Slaget ved Kap Ecnomus
Slaget ved Kap Ecnomus eller Eknomos (oldgræsk: Ἔκνομος) var et søslag, der blev udkæmpet ud for det sydlige Sicilien i 256 f.Kr., mellem flåderne for Karthago og den Romerske Republik, under den Første Puniske Krig (264-241 f.Kr.). Det var krigens største slag og et af de største søslag i verdenshistorien. Den karthagiske flåde blev kommanderet af Hanno den Store og Hamilkar, mens den romerske flåde i fællesskab blev kommanderet af konsulerne Marcus Atilius Regulus og Lucius Manlius Vulso Longus. Søsslaget resulterede i en klar romersk sejr.
| Slaget ved Kap Ecnomus | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af den Første Puniske Krig | |||||||
.jpg) Søslaget ved Ecnomus (256 f.Kr.) |
|||||||
|
|||||||
| Parter | |||||||
 Romerske Republik
|  Karthago
|
||||||
| Ledere | |||||||
| Styrke | |||||||
|
|
||||||
| Tab | |||||||
|
|
||||||
  Slaget ved Kap Ecnomus (Sicilien) |
|||||||
Den romerske flåde talte 330 krigsskibe plus et ukendt antal transportskibe, som var sejlet fra Ostia, Roms havn, og havde omkring 26.000 legionærer ombord kort før slaget. Romerne planlagde at krydse Middelhavet til Afrika og invadere det karthagiske hjemland (i det nuværende Tunesien). Karthagerne var klar over romernes hensigter og mønstrede alle tilgængelige krigsskibe (ca. 350 skibe) ud for Siciliens sydkyst for at sejle romerne i møde. Slaget omfattede i alt omkring 680 krigsskibe med op til 290.000 besætningsmedlemmer og soldater ombord, hvilket muligvis gør slaget til det største søslag i historien målt på antallet af involverede kombattanter.
Da flåderne mødtes, tog karthagerne initiativet, og slaget udviklede sig til tre separate slag. Her håbede karthagerne på, at deres overlegne evner til at manøvrere deres skibe ville vinde dem slaget. Efter en lang og forvirrende dag med kampe blev karthagerne afgørende besejret, idet 30 skibe blev sunket og yderligere 64 skibe erobret. De romerske tab talte 24 skibe sunket.
Kilder
redigérDen primære kilde til næsten alle aspekter af den Første Puniske Krig[note 1] er Historier af Polybios (ca. 200 – ca. 118 f.Kr.), der var en græker, som blev sendt til Rom i 167 f.Kr. som gidsel. Polybios værker inkluderer en nu tabt manual om militær taktik,[2] men han er bedst kendt for værket Historier, skrevet engang efter 167 f.Kr. – eller omkring et århundrede efter slaget ved Ecnomus.[3][4] Polybios' værk betragtes generelt som objektivt og stort set neutralt – i forhold til karthagiske og romerske synspunkter.[5][6]
De fleste karthagiske skriftlige kilder blev ødelagt sammen med deres hovedstad, Karthago, i 146 f.Kr., og derfor er Polybios' beretning om den Første Puniske Krig baseret på adskillige – nu tabte – græske og latinske kilder.[7] Polybios var en analytisk historiker og interviewede så vidt muligt personer, der havde deltaget i de begivenheder, han skrev om.[8][9] Kun den første bog af de i alt 40, som udgør værket Historier, omhandler denne krig,[10] men den moderne historiker G.K. Tipps mener, at Historier indeholder "en omfattende og minutiøst detaljeret beretning om slaget ved Ecnomus".[4] Den historiske korrekthed af Polybios' beretning har været meget omdiskuteret i løbet af de sidste 150 år, men den moderne konsensus virker til at være, at hans værk bredt accepteres. Detaljer om dette slag i moderne kilder er derfor næsten udelukkende baseret på fortolkninger af Polybios' beretning.[10][11][12] Der findes andre, senere krigshistorier, men i fragmentarisk eller sammenfattende form,[13] og disse dækker normalt de militære operationer på land mere detaljeret end dem til søs.[14] Moderne historikere betragter normalt også andre, senere, værker fra Diodorus Siculus og Dio Cassius, omend klassicisten Adrian Goldsworthy har udtalt, at "Polybios' beretning er normalt at foretrække, når den adskiller sig fra nogen af vores andre beretninger".[note 2][9] Andre kilder omfatter inskriptioner, arkæologiske beviser og empiriske beviser fra rekonstruktioner såsom triremen Olympias.[16]
Slaget
redigér
Den romerske flåde sejlede langs den sicilianske kyst i en kompakt formation. De blev inddelt i fire eskadroner af ulige størrelse. De første to eskadroner (I og II) førte an – hver opstillet i echelon-formation – og dannede tilsammen en kile. Eskadronen til højre var under Vulsos kommando, mens eskadronen til venstre under Regulus' kommando. Konsulernes hexaremes sejlede ved siden af hinanden, ved "spidsen" af kilen. Den tredje eskadron (III) havde taget stilling umiddelbart bag de to andre og slæbte transporterne. Den fjerde (IV) beskyttede bagenden. Karthagerne sejlede mod øst og forventede at møde den romerske flåde, og var muligvis advaret om dens tilstedeværelse af små spejderskibe.[17] De var organiseret i tre ulige eskadroner – arrangeret i en enkelt linje på linje med deres venstre, landvendte, fløj (1) lidt fremskudt. Det karthagiske center (2) blev kommanderet af Hamilkar og deres højre (3) af Hanno. Flåderne så hinanden og rykkede begge frem.[18]
Noter
redigér- ^ The term Punic comes from the Latin word Punicus (or Poenicus), meaning "Carthaginian", and is a reference to the Carthaginians' Phoenician ancestry.[1]
- ^ Sources other than Polybius are discussed by Bernard Mineo in "Principal Literary Sources for the Punic Wars (apart from Polybius)".[15]
Referencer
redigér- ^ Sidwell & Jones 1998, s. 16.
- ^ Shutt 1938, s. 53.
- ^ Goldsworthy 2000, s. 20.
- ^ a b Tipps 1985, s. 432.
- ^ Lazenby 1996, s. x–xi.
- ^ Hau 2016, s. 23–24.
- ^ Goldsworthy 2000, s. 23.
- ^ Shutt 1938, s. 55.
- ^ a b Goldsworthy 2000, s. 21.
- ^ a b Goldsworthy 2000, s. 20–21.
- ^ Lazenby 1996, s. x–xi, 82–84.
- ^ Tipps 1985, s. 432–433.
- ^ Goldsworthy 2000, s. 22.
- ^ Goldsworthy 2000, s. 98.
- ^ Mineo 2015, s. 111–127.
- ^ Goldsworthy 2000, s. 23, 98.
- ^ Tipps 1985, s. 452, n.68.
- ^ Goldsworthy 2000, s. 111–112.