machine, Yann Schreiber, avec Camille Grange et Antoine Boyet, Ijsberg Magazine, 17 décembre 2014
  64. ^ Obama: Isolating Cuba hasn't worked, Alexandra Jaffe and Elise Labott, CNN, December 17, 2014
  65. ^ "Country Reports on Terrorism 2015, Chapter 2. Country Reports: Western Hemisphere Overview". U.S. Department of State. Hentet 4. juni 2016.
  66. ^ USA og Cuba genoptager forholdet efter årelangt uvenskab dr.dk 17. december 2014
  67. ^ Obama Meets Cuban Leader, Making History, New York Times, 11. april 2015
  68. ^ "US approves ferry service between Cuba and Florida". BBC News. 6. maj 2015.
  69. ^ "US approves ferry service to Cuba by four Florida companies".
  70. ^ "Cuba rations chicken, eggs and rice as economic crisis worsens". National Post. 10. maj 2019. Hentet 12. maj 2019. Cuba imports roughly two-thirds of its food at an annual cost of more than $2.7 billion and brief shortages of individual products have been common for years. In recent months, a growing number of products have started to go missing for days or weeks at a time, and long lines have sprung up within minutes of the appearance of scarce products like chicken or flour.
  71. ^ "Cuba announces increase in wages as part of economic reform". NBC News. AP. Hentet 8. juni 2021.
  72. ^ "Cuba opens foreign currency-only shops, ends tax on dollar". ABCnews. AP. Hentet 8. juni 2021.
  73. ^ Chalfant, Morgan (23. september 2020). "Trump announces new sanctions on Cuba". MSNnews. Hentet 8. juni 2021.
  74. ^ "Biden administration decided to keep Cuba in the "bad boys" list". 26. maj 2021. Hentet 8. juni 2021.
  75. ^ "Cuba eliminates the CUC and announces currency unification". Miami Herald. 11. december 2020. Hentet 18. februar 2022.
  76. ^ a b "What will Cuba's new single currency mean for the island?". Al Jazeera. 1. januar 2021. Hentet 8. juni 2021.
  77. ^ Forde, Kaelyn (16. juli 2021). "Cuba protests: The economic woes driving discontent". Al Jazeera (engelsk). Hentet 18. februar 2022.
  78. ^ "Cuba opens up its economy to private businesses". BBC. 7. februar 2021. Hentet 8. juni 2021.
  79. ^ "Cuba to reform economy, allow more private enterprise". Daily Friend. 8. februar 2021. Hentet 8. juni 2021.
  80. ^ "Cuba", The World Factbook, 8. september 2021, hentet 16. september 2021
  81. ^ a., hudson, rex; division, library of congress. federal research. "Cuba : a country study". The Library of Congress. Hentet 23. april 2017.
  82. ^ a b "Cuba's New Internet Service is Also No Bed of Roses". MIT Technology Review. Hentet 19. juli 2013.
  83. ^ "EcuRed – EcuRed" (spansk). Ecured.cu. Hentet 10. juni 2013.
  84. ^ Resolución 120 del 2007 del Ministro del MIC la cual está vigente desde el ·0 de Septiembre de 2007
  85. ^ "Internet in Cuba". Reporters Without Borders. Arkiveret fra originalen 27. juli 2011.
  86. ^ "El acceso a internet en Cuba llega a 7,1 millones de usuarios en 2019". EFE. 26. februar 2020. Hentet 3. juni 2021.
  87. ^ "Internet access in Cuba: How data plans work on the Island". Hentet 3. juni 2021.
  88. ^ "El acceso a internet en Cuba llega a 7,1 millones de usuarios en 2019".
  89. ^ a b "Digital 2021: Cuba". 11. februar 2021. Hentet 3. juni 2021.
  90. ^ Cuba country profile. Library of Congress Federal Research Division (September 2006). This article incorporates text from this source, which is in the public domain.
  91. ^ a., hudson, rex; division, library of congress. federal research. "Cuba : a country study". The Library of Congress (engelsk). Hentet 2017-04-23.
  92. ^ "Six facts about censorship in Cuba". www.amnesty.org (engelsk). Hentet 2020-12-11.

Eksterne henvisningerRediger

Koordinater: 22°00′N 79°30′V / 22°N 79.5°V / 22; -79.5