Stoicisme

antik filosofisk retning (ca. 300 fvt.-)

Stoicisme er en antik filosofisk retning, der blev grundlagt af Zenon fra Kition (ca. 334 f.Kr. – ca. 262 f.Kr.). Centrale værdier er at adskille følelse og fornuft, udøve selvkontrol og undgå følelsers indflydelse på ens beslutninger, da valg skal træffes ud fra fornuften alene på baggrund af selvindsigt[1].[2][3] Den ideelle stoiker er upåvirket af modgang og præget af fasthed og koldblodighed. At have en stoisk ro er at have en uændret væremåde, uanset hvad der sker.

Rekonstrueret stoa (søjlehal) i Athen.
Buste af Zenon fra Kition (ca. 334 f.Kr. – ca. 262 f.Kr.), Museo Archeologico Nazionale di Napoli, inventarnummer 6128. Foto: Paolo Monti, 1969.

Ifølge stoicismen findes der ikke nogen højere autoritet end fornuften. Verden er reguleret af verdensfornuften – ”logos”. Mennesket er en del af verden og har derfor del i verdensfornuften, der kaldes Gud. Tilgangen er åndelig, da mennesket skal bringe sig i overensstemmelse med sin sjæl og universet[4][5], ifølge Pierre Hadot ved at praktisere spirituelle øvelser som at træne sig til døden[6].[7]

HistorieRediger

Stoicismen grundlagdes af Zenon fra Kition. Navnet ”stoicisme” kommer af det græske ord ”stoa”, der betyder ”søjlegang”). Der var en bestemt søjlegang på Athens torv (gr. agora), hvor Zenon forklarede sin filosofi. Stoicismen var en dominerende filosofisk retning i perioden ca. 300 f.Kr. – ca. 200 e.Kr. Perioden opdeles i den ældre stoicisme (ca. 300 f.Kr. – ca.150 f.Kr.), den mellemste stoicisme (ca. 150 f.Kr. – ca. 50 f.Kr.) og den yngre stoicisme (ca. 50 f.Kr. – ca. 200 e.Kr.).

Den ældre stoicisme var fortrinsvis en filosofisk retning i Grækenland. Vigtige navne var – ud over Zenon – Kleanthēs fra Assos (ca. 330 f.Kr. - ca. 230 f.Kr.) og Chrysippos fra Soli (ca. 279 f.Kr. – ca. 206 f.Kr.) Den ældre stoicisme var den ”klassiske” stoicisme, hvor de stoiske idealer hævdedes strengt.

Den mellemste stoicisme havde både et græsk og et romersk islæt. De to vigtigste filosoffer fra denne periode var Panaetius (ca. 185 f.Kr. – ca. 110 f.Kr.) og Poseidonios (ca. 135 f.Kr. – ca. 50 f.Kr.). De var begge grækere, men de var med til at udbrede stoicismen til Romerriget. I denne periode skete der en optøning af den strenge stoiske lære. Den blev mere menneskelig, således at den passede bedre til den praktiske romerånd.[8]

Den yngre stoicisme var en udpræget romersk retning. De vigtigste navne var Seneca (ca. 4 f.Kr.65 e.Kr.), den frigivne slave Epiktet (ca. 55 – ca. 135.) og Marcus Aurelius (121180) ("filosoffen på kejsertronen"). I denne periode skete der en yderligere optøning af stoicismen, og interessen blev vendt mod etiske og individuelle spørgsmål. Der kom desuden et mere religiøst præg.[9]

Her er en tidslinje over stoicismens historie:


Marcus AureliusEpiktetLucius Annaeus SenecaCiceroPoseidoniosPanaetiusAntipater fra TarsusDiogenes fra BabylonChrysipposKleanthesZenon fra Kition

FilosofiRediger

VerdensanskuelseRediger

 
Kejser Marcus Aurelius (121 – 180)

Et centralt begreb i stoicismen er kosmos (κόσμος), som er det græske ord for ”verden” ”eller verdensorden”. Det er begrebet om en ordnet og harmonisk verden. Kosmos er fuldkommen. Alt er som det skal være.[10] Alt eksisterende danner en stofligt sammenhængende og velordnet enhed.[11] Marcus Aurelius siger herom: ”Når du tænker dig kosmos, så må du altid forestille dig den som en enhed, en levende enhed, der i sig har en fælles væren og en fælles sjæl; og hvordan alle ting i verden er genstand for en fælles fornemmelse, kosmos´s nemlig.” (Tanker til sig selv, IV,40.)[12]

Heri ligger også tanken om, at hvad der i verden kan virke ufuldkomment, i det lange løb er formålstjenligt. Det gode behøver sin modsætning; det onde hører ind under harmonien. Marcus Aurelius: ”En agurk er bitter – så lad være med at spise den. En tjørn gror ud på vejen – så gå uden om den. Mere behøves ikke; lad være at himle op derover: ’At dog sådant kan ske under verdensstyrelsen!’ Du vil da kun blive til latter for en kender af verdensordningen. Ligesom du ville blive til latter for en snedker eller en skomager, hvis du kritiserede, at der lå høvlspåner i værkstedet eller læderstumper af fodtøj, der var under udarbejdelse.” (Tanker til sig selv, VIII,50.)[13]

Uadskilleligt forbundet med begrebet kosmos er begrebet logos (λόγος). Dette græske ord kan oversættes med ”verdensfornuften”. Det er den kraft eller det princip, der skaber selve ordenen og sammenhængen i kosmos.[14] Forholdet mellem kosmos og logos er som forholdet mellem legeme og sjæl. Helheden af kosmos og logos beskrives ligefrem som et ”levende væsen” (gr. zoon).[15]

Logos beskrives som ”nødvendigheden” (gr. anangke) og er kendetegnet ved at have ”forsyn” (gr. pronoia) og ”villen" (gr. thelema). Heri ligger, at logos sørger for, at der er en fast overordnet skæbne for menneskene i kosmos. Stoikerne taler ligefrem om ”Gud” eller ”Alguden”.[16]

Centralt for stoicismen er også begrebet pneuma, der betyder ånd, som er et element, der gennemstrømmer alt[17]. [18] Ånden er det aktive princip, der både styrer mennesket og kosmos[19]. Ånden er således grundlaget for den menneskelige psyke, der sommetider oversættes til sjæl[20].

Det er som regel et upersonligt Gudsbegreb, stoikerne har. Gud er lig med kosmos. Stoicismens syn på religion er altså panteistisk. Verden er Gud, og Gud er verdens selvbevidsthed.[21] Nogle stoikere udtrykker det på den måde, at Gud er den ubøjelige nødvendighed, hvormed begivenhederne sker.[22] Flere forskere som Pierre Hadot og Michel Foucault betragter stoicismen som en spirituel filosofi, der lægger vægt på, at mennesket bliver en del af kosmos ved hjælp af spirituelle praksisser[23][5][7].

EtikRediger

Stoicismens etik hænger nøje sammen med dens verdensanskuelse. Det overordnede etiske princip er, at man skal leve ”i overensstemmelse med naturen” (gr. ”kata fysin”, lat. ”secundum naturam”) eller ”i overensstemmelse med fornuften” - logos (gr. ”kata logon”). Chrysippos formede udtrykket ”at leve i overensstemmelse med erfaringen om tingenes naturlige forløb”.[24] Med disse udtryk menes ikke blot, at man skal leve i overensstemmelse med den fornuft, der findes ude i verden, men også i overensstemmelse med den fornuft, der findes inde i mennesket selv.

I menneskets sjæl er nedsænket en del af verdensfornuften. Denne del kaldes undertiden menneskets ”daimon” (guden i os).[25] Logos i mennesket er udsprunget af alnaturens logos.[26] Ud af fornuften springer dyderne klogskab, mod, retfærdighed og besindighed.[27]

Det gode menneske er tilfreds, fordi det erkender, at alt, hvad der sker, sker efter naturen, og naturen (kosmos) er fuldkommen. Ingen ubehagelig skæbne, ingen sorg, ingen smerte kan bringe det ud af ligevægt. Alt tages med ”stoisk ro”..[28] Det gode menneske handler med fornuft ud fra selvindsigt i sine følelser og begær[1].

Det gode er alt det, der fremmer menneskets stræben efter at leve i overensstemmelse med naturen, og dyden består i at leve på denne måde. Kun dét er godt, som direkte eller indirekte fører til dette livsmål. Andre goder, som ikke fører til livsmålet, er indifferente, dvs. hverken gode eller onde.[29]

I stoicismen ligger vægten for første gang i filosofiens historie ikke på, om man er græker, romer eller barbar, om man er slave, frigivet eller fuldgyldig borger, eller om man er mand eller kvinde. Vægten ligger på, at man er et menneske, en bærer af logos, og som sådan værdifuld. Denne stoiske humanisme er samtidig en kosmopolitisme.[30] Det gode menneske har en viden om at være en del af kosmos, har en levende kosmisk fællesfølelse. Det gode menneske er en verdensborger.

Drømmen om et kosmisk broderskabssamfund ligger i stoikernes samfundsfilosofi. I et ældre stoisk skrift hedder det: ”Vi mennesker burde ikke leve adskilt i forskellige stater og samfund med hver sin ret, men vi burde betragte alle mennesker som vore venner, og der skulle kun findes én livsform og én statsforfatning.”[31]

Når man skal leve i overensstemmelse med naturen, skal man skelne nøje mellem ”det der står i vores magt” og ”det der ikke står i vores magt”. Stoikerne siger det også på den måde, at man skal skelne mellem ”det der vedkommer os” og ”det der ikke vedkommer os”. Egentlig vedkommer kun vores egen sjæl os, om den er god eller ikke. Tingene uden for vores sjæl vedkommer os ikke og står ikke i vores magt. Epiktet siger: ”Nogle ting har vi magt over, og andre ting har vi ikke magt over. Ting, som vi har magt over, er mening, stræben, begær, modvilje, kort sagt, hvad der er vores egne handlinger. Ting, som vi ikke har magt over, er legeme, ejendom, omdømme, befalinger, kort sagt, hvad der ikke er vores egne handlinger.” (Arrian: Enchiridion 8)[32]

Fænomener som rigdom og sundhed vedkommer os altså ikke. De er egentlig ligegyldige, og vi bør ikke interessere os for dem. De er indifferente.[33] Hvad det kommer an på, er at bevare sin sindsro uafhængigt af de ydre forhold man lever under, og uafhængigt af den skæbne man får.

Logos forsøger at hævde sig og vinde herredømmet i menneskets indre; men det sker ikke uden modstand. Modstanden kommer fra menneskets tilbøjeligheder, impulser og lidenskaber.[34] Det er imod stoikernes etik at lægge tilfredsstillelsen af lystfølelser og tilbøjeligheder til grund for livsførelsen.[35]

Menneskets sjæl er sammensat af en guddommelig del – logos – og en mere menneskelig del. Det er denne menneskelige del, der gør modstand mod logos. Alle tanker, ønsker og drifter, som ikke retter sig efter den guddommelige sjæledel, kaldes oprørske (”ufølgagtige”). De er ikke blot oprørske mod logos i mennesket, men også mod verdens logos. Al synd er er ufølgagtighed (ulydighed) mod alnaturens lov, alnaturens nødvendighed, alnaturens vilje.[36] Ufølgagtighed medfører laster som dårskab, fejhed, uretfærdighed og tøjlesløshed.[37]

Det, der får et menneske til at give efter for sine drifter og lidenskaber, er dybest set manglende selvindsigt, siger stoikerne. Mennesket har for eksempel ikke indset, at de ydre goder ikke er goder i egentlig forstand. Grådighed kommer for eksempel af den fejlopfattelse, at penge er et gode. I sin uvidenhed jager man nydelser og materielle goder. Man tror, at det er lystfølelsen, der afgør, hvad der er et gode. Eller man har ikke lært at skelne mellem det, der står i vores magt, og det, der ikke står i vores magt. Derfor jager man det, der ikke står i vores magt – med det resultat, at man bliver skuffet og mister sin sindsro.[38]

Med hensyn til problemet om viljens frihed mente f.eks. Kleanthes, at menneskets frihed ligger i, at det kan vælge at påtage sig sin skæbne - eller afvise den. Skæbnen eller ”nødvendigheden” har mennesket ingen indflydelse på. Men det har indflydelse på, hvordan det reagerer på den.

LevereglerRediger

Stoikerne opstillede en del leveregler. Disse angav, hvilken holdning man bør indtage over for livet og skæbnen. I kraft af dem blev stoicismens filosofi omformet til noget livsnært og brugbart. Det er ikke mindst på grund af levereglerne, at stoicismen har haft den gennemslagskraft, som den har haft, helt op til i dag. Her er nogle eksempler:

  • ”Kræv ikke, at begivenhederne skal forløbe, som du ønsker det, men ønsk, at de forløber, som de gør det – så får du ro i sindet.” (Epiktet (Arrian: Enchiridion, 8))[39][40]
  • ”Husk på, at du er en skuespiller i et drama, der er bestemt af forfatteren. Vil han have det kort, bliver det kort. Vil han have det langt, bliver det langt. Hvis han vil, at du skal spille en tigger, så må du spille også ham godt; og ligeså en krøbling, en hersker eller en almindelig borger. For det er din opgave: at spille den rolle godt, som du har fået. At vælge den er en andens sag.” (Epiktet (Arrian: Enchiridion, 17))[41][42]
  • ”Når du støder på en uforskammethed hos en person, så spørg lige straks dig selv: ’Kan der lade være med at eksistere uforskammede personer i verden? Nej, det kan der ikke; forlang så ikke det umulige; dette menneske er jo netop en af hine uforskammede, som nødvendigvis må eksistere i verden.’ ” (Marcus Aurelius (Tanker til sig selv, IX, 42))[43]
  • ”Når du vågner om morgenen, så sig til dig selv, og forehold dig: ’Jeg skal i dag holde møde med en næsvis herre, med en utaknemmelig person, med en tølper, med en lumskepeter, en krakiler, en egoist, og så videre. Men alt det er overgået disse mennesker kun af uvidenhed om, hvad der er godt, og hvad der er ondt.’ ” (Marcus Aurelius (Tanker til sig selv, II,1))[44]
  • ”Du skal ligne klippen i havet. Bølge på bølge slår imod den, men den står fast, og de skummende vande lægger sig ved dens fod.” (Marcus Aurelius (Tanker til sig selv, VI,49))[45]
  • ”Det ligger i din natur som menneske – sandt menneske – at elske også dem, som forsér sig mod dig. Det kan du, når du samtidig husker, at også han er din broder, at han fejler af uvidenhed, og altså uden at ville det, at om en kort stund vil I begge være døde, og frem for alt: at han ikke har skadet dig, thi det inderste og egentlige jeg i dig har han ikke gjort ringere end det i forvejen var.” (Marcus Aurelius (Tanker til sig selv, VII, 22))[46]
  • ”Ikke tingene, kun den mening vi har om tingene, betyder noget. Og den mening beror på dig selv; når du vil, kan du aflægge den.” (Marcus Aurelius (Tanker til sig selv, XII, 22))[47]
  • ”Når en eller anden irriterer dig, så vid, at det er din antagelse, der har irriteret dig.” (Epiktet (Arrian: Enchiridion, 20))
  • ”Sådanne tanker som du oftest har, sådan vil din tænkemåde blive. Thi sjælen tager farve af de tanker, hvormed den overskylles.” (Marcus Aurelius (Tanker til sig selv, V, 16))[48]

Stoicismens senere indflydelseRediger

De tidlige kirkefædre henregnede stoicismen til de fejlagtige og hedenske filosofiske skoler, men mange af dens elementer var alligevel værdsat af de kristne. Ideen om logos, der var central for mange stoikere, havde også indflydelse på den kristne verdensforståelse. Se f.eks. Johannesevangeliet 1.1: ”I begyndelsen var Ordet (gr. ”ho logos”( ὁ λόγος), som kan oversættes med ”verdensfornuften”).” Desuden havde den stoiske definition af dyderne – et resultat af viljens tilpasning til den fornuftige verdensorden – paralleller til den kristne moralforståelse. Der er heller ikke langt fra Marcus Aurelius´ formaning om at elske dem, der forsér sig mod én, til Jesus´ formaning i Bjergprædikenen om at elske sine fjender. (Mattæusevangeliet, 5,44)

Augustin var en af de kristne tænkere, der var inspireret af stoikerne. Det samme var Boëthius. Begge teologer fik stor indflydelse på tænkningen i middelalderen.

Med genopdagelsen af de antikke bøger i renæssancen fik stoicismen igen indflydelse, især gennem Cicero og Seneca, hvis værker blev læst i skolerne. Ifølge den polske historiker Tadeusz Zieliński var renæssancen først og fremmest en genopdagelse af stoikeren Cicero, og resten af den klassiske kultur blev opdaget gennem ham.[49]

Både Erasmus af Rotterdam (1466-1536) og Michel de Montaigne (1533-1592) spredte den stoiske tankegang gennem deres skifter. I 1605 udgav den hollandske filolog Justus Lipsius (1547-1606) Senecas filosofiske skrifter.

I 1600-tallet blev den kristne stoicisme blandt andet repræsenteret ved Hugo Grotius og Herbert af Cherbury; andre stoisk inspirerede var François de La Mothe Le Vayer, dronning Kristina af Sverige (der korresponderede med Rene Descartes) og Baruch de Spinoza. I Danmark udgav juristen Heinrich Ernst i Sorø i 1652 Senecas Om vrede (De ira). I 1658 oversatte Birgitte Thott flere af Senecas moralfilosofiske skrifter til dansk.

Ciceros autoritet og prestige var på sit højdepunktet i 1700-tallets oplysning,[50] og hans skrifter påvirkede ledende oplysningstænkere som John Locke, David Hume og Montesquieu.[51] Naturretsbegrebet og overvejelserne om menneskerettighederne var en fortsættelse af stoikernes samfundsfilosofi med drømmen om et broderskabssamfund. Både den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske erklæring om menneskets og borgerens rettigheder og senere FN´s menneskerettighedserklæring fra 1948 kan siges at være stoisk inspirerede via naturretten.

I moderne tid har psykologen Albert Ellis henvist til Epiktet som grundlaget for sin rationelle psykoterapi.[52][53][54] Den amerikanske krigsfange James Stockdale gjorde Epiktet berømt i det amerikanske militær, idet Stockdale udholdt 7 års krigsfangensskab i Vietnam ved hjælp af Epiktets filosofi.[55]

I det 21. århundrede er der opstået en bevægelse for at genetablere stoicismen[56][57], med bl.a. filosoffen Massimo Pigliucci.[58] Siden 2014 har bevægelsen afholdt en årlig kongres, Stoicon.[59] Stoicismens berømmelse og indflydelse i dag stammer i høj grad fra dens etik og leveregler.

Stoiske hovedværkerRediger

Se ogsåRediger

ReferencerRediger

  1. ^ a b Avleren, Marcel (2016): Self-Knowledge in Later Stoicism. In Renz. Oxford University Press
  2. ^ Tom Oxford (2019): Stoicism in Modern Life: Discover How to Develop Your Self-Awareness, Improve Your Mental Toughness and Self-Discipline in Today's World. ISBN 1081941243
  3. ^ https://dailystoic.com/self-awareness-and-emotional-intelligence-the-keys-to-your-best-self/
  4. ^ https://amp.theguardian.com/commentisfree/belief/2012/dec/04/stoicism-can-be-divine-stoic-week
  5. ^ a b McNierney, M. (2020). The Stoic Way of Nature: A Pagan Spiritual Path. Pomegranate, 13–27
  6. ^ La citadelle intérieure. Introduction aux Pensées de Marc Aurèle. Paris, Fayard, 1992. ISBN 2-213-02984-9
  7. ^ a b Pierre Hadot (1995): “Philosophy as a Way of Life. Spiritual Exercises from Socrates to Foucault”. Blackwell, side 102
  8. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 24
  9. ^ Johannes Sløk: Stoikerne, 5 %
  10. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 14.
  11. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 12.
  12. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 63.
  13. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 93
  14. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 12.
  15. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 13.
  16. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 13.
  17. ^ Stoicism," Routledge Encyclopedia of Philosophy (Taylor & Francis, 1998), p. 145.
  18. ^ https://denstoredanske.lex.dk/pneuma
  19. ^ David Sedley, "Stoic Physics and Metaphysics," The Cambridge History of Hellenistic Philosophy, p. 388.
  20. ^ John Sellars, Stoicism (University of California Press, 2006), pp. 98–104.
  21. ^ Stanford Encyclopedia of Philosophy, Pantheism. [1]
  22. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 13 og 15.
  23. ^ Davidson, Arnold I. “Spiritual Exercises and Ancient Philosophy: An Introduction to Pierre Hadot.” Critical Inquiry16, no. 3 (1990): 475–82.
  24. ^ Johannes Sløk: Stoikerne, 11%.
  25. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 16-17.
  26. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 18.
  27. ^ Johannes Sløk: Stoikerne, 39 %
  28. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 18.
  29. ^ Johannes Sløk: Stoikerne,11-12 %
  30. ^ Johannes Sløk: Stoikerne, 12%.
  31. ^ Henrik Thomsen: Hvem tænkte hvad, s. 44-45
  32. ^ Epictetus – the slave turned philosopher [2]
  33. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 20.
  34. ^ Johannes Sløk: Stoikerne, 12 %
  35. ^ Johannes Sløk: Stoikerne, 10 %
  36. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 16-17.
  37. ^ Johannes Sløk: Stoikerne, 40 %
  38. ^ Johannes Sløk: Stoikerne, 12 %
  39. ^ Epictetus – the slave turned philosopher [3]
  40. ^ Henrik Thomsen: Hvem tænkte hvad, s. 44
  41. ^ Stoic Journey. Epictetus part 17: You are an actor in a play. [4]
  42. ^ Henrik Thomsen: Hvem tænkte hvad, s. 49
  43. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 100
  44. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 46
  45. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 64
  46. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 83
  47. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 115
  48. ^ K.G. Brøndsted: Kejser Marcus Aurelius, s. 69
  49. ^ Tadeusz Zieliński. Cicero Im Wandel Der Jahrhunderte. Nabu Press.
  50. ^ Wood, Neal (1991). Cicero's Social and Political Thought. University of California Press. ISBN 978-0-520-07427-9.
  51. ^ Nicgorski, Walter. "Cicero and the Natural Law". Natural Law, Natural Rights, and American Constitutionalism.
  52. ^ Ageless, Guiltless, by Adam Green.
  53. ^ Obituary by Morton Schatzman in The Independent Arkiveret 18. oktober 2007 hos Wayback Machine.
  54. ^ Obituary by Oliver Burkeman in The Guardian.
  55. ^ Stockdale, James Bond. 1993. Courage Under Fire: Testing Epictetus's Doctrines in a Laboratory of Human Behavior. Stanford: Hoover Institution/Stanford University.
  56. ^ Stoisk ro. Stoicismens genkomst i det 21. århundrede. Skrevet af Anders Dræby og udgivet på Det Kongelige Bibliotek i 2017
  57. ^ Se også temanummeret Stoa i klassikerforeningens tidsskrift Logos fra 2018, redigeret af Hans Gregersen
  58. ^ Massimo Pigliucci (2017): How to Be a Stoic: Using Ancient Philosophy to Live a Modern Life. Basic Books. ISBN 0465097952.
  59. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 17. juni 2017. Hentet 27. juni 2017.

LitteraturRediger

Stoiske tekster på engelskRediger

Værker på engelsk, der udelukkende handler om stoicismen:

  • Inwood, Brad & Gerson LLoyd P. (eds.) The Stoics Reader: Selected Writings and Testimonia Indianapolis: Hackett 2008.
  • Bowen, A. and Todd, R., 2004: Cleomedes' Lectures on Astronomy. Berkeley: University of California Press. [A translation of the Stoic Cleomedes' work on astronomy, together with introduction and commentary.]
  • Long, George Enchiridion by Epictetus, Prometheus Books, Reprint Edition, January 1955.
  • Edelstein, L. and Kidd, I.G., 1972: Posidonius, 2 vols. Cambridge: Cambridge University Press. [Greek and Latin texts; introduction in English]
  • Gill C. Epictetus, The Discourses, Everyman 1995.
  • Hadas, Moses (ed.), Essential Works of Stoicism, Bantam Books 1961.
  • Harvard University Press Epictetus Discourses Books 1 and 2, Loeb Classical Library Nr. 131, June 1925.
  • Inwood, B., 2007: Seneca: Selected Philosophical Letters translated with introduction and commentary. Oxford: Oxford University Press.
  • Harvard University Press Epictetus Discourses Books 3 and 4, Loeb Classical Library Nr. 218, June 1928.
  • Long, George, Discourses of Epictetus, Kessinger Publishing, January 2004.
  • Lucius Annaeus Seneca the Younger (transl. Robin Campbell), Letters from a Stoic: Epistulae Morales Ad Lucilium (1969, reprint 2004) ISBN 0-14-044210-3
  • Marcus Aurelius Antoninus, Meditations, translated by Maxwell Staniforth; ISBN 0-14-044140-9, or translated by Gregory Hays; ISBN 0-679-64260-9.
  • Oates, Whitney Jennings, The Stoic and Epicurean philosophers, The Complete Extant Writings of Epicurus, Epictetus, Lucretius and Marcus Aurelius, Random House, 9th printing 1940.
  • Pomeroy, A., 1999, Arius Didymus: “Epitome of Stoic Ethics. Atlanta: Society of Biblical Literature. [Greek text with facing page translation and notes].
  • Ramelli, I. 2009, Hierocles the Stoic: Elements of Ethics, Fragments and Excerpts. Atlanta: Society of Biblical Literature. [Greek text with facing page translation. Extensive notes.]
  • Van Staaten, M., 1962, Panaetii Rhodii Fragmenta, Leiden: Brill.

Nutidige stoiske tekster på engelskRediger

Nedenfor værker på engelsk, der udelukkende handler om stoicismen:

Kommentarværker på engelskRediger

Nedenfor værker på engelsk, der udelukkende handler om stoicismen:

Litteratur på danskRediger

  • Aurelius, Marcus (1996): Meditationer. Det lille Forlag, København.
  • Brøndsted, K.G. (1964): Kejser Marcus Aurelius. Haase og Søn.
  • Dræby, Anders (2017): Stoisk ro. Stoicismens genkomst i det 21. århundrede. Det Kongelige Bibliotek.
  • Epiktets håndbog (1999): Oversat af J.A. Bundgaard. Filosofibiblioteket. Hans Reitzels Forlag. ISBN 87-412-3036-1
  • Epiktets livsvisdom. (2003): Oversat og redigeret af Andreas Simonsen. Fiskers Forlag.
  • Gregersen, Hans (red.)(2018): Stoa. Særnummer af Logos: Klassikerforeningens Tidsskrift.
  • Seneca (1999): Om vrede. Om mildhed. Om sindsro. På dansk ved Villy Sørensen. Gyldendal.
  • Seneca (1997): Om livets korthed. Gyldendal
  • Seneca (2010): Senecas breve. Klassikerforeningen
  • Sløk, Johannes (2016): Stoikerne. E-bogsudgave. Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711639238
  • Sparre, Johannes & Ole Thomsen (1981): Seneca - i sin tid og vor tid. Klassikerforeningen.
  • Sørensen, Anders Dræby (2017): Epiktets filosofiske livskunst som terapeutisk pædagogik. Det Kongelige Bibliotek
  • Sørensen, Villy (1999): Seneca - humanisten ved Neros hof. Gyldendal
  • Thomsen, Henrik (1971): Hvem tænkte hvad? Politikens Forlag. ISBN 87-567-1465-3

Eksterne referencerRediger