Epiktet (født ca. 55, død ca. 135) var en romersk stoisk filosof. Ved siden af Seneca, Musonius Rufus og Marcus Aurelius var han den vigtigste skikkelse i den yngre stoicisme.

Epiktet
Romerriget
Epiktet.png
Epiktet i Edward Ivies udgave Epicteti Enchiridion Latinis versibus adumbratum, 1715
Personlig information
Født 50 Rediger på Wikidata
Hierapolis, Tyrkiet Rediger på Wikidata
Død 138 Rediger på Wikidata
Nikopolis, Grækenland Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev af Gajus Musonius Rufus Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Forfatter, filosof Rediger på Wikidata
Fagområde Filosofi Rediger på Wikidata
Elever Arrian, Demonax Rediger på Wikidata
Bevægelse Stoicisme Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

LivRediger

Epiktet stammede fra Lilleasien og kom til Rom som slave. Han tilbragte sin ungdom som slave for Epaphroditus, en velhavende sekretær for kejser Nero. Han fik tidligt en lidenskab for filosofi, og med tilladelse fra sin herre studerede han stoicisme under Musonius Rufus.[1] Han var fysisk handicappet og måtte bevæge sig ved hjælp af en krykke, og han levede yderst beskedent.

Epiktet blev frigivet kort tid efter Neros død i 68.[2] Derefter virkede han som filosofilærer i Rom. Da Kejser Domitian (som regerede 81-96) udviste alle filosoffer fra Rom og Italien,[3] tog han til Nikopolis i det nordvestlige Grækenland, hvor han grundlagde en filosofiskole.

Mange fremtrædende skikkelser opsøgte ham for at tale med ham.[4] Kejser Hadrian var hans ven[5] og har måske hørt ham tale ved skolen i Nikopolis.[6][7]

KilderRediger

 
Codex Bodleianus, udgangspunktet for alle senere afskrifter af Epiktets Læresamtaler. Bodleian Library Oxford. Manuskriptet stammer fra det 1000-tallet.

Epiktet skrev intet selv, men allerede mens han levede var hans mundtlige undervisning meget indflydelsesrig. Den vigtigste kilde til viden om Epiktets filosofi er bogen Læresamtaler, som blev forfattet af hans elev Arrian. Den indeholder notater af Epiktets undervisning i Nikopolis, da han var en gammel mand.

Fra Arrian stammer også Enchiridion ("Håndbog"), der er en kort gennemgang af Epiktets lære. Arrian beskriver Epiktet som en kraftfuld taler, som kunne få sine tilhørere til at føle præcis det, han ønskede, de skulle føle.[8] Stilmæssigt gjorde han brug af en "diatribisk" stil, dvs. direkte tiltale i dialog med samtalepartnere, og retoriske spørgsmål. Denne stil var en del af hans undervisningsmetode.[9]

FilosofiRediger

Epiktets filosofi var i overensstemmelse med den oprindelige stoicisme, men med hovedvægten på etik og praksis. Han fremhævede, at filosofi er en måde at leve på, ikke blot en teori.

For Epiktet er alle ydre begivenheder determinerede. Man skal acceptere alt hvad der sker, roligt og uden lidenskaber. Man er ikke ansvarlig for, hvad der sker udefra, men man er ansvarlig for, hvordan man reagerer på det, der kommer udefra; man er ansvarlig for sine egne handlinger. Man bør undersøge og kontrollere sine handlinger gennem en streng selvdisciplin.

Han skelner således mellem de ting, der er i vores magt, og de ting, der ikke er i vores magt: ”Nogle ting har vi magt over, andre ikke. Ting som vi har magt over er: mening, stræben, begær, modvilje, kort sagt, hvad der er vores egne handlinger. Ting som vi ikke har magt over er: legeme, ejendom, omdømme, befalinger, kort sagt, hvad der ikke er vores egne handlinger.” (Arrian: Enchiridion 8) Kun med hensyn til de sidste ting har mennesket frihed, og kun de sidste ting kan i egentlig forstand siges at være "gode" eller "onde".[10]

Mennesket skal ikke reagere følelsesmæssigt på ting, som det alligevel ikke kan gøre noget ved. Det skal ikke lade sig bringe ud af ligevægt over, at tingene undertiden ikke går, som det ønsker. ”Det er ikke tingene, der bringer menneskene ud af ligevægt, men deres meninger om tingene.” (Enchiridion, 5) ”Når en eller anden irriterer dig, så vid, at det er din antagelse, der har irriteret dig.” (Enchiridion, 20)

Det enkelte menneske er forbundet med resten af verden, og verden er dannet med en universel harmoni. Den vise vil derfor ikke kun følge sin egen vilje, men vil også underlægge sig ordenen i verden. (Læresamtaler, I.12.16–17) Vi skal gennem livet opfylde vores pligter som børn, søskende, forældre og borgere, siger han. (Læresamtaler, III.2.4)

Vi bør derfor være forberedt på at gennemgå de største vanskeligheder for andre. (Læresamtaler, III.20.4–14) Vi har alle en bestemt rolle, som vi skal spille, og vi har gjort nok, når vi har gjort, hvad vores natur tillader os. (Læresamtaler, I.2.33–37; Enchiridion, 24) Når vi bruger vores kræfter, bliver vi klar over, hvilken rolle vi skal udfylde. ”Husk på, at du er en skuespiller i et drama, der er bestemt af forfatteren. Vil han have det kort, bliver det kort. Vil han have det langt, bliver det langt. Hvis han vil, at du skal spille en tigger, så må du spille også ham godt; og ligeså en krøbling, en hersker eller en almindelig borger. For det er din opgave: at spille den rolle godt, som du har fået. At vælge den er en andens sag.” (Epiktet (Arrian: Enchiridion 17))[11][12]

Den vise vil aldrig finde livet utåleligt og vil ikke beklage sig over noget: ”Kræv ikke, at begivenhederne skal forløbe, som du ønsker det, men ønsk, at de forløber, som de gør – så får du ro i sindet” (Epiktet (Arrian: Enchiridion 8))[13][14] Han vil tilgive dem, der farer vild, og behandle dem med medfølelse. For de handler af uvidenhed - som om de var blinde. (Læresamtaler, I.18.6–8; I.28.9–10)

Epiktet og kristendommenRediger

Mange har bemærket ligheder mellem Epiktet og Det Nye Testamente, men der er ikke konstateret nogen gensidig påvirkning. Skønt der var en kristen menighed i Nikopolis, kendte Epiktet tilsyneladende ikke meget til kristendommen.

IndflydelseRediger

Epiktet har blandt andet påvirket Immanuel Kants moralfilosofi.

I moderne tid har psykologen Albert Ellis henvist til Epiktet som grundlaget for sin rationelle psykoterapi.[15][16][17] Den amerikanske krigsfange James Stockdale gjorde Epiktet berømt i det amerikanske militær, da han udholdt syv års krigsfangensskab i Vietnam ved hjælp af Epiktets filosofi.[18] I Danmark har filosoffen Anders Dræby Sørensen genoplivet Epikets tanker.[19]

Se ogsåRediger

ReferencerRediger

  1. ^ Epictet: Læresamtaler, I.7.32. Discourses
  2. ^ Douglas J. Soccio: Archetypes of Wisdom: An Introduction to Philosophy. s. 197
  3. ^ Ancient History Sourcebook Arkiveret 8. oktober 2014 hos Wayback Machine
  4. ^ Epictetus, Discourses, I.11; III.14; III.4; III.7; etc.
  5. ^ Historia Augusta, Hadrian, 16.
  6. ^ Robin Fox: The Classical World, s. 578
  7. ^ Sueton: De Vita Caesarum--Domitianus, ca. 110C e.Kr. Afsnit X.
  8. ^ Epictetus, Discourses, prologue.
  9. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 2. februar 2018. Hentet 1. august 2019.
  10. ^ Heinrich Ritter, Alexander James William Morrison: The History of Ancient Philosophy, bind 4, s. 206
  11. ^ Stoic Journey. Epictetus part 17: You are an actor in a play. [1]
  12. ^ Henrik Thomsen: Hvem tænkte hvad, s. 49
  13. ^ Epictetus – the slave turned philosopher [2]
  14. ^ Henrik Thomsen: Hvem tænkte hvad, s. 44
  15. ^ Ageless, Guiltless, by Adam Green Arkiveret 14. maj 2014 hos Wayback Machine.
  16. ^ Obituary by Morton Schatzman in The Independent Arkiveret 18. oktober 2007 hos Wayback Machine.
  17. ^ Obituary by Oliver Burkeman in The Guardian Arkiveret 15. januar 2008 hos Wayback Machine.
  18. ^ James Bond Stockdale: Courage Under Fire: Testing Epictetus's Doctrines in a Laboratory of Human Behavior. Hoover Institution/Stanford University 1993.
  19. ^ Sørensen 2017

LitteraturRediger

Epiktets værker på danskRediger

Epiktets værker på engelskRediger

  • The Discourses, trans. W. A. Oldfather. 2 vols. (Loeb Classical Library edition.) Cambridge, MA: Harvard University Press, 1925 & 1928. ISBN 0-674-99145-1 and ISBN 0-674-99240-7.
  • Discourses and Selected Writings, Robert Dobbin (trans.), Oxford: Penguin Classics, 2008 ISBN 978-0-14-044946-4.
  • Epictetus Discourses: Book 1, Robert Dobbin (trans.), (Clarendon Later Ancient Philosophers), Oxford: Clarendon Press, 1998 ISBN 0-19-823664-6.
  • The Discourses (The Handbook, Fragments), Christopher Gill (trans.) Everyman Edition, 2003 ISBN 0-460-87312-1.
  • The Handbook, Nicholas P. White (trans.), Indianapolis: Hackett, 1983 ISBN 0-915145-69-3.
  • Enchiridion, George Long (trans.), New York: A. L. Burt, 1955 (reprint: New York: Dover, 2004) ISBN 0-87975-703-5.

Litteratur om Epiktet på dansk og engelskRediger

  • Binhoffer, Adolf Friedrich (2000): The Ethics of the Stoic Epictetus, William O. Stephens trans., Bern: Peter Lang ISBN 0-8204-5139-8.
  • Fox, Robin (2006): The Classical World: An Epic History from Homer to Hadrian. Basic Books.
  • González, Pedro (2000): Épictète, in R. Goulet (ed.), Dictionnaire des Philosophes Antiques III, Paris, CNRS, pp. 106–151 ISBN 2-271-05748-5.
  • Long, A. A. (2002): Epictetus: A Stoic and Socratic Guide to Life, Oxford: Oxford University Press ISBN 0-19-924556-8.
  • Ritter, Heinrich; Morrison, Alexander James William (1846): The History of Ancient Philosophy.
  • Scaltsas, Theodor & Andrew S. Mason (ed.)(2007): The Philosophy of Epictetus. Oxford: Oxford University Press ISBN 978-0-1995-8551-9.
  • Soccio Douglas J. (2012): Archetypes of Wisdom: An Introduction to Philosophy.
  • Sohn, Werner (2010): Epictetus: Ein erzkonservativer Bildungsroman mit liberalen Eselsohren Norderstedt: BoD ISBN 978-3-8391-5231-7.
  • Stephens, William (2007): Stoic Ethics: Epictetus and Happiness as Freedom, London: Continuum ISBN 0-8264-9608-3.
  • Stockdale, James Bond (1993): Courage Under Fire: Testing Epictetus's Doctrines in a Laboratory of Human Behavior. Hoover Institution/Stanford University.
  • Sørensen, Anders Dræby (2017): Epiktets filosofiske livskunst som terapeutisk pædagogik. København: Det Kongelige Bibliotek. ISBN 978-87-7507-398-6
  • Thomsen, Henrik (1971): Hvem tænkte hvad? Politikens Forlag. ISBN 87-567-1465-3

Eksterne referencerRediger

Eksterne henvisningerRediger